Solidaritet med egyptiske arbejdere

Den egyptiske regering har skudt arbejdere og arresteret hundreder of aktivister som svar på den seneste i en række af store strejker.

Som svar på en opfordring til strejke 6. april fra tekstil-arbejderne i Mahalla, den største fabrik i Egypten, besluttede Mubarak regimet at besætte El-Mahalla med sikkerhedsstyrker og bortføre lederne af strejke-komiteen, Kamal El-Faioumy og Tarek Amin, samt at arrestere politiske aktivister fra alle politiske tendenser i Cairo og andre byer.

Men Mubaraks sikkerhedsstyrker var ikke i stand til at undertrykke protesterne, selv om de brugte gummi-kugler, tåregas og skarp ammunition mod befolkningen i Mahallah, som besluttede at protestere på gaderne. Mindst to er døde, hundreder såret og omkring 800 arresteret.

Demonstranter vælter Mubarak
Mahalla, 7. april 08
(Klik for video på YouTube)

Mere om protesterne 6. april 2008 nederst

Baggrund

Især siden efteråret 2006 har protesterne mod Hosni Mubaraks diktatur udviklet sig både i omfang og i mangfoldighed. Men allerede kort efter årtusindskiftet begyndte en stærkere politisering.

Baggrunden er dels undertrykkelsen af enhver form for opposition og Mubaraks krasse nyliberalistiske politik – fx privatisering af statslige virksomheder (hvor de ansatte fyres og genansættes på langt ringere vilkår, fx tab af jobsikkerhed og pension), øget egenbetaling for undervisning på universiteter o.l. eller ekspropriering af fattigbønders jord, især i Syd-Egypten.

Dels har den palæstinesiske intifada og kort efter krigen mod og besættelsen af Irak skærpet politiseringen. Mubarak er en af USAs tætteste allierede. Egypten er det land, der næstefter Israel modtager størst økonomisk og militær støtte fra USA – i "krigen mod terror", der angiveligt skulle handle om demokrati i Mellemøsten.

Ved starten på den anden intifada (efterår 2000) demonstrerede 100.000er af især studerende og op mod en million skoleelver i solidaritet i 3-4 uger. Ved angrebet på Irak (2003) demonstrerede 50.000 i Cairo – men da de blev angrebet af sikkerhedspolitiet vendte vreden sig snart mod regimet.

Mere baggrund i: Egypt: the pressures build up (2005).

Kifaya ("Nu er det nok!")

I 2005 meddelte den aldrende Mubarak, at han ville genopstille til præsidentvalget (som i Egypten er ren svindel) – samtidig med at USA forsigtigt foreslog en mere demokratisk facade i Egypten (uden dog af den grund at formindske den økonomiske og militære støtte).

En bevægelse blandt dommerne (!) nægtede at overvåge valget, medmindre valgene blev mere demokratiske. Folk begyndte at se, at Mubarak-styret var svækket.

Aktivister på venstrefløjen søgte sammen i bevægelsen Kifaya ("Nu er det nok!"), og snart opstod der en række bevægelser blandt unge, kvinder, studerende, lærere etc., som protesterede på gaden, på uddannelsessteder osv. De var ikke voldsomt store, men de bragte aktivister sammen, som blev centrale, da protesterne blev større.

Se: The drive for real democracy in the Middle East (scroll ca. halvt ned på siden)
og: Er Ægypten på vej mod demokrati?.

Det muslimske Broderskab

Den politiske opposition i Egypten består af flere strømninger: liberale; tilhængere af det moderne Egyptens første præsident, Gamal Abd El-Nasser, og selvfølgelig venstrefløjen. Men det absolut største oppositionsparti er Det muslimske Broderskab (MB).

Broderskabet har spillet en meget modsætningsfyldt rolle og haft mange op- og nedture siden 1930erne.
Se Chris Harman: The prophet and the proletariat (kap. 5) (fra 1994).

Ved valget i 2005 ville Broderskabet have fået flertal i parlamentet, hvis ikke valget var svindlet. Deres udeblevne sejr desillusionerede store dele af den fremvoksende bevægelse – man havde håbet at give regimet et nederlag.

Også i dag er Broderskabet en modsætningsfyldt størrelse (som de fleste nationalistiske og islamistiske bevægelser). I det fattige Syd-Egypten er de primært godsejernes parti, i nord er de primært parti for intellektuelle og studerende. Deres økonomiske politik minder om et traditionelt socialdemokratisk reformprogram iblandet en dertil hørende portion nyliberalisme. Ideologisk kan de tolkes både som forsvarere for traditionelle konservative dyder og forkæmpere for demokrati og reformer.

Broderskabet er forbudt som organisation, men tolereres til en vis grad af regimet. Alligevel sidder 100-vis af MB-aktivister i fængsel, bliver banket og mishandlet af politiet osv. Oftest fordi de er forkæmpere for demokratiske reformer – fx på universiteterne, hvor de mange steder har været drivkræfter i at danne "Frie Studenter-organisationer".

Forholdet mellem Det muslimske Broderskab (MB) og den socialistiske venstrefløj har sjældent været uproblematisk. Op gennem 1990erne blev venstrefløjsaktivister jævnligt overfaldet af MB-tilhængere. Men de seneste år har den nye anti-kapitalistiske venstrefløj ofte befundet sig på samme side som MB-aktivister, dels i kampen for demokrati og mod Mubaraks diktatur, dels i konkrete kampe især på uddannelsesstederne.
Se Hossam El-Hamalawy: Comrades and Brothers i Middle East Report 242 (2007).

Toppen af siden

Arbejderne strejker

Efter Det muslimske Broderskabs udeblevne valgsejr i 2005 var det den sociale modstand, der – næsten et år senere – viste sig at vokse fra vinteren 2006-7. I Syd-Egypten har fattig-bønder – flere gange med held – kæmpet langvarige, oprørslignende kampe for at forhindre ekspropriation af deres jord.

Men det var da arbejderne kom på banen, at der kom fart på kampen. Gennem hele 2007 har vi set en voksende strejkebevægelse vokse frem.

Den konkrete baggrund er voldsomt stigende priser især på fødevarer. Kravene er oftest højere løn, men jævnligt er der også krav om fjernelse af brutale arbejdsledere eller højerestående chefer.

Mange lønninger er så lave som 2-300 LE (egyptiske pund; 1 LE svarer ca. til 1 krone) om måneden. Inden for visse (især kvinde-dominerede) brancher er de endnu lavere. Og regeringens Nationale Råd for Lønninger har ikke mødtes siden engang i 1980erne!

Mange steder består en betydelig del af lønnen af en bonus, der udbetales en gang om året – eller rettere burde blive det: Ofte er bonus ikke blevet udbetalt i årevis.

Mahalla al-Kubra

Siden 2004 har regeringen optrappet sin nyliberalistiske politik, bl.a. ved at forsøge at privatisere virksomheder, der blev nationaliseret af Gamal Abd El-Nasser i starten af 1960, og hvor arbejderne var sikret mod fyringer og fik en pension på 80 pct. af deres grundløn.

Især i tekstil-industrien i Nil-deltaet har frygten for privatisering udløst vilde strejker siden 2004.

Den første markante sejr blev vundet i december 2006 af de 24.000 tekstilarbejderne fra Mahalla al-Kubra i Nil-deltaet lidt nord for Cairo. Regeringen havde lovet en bonus på 2 måneders løn, men da deres løn blev udbetalt, fik de kun de sædvanlige 100 LE.

Efter en demonstration af 10.000 arbejdere pressede sikkerhedspolitiet ledelsen til at love 21 dages løn som bonus, men det blev afslået, især af de kvindelige arbejdere. 4 dages strejke og en endnu større demonstration senere (og støtte fra folkeskole- og gymansieelever, som gik på gaden i solidaritet) gav ledelsen sig og tilbød 45 dages løn – en enorm sejr.
Se mere om strejken: Joel Beinin and Hossam el-Hamalawy: Egyptian Textile Workers Confront the New Economic Order (Middle East Report Online, March 25, 2007).

Efter denne sejr spredte strejker sig til andre brancher og andre områder. De statslige fagforeninger mister opbakning, og uafhængige (og ofte uformelle) netværk af aktivister fra fabriksgulvet og venstrefløjen viser sig som praktiske ledere af strejkerne.

Nogle begynder at diskutere muligheden for at danne nye, uafhængige fagforeninger. Det er dog ikke helt uproblematisk.
Se: Joel Beinin and Hossam el-Hamalawy: Strikes in Egypt Spread from Center of Gravity (Middle East Report Online, May 9, 2007).

Politik

Strejkerne rejser politiske udfordringer for den hidtidige bevægelses, både Kifaya og Det muslimske Broderskab.

Kifaya bestod overvejende af studenter og intellektuelle på venstrefløjen, som ingen erfaringer havde med at organisere blandt arbejdere. De har derfor været stort set usynlige under strejkerne.

Det muslimske Broderskab er som nævnt en klassemæssigt sammensat størrelse. Og selv om de er det største oppositionsparti (og mange arbejdere stemmer på dem), så er de kun i meget ringe grad aktive i at opbygge faglige strukturer. Men da strejkerne udfordrer regimet er de nødt til at behandle dem med en vis respekt. Derfor svinger de mellem nogle gange at støtte, andre gange ikke at støtte strejkerne.
Se førnævnte Strikes in Egypt Spread from Center of Gravity.

Derimod har Kifayas socialistiske venstrefløj været i stand til at vokse og bygge netværk med arbejder-aktivister.

Undertrykkelse

Den stigende opposition mod Mubarak-styret har fået regimet til at ty til endnu mere undertrykkelse. Tusinder af oppositionelle – ikke mindst fra Det muslimske Broderskab – sidder fængslet.

I 2007 forsøgte Mubarak at få en lov igennem, som forbød politisk aktivitet baseret på religion – en klar henvisning til det største oppositionsparti, Det muslimske Broderskab.

Fagforeningslokaler, samlingssteder for aktivister osv. bliver systematisk chikaneret af sikkerheds-politiet (som i Egypten udgør en halv million mand).

I samme periode som disse ting er foregået har ledende politikere fra bl.a. USA og Storbritannien flere gange besøgt Mubarak og bekræftet deres alliance med hans styre. – Så meget for deres ord om "demokrati i Mellemøstenm".

Toppen af siden

Mahalla II

I september 2007 vandt de 24.000 Hahalla-arbejdere en endnu større sejr. Efter under en uges strejke, hvor de havde dannet deres eget sikkerhedsværn og truet med at besætte administrationen, fik de:

• En bonus på 90 dages løn til øjeblikkelig udbetaling (og som senere skal øges til 130 dages løn)
• Tillæg for arbejdstøj og risiko-tillæg
• Tillæg skal stige med 7 pct.
• Selskabets bestyrelse skal opløses og direktøren fyres!
• Strejkedagene betragtes som betalt ferie

Se Joel Beinin: The Militancy of Mahalla al-Kubra (Middle East Report Online, September 29, 2007)
og Lenin’s Tomb: Speaking of inspiring rebellion against a military dictatorship... (28 sep. 2007).

Kvinder i strejke

Kvinder udgør 20 pct. af arbejdsstyrken i Egypten, ofte i lavtlønnede jobs. I begge de nævnte Mahalla-strejker har kvinderne spillet en central, of ofte ledende, rolle. I den første var det 3.000 kvinder der fik mændene med i strejken og gik forrest i demonstrationerne. Flere kvinde-dominerede arbejdspladser har haft meget militante og langvarige strejker – og vundet.

Egypten har uden tvivl kvindeundertrykkelse i mange former – men det betyder hverken at alle accepterer den, eller at den er bundet til rodfæstede og uforanderlige holdninger. Uanset om kvinder i Egypten går med hijab (som mange gør) eller ej (som mange andre), så kan holdninger ændres. Når mænd og kvinmder går i strejke eller besætter arbejdspladser sammen, skabes et fællesskab, som giver mulighed for en fælles kamp mod kvindeundertrykkelsen.

Under den anden Mahalla-strejke sagde en mandlig arbejder til en journalist: “Her taler vi ikke om ‘kvinder’ og ‘mænd’. Kvinderne på Misr Spinderiet er modigere end hundrede mænd. De står skulder ved skulder med mændene i strejken.”

Se Anne Alexander + Farah Koubaissy: Women were braver than a hundred men | A new generation of trade union leaders
og: Overheard in Mahalla.

Politik II

Udviklingen i strejkebevægelsen, regimets undertrykkelse og en generel stigning i politisk bevidsthed har også fået de strejkende til at stille mere generelle krav.

Den 17. februar demonstrerede 20.000 arbejderne i Mahalla (som er bevægelsens spydspids) for en højere mindsteløn for alle – fra 105 LE til 1.200 LE (ca. 1.200 kr) om måneden. På demonstrationen hørtes højlydte råb om “Ned, ned med Hosni Mubarak” og “De rige spiser kylling og duer – Vi er trætte af at spise bønner”.

Bevægelsen er blevet langt mere politisk. Den forbinder faglige krav med demokratiske krav og udfordrer dermed meget mere direkte Mubarak-styret.
Se 20,000 demonstrate in Mahalla for minimum wage

Toppen af siden

6. april 2008

Til søndag den 6. april havde Mahalla-arbejderne varslet strejke. Ud over egne krav stillede de igen krav om en national mindsteløn på 1.200 LE.

Senere meddelte studenter på Cairo og Helwan universiteter, at de ville demonstrere i solidaritet med Mahalla. Også en række andre arbejdspladser bakkede op.

I medier og på blogs cirkulerede opfordringer til generalstrejke – dog ikke fra arbejderne selv.

Men Mubaraks regime nu havde regimet fået nok – strejken skulle stoppes. Aktivister blev anholdt. Sikkerhedspoliti begyndte at cirkulere i større antal omkring Mahalla. Tidligere strejkeledere fra CTUWS-netværket blev presset eller overtalt til sammen med de statslige fagforeninger at argumentere mod strejke.

På selve dagen blev ca. 100 aktivister, bloggere og politikere anholdt om morgenen fordelt på flere byer. Tusinder af sikkerhedsstyrker, som havde omringet fabrikken, og civilklædte inden for forhindrede strejken i at gå i gang.

I løbet af dagen var der langvarige kampe med politiet i Mahalla, og flere ser ud til at være blevet dræbt af politiet (heriblandt en 9-årig dreng).

Trods massivt sikkerheds-opbud demonstrerede flere hundrede studerende på Cairo Universitet. Og i Cairos centrum var der protester med tusindvis af aktive og sammenstød med politiet. Sammenstødene fortsatte til næste dag. Der blev snakket om intifada-lignende tilstande. Dagen efter blev der protesteret uden for bl.a. fængslet i Mahalla for at få løsladt de anholdte (se billede).

Selv om strejken i Mahalla ikke blev effektiv og protesterne på universiteter og i Cairo by var begrænset til nogle tusinde, så var der strejker andre steder. Og i Cairo fulgte mange opfordringerne til ikke at møde i skole eller på arbejde.

Mange tolker den massive og voldelige politi-fremfærd som et tegn på regimets svaghed snarere end som styrke. Vi har ikke hørt det sidste fra den egyptiske arbejderklasse, studenter og venstrefløj.

Links om 6. april

3arabawy: Mahalla Updates: Police pressures against activists continue; Solidarity protests planned (5. april)
3arabawy: Pigs abort Mahalla strike; HELL BREAKS LOOSE (6. april)
The Arabist: What to make of the “general strike” (7. april)
3arabawy: Updates from Mahalla (7. april)
Lenin’s Tomb: Mubarak's police attack strikers, provoke riots (7. april)
3arabawy: Updates from Mahalla (8. april)
3arabawy: Updates from Mahalla (9. april)

Update:
Tidsskriftet International Socialism har i nr. 118 (marts 2008) to helt nye baggrundsartikler om strejkerne i Egypten:
Anne Alexander: Inside Egypt’s mass strikes
Mustafa Bassiouny and Omar Said: A new workers’ movement: the strike wave of 2007
(Artiklen er en oversættelse af en pjece udgivet af Center for Socialistiske Studier i Cairo, december 2007.)

Toppen af siden

Opdateret 10.4.2008