Socialistisk Arbejderavis
Nr. 77 – Januar 1992 – side 11
Socialdemokratiet blev dannet i 1871
Hvor røde var de?
Ellen Christensen + Jan Storgaard
Socialdemokratiet var ligesom i dag heller ikke ved sin start i 1871 præget af revolutionære ideer om kampen for et socialistisk samfund baseret på arbejdermagt og planøkonomi. Socialismen skulle gennemføres via stemmesedlen og kooperative virksomheder.
Den 15. oktober 1871 blev “Den Internationale Arbejderforening for Danmark” – Internationalen – stiftet. Det blev den organisatoriske ramme for starten på det danske Socialdemokrati.
Industrialiseringen var kommet til Danmark. Burmeister & Wain og Tuborg var nye industrivirksomheder, hvor mange arbejdere var samlet og arbejdede under usle forhold. Arbejdsdagen var lang, og arbejdet var hårdt.
Der var således grundlag for socialistisk propaganda, da Louis Pio, Poul Geleff og Harald Brix i maj og november 1871 udgav 2 små hæfter “Socialistiske Blade”.
Af disse skrifter kunne man se, at de tre havde kendskab til Pariserkommunen i april 1871 og til Marx og Engels’ ideer.
Deres krav var: indirekte skatter, kortere arbejdstid, sikrede arbejdsforhold, forbud mod søndags- og børnearbejde, en løn over eksistensminimum, alderdomsunderstøttelse, udvidet valgret, lighed for loven osv.
Alle sammen reformkrav, som var tænkt gennemført via folketinget. Klassekampen – arbejderklassens kamp som nøglen til forandring – blev overhovedet ikke nævnt. Intet i de tidlige skrifter peger mod en revolution – altså mod et brud med det kapitalistiske system, og en smadring af den borgerlige stat.
Slaget på Fælleden
I april 1872 er der en stor strejke blandt murerne. I sympati med de strejkende blev der indkaldt til et stort møde på Fælleden den 5. maj 1872.
Strejkemødet er senere gået over i historien som “Slaget på Fælleden”. Borgerskabet blev aldeles rædselsslagne. Med knippelsuppe blev arbejderne for første, men desværre ikke for sidste gang drevet ud af Fælleden.
Pio, Brix og Geleff, som stod bag mødet, blev idømt 5 års fængsel.
Borgerskabets frygt og arbejderklassens manglende styrke udløste den rå politivold: Fængselsstraffene og politibrutaliteten var en klar overreaktion, der viste den borgerlige stats og klassedomstolenes sande ansigt for tusinder af arbejdere.
I et brev til Friedrich Engels havde Pio omtalt borgerskabets velvilje. Han havde ikke forestillet sig den hårde politivold. Det blev dyrekøbte erfaringer.
Den danske arbejderbevægelse blev knust, før den for alvor var kommet ud af starthullerne.
Fængselsdommene tvang bevægelsen til at vælge nye ledere. De nye ledere – Andersen, Hørdum og Holm – kom selv fra arbejderklassen og havde begge ben solidt plantet i reformismen (dvs. ønsket om forbedringer af arbejdernes vilkår gennem troen på stemmesedlen og forhandling) og småborgerskabets hængedynd. De havde tidligere været selvstændige håndværkere. De havde intet kendskab til den internationale socialistiske bevægelse, og de var aldeles uvidende om socialistiske teorier. Yderligere førte lederne de gamle laugstraditioner (beskyttelse af faget) ind i arbejderbevægelsen.
I 1875 blev Pio, Brix og Geleff løsladt fra fængslet. Pio blev genvalgt til formand, men det var slet ikke den samme bevægelse at komme tilbage til. Tendenserne til den politiske kamp, som Pio trods alt havde været bannerfører for, var fuldstændig væk og afløst af en her og nu kamp, hvor man kun kunne se de kortsigtede perspektiver.
Syg og nedbrudt var det ikke svært for Pio og Geleff at acceptere den landsforvisning, som politiet præsenterede for dem i 1877. B & W betalte en enkeltbillet til USA, i et forsøg på en gang for alle at smadre den danske arbejderbevægelse.
Brix undgik deportationen, da han igen var blevet fængslet.
Da man på den første egentlige partikongres, Gimlekongressen i 1876, skulle lave et partiprogram, valgte man at oversætte det tyske Socialdemokratis program, det såkaldte Gotha-program, som var et klart brud med Marx’s ideer.
Allerede inden Gotha-kongressen leverede Marx nemlig en omfattende kritik af programudkastet. Den væsentligste kritik gik på opfattelsen af statsapparatet som værende hævet over klassesamfundet. Programmet påstod, at arbejderne kunne skabe et socialistisk samfund gennem stemmeret og produktionskollektiver – dvs. kooperative virksomheder. Heroverfor hævdede Marx, at staten er borgerskabets magtapparat, og at den må erstattes af proletariatets stat.
Septemberforliget i 1899
De 25 års arbejdskamp frem til slutningen af halvfemserne havde som hovedtema anerkendelse af fagforeningerne og oprettelse af forligskommissioner til behandling af faglig strid.
Med en kraftig centralisering inden for både arbejderbevægelsen og arbejdsgiverne blev der lagt op til en stor styrkeprøve. Den kom i 1899 med en stor og landsomfattende lock-out (arbejdsgivernes udelukkelse af arbejderne).
I den officielle partihistorie, “En bygning vi rejser” udråbes Septemberforliget, som blev resultatet af 7 måneders hård strid, til at være en sejr for arbejderbevægelsen. Fagforeningerne blev anerkendt som forhandlingspartnere, og der blev nedsat kommissioner til løsning af de faglige stridigheder. Arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet blev til gengæld slået fast. De vilde strejker skulle ophøre, i stedet blev det kun de centrale foreninger, der kunne erklære strejke.
Forliget var en klar fortsættelse af den kamp, som den socialdemokratiske bevægelse førte i halvfemserne.
En sejr for reformisterne og klassesamarbejdet, men samtidig et kæmp nederlag for de revolutionære og arbejderklassen.
Reformismen var dengang og er fortsat i dag den fremherskende ideologi i Danmark på grund af de mange små virksomheder, der præger industrien. Det er ikke kun et spørgsmål om arbejderne var 1. generation eller ej. I Rusland 1917 var arbejderne om nogen 1. generations arbejdere, men de var organiseret i store virksomheder og havde revolutionære traditioner.
Voksende opposition
Modstanden mod reformismen var svag og dårligt organiseret. 1880’erne igennem var modstanden mod den reformistiske linje i Socialdemokratiet meget lille. I 1889 samledes en gruppe revolutionære omkring ugebladet “Arbejderen”.
Ud fra et revolutionært grundlag, hvor klassekampen og de politiske krav var i højsædet, kritiseredes Socialdemokratiet for kun at føre lønkamp, for den fagopdelte faglige kamp og endelig for samarbejdet med Venstre. De mest kendte blandt de revolutionære var Gerson Trier og Nikolaj L. Pedersen. Denne gruppe havde kontakt med Engels i London.
I april 1889 vandt de revolutionære flertal i Socialdemokratiet for deltagelse i det internationale møde, der skulle holdes i Paris i juli. Men da det skete imod partiledelsens ønske blev den revolutionære gruppe ekskluderet, men blev dog lukket ind i partiet igen i 1901 efter internationalt pres.
Det lykkedes at holde liv i oppositionen, og forskellige små tidsskrifter så dagens lys for så igen at forsvinde.
Den internationale og socialistiske tradition var fra starten til stede i arbejderbevægelsen, men ikke i Socialdemokratiet.
Forslag til videre læsning: Forbundet Socialisterne: “Lad falde, hvad ikke kan stå!”, forlaget Aurora 1975. Carl Heinrich Petersen: “Danske revolutionære – 1”, forlaget Borgen 1973.
I en række artikler vil Socialistisk Arbejderavis tage landets største arbejderparti, Socialdemokratiet under kritisk behandling, beskrive dets historie og aktuelle problemer. Artiklerne er skrevet af Ellen Christensen og Jan Storgaard.
Billedtekst:
På et internationalt møde i 1889 indstiftedes 1.maj-demonstrationerne som arbejdernes internationale kampdag. I første omgang var kravet 8 timers arbejdsdag
Se også:
SAA 75: Socialdemokratiets krise: Et parti under ombygning
SAA 76: Når SD bestemmer
SAA 78: Da SD reddede magthaverne
SAA 79: SD under besættelsen: Samarbejde frem for alt
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed