Nr. 9 - nov. 1998
 
Socialistisk Revy
hjemmeside
 
Indhold nr. 9

Forsiden
 
Aktuelt
3 Leder
4 Kort nyt
8 Socialdemokratiet
13 Fra boom til krise
 
Teori/historie
10 Syndikalismen
16 1918: Krig til revolution
21 Plan eller kaos?
 
Andet
19 Kapitalismens grænse
24 Verdens første strejke
26 USA
27 Anmeldelser
30 Marxismens klassikere
31 Mød IS

Socialistisk Revy nr. 9 – Side 4 – November 1998

Kort Nyt

Gymnasieelever overtager Frankrigs gader
Marx – mere end mode
Socialistiske studerende på Universitetet
Ingen undskyldninger for massemorderen Pinochet
Taxafly-ulykke: Alle vasker deres hænder
PET: Kapitalens hemmelige krigere

Gymnasieelever overtager Frankrigs gader

En halv million franske gymnasieelever gik i protestoptog gennem gaderne i de fleste franske byer torsdag den 15. oktober. Det var det foreløbige højdepunkt i en pludseligt opstået studenterbevægelse. De hjemlige medier har enten ignoreret protestbevægelsen eller kun omtalt hærværk og gadekamp med politiet. Men som sædvanlig er historierne om vandalisme stærkt overdrevne og i alle tilfælde på ingen måde kendetegnende for bevægelsen.
 

En halv million franske gymnasielever demonstrerede i oktober for ordentlige uddannelsesforhold

Den franske socialdemokratiske regering i 1980erne satte sig det mål, at 80 pct. af en årgang skulle have en gymnasieuddannelse (der i Frankrig både svarer til vores gymnasium, handelshøjskoler og tekniske skoler). Men uddannelsessystemet var blevet udsultet gennem mange år, så de ekstra penge, der blev afsat til denne udvidelse, gik stort set til hårdt tiltrængte lønforhøjelser for lærerne. I dag er eleverne henvist til overfyldte, faldefærdige klasseværelser i skoler med alt for få lærere og alt for gammelt materiel. Regeringen har flere gange fået lavet undersøgelser for at se, hvad eleverne ønskede, og mange løfter er blevet afgivet. Men løfterne er ikke blevet holdt, og elevernes ønsker og behov er blevet ignoreret.

Det var det, der fik elevernes vrede til at blusse op. De blev klar over, at de kun kunne opnå forbedringer ved selv at skride til handling. Bevægelsen opstod spontant i Sydfrankrig i byerne Montpelier – en af fascistpartiet Front Nationals højborge – og Nimes. Derfra spredte den sig i løbet af to uger til hele landet. Den 15. oktober gik 300.000 på gaden i Paris, 13.000 i Lyon, 25.000 i Bordeaux, 10.000 i Marseilles og mange flere i langt de fleste byer – selv i små provinsbyer. Nogle få dage efter var der endnu en stor demonstration i Paris og andre steder med over 100.000 deltagere. Politiet var mødt talstærkt op og mindst 4000 blev standset og visiteret. I Sydfrankrig spærrede eleverne flere motorveje. I Paris havde butiksejere – skræmte efter mediedækningen tirsdagen inden – lukket mange af deres butikker, men der var ingen historier om hærværk.

Umiddelbart efter udtalte den franske undervisningsminister Allegre på den statsejede fjernsynskanal TF1: "Vi må opfylde de studerendes krav, og jeg forventer, at vi vil gøre det." Men det er nu langtfra sikkert, at de bebudede ekstrabevillinger kan stoppe eleverne, for de vil ikke række langt. Regeringen er presset på flere fronter. Ovenfra rammer den økonomiske krise også Frankrig, der må regne med lavere økonomisk vækst, og dels er det regeringens mål fortsat at leve op til ØMU´ens konvergenskrav, hvilket sætter snævre rammer for de offentlige udgifter. Nedefra har der hele tiden været et massivt pres. Jospins regering kom til magten i en jordskredssejr. Og under valgkampen afgav Jospin mange løfter om forbedringer af velfærden. Siden har arbejdsløse og studenter igen og igen presset ham til at opfylde løfterne. Som der stod på et banner ved torsdagens demonstration: "Der er penge til krig, hvorfor ikke til uddannelse?"

Bevægelsens største svaghed er også dens oprindelige styrke. Dens spontanitet. Intet lederskab har lært eleverne, at de skal danne strejkekomiteer, det har de selv fundet ud af. Men manglen på koordination betyder desværre også, at bevægelsen meget nemt risikerer at blive splittet og gå i stå. Men i alle tilfælde, er et stort lag af den franske ungdom blevet radikaliseret og har lært, at de kan tage fremtiden i deres egne hænder.

Frank Antonsen

Toppen af siden

Marx – mere end mode

Karl Marx er tilbage. Det er ikke længere kun venstrefløjstidsskrifter som Socialistisk Revy, der holder fast i Marx.

Efterhånden som krisen i verdensøkonomien skrider frem, overbeviser den flere og flere om, at Marx havde ret i sin teori om, at kapitalismen ikke kan være krisefri. Dagbladet Information skriver om, at Marx er tilbage, og selv Berlingske Tidende må indrømme, at Marx er kommet på mode igen.

Det er ubetinget positivt, at der nu igen stilles spørgsmålstegn ved liberalismen og det frie marked, og det er også godt, at flere begynder at læse Marx igen. Men marxismen er ikke kun en økonomisk teori. Den giver først og fremmest anvisninger på, hvordan vi kan opbygge et bedre samfund. Den del af marxismen er ikke begyndt at dukke op i de hjemlige avisers spalter. I stedet præsenteres vi kun for den økonomiske Marx, den Marx, der forklarer, at kriserne er uundgåelige. Ikke den Marx, der siger, hvad man kan gøre ved det.

Et tydeligt eksempel er det til lejligheden genopstandne Marxism Today, som Information har bragt et to siders uddrag fra. I firserne gik Marxism Today i brechen for, at det britiske Labour skulle opgive sit gamle grundlag og gå i Thatchers fodspor. Venstrefløjen skulle "moderniseres", for liberalismen og det frie marked havde sejret. Stort set samme argumenter, vi i dagens Danmark møder fra en fagtop, der indgår en arbejds-markedsreform med arbejdsgiverne, et socialdemokratisk udvalg, der taler om "røde udliciteringer" og et SF, hvis eneste svar på ulovlige registreringer er øget "demokratisk kontrol" og "under-søgelsesudvalg".

Hvis man først er nået til en konklusion om, at kapitalismen nødvendigvis fører til kriser, bliver det vigtigste spørgsmål: Hvad skal man gøre ved det? Og det er desværre et spørgsmål som selv de mest sympatisk indstillede aviser ikke stiller. Men det gjorde Karl Marx. Den første og mest umiddelbare konklusion bliver, at man ikke kan undgå kriserne uden at sprænge kapitalismens rammer. Den eneste måde kapitalismen selv kan sprænge rammerne er ved at falde tilbage på et tidligere udviklingstrin. Det ser vi i dag i Rusland, hvor store dele af befolkningen er henvist til at leve som jægere og samlere, og hvor økonomien flere og flere steder er erstattet af en bytteøkonomi i stedet for en pengeøkonomi.

Men Marx pointerede også, at man ikke kan sprænge kapitalismens rammer ved at bruge statsapparatet – parlamentet, domstolene, politiet. Som dette års PET-skandale viser, er statsapparatets vigtigste opgave netop at forsvare det bestående kapitalistiske samfund med alle midler. Selv nok så meget "demokratisk kontrol" kan ikke ændre denne fundamentale kendsgerning.

Heldigvis skaber kapitalismen af sig selv den kraft, der i sidste instans vil være i stand til at knuse den. Nemlig arbejderklassen. Folkene bag Marxism Today nåede i løbet af 80erne til den konklusion, at arbejderklassen var død, stærkt formindsket eller i det mindste "købt" af magthaverne gennem bl.a. medierne. Som også forårets storkonflikt, revolutionen i Indonesien og de store demonstrationer i Frankrig viser, er virkeligheden en ganske anden. Arbejderklassen er en større del af befolkningen i dag end i 50erne, for flere grupper af funktionærer bliver "proletariseret", og færre sidder på de enorme værdier, vores samfund producerer hvert år.

Det er kun når arbejderklassen beslutter sig for, at den ikke længere vil nedslides blot for at nogle få kan leve i luksus og ikke længere vil finde sig i at betale for kriserne, at kapitalismens rammer sprænges. Som Marx sagde, "arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk." Det er den Marx, vi har brug for.

Toppen af siden

Socialistiske studerende på Universitetet

Mandag d. 2. november blev der dannet en ny socialistisk studentergruppe i København. De ca. 35 deltagere kom fra Københavns Universitet og RUC. Ideen er at samle den universitetsstuderende venstrefløj på tværs af partierne for samlet at skabe indflydelse og gå imod det ellers konservative universitet.

De endelige rammer er ikke blevet fastlagt, så der er stadig rig mulighed for at komme med gode forslag. Næste møde bliver holdt mandag d. 7. dec. kl. 19.30 i Studenterhuset i København (gå ind ad bagindgangen), og det må stærkt anbefales, at alle socialister på Universitet møder op.

Toppen af siden

Ingen undskyldninger for massemorderen Pinochet

Den tidligere chilenske diktator Augusto Pinochet blev sidste måned anholdt i England på anmodning af en spansk dommer. Siden da er Margaret Thatcher – tidligere britisk premierminister – den amerikanske regering og visse medier rykket ham til undsætning.

Og en engelsk domstol har erklæret anholdelsen ugyldig, fordi Pinochet havde diplomatisk immunitet. Hvidvaskningen af diktatoren er begyndt. De siger, at han ikke skal retsforfølges, fordi:

(1) Han var statsoverhoved. Men det var han kun, fordi han i september 1973 udførte et blodigt militærkup mod en demokratisk valgt regering og henrettede den socialistiske præsident Allende. Tusindvis af chilenere blev myrdet. Amnesty International og FN siger, at 250.000 blev arresteret i månederne umiddelbart efter kuppet, og at tusinder blev tortureret. Den amerikanske regering hjalp ham til magten. Henry Kissinger, der tegnede USA's udenrigspolitik, udtalte om Allende: "Jeg kan ikke se, hvorfor vi bare skal stå på sidelinien og se, et land blive kommunistisk på grund af befolkningens uansvarlighed." Og til CIA skrev han: "Det er fortsat en uafvigelig politik, at Allende skal væltes af et kup."

(2) Der findes værre diktatorer. Dette er fx Financial Times´ argument. Men det, der i virkeligheden bliver sagt, er, at hvis de riges privilegier trues, kan man sagtens undvære demokratiet. I øvrigt var Pinochet drivkraften bag Operation Condor, et samarbejde med andre sydamerikanske diktaturer, der gik ud på at udrydde oppositionen.

(3) Han fik gang i økonomien. To år efter kuppet søgte han økonomisk rådgivning hos Milton Friedmann. Friedmann var leder af monetarismen – den økonomiske skole, som Reagan og Thatcher hyldede. Friedmann besøgte Chile, og sammen med sine disciple kastede han landet ud i et kapitalistisk eksperiment med storstilede privatiseringer og masseafskedigelser. Efter en nedtur gik økonomien faktisk lidt fremad sidst i 1970erne. Men i 1982 blev Chile ramt af en katastrofal krise, og på et enkelt år faldt produktionen med 14,5 pct. – mere end noget andet land i et Sydamerika ramt af økonomisk krise. I 1983 var totredjedele af befolkning underernærede i følge officielle rapporter. Efter det blev Pinochet tvunget til at nationalisere en stor del af finanssektoren, og selvom landet kom sig noget i slutningen af 80erne, er økonomien langt fra sund. Verdensbanken udtalte sidste år, at Chile er et af de lande i verden, der har den største ulighed. Den fattigste femtedel får blot del i 4,5 pct. af indtægterne, mens den rigeste femtedel får 56 pct.

(4) Han støttes i Chile. Det er rigtigt, at nogle få højreorienterede har protesteret mod anholdelsen, men der var langt større demonstrationer, der jubler over hans tilfangetagelse. Da nyheden om hans anholdelse kom, gik 1500 syngende gennem hovedstadens gader og blev først spredt, da politiet brugte vandkanoner og tåregas. Trods demonstrationsforbud finder der stadig mange glædesoptog sted.

(5) Han gik af til fordel for demokratiet. Da han gik af i 1990 gennemtrumfede han en uretfærdig og udemokratisk lovpakke. Han blev senator på livstid og fik immunitet. Det blev ulovligt for nogen regering at skære i militærbudgettet, og militæret har ret til 10 pct. af kobberindtægterne – Chiles vigtigste eksportartikel. Militæret har også flere gange truet med kup, hvis man forsøger, at stille dem til ansvar for deres forbrydelser.

Toppen af siden

Taxafly-ulykke:

Alle vasker deres hænder

Forbruget af håndsæbe er steget mærkbart i taxafly-branchen, siden et mindre Cessna-fly den 12. oktober styrtede ned på den norske ø Stord, hvorved ni blev dræbt.

Flystyrtet har været omgærdet af en stor mængde mystik, som alene dækker over en møgbeskidt branche, hvor sikkerhed og menneskeliv betyder mindre end jagten på penge.

Cessna-flyet fløj danske arbejdere frem og tilbage til et skibsværft, hvor danskerne var i gang med at isolere en olieboreplatform. Styrtet skete på pilotens tredje tur på samme dag, efter mere end 11 timers arbejde.

De dræbte var ansat hos Århus-firmaet Altek Isolering. Også piloten, Børge Christensen, var i flykredse kendt for at tilsidesætte sikkerhedsreglerne. Men hvordan Børge Christensen fik fat i flyet er uklart.

Flyets ejer, Tue Friis Hansen, har udlejet flyet til taxaflyselskabet Air Center West. Men flyvechef Bent Larsen fra Air Center West har gentagne gange oplyst, at flyet ikke opererede i centerets regi, at det ikke var udlejet, og at piloten ikke var tilsluttet Air Center West.

Udover Air Center West havde selskabet Jetair ret til at bruge flyet som skolefly. Men såvel Air Center West og Jetair har overfor Statens Luftfartsvæsen benægtet at have udlånt eller formidlet adgang til flyet.

Det store spørgsmål er derfor, hvordan piloten overhovedet har fået nøglerne til flyet udleveret.

Men også Altek Isolerings rolle i tragedien svæver i det uvisse. Direktøren, har fortalt, at man for tre måneder siden ansatte Børge Christensen til at flyve danskerne til og fra Stord. Og at der blev gennemført tre flyvninger fredag og søndag.

Men senere har Altek oplyst, at Børge Christensen kun foretog fem flyvninger om måneden. Og det har undret Lynge Jensen, der er formand for Dansk Air Taxa Association. Til Jyllands Posten siger han: „Der er et klart misforhold. Det antal flyvninger, som Altek oplyser Børge Christensen skulle flyve, hænger ikke sammen. Det kan ikke betale sig at fuldtidsansætte en pilot til blot fem flyvninger om måneden."

Men også Statens Luftfartsvæsen bør have dårlig samvittighed over ulykken.

Børge Christensen er nemlig gentagne gange blevet indberettet for at se stort på reglerne. Børge Christensen skulle således den 27. oktober være mødt i retten, anklaget for overtrædelse af sikkerhedsbestemmelserne og ulovlig taxaflyvning.

Retssagen skulle være indledt allerede sidste år, men sagen blev udsat da politiet i Glostrup ønskede at udvide anklagen med yderligere en episode, hvor Børge Christensen bragte fire medlemmer af "Lars Lilholt Band" i fare under en flyvning.

Flytragedien i Norge lugter langt væk af, at Altek Isolering har ønsket at sætte deres omkostninger til at transportere deres ansatte ned til et minimum, og derved slækket på sikkerheden. Flyets ejer og/eller udlejningsselskab forsøger at skubbe sorteper videre, fordi de kender Børge Christensens dårlige rygte i branchen.

Desuden har Statens Luftfartsvæsen gennem årene set igennem fingre med Børge Christensens bevidste overtrædelser af sikkerhedsbestemmelser og ulovlig taxaflyvning.

Ulykken er desværre ikke den eneste i taxafly-branchen i år. Den 14.juli blev et søskendepar dræbt for øjnene af deres forældre, da det taxafly, de fløj i, styrtede ned over Anholt. Men også det store antal af sorte taxaflyvninger har bragt branchen i fokus. Sort taxaflyvning menes at udgøre omkring 20 procent af hele markedet.

Poul Erik Kristensen

Toppen af siden

Kapitalens hemmelige krigere

Hvis justitsminister Frank Jensen sover uroligt for tiden, så skyldes det et mareridt, han selv har været med til fremkalde. Hans forsøg på at begrænse PET-undersøgelsen har blot fremkaldt nye afsløringer af ubehagelige forhold omkring registrering og overvågning af venstreorienterede.

Det vigtigste ved den seneste bølge af afsløringer er, at de undergraver forestillingen om efterretningstjenesterne som demokratiets vogter, og at de har til formål at afsløre fremmede magters agenter.

Regeringen forsøger at afværge pinlige afsløringer

Efterretningstjenesterne har vist sig i stedet at være en yderst aktiv deltager i landets interne politiske kamp i efterkrigstiden. Når såvel den socialdemokratiske del af fagbevægelsen som arbejdsgiverkredse har deltaget i efterretningsvirksomhed – og samarbejdet med offentlige tjenester som PET, FE og CIA – så kan det ikke bare handle om at jage spioner, men om at føre politisk kamp mod venstrefløjen og fagligt aktive.

I virkeligheden kan efterretningstjenestens rolle som arbejdsgivernes værn mod oprørske arbejdere spores helt tilbage til 1820, da den københavnske politidirektør A.C. Kierulff opbyggede et net af politispioner, som havde til opgave at indberette om arbejdere, som tog aktivt del i en række arbejdsnedlæggelser.

Det var en lignende opgave, som LO's efterretningstjeneste, Arbejdernes Informationscentral (AIC), påtog sig i perioden fra 1945 til 1973. Gennem et netværk på 6.000 betroede meddelere indsamlede AIC oplysninger om kommunister på alle landets arbejdspladser. Mange af oplysningerne blev videregivet til såvel PET som CIA. Det skal ses i lyset af, at blot få år før AIC startede sin virksomhed, var kommunister havnet i tyske KZ-lejre, fordi politiet havde udleveret deres navne til Gestapo.

Når AIC ophørte i 1973, skyldes det ikke, at overvågningen af venstrefløjen stoppede, men snarere at opgaven blev ført over til PET. For venstrefløjen havde ændret karakter fra primært at befinde sig i arbejderbevægelsen til også at omfatte studenterbevægelsen, Vietnambevægelsen og en række revolutionære grupper.

En del af AIC's arbejde foregik i samarbejde med en anden privat efterretningstjeneste, Firmaet, under ledelse af den antikommunistiske Arne Sejr. Firmaet tog sig bl.a. af aflytning af kommunister og af at sprede misinformation for at skabe forvirring og så splid i Danmarks Kommunistiske Parti, DKP. Men Firmaet tog sig også af registrering af dele af venstrefløjen. Arbejdet blev betalt af 19 store virksomheder samt Arbejdsgiverforeningen og Industrirådet. Med andre ord: "Firmaet var den danske storkapitals hemmelige, forlængede arm i kampen om den politiske magt på landets arbejdspladser," som Berlingske Tidende skrev 30. okt.

Årsagen til, at Socialdemokratiet og arbejdsgiverne kastede sig ud i den nidkære registrering af kommunister skal søges i forholdene efter 1945. Der er især to ting, der spiller en vigtig rolle:

Først og fremmest blev socialdemokraterne trængt af kommunisterne i fagbevægelsen. DKP høstede stor tilslutning på grund af partiets rolle i modstandskampen under besættelsen – og fordi Socialdemokratiet havde spillet rollen som samarbejdspolitikere. I foråret 1945 mistede socialdemokraterne mellem 25 og 30 pct. af alle tillidsposter i den københavnske fagbevægelse til DKP, og ved valget i efteråret 1945 vandt DKP hele 12,5 pct. af stemmerne mod Socialdemokratiets 32,5 pct. Med sine 60.000 medlemmer var DKP ved at udvikle sig til en alvorlig politisk udfordring for socialdemokraterne - og samtidig repræsenterede partiet en strømning, som i højere grad ville føre klassekamp mod arbejdsgiverne end samarbejde med dem.

Det andet forhold er, at den herskende klasse efter 1945 søgte at blive integreret i USA's økonomiske og militære interessesfære, bl.a. ved i 1949 at tilslutte sig NATO. Og selv om meningsmålinger viste opbakning i befolkningen, så turde regeringen ikke sende spørgsmålet ud til folkeafstemning på grund af en relativt stor modstand, som i høj grad blev organiseret gennem DKP.

Hvor alvorligt regeringen tog denne modstand kom til udtryk i den lov om "femtekolonnevirksomhed", der blev gennemført i 1952, og som indeholdt strenge fængselsstraffe for bl.a. strejker og "statsfjendtlig" aktivitet samt begrænsninger af ytringsfriheden. Loven skulle dække situationer, hvor landet var i krig eller i udsigt til det og rettede sig blandt andet mod personer, der samarbejdede direkte med "fjenden". Men i og med at "fjenden" underforstået var Østblokken, så rettede loven sig automatisk mod alle, der udtrykte sympati med DKP eller bare var utilfredse med det bestående samfundssystem, fx deltagere i overenskomststridige strejker. Naturligvis var det op til regeringen selv at definere, hvornår loven kunne anvendes og hvordan man i øvrigt skulle definere "statsfjendtlig" aktivitet. Med denne lov er det ikke underligt, at efterretningstjenesternes registrering fik så stort et omfang – helt op mod 300.000 personer.

Det omfattende arbejde med overvågning af DKP havde meget lidt at gøre med at afsløre spioner. I stedet handler det om, at statsmagten udspionerede de grupper i befolkningen, som ikke automatisk ville acceptere de bestående forhold. Og hermed viser statens egentlige rolle sig som et magtorgan til at forsvare den herskende klasses magt.

Martin Johansen

Soc. Revy – hjemmeside  |  Toppen af siden  |  Soc. Revy – indhold nr. 9