Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 355 – 18. november 2016 – side 16

Socialisme for begyndere

Reformister og revolutionære under dobbeltmagten

Jørn Andersen

Inden en undertrykt klasse kan tage magten, vil der uundgåeligt foregå en politisk kamp inden for dens egne rækker: Kampen mellem reform eller revolution.

I sidste afsnit så vi, hvordan en bevægelse i visse situationer kan blive en så stor trussel mod den herskende magt, at der reelt er to konkurrerende magter i samfundet – en dobbeltmagtssituation.

Vi så, hvordan arbejdere i deres kamp udviklede helt nye demokratiske organer til at koordinere deres kamp. Gennem disse “arbejderråd” fik arbejderklassen sine første erfaringer med demokrati på samfundsplan.

Dette er højdepunktet af det, vi kalder en revolutionær situation: Den herskende klasse er trængt tilbage. Arbejderklassen har styrken til at kunne tage magten. Og den har demokratiske organer til at kunne styre samfundet.

Men ofte er det alligevel ikke sket. Hvorfor?

Den ujævne bevidsthed

Selv om arbejdere handler revolutionært – besætter arbejdspladsen og udfordrer den herskende klasse både lokalt og på landsplan – så kan de sagtens stadig have en grundlæggende “reformistisk” bevidsthed.

De handler revolutionært, fordi det under en kapitalistisk krise er den eneste måde at tvinge indrømmelser ud af arbejdsgiverne og staten.

Men det står ikke nødvendigvis – i deres egne hoveder – i modsætning til, at deres mål ikke er arbejdermagt, men blot at gøre arbejdsgivere og stat mere “rimelige”.

Især i starten af en revolutionær proces, hvor titusinder eller millioner for første gang får erfaringer med organiseret modstand, vil det uundgåeligt være den dominerende holdning hos flertallet.

Kun et mindretal af arbejdere vil have en klar idé om, at det er et uholdbart perspektiv, som vil føre til arbejdermagtens nederlag.

Organiserede reformister

Det er den ene side af reformismen. Den anden side er, hvordan organiserede reformistiske kræfter vil handle i en revolutionær situation?

Det er først og fremmest faglige ledere, der har levet af at forhandle klassekompromisser, og lederne af reformistiske partier.

Alle historiske erfaringer peger på, at deres rolle, især i en revolutionær situation, vil være kontrarevolutionær – selv om de sammenlignet med i dag vil kunne lyde meget radikale for ikke at miste opbakning.

De revolutionære

Udfordringen for de revolutionære i en dobbeltmagtssituation er at vinde flertallet af arbejdere for erkendelsen af, at enten tager arbejderklassen hele magten – eller også vil den herskende klasse udnytte situationen til at reorganisere sig og slå arbejdermagten ned.

Det betyder i praksis, at de revolutionære må arbejde målrettet på at splitte menige arbejdere fra deres reformistiske ledere.

Dette arbejde kan ikke kun foregå enten i toppen eller i bunden af bevægelsen. Det må foregå på alle niveauer: Fra den enkelte arbejdsplads over lokale strejke-komiteer til de by- og landsdækkende arbejderråd.

Og det må både foregå ved i praksis at vise, at de revolutionære er dem, der mest konsekvent arbejder for at styrke arbejdermagten – og gennem ideologisk at overbevise de enkelte arbejdere om, at kun et magtopgør kan sikre, at de gevinster, der er opnået, kan fastholdes.

At stille sig en sådan udfordring stiller store krav til revolutionæres politik – og organisering.

Revolutionært parti

For at revolutionære kan vinde flertallet af arbejdere over til revolutionen må de være organiserede.

Opgaverne er som nævnt både at vinde lederskab i den praktiske kamp – og vinde flertallet af arbejdere for et revolutionært perspektiv.

Det betyder først og fremmest, at et revolutionært parti må være en kamporganisation, ikke et valgparti.

Men det er ikke nok kun at være en slags “praktisk organisator”-netværk. Det må også stille sig op som et politisk alternativ til både borgerlige og reformistiske partier.

For at være et kampparti er det nødvendigt, at partiet er i stand til at samle indtryk og vurderinger fra alle sektorer af klassens kamp – og udmønte det til fælles svar, der kan bringe hele klassen fremad.

For at være et politisk alternativ er det især nødvendigt, at partiet er selvstændigt og har sin egen presse. Og kan levere svar også på spørgsmål, som ligger uden for arbejdspladsen: Racisme, kvindeundertrykkelse, national undertrykkelse, strategi og taktik osv.

Vinde flertal i arbejderklassen

For at et revolutionært parti kan vinde titusinder eller millioner af arbejdere over til revolutionen, er det nødvendigt, at dets medlemmer i forvejen er trænet i at handle kollektivt – ud fra en forståelse og refleksion over erfaringerne fra arbejderklassens kamphistorie.

Et revolutionært parti vil i en revolutionær situation skulle vokse meget dramatisk. Ikke at blive blæst omkuld af det kræver, at der lang tid inden revolutionen er opbygget en betydelig kerne af medlemmer, der kan uddanne disse mange nye medlemmer.

Hvis det til gengæld er lykkedes, og partiet ikke begår for mange alvorlige fejl undervejs, så er vejen banet for et magtopgør med den herskende klasse.

Det er temaet for næste (og næstsidste) artikel i serien.

Se også:
SAA 355: Revolutionær uden for Enhedslisten – og hva’ så?
SAA 355: Enhedslisten og revolutionen
SAA 355: Det mener vi: 1930’erne i slow-motion

Flere artikler i serien Socialisme for begyndere

Flere artikler fra nr. 355

Flere numre fra 2016

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 1261 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside