Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 75 – November 1991 – side 11

Socialdemokratiets krise

Et parti under ombygning

Ellen Christensen + Jan Storgaard

“Begrebet socialisme er ubønhørligt knyttet til industrisamfundets rene klassemodsætninger. Da disse modsætninger ikke eksisterer længere i det danske samfund i en bare nogenlunde definerbar form, vil det ikke i fremtiden have mening at basere vore politiske principper på udtrykket socialisme.”

Citatet er hentet fra en nylig udgivet debatbog om Socialdemokratiets fremtidige politik. Bogen har fået den meget sigende titel: “En bygning vi vælter”, som en slags kommentar til den officielle partihistorie, der hedder “En bygning vi rejser”. Bogen er skrevet af en gruppe socialdemokrater og er et udtryk for den debat, der for tiden foregår inden for partiet.

For det meste forbinder man ikke Socialdemokratiet med visioner om socialisme. Partiets program er i højere grad præget af kortsigtede lappeløsninger og reformforslag. Men i sit principprogram opstiller partiet stadig socialismen som det endelige mål. Landsmødet næste år skal vedtage et nyt.

Det er tydeligt for enhver, at Socialdemokratiet står med nogle store vanskeligheder.

Svag opposition

I 1982 gik Anker Jørgensen af og overlod regeringsmagten til den borgerlige fløj. Han troede, at der kun ville blive tale om kort tid, inden Socialdemokratiet igen kunne indtage den ledende position i dansk parlamentarisk politik, som partiet gennem de forudgående 50 år havde vænnet sig til at betragte som sin. Men det kom til at gå anderledes.

Foreløbig ti års borgerlig regering har sat sit præg på det danske samfund, uden at Socialdemokratiet har formået at markere sig som et brugbart alternativ.

Den økonomiske krise, der har hærget verden siden 1975, har ramt velfærdsstaten. Den borgerlige regering har forsøgt at modgå krisen gennem nedskæringer på de offentlige budgetter, med arbejdsløshed og nød til følge. Problemet for socialdemokraterne er, at de nok kunne ønske sig en anden social fordeling af goderne, men at de i bund og grund ikke er uenige i, at økonomiske dårlige tider kræver nedskæringer. Den linje har socialdemokratisk ledede regeringer selv stået for.

Hele vejen igennem sin historie har Socialdemokratiet knyttet sin politik til kapitalismens op- og nedture. Det skal gå kapitalen godt, inden det kan gå godt for arbejderne, lyder den enkle filosofi. Og nu hvor kapitalen står i en dyb krise, finder partiet det nødvendigt at arbejde for systemets genopretning. Og det vel at mærke på kapitalens betingelser.

Den enkelte kapitalist forsøger at omorganisere produktionsprocesser og udvikle arbejdskraften. De traditionelle faggrænser bliver brudt ned, og sammensætningen af arbejdsstyrken bliver ændret. Det stiller også nye krav til arbejdernes organisationer.

Men det ændrer ikke ved det grundliggende klassesamfund. Det er stadig den samme gruppe mennesker, der ejer og kontrollerer kapitalen og produktionen.

Ydermere sætter sammenbruddene for de statskapitalistiske regimer i Østeuropa og Sovjet spørgsmålstegn ved Socialdemokratiets holdning til statsapparatet.

Økonomien

På Socialdemokratiets årsmøde i starten af oktober gik diskussionen meget på forholdet til den centrale styring af økonomien. Traditionelt har Socialdemokratiet stået på en fordeling af goderne via statsapparatet. Parlamentets rolle blev at dirigere økonomien gennem forskellig lovgivning, og desuden var det en opgave for samfundet at tage sig af samfundets svageste.

Det hele byggede på en vækstfilosofi, der sagde, at med den voksende økonomi i samfundet skulle der også ske en omfordeling af goderne. Filosofien har blot den bagside, at i økonomisk dårlige tider uden vækst, er der ikke noget til omfordeling. I stedet må der skæres ned – også så de svageste rammes.

For Socialdemokratiet er læren af udviklingen i Øst, at den stramme centrale styring af økonomien har lidt nederlag, og at tidens løsen er decentralisering.

Årsmødet brugte derfor en del tid til at diskutere borgernes rettigheder i forhold til statsadministrationen og brugerstyring. Ideen om, at den enkelte borger skal sikres en række rettigheder i forhold til statsadministrationen, har Socialdemokratiet ”lånt” fra den britiske konservative premierminister John Mayor. Partiet lægger i stadig højere grad vægt på den enkeltes eget initiativ.

I socialforsorgen betyder det, at netværk og selvhjælpsgrupper bliver fremhævet som fremtidens måde at bruge den voksende fritid på. På kommunalt plan hedder løsningen brugerstyring af den enkelte institution.

Den socialdemokratiske fagbevægelse har den samme type diskussioner. Her bliver der lagt vægt på, at fremtidens måde at organisere arbejdsprocessen på vil betyde, at den enkelte arbejder i højere grad vil lave sine egne aftaler med den enkelte arbejdsgiver.

I stedet for det nuværende overenskomstsystem, hvor fagforbundene laver aftaler, der dækker et væld af forskellige områder og arbejdspladser, forventer fx. LO’s teknologiudvalg i en ny rapport om fremtidens arbejde, at der i stadig voksende omfang vil blive tale om aftaler, indgået lokalt på arbejdspladsen.

Fagforbundene er så henvist til at være serviceorganer med tilknyttede eksperter inden for forskellige områder. Det store problem for arbejderbevægelsen bliver, hvordan man i systemer med individuelle aftaler bevarer solidariteten og sammenholdet.

LO’s teknologiudvalg kommer ikke med nogen alternativer. De nøjes med at konstatere, at det er den vej, udviklingen går. De sætter ikke spørgsmålstegn ved, hvem der ønsker, det skal gå i den retning, og hvis interesser det tjener.

Klassekampen slut

Mens gruppen bag “En bygning vi vælter” konkluderer, at klassekampen er yt, fastholder hovedbestyrelsen i sit oplæg til nyt principprogram den demokratiske socialisme som endemål.

Udviklingen i Sverige, hvor den socialdemokratiske regering er blevet sat fra bestillingen, tyder på, at det ikke just er socialdemokratiernes tidsalder, der står for døren. I den desperate kamp om stemmer søger partiet mod højre.

I de kommende artikler vil vi se nærmere på, hvordan Socialdemokratiet op gennem sin historie har svinget i forhold til de politiske vinde.

“En bygning vi vælter – nye veje i et nyt århundrede”, redigeret af Jørgen Elikofer. Forlaget Fremad, 1991.

I en række artikler vil Socialistisk Arbejderavis tage landets største arbejderparti, Socialdemokratiet under kritisk behandling, beskrive dets historie og aktuelle problemer. Artiklerne er skrevet af Ellen Christensen og Jan Storgaard.

Billedtekst:
Socialdemokratiets krise løses ikke med facaderenovering

Se også:
SAA 76: Når SD bestemmer
SAA 77: Socialdemokratiet blev dannet i 1871: Hvor røde var de?
SAA 78: Da SD reddede magthaverne
SAA 79: SD under besættelsen: Samarbejde frem for alt

Flere artikler fra nr. 75

Flere numre fra 1991

Se flere artikler om emnet:
Socialdemokratiet (DK)

Se flere artikler af forfatter:
Ellen Christensen
Jan Storgaard

Siden er vist 1497 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside