[ Socialistisk Revy nr. 1 ]
Socialistisk Revy nr. 1
feb 1998

Socialistisk Revy hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 1

Udskriv artikel

 

Nr. 1

Side 1
· Dansk imperialisme

Side 3
· Besat af danske imperialister

Side 4
· Mere tid til børnene, tak
· Ingen kan vide sig sikker

Side 5
· Massakre for land og olie

Side 6
· Færøsagen - røveri ved højlys dag

Side 8
· Kan krisen kureres?

Side 10
· Den herskende klasse på hævntogt

Side 11
· Fra ide til handling

Side 13
· Skal vi frygte højredrejningen?

Side 15
· Det Kommunistiske Manifest. En verden at vinde

Side 19
· LO 100 år - Hvad skal vi fejre?

Side 21
· Che Guevara - den revolutionære helgen

Side 24
· Tyske studenter kan vælte kansler Kohl

Side 26
· Månedens bog: Skraldemandsmodel og arbejderstyre

Side 27
· Klassekamp eller kærlighed?
· Økonomernes fallit

Side 28
· Royale glansbilleder
· Håndbog i samfundsændring

Side 29
· Politisk klimaforandring

Side 30
· Er sandheden diktatorisk?

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Socialistisk Revy nr. 1 – Side 11-12 – Februar 1998

Udskriv

Fra ide til handling

Markedsøkonomien har ikke kunnet leve op til forventningerne efter Berlinmurens fald. Jørn Andersen forklarer, hvorfor socialismen er et realistisk alternativ og hvordan vi kan skabe en bedre verden.

Den herskende klasses ideer om, at markedsøkonomien er det bedste og mest effektive system, er kommet grundigt i krise. De sidste par måneder har vi fx ikke hørt så meget til arbejdsgivernes argument om, at hvis ikke danske arbejdere holder igen med deres lønkrav, så flytter virksomhederne til Sydøstasien. Og det er jo ikke så mærkeligt, eftersom hele deres opfattelse af, at lav løn og fraværet af stærke fagforeninger i Sydøstasien var afgørende for de såkaldte mirakeløkonomier, nu ligger i ruiner.

Men den økonomiske krise i Sydøstasien er kun det seneste anslag mod liberalismen. Den fred, fremgang og frihed, den frie markedsøkonomi skulle skabe efter Berlinmurens fald i 1989, lader stadig vente på sig. I stedet har vi oplevet nedskæringer på velfærdsstaten, social udstødning, fortsat ødelæggelse af miljøet. Og i stedet for at styre økonomien effektivt, så er det fri marked nu ved at lede til et ukontrollabelt kaos.

For at skabe en verden, som er bedre for flertallet af de mennesker, der bor i den, har vi brug for værdier, der rækker ud over penge og profit. Disse nye værdier må bygge på fællesskab og ikke individualisme, på omsorg og ikke kynisme, på samarbejde og ikke konkurrence. Men de værdier har vanskeligt ved at trives i en verden, hvor undertrykkelse, udbytning og klasseprivilegier for en lille magtelite er hverdagens realiteter. Vi kan med andre ord ikke nøjes med at ændre værdierne i vores hoved. Vi må også ændre den måde samfundet fungerer på.

Men hvordan skal det nogensinde lykkes at få det store flertal til aktivt at slås for socialisme, når mange i dag afviser det som en realistisk mulighed. Fx vil mange argumentere for, at politikerne og medierne har for stor magt og forhindrer folk i at tænke og handle selvstændigt. Men mediernes indflydelse bliver ofte overdrevet, og politikernes troværdighed kan for det meste ligge på et meget lille sted. En Gallupundersøgelse i England i 1993 viste, at kun seks procent af befolkningen mente, at politikerne var ærlige, når de var i TV og radio.

De to største borgerlige aviser er Ekstra Bladet og BT. Men undersøgelser fra England af tilsvarende aviser, viser at selv om mange læser dem, så opfatter de dem mere som god underholdning end som troværdige nyhedsformidlere.

Det lader til, det kun er når folk ikke selv i forvejen har dannet en mening, at mediekampagner spiller en vigtig rolle. Mediernes forklaringer bliver afvejet i forhold til den virkelighed, folk selv lever i. Om mediernes udlægning af virkeligheden bliver accepteret eller fortolket på samme måde er ikke på forhånd givet.

Et godt eksempel på dette er EU-afstemningen i 1992. Op til afstemningen havde såvel medier som mere end 80 pct. af folketingspolitikerne kørt en massiv ja-kampagne. Dagen før afstemningen skrev Ekstra Bladet på forsiden: "Glem Uffe – og stem Ja". Alligevel stemte omkring halvdelen nej. Folk hadede Schlüter-regeringen og de borgerlige og opfattede EU som de riges og magthavernes projekt. Derfor stemte de nej på trods af medierne.

Et andet argument, som bliver brugt imod socialisme er, at folk kun tænker på sig selv. De er ikke – som i 'gamle dage' – solidariske. Beviset for denne påstand skulle ligge i, at når folk i dag er i fagforening er det ikke fordi, de er solidariske, men udelukkende for at kunne få understøttelse. Men det bevis holder ikke. En dansk undersøgelse fra 1992 viste, at 65 pct. af LO-medlemmer var helt enige i, at fagforeningerne er nødvendige for at varetage lønmodtagernes interesser. Desuden var 22 pct. delvis enige, altså i alt 87 pct. Også for unge under 20 år var tallet 87 pct. Det er altså en myte, at unge flygter fra fagforeningerne. Desuden viste den, at 58 pct. var helt eller delvis enige i, at man skal være medlem af en fagforening for at være solidarisk med kollegerne. Altså en uselvisk solidaritet.

At solidaritet stadig eksisterer, sås tydeligt den 20. april 1995, hvor omkring 200.000 gik i strejke til støtte for RiBus-chaufførerne i Esbjerg. Disse tal punkterer nogle almindelige myter. Medier og magthavere har ofte en stor effekt, men de kan ikke uden videre kontrollere, hvad folk mener og tænker. Og til tider handler folk modsat af budskaberne. Det hænger sammen med, hvor ideerne stammer fra.

Mennesker har fra forhistorisk tid søgt at danne sig billeder af verden. Det være sig helt konkrete og umiddelbare erfaringer med, hvordan man bedst kan skaffe sig de daglige fornødenheder, til mere generelle ideer om, hvordan verden hænger sammen.

Ideerne, verdensbilledet, udviklede sig sammen med, at verden udviklede sig. I dag ved vi, at ideerne hos de første jægere og samlere var helt anderledes end hos agerdyrkerne og senere hos feudalbønder og i det moderne industrisamfund.

Karl Marx formulerede det på denne måde: "Det er ikke bevidstheden, der skaber den samfundsmæssige væren, men derimod den samfundsmæssige væren, der skaber bevidstheden." Der er hele tiden en vekselvirkning mellem teori og praksis – ideerne udvikles af praksis, men virker også tilbage igen til en ændret praksis. Når samfundet ændres, ændres ideerne også. Selvom ideer tildels skabes af medier og andre meningsdannere, så skabes de især gennem folks liv. Når folk siger, at "der må være nogen, der bestemmer", så afspejler det, at der faktisk er nogen, der bestemmer.

De ideer, som magthavere og medier formidler, bliver hele tiden konfronteret med den virkelighed, som hovedparten af befolkningen lever under. Dermed ikke sagt, at de herskende ideer er ligegyldige. Marx skrev, at "de herskende ideer i et samfund er de herskendes ideer." Men det betyder ikke, at alle ukritisk tager de herskende ideer til sig. Den italienske socialist Antonio Gramsci forklarede det på den måde, at de fleste "har to teoretiske bevidstheder (eller en bevidsthed med modsigelse)". Den ene del har sit udspring i den oplevede praktiske virkelighed, den anden er "arvet fra fortiden og taget til sig uden kritik".

I hovedet på hver enkelt af os er der altså en modsætningsfyldt bevidsthed, som på den ene side består af de ideer, vi er opdraget med, eller vi får fra medier eller politikere. På den anden side de ideer, vi får gennem konfrontation med virkeligheden. Et almindeligt eksempel på en sådan modsat rettet bevidsthed er reformismen. På den ene side er folk trætte af upålidelige politikere, som de oplever er i lommen på bank- og industricheferne, og ønsker forandring. På den anden side søger de forandringerne gennem det parlamentariske system, som har skabt de upålidelige politikere.

Gramscis forklaring hjælper os ikke kun til at forstå, hvorfor de herskende ideer dominerer. Den viser også, hvordan de herskende ideer kan komme til kort. Det kan ske på flere måder. For det første er samfundets indbyggede modsætninger selv med til at undergrave folks tiltro til systemet.

Vi ser det fx, når folk, som hele deres liv har troet på det sociale system, får brug for enten understøttelse eller en plejehjemsplads. Pludselig oplever de, at snakken, om at folk nasser på systemet, ikke holder, og at det er svært at få sin ret. Så længe man står alene over for systemet, er det oftest systemet, der vinder, og den nye erkendelse bliver ofte kun til bitterhed eller vrede rettet mod enkelte sagsbehandlere, læger og andre repræsentanter for systemet.

Som regel er det først, når folk kollektivt begynder at slås for deres ret, at vreden vendes mod selve systemet. I perioder sker det meget hyppigere end i dagens Danmark. Det er der masser af eksempler på – ikke kun fra 1970erne, men så tæt på som de store strejker i Frankrig i 1995, studenterkampene i Tyskland i 97-98 eller hospitalsstrejkerne i København i 1996. Når folk begynder at handle aktivt for at forsvare sig mod systemet, begynder de oftest også selv at tænke anderledes. De oplever, at systemet vil gøre alt for at knække dem. At politiet ikke er neutralt. At medierne ikke fortæller sandheden.

Men langt vigtigere, så giver sådanne kampe muligheden for en helt anden type oplevelse: At der er et alternativ. I stedet for arbejdspladsens underordning og tvang giver strejken mulighed for demokratiske beslutninger. De racistiske og sexistiske modsætninger bliver pludseligt underordnet under nødvendigheden af at stå sammen mod arbejdsgiverne. Arbejdere fra andre arbejdspladser er ikke kun konkurrenter, men mulige medkæmpere.

Den slags oplevelser kan fortælles af deltagerne i næsten enhver aktiv strejke, hvor arbejdere begynder at antaste arbejdsgivernes magt. Det er i sådanne situationer, der for alvor er mulighed for, de mange kan ændre holdning – ikke kun til forholdene på en arbejdsplads. For at vende tilbage til Gramsci, så kan virkelighedens erfaring forkaste store dele af den overleverede, magthavernes, ideologi, når folk begynder at slås.

Det er en af hjørnestenene i marxismen, at ideer hos hundredtusinder af mennesker kan forandres gennem kamp. Det betyder imidlertid ikke, at ideer bliver ligegyldige eller overflødige.

Kampen stiller ofte lige så mange spørgsmål, som den giver svar: Hvordan skal vi slås? Hvem er med os, hvem er mod os? Spørgsmål, de færreste tænker på i hverdagen, men som pludselig bliver afgørende. Ideer og erfaringer fra tidligere kampe er ikke længere blot abstrakt teori, men noget der skal tages konkret stilling til. Selvom ideer forandres gennem kamp, sker det kun delvist. Fx vil de færreste sige: "Væk med magthaverne, vi skal styre arbejdspladserne og samfundet demokratisk!". De fleste vil snarere sige, vi skal have "nogle bedre" magthavere, vælge nogle nye politikere osv.

Desuden vil der hele tiden være folk, der vil appellere til de gamle ideer. Velmenende fagbureaukrater vil stille sig op med råd om ikke at gå for vidt.

Jo mere folk begynder at slås for forandringer, jo mere vil der være behov for nye ideer. Både i form af erfaringer fra tidligere kampe, men ikke mindst i form af en ny teori, et nyt verdensbillede, til erstatning for det gamle. Marxismen er et særligt godt bud på nye ideer, fordi den er grundlæggende humanistisk – den bygger på, at samfundet skal være for alle mennesker, uanset hudfarve, køn og alder. Og fordi den tager udgangspunkt i, at verden faktisk kan forandres af mennesker. Og endelig fordi forandringen af ideer og holdninger i følge marxismen hænger uløseligt sammen med forandring af den virkelige verden.

I dag bliver de herskende ideer ikke generelt antastet af aktivitet i arbejderklassen – i det mindste ikke i Danmark. Et kig ud over Europa og resten af verden fortæller dog, at vi måske er tættere på, end det tilsyneladende ser ud til.

Der bliver stillet spørgsmål ved de herskende ideer. Det skyldes ikke mindst, at magthaverne strides indbyrdes om, hvordan de skal herske, efter at markedsøkonomien ikke har indfriet sine løfter. Den indbyrdes strid blandt magthaverne betyder, at flere stiller spørgsmål ved systemet end i starten af 1990erne, hvor magthaverne var enige om, at liberalisme og privatiseringer var vejen frem. Striden skaber nogle sprækker i den herskende ideologi, som nogle gange kan vendes mod hele systemet.

Meningen med Socialistisk Revy er at fremme marxismen som et alternativ til markedsøkonomien og nogle af de andre ideer, som i dag kommer fra den herskende klasse. Men Socialistisk Revy vil ikke begrænse sig til at kritisere forskellige sider af kapitalismen. Verden ikke kan forandres, uden teorien forbindes til den praktiske klassekamp, der hele tiden foregår. Men ikke nok med det: Diskussioner om teori uden praktisk aktivitet ender let i nytteløse abstraktioner. Erfaringer fra klassekampen vil derfor altid have en vigtig plads i Socialistisk Revy.

"Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på er at forandre den." (Karl Marx).

 

 

www.socialister.dk – 6. december 2022 kl. 05:40