"Krise – hvilken krise?"

For få måneder siden ville man blive betragtet som forbenet betonsocialist, hvis man brugte ord som "kapitalismens krise".

Nu hører vi det alle steder. "Kapitalismen er blevet syg," skrev Politiken 4. oktober. "Kapitalismens grundlæggende sårbarhed turde være indlysende," skrev Aktuelt 6. oktober.

Men i lang tid har denne sårbarhed absolut ikke været indlysende for hverken arbejdsgivere, politikere eller fagtoppen. De har tværtimod opfattet markedskapitalismen som en ufejlbarlig mekanisme, der blot skulle smøres de rigtige steder, hvorefter den ville løse samtlige problemer i verden.

Nu har deres blinde tro på markedsøkonomien bragt dem i en situation, hvor de er totalt magtesløse. I starten af oktober mødtes lederne for de største industrinationer til det såkaldte G7-topmøde for blot at konstatere, at ingen havde noget bud på, hvordan de kunne dæmme op for en mulig verdenskrise. Økonomiminister Marianne Jelved konstaterede lakonisk: "Dette her er komplekse spørgsmål. Det tager tid at finde den rette formel."

Men arbejdere og fattige verden over har ikke tid til at vente på, at diverse politikere og økonomer finder ud af, hvad de skal gøre.

Allerede nu er der tegn på, at krisen i Sydøstasien kan udvikle sig til det rene barbari med borgerkrig og militære konflikter mellem landene. Japans premierminister udtalte for nylig, at den eneste udvej syntes at være militær oprustning med henvisning til, at det netop var oprustning, som i begyndelsen af 1940'erne trak USA ud af krisen i 1930'erne. Det er rigtigt, at enorme statslige investeringer i perioder har kunnet sparke økonomien i gang – men hvorfor skal investeringerne netop være i militær?

Et af problemerne i Sydøstasien er, at en række politikere forsøger at dreje den stigende utilfredshed væk fra sig selv og over på etniske minoriteter, ikke mindst kinesere. Det kan skabe en situation, hvor Kina intervenerer militært – hvilket igen er en udfordring til USA's militære engagement i området.

Mere og mere tyder på, at krisen også i Danmark er ved at slå ind i selve økonomiens livsnerve - produktionen. En række virksomheder har allerede fyret arbejdere, fordi de ikke kan sælge deres produkter. Økonomer peger på, at arbejdsløsheden i Danmark vil vokse 15-30.000 i løbet af det kommende år, hvis krisen fortsætter.

Så begynder vi at komme i den situation, hvor fabrikker lukkes og arbejdere smides på gaden, fordi 'markedet ikke kan afsætte produkterne'. Men det paradoksale er, at verden har masser af brug for de produkter, som fremstilles i industrien. Behovet for tøj, biler, huse, fødevarer, computere bliver ikke mindre, blot fordi kapitalismen er ved at gå i sort.

I Vesteuropa og USA har den herskende klasses reaktion hidtil været at holde vejret og håbe, at krisen går over af sig selv. Poul Nyrup snakker om, at det er en "finanskrise", som dansk økonomi sagtens kan overleve.

Den danske regerings snak om, hvor godt det går for dansk økonomi, har efterhånden udviklet sig til en farce. Hele argumentationen for at begrænse adgangen til efterløn og senest angrebene på de arbejdsløse har været, at der er mangel på arbejdskraft - mens en overskrift i Børsen direkte snakker om "Massefyringer på vej i Danmark".

Man skal ikke vente sig, at regeringen vil have nogen løsning på problemerne. Indtil videre lader den som ingenting, men snart kan man frygte det værste. Når den under et påstået opsving vil gøre forholdene værre for de arbejdsløse og begrænse efterlønnen, hvad kan den så ikke finde på, når krisen for alvor slår igennem?

Som i Sydøst-Asien og Rusland kender de danske magthavere kun én vej ud af krisen: "Lad arbejderne og de fattige betale." Men det behøver ikke at gå sådan – et socialistisk samfund kan overvinde de problemer, som kapitalismen skaber. Det kræver blot en revolution, og at de mennesker, som ikke vil se passivt til kapitalismens ragnarok, organiserer sig.

Toppen af siden

Sidst opdateret 9.9.01