Nr. 8 - okt. 1998
 
Socialistisk Revy
hjemmeside
 
Indhold nr. 8

Forsiden
 
Aktuelt
3 Leder
4 Kort nyt
9 Dansk klassesamfund
23 Farvel til partierne?
25 Skal narkoen frigives?
 
Teori/historie
13 Chile 1973
16 Tilbage til 30'erne?
19 Oktober 1917
 
Andet
11 Systemfejl
27 Anmeldelser
30 Lukacs
31 Mød IS

Socialistisk Revy nr. 8 – Side 4 – Oktober 1998

Kort Nyt

UNDP-rapport: Uligheden vokser
UNDP-rapport: Hvad må der gøres?
Sydkorea: Regimet fængsler socialister
Kosova: Humanitære bomber?
Tyske arbejdere ønsker forandring
Arbejdsmarkedsreformen
Udlicitering – myte og virkelighed
Lomborg: Magthavernes yndling

UNDP-rapport:

Uligheden vokser

Verdens 225 rigeste har en samlet formue på over 1.000 milliarder dollars – det svarer til den årlige indtægt for de fattigste 2,5 milliarder (eller næsten halvdelen) af verdens befolkning.

FN-organisationen UNDP's Human development report 1998 afslører, at vi lever i en verden med enorm ulighed. Og uligheden er voksende. For bare to år siden skulle der 358 milliardærer til at matche de fattigste 2,5 milliard mennesker.

Verdens tre rigeste er Bill Gates fra computerfirmaet Microsoft med 51 mia. dollars, Walton familien fra WalMart butikskæden i USA med 48 mia. dollars og Warren Buffet, en amerikansk investor, med 33 mia. dollars. Disse mennesker har tilsammen flere penge end de fattigste 48 lande. De 15 rigeste ejer mere end alle afrikanske lande syd for Sahara.

Rigdommen koncentreres på færre og færre hænder og elendighed eksisterer side om side med overflod

Som skærende kontrast til denne enorme rigdom står ekstrem fattigdom. Over 1 mia. mennesker får ikke dækket deres basale behov. Af udviklingslandenes 4,4 mia. indbyggere mangler tre femtedele adgang til basale sanitære forhold. Næsten en tredjedel har ikke adgang til rent drikkevand. En fjerdedel mangler bolig. En femtedel har ikke adgang til et moderne sundhedsvæsen. En femtedel er underernærede.

FN anslår, at prisen for at sørge for grundlæggende uddannelse, sundhedsforhold, reproduktiv sundhed for kvinder, tilstrækkelig mad, rent vand og ordentlige hygiejneforhold for alle mennesker ville være omkring 40 mia. dollars om året.

Hvis verdens 225 rigeste skulle punge ud, ville beløbet udgøre sølle 4 pct. af deres formue.

Eller Bill Gates kunne betale alene og stadig være mangedobbelt milliardær.

Til sammenligning bruges der årligt 780 mia. dollars på verdensplan til militær; de 10 lande, der brugte mest på reklamer, brugte i 1996 i alt 146,4 mia. dollars; det japanske erhvervsliv alene brugte 35 mia. på repræsentation. Samtidig er EU's overskudslagre for korn seksdoblet på 1 år til 14,4 mio. tons, og lagrene af oksekød og mælk stiger også.

Det er tydeligt, at fattigdom og elendighed ikke skyldes knaphed, men eksisterer side om side med overflod og rigdom.

UNDP-rapporten peger på, at ulighederne ikke bare går mellem Nord og Syd, men at forskellen mellem rig og fattig vokser også inden for de industrialiserede lande. I den industrialiserede verden er der 100 mio. hjemløse, 37 mio. arbejdsløse og 200 mio. mennesker, som vil dø før de fylder 60. USA, Irland og Storbritannien er de industrialiserede landes "topscorere", når det kommer til uligheder, med hhv. 16,5 pct., 15,2 pct. og 15 pct. af befolkningen, der lever i fattigdom. Men Danmark kan også være med: Vi har 12 pct. fattige; det højeste tal i Norden. Den rigeste femtedel af danskerne tjener 7,2 gange mere end den fattigste femtedel; det største skel mellem rig og fattig i Norden. 12 pct. af den danske befolkning forventes ikke at leve til de fylder 60 år; dette tal overgås blandt de 20 lande med de bedste levevilkår kun af USA, hvor 13 pct. af befolkningen ikke forventes at blive 60. USA er ellers ikke det land, vi plejer at sammenligne os med, når der tales om velfærd og fattigdom.

Det er generelt for det billede, UNDP rapporten tegner af Danmark, at der ikke er meget hold i myten om Danmark som foregangsland. Danmark kommer ind på en sølle 18. plads når det gælder det såkaldte Human Development Index, der måler levetid, analfabetisme, uddannelsesniveau og indkomst. På otte år er Danmark gået ni pladser ned og ligger langt fra lande, vi plejer at sammenligne os med. Fx. ligger Norge på en 3. plads og Sverige på en 10. plads. Oven i hatten overgås Danmark af lande som Spanien og Irland.

Danmark er det land i Norden, der bruger den mindste andel af de offentlige udgifter på sundhed, nemlig 9 pct. Det tilsvarende tal er 13 pct. for Norge og 19,3 pct. for Island. Til gengæld topper Danmark med den laveste levealder og de fleste AIDS-tilfælde i Norden.

Når det kommer til militærudgifter er det straks en anden sag. Danmark har sammen med Østrig, som de eneste af de 20 lande med bedst levevilkår, øget udgifterne til militær siden 1985. Danmark brugte i 1996 flere penge pr. indbygger på militær end fx. Storbritannien og Tyskland. Da Nyrup snakkede om Danmark som foregangsland, mente han måske militært foregangsland?

Nina Holm Jensen

Toppen af siden

UNDP-rapport:

Hvad må der gøres?

Det er himmelråbende klart, når man læser UNDP's rapport, at der er noget galt i verden. Spørgsmålet er hvad.

De store forskelle mellem I-lande og U-lande får mange til at konkludere, at det er "os i de rige lande", der forbruger for meget, så ressourcerne bliver ulige fordelt. Hvis nu vi kunne gå ned i materiel levestandard i Vesten, ville U-landene få det bedre, tænker mange. Men de nøgne tal peger på, at det ikke hænger sådan sammen.

Den øgede forskel mellem U-lande og I-lande har rent faktisk gået hånd i hånd med øget ulighed i de vestlige lande. Samtidig er milliardærerne blevet endnu rigere.

Danmark ligger på en 9. plads hvad angår omsætningen i økonomien pr. indbygger, men kun på en 18. plads hvad angår levevilkår. FN's tal viser, at den danske økonomi i gennemsnit er vokset 1,9 pct. årligt fra 1980-95. Samtidigt, i perioden 1980-92, er reallønnen faldet 0,3 pct om året. FN's tal er svære at læse meget ud af, da tallene ofte er gennemsnit over en årrække og inkluderer mange forskellige faktorer. Men de peger alligevel på en tendens, der bekræftes af andre tal, nemlig at det danske opsving fortrinsvis er kommet de rigeste til gode.

Storstrejken i foråret var i høj grad et udtryk for, at mange arbejdere følte, at nu måtte der med opsvinget være råd til at indfri nogle af de krav, som er blevet holdt tilbage i årevis af hensyn til virksomhedernes konkurrenceevne. Midt under overenskomstforhandlingerne udkom dagbladet Børsen med forsiden "Kanongevinster i dansk industri," og skrev om en stigning i omsætningen på 12 pct., i overskuddet på 20 pct. og i aktionærernes profitter på godt 11 pct. Samtidigt afslørede en undersøgelse i JyllandsPosten, at 71 pct. ikke mente, de havde fået del i forbrugsfesten.

Markedsøkonomien er ikke i stand til at skabe ordentlige leveforhold for verdens befolkning, men betyder tværtimod, at rigdommen koncentreres på færre og færre hænder. Paradokset er, at kapitalismen samtidigt har frembragt teknologi og udviklet produktion således at det i dag er muligt at dække verdens behov for mad, medicin, uddannelse og boliger – men fordi kontrollen over økonomi og produktion er i hænderne på et lille mindretal, der kun tænker i at tjene mere profit og udkonkurrere andre virksomheder, er systemet ude af stand til at udnytte teknologi og rigdom til menneskeheden fælles bedste. Endnu mere absurd bliver det, når kriserne i Asien, Rusland og Sydamerika viser, hvor lidt dette mindretal er i stand til at kontrollere markedets galskab.

Løsningen på verdens problemer er den samme i Syd som i Nord: en socialistisk forandring af samfundet, så verdens enorme rigdom kan kontrolleres af det store flertal, der skaber det.

Toppen af siden

Sydkorea:

Regimet fængsler socialister

Sydkorea befinder sig i centrum af den økonomiske storm, der hærger verden. Produktionen falder og arbejdsløsheden er blevet skyhøj, mens regeringen under den tidligere dissident Kim Dae-jung gennemtrumfer "markedsreformer". Resultatet har været en række konfrontationer mellem de store familieejede firmaer, chaebol, der dominerer økonomien, på den ene side og den velorganiserede, militante arbejderbevægelse på den anden.

Kims strategi går ud på at lade arbejderne betale for krisen, og det har betydet, at der ikke har fundet nogen opblødning sted i det stærkt autoritære regime, han overtog fra det militærdiktatur, der engang forsøgte at myrde ham.

En af hovedofrene i denne politik har været Sydkoreas Internationale Socialister, ISSK, en søsterorganisation til det danske IS. Kort efter at studenter og arbejdere var kommet i kamp med politi 1. maj, blev 26 medlemmer af ISSK arresteret.

Indtil videre har mindst én retssag mod ISSK´erne med vished fundet sted. De anklagede optrådte med værdighed og stod fast på deres socialistiske principper. For eksempel angreb Mo Seung-hoon Kim Dae-jungs hykleri, da denne for nyligt modtog en menneskerettighedspris. Han udpenslede den elendighed, som massefyringer og lave lønninger påtrykt af grådige og korrupte direktører forårsager, og drog inspiration fra arbejderkampe i Indonesien, Australien og Frankrig og afsluttede: "Jeg lever i det håb, at mine socialistiske ideer vil vokse sig stærkere end den herskende klasses. Dette håb vil skinne endnu klarere i det kommende årtusinde."

For dette blev han idømt fem års fængsel, sammen med fire andre anklagede. En efterfølgende retssag vil måske give endnu hårdere straffe.

Komiteen til Forsvar for Sydkoreanske Socialister har lanceret en international kampagne omkring denne sag og mere generelt imod Kim Dae-jungs undertrykkelse af socialister og fagligt aktive. Komiteen indsamler underskrifter, der vil blive trykt i tidsskriftet New York Review of Books til efteråret.

Alle, der bekymrer sig om ytringsfriheden bør gå ud og forsøge at vinde sympati fra fagforeningsaktivister og intellektuelle.

Alex Callinicos

Kopier af komiteens udtalelse samt oplysninger om sagen kan fås ved henvendelse til Committee to Defend South Korean Socialists, c/o 1 Bloomsbury Street, London WC1E 3QE, England, eller Internationale Socialister.

Toppen af siden

Kosova:

Humanitære bomber?

NATO truer igen med at bombe de serbiske styrker i Kosova-provinsen, der er befolket af 90% etniske albanere. Angiveligt skulle bombningen tjene det formål, at beskytte de op mod 400.000 albanske flygtninge samt at give Serbiens præsident Milosevic en lærestreg.

Men angrebet, som den danske regering vil stille en gruppe F16-jagerfly til rådighed for, tjener i virkeligheden et helt andet formål. Den fredsaftale, Dayton-aftalen, som NATO gennemtrumfede ved hjælp af bombninger i Bosnien, bruges som model, men aftalen er en del af problemet. Kosova-provinsen havde oprindeligt en udstrakt grad af selvstyre, indtil Milosevic kom til magten i 1989 i det daværende Jugoslavien. Siden er albanske nationalister gået fra passiv modstand til væbnet opstand, og guerillaen UCK (Kosovas befrielseshær), der ønsker et selvstændigt Kosova, havde fået massiv opbakning i befolkningen og kontrollerede en stor del af provinsen. Dayton-aftalen siger udtrykkeligt, at Kosova er et internt serbisk anliggende, og at grænserne ikke kan drages på ny, hvilket afskærer Kosova muligheden for enten at blive en selvstændig republik eller en del af Albanien.

Samtidig omtalte den amerikanske udsending Robert Gelbard UCK som en gruppe "terrorister" allerede i begyndelsen af marts måned, altså inden Milosevic startede sin offensiv. Den udtalelse gav den serbiske regering grønt lys til at slå ned på albanerne, der var blevet for magtfulde og selvstændige. Problemet med Kosova kan ikke løses indenfor rammerne af Dayton-aftalen, men det er lige præcis det, NATO forlanger. Hvis det virkelig drejer sig om humanitære hensyn, hvorfor "bomber" NATO så ikke området med nødhjælp?

USA's og NATO's bombninger har ikke gavnet hverken de iranske kurdere eller andre undertrykte folkeslag, og der er ingen grund til at tro, at de vil gavne albanerne i Kosova. De såkaldte humanitære hensyn tjener kun som dække for at styrke USA's og NATO's rolle som verdens politibetjente.

Toppen af siden

Tyske arbejdere ønsker forandring

Venstredrejningen blandt millioner af tyske vælgere bragte Helmut Kohl til fald efter 16 år ved magten. Hans parti CDU fik med 35 pct. af stemmerne det dårligste valg siden 1949. Kohl selv og samtlige ministre i den afgående regering blev vraget i deres egne valgkredse og kom kun i rigsdagen på tillægsmandater.

Valgets sejrherre blev Socialdemokratiet, SPD, som i løbet af valgkampen måtte love at nedbringe arbejdsløsheden og øge velfærden. Det kvitterede vælgerne for, ved at gøre SPD til det største parti i rigsdagen med 41 pct. mens det sandsynlige koalitionsparti De Grønne fik 6,5 pct. og det tidligere østtyske kommunistparti PDS fik over fem procent.
 

"Fej ham væk" – millioner af tyske arbejdere har udtrykt ønsket om forandring; men kan SPD indfri forventningerne?

Det tyske valg bekræfter tendensen til venstredrejning blandt vælgerne i Europa de seneste år. Ud af de 15 EU-lande er det kun Spanien og Irland, der stadig har borgerlige regeringer.

På trods af, at det tyske socialdemokrati ligesom fx det danske forsøger at lægge afstand til arbejderklassen og blive et middelklasseparti, så var det først og fremmest arbejderstemmer, der sikrede SPD sejren. I industridistriktet Ruhr vandt SPD over 60 pct. af stemmerne.

SPD fik den største fremgang i det gamle Østtyskland. Østtyskernes 'taknemlighed' over for Kohls genforening af de to tysklande er forsvundet som dug for solen, efterhånden som det frie markeds indtog har ført til en arbejdsløshed på 17 pct.

Venstredrejningen betød også, at nazisterne ikke kunne udnytte utilfredsheden med Kohl til gennem racistisk hetz at få det gennembrud, de havde håbet på. Nazisterne fik sølle 3 pct. på landsplan.

Selv i Østtyskland, hvor bitterheden over arbejdsløsheden og skuffelsen over genforeningen er størst, og hvor nazisterne havde satset hårdest, fik de et katastrofalt valg.

Trods mediernes fokus på det yderste højre, viste valget, at utilfredsheden med borgerlige nedskæringspolitikere ikke behøver at gå mod højre – i Tyskland gik den i stedet til arbejderpartierne.

SPD-lederen Gerhard Schröder er i virkeligheden mest optaget af at varetage arbejdsgivernes interesser, men hans "Politik der Mitte" – inspireret af Englands Tony Blair - kunne ikke samle stemmer. For at vinde måtte han midt under valgkampen skifte hest og i stedet love at nedbringe arbejdsløsheden og øge velfærden.

Heri ligger kimen til kommende konflikter. Schröder ønsker fx at lette selskabsskatten fra 53 til 49 pct. Det kan kun lade sig gøre, hvis han samtidig skærer ned i de offentlige udgifter og angriber arbejderklassens levevilkår. Ligeledes sagde han inden valget, at han foretrak en koalition med de borgerlige partier frem for med De Grønne, hvilket mødte stærk modstand fra SPDs egne græsrødder og fra fagforeningerne.

De Grønne, som sandsynligvis bliver SPDs koalitionspartner står over for stort set det samme problem. De var oprindeligt et protestparti, der fik opbakning fra mange tidligere radikale socialister. Selv om de stadig bliver anset for at være et venstreorienteret parti, er de gået langt for at tilpasse sig til den kommende koalition. De ønsker en strengere miljøkontrol og er imod NATO. Men samtidig er de også for skattelettelser for de rige og grønne afgifter, der rammer arbejderklassen hårdest.

Med en verdenskrise under optrapning kan konflikten mellem den nye regerings politik og forventningerne fra SPDs medlemmer og vælgere meget hurtigt bryde ud.

Tom Christiansen

Toppen af siden

Arbejdsmarkedsreformen:

LO-toppen har ikke lært lektien

Under forårets storkonflikt måtte LO-formand Hans Jensen undskyldende indrømme, at fagtoppen ikke havde lyttet nok til medlemmerne. Men med LO og Dansk Arbejdsgiverforenings udspil til en ny arbejdsmarkedsreform har han vist, hvem han lytter mest til: arbejdsgiverne og regeringen – ikke medlemmerne.

Arbejdsmarkedsreformen er én lang række forringelser for de arbejdsløse:

· Reformen betyder, at 50-54-årige ikke længere er undtaget fra reglen om at ryge ud af dagpengesystemet, hvis de går for længe arbejdsløse. Konsekvensen er, at folk, der har knoklet hele deres liv, men fyres som 50-årige, mister muligheden for at gå på efterløn. I stedet ryger de ind i bistandssystemet med den ydmygende tvangsaktivering.

· Unge under 25 år, som har taget en uddannelse, men ikke har fundet et job inden seks måneder, skal tvinges i jobtræning eller omskoling, hvis Arbejdsformidlingen vurderer, der ikke er udsigt til job inden for den unges eget fag. Oven i købet skal dette ske til dimittendsatsen på 2.205 kr. om ugen i stedet for den normale sats på 2.690 kr.

· Arbejdsløse indvandrere tvinges til at gennemføre en sprogtest, og hvis de vurderes ikke at tale godt nok dansk, smides de ud af dagpengesystemet. Der er vel at mærke tale om folk, som har været i arbejde længe nok til at opnå ret til dagpenge og altså er kvalificeret til arbejdsmarkedet.

· Efter tre måneders arbejdsløshed kan Arbejdsformidlingen tvinge arbejdsløse til at tage job uden for eget fagområde.

· Den maksimale periode på dagpenge skæres ned fra fem til fire år. LO mener ikke, at dette vil berøre ret mange med henvisning til økonomisk højkonjunktur og faldende arbejdsløshed.

I det hele taget holder LO sig til, at stramningerne over for de arbejdsløse er nødvendige for at sikre fortsat tilgang af arbejdskraft til et arbejdsmarked i fremgang. Det er tilsyneladende ikke gået op for LO, at store dele af verdensøkonomien er på randen af kollaps og truer med at trække Europa og USA ud i en dyb krise. I Danmark er der allerede fyret mindst 1.000 med direkte henvisning til krisen i Rusland og Asien. Ledende økonomer snakker nu om, at arbejdsløsheden det næste år vil vokse med 15-30.000. Men LO har ikke engang sikret sig, at aftalen bortfalder eller skal genforhandles, hvis arbejdsløsheden begynder at stige igen.

Arbejdsmarkedsreformen er én lang række indrømmelser til arbejdsgiverne, hvilket de borgerlige partier naturligvis har hilst velkomment. Det er derfor ikke underligt, at en lang række fagforeninger har protesteret stærkt over aftalen.

Protesterne er ikke mindst forståelige, når man ser på, hvorfor det har været så vigtigt for regeringen at få gennemført stramningerne. For som den socialdemokratiske arbejdsminister Ove Hygum har påpeget, så er regeringen bekymret over, at lønningerne i både 1998 og 1999 vil stige med 4,5 pct. Derfor har formålet været at gøre tilværelsen så sur for de arbejdsløse, at de accepterer et hvilket som helst job uden at stille krav, hvilket igen lægger pres på folk, som er i arbejde, til at holde igen på kravene. Det er den klassiske brug af arbejdsløse som løntrykkere. Til den opgave havde regeringen brug for LO's støtte.

Martin Johansen

Toppen af siden

Udlicitering – myte og virkelighed

Poul Winckler, formand for Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA), blev rystet og fik det yderst dårligt, da medlemmer af forbundets hovedbestyrelse krævede hans afgang. Kravet skyldtes, at Poul Winckler op til Socialdemokratiets kongres i september havde været medforfatter til et oplæg om øget udlicitering af offentlig service.

Han burde ikke være blevet overrasket. Støtten til udlicitering var i lodret modsætning til en vedtagelse på den seneste FOA-kongres i 1996. Det var i øvrigt også i modsætning til Socialdemokratiets egen kongresvedtagne politik. Ydermere blev Poul Winckler allerede sidste efterår hårdt kritiseret af sine medlemmer, da han i JyllandsPosten erklærede sig som tilhænger af udlicitering.

Normalt bliver udlicitering og privatisering opfattet som borgerlig politik. Og Venstres Anders Fogh Rasmussen har da også muntret sig over, at der nu er socialdemokrater, som vil til at føre Venstre-politik. Poul Winckler og de øvrige forfattere til oplægget om privatisering forsøgte at lægge afstand til de borgerlige partier ved at snakke om "rød udlicitering". Det "røde" skulle bestå i, at udlicitering kun kan komme på tale, hvis det betyder bedre service uden øgede udgifter.

Toppen i socialdemokratiet og fagbevægelsen er hoppet på de borgerliges myter om udlicitering i stedet for at lytte til medlemmernes erfaringer

Men ser man på de konkrete erfaringer med udlicitering, så er denne holdning det rene tågesnak uden hold i virkeligheden. Udlicitering betyder, at private firmaer skal tjene penge på at udføre opgaver for det offentlige – og de penge finder de kun gennem rationalisering, fyringer, tempoopskruning og forringelse af servicen.

Et af de mest rystende eksempler på dette kom frem i oktober 1997, da der blev afsløret vanrøgt af ældre på et ISS-drevet plejehjem i den svenske by Solna. Vanrøgten var det direkte resultat af, at ISS havde skåret voldsomt ned på personalet for at kunne underbyde andre firmaer i konkurrencen. Og det var vel at mærke ikke ISS selv eller myndighederne, som afslørede vanrøgten, men en 23-årig sygehjælper som ikke længere kunne leve med den elendige pleje. Som tak for dette blev hun af sine chefer truet med anklager for at bryde tavshedspligten!

Eksemplet er ikke enestående. Det blev dokumenteret i en rapport fra PLS-Consult, som undersøgte 20 udliciteringsprojekter fra 1994 til 1996. Rapporten viste tydeligt, at udlicitering i langt de fleste tilfælde betyder lavere løn, højere arbejdstempo og fyringer.

Ifølge undersøgelsen var 13 pct. af de ansatte blevet sat ned i løn ved udliciteringen – og endnu flere fik deres løn fastlåst samtidig med, at de skulle arbejde mere. To ud af tre ansatte tilkendegav, at deres arbejdsforhold var blevet ringere. Det havde bl.a. resulteret i en stigning i sygefraværet på hele 37 pct. - på trods af den udbredte myte om det modsatte.

Og undersøgelsen viste også, at der både blandt ansatte og brugere var stor utilfredshed med serviceniveauet efter udliciteringen. Næsten halvdelen af de ansatte mente, at kvaliteten af deres arbejde var blevet ringere - og kun 12 pct. af den var forbedret.

Ydermere pegede undersøgelsen på, at privatisering ikke er med til at ruske op i de stive arbejdsgange i det offentlige system. 29 pct. af de ansatte sagde i undersøgelsen, at deres arbejdsopgaver var blevet mere ensformige end tidligere.

Et andet eksempel på, hvordan udlicitering virker i praksis, er udliciteringen af busdriften i hovedstadsområdet i efteråret 1994. Resultatet har været, at store selskaber har haft råd til at vinde kontrakter ved at afgive urealistisk lave tilbud. Men prisen har passagerer og chauffører i længden måttet betale – køreplanerne er strammet op, så chaufførerne ikke kan nå deres pauser; busserne er gamle og nedslidte; undersøgelser af arbejdsmiljøet har vist, at jobbet som chauffør er blevet mere stresset. Til gengæld har de offentlige kasser kunnet spare over én milliard kr. på tilskud til HT.

Tilhængerne af "rød udlicitering" siger, at man ikke skal have et religiøst forhold til, om opgaver udføres af private eller offentlige institutioner, og at man skal se på kvaliteten. Men hvis de virkelig er så bekymrede for kvaliteten i den offentlige service, så er det mere relevant at rette kritikken mod de politikere, som i årevis har skåret ned på plejehjem, hjemmehjælp og daginstitutioner i stedet for at overtage de borgerliges politik.  ·

Toppen af siden

Lomborgs laden stå til:

Magthavernes yndling

Lektor Bjørn Lomborg fra statskundskab ved Aarhus Universitet har været meget fremme i medierne på grund af hans nye bog, Verdens sande tilstand. Heri påstår han, at jorden har det bedre end nogensinde, at der er mindre forurening og færre fattige. Højreorienterede som Politikens redaktør Tøger Seidenfaden eller Weekendavisens Peter Wivel har taget mod bogen med kyshånd, og selv har Lomborg gjort sig til talsmand for, at man skal droppe indsatsen mod drivhuseffekten.

Det er rigtigt, at dele af miljødebatten bygger på forkerte forudsætninger, typisk opfattelser som den engelske præsts Malthus´, hvor fattigdommen dybest set skyldes, at der er for mange mennesker, og ikke at fødevarer osv. er skævt fordelt. Den slags forestillinger bygger ofte på ukritiske fremskrivninger af fx. Vestens olieforbrug. Herudfra slutter man så, at resten af verden ikke kan opnå den samme høje levestandard, enten fordi der ikke er olie nok, eller fordi det ville skabe for meget forurening. Man overser, at olien kan udnyttes langt mere effektivt, end den bliver i dag, eller at fx. transportsystemet kan omstruktureres – begge dele med mere energi og mindre forurening til følge.

Lomborg ender undervejs selv i mindst lige så forsimplede verdensopfattelser. Han hævder fx., at de tiltag, der er besluttet i Kyoto-aftalen om reduktion af drivhusgassen CO2 vil koste 2 pct. af verdens bruttonationalprodukt, og at det derfor vil være billigere at rette op på skaderne hvis de opstår. For det første er tallet 2 pct. det absolut højeste bud FN´s klimapanel giver på udgifterne (det laveste bud er en gevinst på 0,5 pct.), men det er ikke det værste. Argumentet overser, at drivhuseffekten fortrinsvis vil ramme u-lande som Bangladesh, der bestemt ikke har råd til at foretage særligt store reparationer. Hvorimod Vesten, der er hovedansvarlig for udledelsen af drivhusgasser, slipper.

Et andet grotesk eksempel på begrænsningerne i Lomborgs økonomiske modeller er et eventuelt forbud mod pesticider i landbruget. For det første nægter han, at grundvandet bliver mere forurenet af disse giftstoffer, hvilket modbevises af de nyeste vandprøver. Men for det andet hævder han, at det vil føre til et fald i produktionen af grøntsager, der derfor bliver 10-50 pct. dyrere, hvilket igen betyder et fald på mindst 10-20 pct. i forbruget og derfor omkring 500-1000 ekstra kræfttilfælde om året. Selv hvis priserne ville stige så meget, kunne man bare omlægge statstøtten, så priserne sænkes igen.

Endelig påstår han, at der bliver stadig færre fattige. FN når til den stik modsatte konklusion i såvel deres UNDP-rapporter som i UNICEF's Progress of Nations. Lomborg "overser", at spredningen mellem rig og fattig er blevet større de sidste 10 år, både i de enkelte lande og landene i mellem. Før krisen i Sydøstasien begyndte sidste sommer boede 12 af verdens rigeste i Thailand, hvor der samtidig levede 8 millioner for under 4 kr. om dagen. Krisen har forværret situationen yderligere i hele Sydøstasien, Rusland og Latinamerika. I krisens første halvår steg antallet af fattige i Indonesien fra 20 mio. til 51 mio.

Hovedproblemet ved Lomborgs bog er dog ikke talfusk, men at den dybest set er et argument for at lade stå til - hvilket er grunden til de borgerliges jubel over den. Tilhængerne af de frie markedskræfter ser miljøkrav som en unødvendig ekstra-omkostning, der bremser økonomisk vækst. Derfor er kampen for et bedre miljø først og fremmest en kamp mod markedets tyranni. Så længe markedet dominerer, vil miljøkrav kun komme i betragtning, hvis de stilles som krav på trods af markedet.

Man kan selvfølgelig diskutere de finere nuancer i, om det fx. er drivhuseffekten eller forureningen af fødevarer og natur, der er det største problem. Men den diskussion giver først mening, når økonomien bliver bragt under demokratisk kontrol – altså i et socialistisk samfund. Så længe markedet råder, må vi nøjes med at slås for enhver stor eller lille indrømmelse til miljøet – og mod dem, der som Lomborg vil have os til at lukke øjnene for problemerne.

Frank Antonsen

Soc. Revy – hjemmeside  |  Toppen af siden  |  Soc. Revy – indhold nr. 8