Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 76 – December 1991 – side 11

Når SD bestemmer

Ellen Christensen + Jan Storgaard

Denne artikel vurderer Socialdemokratiets politik i de perioder, hvor den havde de bedste betingelser for at blive ført ud i livet.

I to perioder, 1929-43 og 1953-68, havde partiet regeringsmagten længe nok til, at det for alvor kunne sætte sine egne lovforslag igennem, og derigennem vise i hvilken retning det ønskede, at samfundet skulle udvikle sig.

De to perioder var vidt forskellige. 1930’erne var præget af krise og stor arbejdsløshed, mens 1960’erne var karakteriseret af en lang stort set ubrudt økonomisk fremgang.

De socialdemokratiske reformer i 1930’erne tog to retninger. På den ene side var der de sociale reformer, mest kendt her er den store socialreform fra 1933. Elementerne i den var en lov om arbejdsløshedsforsikring og arbejdsformidling, en lov om forsikring mod ulykkestilfælde, en lov om alders– og invaliderente og sygekasser, og en lov om offentlig forsorg. Andre sociale reformer var ferieloven, der garanterede alle to ugers ferie, og funktionærloven, hvis formål var at knytte de ansatte tættere til det voksende statsapparat.

Reformer

De sociale reformer havde et overordnet formål. De skulle dæmme op for den voksende sociale uro og sikre en fortsat opbakning bag socialdemokratiet. I dele af fagbevægelsen og blandt de arbejdsløse voksede støtten til DKP.

Den anden type reformer drejede sig om statens indgriben i økonomien. Import og eksport blev reguleret gennem den statslige valutacentral.

På samme tid begyndte statsmagten at blande sig mere aktivt i arbejdsmarkedet. Således blev der vedtaget en lov om tvungen voldgift til afgørelse af overenskomsten i 1933 (også en del af Kanslergadeforliget), og igen i 1936 og hvert af de følgende år. I 1934 gik regeringen så langt, at den forbød en slagteriarbejderstrejke ved lov.

I et forsøg på at dæmme op for den store arbejdsløshed, der i januar 1933 omfattede 43,5% af samtlige organiserede arbejdere, satte den socialdemokratiske regering en række offentlige arbejder i gang. Der blev bygget S-togs net i København og ringgade i Århus, og der blev bygget broer mellem landsdelene, bl.a. den første Lillebæltsbro.

Socialdemokratiets politik mindede på mange måder om den “New Deal”, som Roosevelt gennemførte i USA. Staten pumpede penge ud i økonomien gennem offentlig produktion. Der kom dog ikke for alvor gang i hjulene før efter krigen.

Hjulpet på vej af den amerikanske Marshall-hjælp og den kolde krigs oprustning satte et langstrakt boom ind i slutningen af halvtredserne. Betingelserne for en reformpolitik var dermed anderledes end i 1930’erne.

Igen satte den socialdemokratiske lovgivning ind på to forskellige felter. På det sociale område skete der en række forbedringer. Der kom folkepension til alle, sygekasserne blev lavet om til en sygesikring betalt over skatterne. Der kom forbedrede forhold for enlige mødre og en ny lov om revalidering. Der skete i det hele taget et holdningsskift over for den offentlige hjælp, og det medførte ikke længere tab af valgret at være henvist til offentlig forsørgelse.

På det økonomiske område gennemførte regeringen den såkaldte helhedsløsning i 1963. Den omfattede et overenskomstindgreb og en pris- og lønstignings-begrænsning. Det var det første eksempel på den indkomstpolitik, der kom til at præge den socialdemokratiske politik fremover.

60’erne startede med en massiv lønstrejkebevægelse, hvor arbejderne krævede del i velstandsstigningen. De relativt gode normeringer i daginstitutionerne var f.eks. et udtryk for dette pres. Borgerskabet havde sikkert foretrukket mere skrabede institutioner, men den socialdemokratiske model sikrede roen på bagsmækken. Og arbejdsgiverne nød godt af indkomstpolitikken i en periode, hvor arbejderne stod stærkt på grund af den fulde beskæftigelse.

Velfærdsstaten blev gennemført af borgerskabet og socialdemokratiet i fællesskab. Arbejdsgiverne havde brug for bedre uddannede arbejdere, så uddannelsessektoren voksede eksplosivt. Og manglen på arbejdskraft betød, at det offentlige oprettede daginstitutioner. Sundhedssektoren voksede, for nu kunne det betale sig at reparere arbejdskraften. Samtidig var reformernes kvalitet et udtryk for arbejderklassens pres.

Ideerne

Den idémæssige baggrund for socialdemokratiet var udmøntet i det partiprogram, der blev vedtaget i 1961. Hovedparolen i programmet var den demokratiske socialisme. Bag det begreb lå et ønske om at reformere det kapitalistiske samfund i en mere økonomisk retfærdig retning, samtidig med at socialismen som begreb blev nedtonet for at lægge afstand til den kommunistiske bevægelse i Danmark og på verdensplan.

Socialdemokratiet ønskede nok bedre økonomiske forhold for arbejderne – og ønsker det stadig – men partiets forudsætninger for, at der kunne blive råd til det, var, at den samlede produktion steg.

Derfor gik den faglige del af Socialdemokratiet, De samvirkende Fagforbund (DsF, nu LO), aktivt ind for at øge arbejdernes produktivitet. DsF sendte bl.a. folk på studietur til USA i starten af 1950'erne for at lære de nye akkordsystemer at kende og introducerede dem på de danske arbejdspladser.

Arbejdernes modtagelse af de nye systemer var blandede: Det kom til protester, bl.a. strejkede arbejderne på Phillips i 1954, men for mange betød akkorderne en pæn lønfremgang. I dag kan vi så også se, at akkorderne har mange nedslidninger på samvittigheden.

Den socialdemokratiske reformisme bygger entydigt på det kapitalistiske systems forøgede produktionsevne. Med andre ord er forudsætningen for at gennemføre reformer økonomisk vækst. Gennem klassesamarbejdet kan arbejderne være med til at sikre denne vækst.

Statsapparatet ses i denne forbindelse som en regulator af økonomien, som en magt til at bremse op for eller sætte mere gang i økonomien, og som en omfordeler af goderne via opkrævning af skatter og udbetaling af sociale foranstaltninger.

Med krisens gennemslag i begyndelsen af halvfjerdserne blev det klart, at der er grænser for statens evne til at styre økonomien. Socialdemokratiet har heller aldrig forstået, at økonomisk vækst ikke i sig selv sikrer arbejderne bedre levevilkår. Det afgørende er arbejderklassens pres. Men socialdemokraterne opfatter folks egen aktivitet som et problem, fordi klassekamp truer kapitalismen.

Partiet har aldrig stillet reformkrav, der kunne tænkes at true systemets eksistens. Man har tværtimod hjulpet et sårbart samfundssystem gennem både krise og højkonjunktur.

Forslag til videre læsning: Hans Erik Avlund Frandsen: Klassesamarbejde og Klassekamp. Niels Ole Finnemann: I Broderskabets Aand.

I en række artikler vil Socialistisk Arbejderavis tage landets største arbejderparti, Socialdemokratiet, under kritisk behandling, beskrive dets historie og aktuelle problemer. Artiklerne er skrevet af Ellen Christensen og Jan Storgaard.

Billedtekst:
Socialdemokraterne var med til at indføre tidsstudier på virksomhederne

Se også:
SAA 75: Socialdemokratiets krise: Et parti under ombygning
SAA 77: Socialdemokratiet blev dannet i 1871: Hvor røde var de?
SAA 78: Da SD reddede magthaverne
SAA 79: SD under besættelsen: Samarbejde frem for alt

Flere artikler fra nr. 76

Flere numre fra 1991

Se flere artikler om emnet:
Socialdemokratiet (DK)

Se flere artikler af forfatter:
Ellen Christensen
Jan Storgaard

Siden er vist 1677 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside