Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 78 – Februar 1992 – side 11

Da SD reddede magthaverne

Ellen Christensen + Jan Storgaard

I årene efter den russiske revolution i 1917, var der gang i den europæiske klassekamp. Også i Danmark fik en omfattende strejkebevægelse borgerskabet til at ryste i bukserne. Men Socialdemokraterne reddede de rige. Arbejderne måtte nøjes med SD's valgsejre, mens kapitalisterne blev siddende på flæsket.

Med Septemberforliget i 1899 blev grundstenen til klassesamarbejdet mellem fagbevægelsens ledere og borgerskabet lagt.

Socialdemokratiets klassesamarbejde forstærkede modsætningerne i parti og bevægelse. Adskillige hundrede arbejdere samlede sig i en forening, kaldet Fagoppositionens Sammenslutning. En forening, der var inspireret af de russiske arbejderes opstand i 1905.

Den bekæmpede den socialdemokratiske fagbevægelse og modarbejdede Septemberforliget, arbejdsretten og forligsinstitutionen. Deres middel hertil var generalstrejken. En generalstrejke, der ville opstå af sig selv, når den sociale krise var tilstrækkelig tilspidset. De oppositionelle var syndikalister, der fokuserede på den økonomiske og faglige kamp, midlet, der kunne ændre hele samfundet.

Angreb

Bannerføreren i Fagoppositionens Sammenslutning var Christian Christensen, der som redaktør af ugebladet “Solidaritet” kom med hvasse angreb på Socialdemokratiets samarbejdslinie.

1. verdenskrig blev et skillepunkt mellem revolutionære og reformister. 2. Internationale havde på en kongres i 1910 vedtaget, at man skulle modarbejde den ventede krig. Parolen var “Nej til krig – fjenden er herhjemme”. Men et efter et fraveg de europæiske arbejderpartier dette grundlag, undtagen det russiske og det italienske.

Socialdemokratiet i Danmark havde ikke svært ved at vælge den reformistiske fløj. Med overvældende majoritet valgte Socialdemokraratiet den ansvarlige vej og indgik i regeringen. Efter 1. verdenskrigs afslutning blev Stauning siddende som minister helt frem til 1920.

Utilfredshed med de usle kår for de arbejdsløse og de velbjergedes overforbrug førte til flere forskellige aktioner. Fastelavnsmandag den 11. februar 1918 arrangeredes en stor demonstration, der endte foran Børsen. Med fastelavnskøller blev borgerskabet drevet ud af spillebulen. Politiet kom dog hurtigt til, og der blev uddelt knippelsuppe til de arbejdsløse.

Christian Christensen, der slet ikke havde deltaget, blev idømt 18 måneders fængsel. Retssystemet og nidkærheden havde igen sejret, ligesom Slaget på Fælleden i 1872 var det politivold, brutalitet og vilkårlighed, der var herskende.

Utilfredsheden fik arbejderne til at kræve højere løn og kortere arbejdstid. Arbejderbevægelsens gamle krav om 8 timers arbejdsdag skulle indfries. Murerne gik i spidsen og indførte en “engelsk uge” med weekend-fri. Det fagretslige system blev sat ind. Murerne led et sviende nederlag, men kampen havde vist hele arbejderklassen, at det kunne lade sig gøre at kæmpe. Socialdemokratiet og LO blev udsat for et voldsomt pres, og på mange arbejdspladser blev der strejket i kortere eller længere tid.

Massemøder, demonstrationer, direkte aktioner på arbejdspladserne og sammenstød med myndighederne hørte til dagens orden. I januar 1919 blev der sluttet forlig om nedsættelse af arbejdstiden med en time til ti timers arbejdsdag. “Forræderi” lød det fra syndikalisterne og de revolutionære socialister. Gennem deres fagforeninger og dagbladet ”Solidaritet” fortsatte kampen, og i maj 1919 blev LO og Arbejdsgiverforeningen tvunget til forlig om 8 timers arbejdsdag eller 48 timers arbejdsuge fra 1. januar 1920.

Gammelt krav

Et 30-årigt gammelt krav var blevet indfriet gennem en af arbejderbevægelsens største og mest gennemgribende mobiliseringer. Et sviende nederlag til pampernes kompromis- og samarbejdspolitik.

Sejren gav arbejderne blod på tanden, og i hele 1919 var der gang i den. Strejker og demonstrationer var hverdagskost. De politiske modsætninger skærpedes, og Ungdomsforbundet, SUF, brød langt om længe med Socialdemokratiet. To nye politiske partier blev grundlagt, SAP – Socialistisk Arbejderparti – og Danmarks Venstresocialistiske Parti, VSP. SAP var et revolutionært arbejderparti og tilsluttede sig straks III Internationale. Syndikalisterne tilsluttede sig senere VSP, og hele den revolutionære bevægelse samledes i 1920 i ét parti, Danmarks Kommunistiske Parti.

I november 1918 var Grønttorvet i København scenen for de voldsomste sammenstød mellem militante arbejdere og myndighederne. Den 10. var 50.000 mennesker mødt frem for at høre om den tyske revolution og kræve løsladelse af alle politiske fanger i Danmark. Man vedtog at gå i generalstrejke, hvis kravet ikke var opfyldt inden den 13.

Mobilisering

De revolutionære mobiliserede på arbejdspladserne både i København og i provinsen. LO og Socialdemokratiet gik i modaktion og mobiliserede deres støtter. Den 13. november blev der igen holdt et stort møde. Selve mødet forløb i ro, men da nogle sporvognsfunktionærer ikke ville følge strejkeparolen startede balladen. Politiet huggede voldsomt ind på mængden, og alt opløstes i vild forvirring.

Omkring 50 blev arresteret, og lederne fra SAP og VSP, Marie Nielsen og Thøger Thøgersen blev idømt store fængselsstraffe.

Hvor var Socialdemokratiet, mens Danmark gennemlevede revolutionstilstande. Jo, Stauning sad godt gemt i regeringens skød.

Socialdemokratiet blev siddende i den borgerlige regering trods uroen på arbejdspladserne.

Partiet følte sig dog presset til at udbasunere et krav om en generalstrejke for at forsvare parlamentarismen, da borgerskabet og kongen forsøgte at afsætte den radikale regering i 1920, det såkaldte påskekup.

SD's mål

Det store mål for Socialdemokratiet blev indfriet i 1924. Socialdemokratiet dannede regering og Stauning blev statsminister. Med ganske få undtagelser har Socialdemokratiet haft regeringsmagten stort set uafbrudt frem til 1982. Stauning udtalte følgende:

“Regeringen vil føre en demokratisk samfundspolitik, ved hvilken der tages hensyn til alle landets erhverv og til alle berettigede interesser i samfundslivet ... det politiske arbejde skal foregå på parlamentarismens grund, hvorfra ingen afvigelse vil ske.”

I en række artikler vil Socialistisk Arbejderavis tage landets største arbejderparti, Socialdemokratiet under kritisk behandling, beskrive dets historie og aktuelle problemer. Artiklerne er skrevet af Ellen Christensen og Jan Storgaard.

Billedtekst:
Sporvognene blev stoppet ved Grønttorvet i november 1913. Dønningerne fra Tyskland var også nået til Danmark. Både i Tyskland og Danmark blev arbejderklassen slagtet med socialemokraternes medvirken.

Se også:
SAA 75: Socialdemokratiets krise: Et parti under ombygning
SAA 76: Når SD bestemmer
SAA 77: Socialdemokratiet blev dannet i 1871: Hvor røde var de?
SAA 79: SD under besættelsen: Samarbejde frem for alt

Flere artikler fra nr. 78

Flere numre fra 1992

Se flere artikler om emnet:
Socialdemokratiet (DK)

Se flere artikler af forfatter:
Ellen Christensen
Jan Storgaard

Siden er vist 1406 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside