[ Socialistisk Revy nr. 1 ]
Socialistisk Revy nr. 1
feb 1998

Socialistisk Revy hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 1

Udskriv artikel

 

Nr. 1

Side 1
· Dansk imperialisme

Side 3
· Besat af danske imperialister

Side 4
· Mere tid til børnene, tak
· Ingen kan vide sig sikker

Side 5
· Massakre for land og olie

Side 6
· Færøsagen - røveri ved højlys dag

Side 8
· Kan krisen kureres?

Side 10
· Den herskende klasse på hævntogt

Side 11
· Fra ide til handling

Side 13
· Skal vi frygte højredrejningen?

Side 15
· Det Kommunistiske Manifest. En verden at vinde

Side 19
· LO 100 år - Hvad skal vi fejre?

Side 21
· Che Guevara - den revolutionære helgen

Side 24
· Tyske studenter kan vælte kansler Kohl

Side 26
· Månedens bog: Skraldemandsmodel og arbejderstyre

Side 27
· Klassekamp eller kærlighed?
· Økonomernes fallit

Side 28
· Royale glansbilleder
· Håndbog i samfundsændring

Side 29
· Politisk klimaforandring

Side 30
· Er sandheden diktatorisk?

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Socialistisk Revy nr. 1 – Side 30 – Februar 1998

Udskriv

Marxisme i hverdagen

Er sandheden diktatorisk?

I meget af den moderne filosofi er det en almindelig antagelse, at idealet om, at der findes én sandhed, ikke kan forenes med demokrati.

Antagelsen bygger på, at diktatorer som Hitler og Stalin mente, at de var i besiddelse af sandheden og derfor berettiget eller tvunget til at udføre store grusomheder “i sandhedens tjeneste.”

For at undgå gentagelser er det oplagt at konkludere, at der ikke findes én, men mange sandheder.

Selvom afvisningen af diktatur er et positivt træk ved filosofien, så fører den dog hurtigt ud i nogle uacceptable konsekvenser. Enten havner den i en idé om en relativistisk sandhed, dvs. at hvad der er sandt for den ene, kan være falsk for den anden. Eller den havner i en idé om, at sandheden findes, men bare ikke kan erkendes af mennesker.

Den sidste konsekvens fører uundgåeligt til en religiøs opfattelse. For hvis sandheden findes, men er udenfor menneskets rækkevidde, så må den være i hænderne på en eller anden gud, hvadenten det så er en gud i form af en “person,” eller det er en mere diffus “naturens ånd.”

I virkeligheden bevarer denne opfattelse den diktatoriske sandhed, den er blot flyttet fra at være i hænderne på et regime til en verden, som mennesket aldrig kan opnå indsigt i. Det er en sådan opfattelse, vi hører i forbindelse med diskussioner om genteknologi, når folk indvender, at vi ikke må røre ved selve “livet.”

Den første konsekvens – at sandheden er relativ – er i åbenlys modstrid med den måde, vi fungerer på i dagligdagen. Naturligvis kan man hævde, at for den ene person er Darwins evolutionsteori sand, mens en anden person holder på Bibelens skabelsesberetning. De to teorier modsiger hinanden, men det behøver ikke at have nogen praktisk betydning. Den form for relativisme holder dog ikke generelt. Teorien om, at man dør, hvis man får stukket en kniv i hjertet, kan ikke gøres relativ – den er ikke afhængig af individuelle præferencer og normer. Her er der kun én absolut sandhed.

Det bliver tit sagt, at marxismen er en af de teorier, som hævder, at der findes én sandhed – og at marxismen derfor kan føre til diktatur. I virkeligheden skal den kritik ikke rettes mod Marx, men mod despoter som Stalin og Mao, som forvanskede Marx’ ideer til en nærmest religiøs doktrin. Marx afviste selv ideen om den evige sandhed, ikke fordi han var tilhænger af en relativ sandhed, men fordi han havde en helt anden opfattelse af, hvad sandhed er. I sine Feuerbach-teser fra 1845 beskæftigede han sig med spørgsmålet:

‘Spørgsmålet om der kan tilkomme den menneskelige tænkning objektiv sandhed, er ikke et spørgsmål om teori, men et praktisk spørgsmål. I praksis må mennesket bevise sin tænknings sandhed, dvs. dens virkelighed og magt – Striden om virkeligheden eller ikke-virkeligheden af en tænkning, der isolerer sig fra praksis, er et rent skolastisk spørgsmål.’

I henvisningen til “et skolastisk spørgsmål” håner Marx de filosoffer, som strides om, hvorvidt der findes en “ægte” sandhed i tankerne – en sandhed, som kan formuleres på et enkelt princip. Skolastikerne var de middelalder-filosoffer, som stredes om, hvormange engle, der kunne sidde på et knappenålshoved, idet engle jo ikke har nogen fysisk udstrækning.

Det centrale i Marx-citatet er dog at pege på, at teori og praksis hører sammen. Ikke blot som “to sider af samme sag,” men som en enhed. Pointen var ikke et moralsk krav om, at teoretiske studier skal have et praktisk, anvendeligt alibi, men at understrege, at teori intet er i sig selv, men i bund og grund udspringer af menneskets forsøg på at forstå sine omgivelser for at kunne bearbejde dem og for at kunne overleve. Omvendt er praksis afhængigt af teori på den måde, at mennesket ikke iagttager eller handler i omgivelserne objektivt og uforudindtaget – hvad man observerer er altid afhængigt af, hvad man i forvejen véd.

En vigtig konsekvens af enheden mellem teori og praksis er, at sandhed udvikler sig i takt med udviklingen i menneskets viden og teknologi. Denne opfattelse kan på den ene side rumme, at sandhed kan være forskellig i forskellige samfundstyper, og på den anden side at vi kan tale om, at nogle opfattelser er tættere på sandheden end andre.

Marx og Engels tog også afstand fra opfattelsen af, at der er en skjult kerne af sandhed i naturen, som vi aldrig vil kunne komme til at forstå helt. Engels’ modargument var at pege på sammenhængen mellem teori og praksis: ‘Men siden da er disse ufattelige ting en efter en blevet behandlet, analyseret og, hvad der betyder mere, blevet reproduceret takket være videnskabens kæmpemæssige fremskridt. Og hvad vi kan fremstille, det kan vi afgjort ikke betegne som noget, der ikke kan erkendes.’

Når så mange filosoffer har skændtes om spørgsmålet om sandheden, skyldes det, at de lever i en verden, hvor teori og praksis er adskilt. Den tidligste filosofi opstod i samfund som antikkens Athen, hvor den herskende klasse havde gjort sig fri af det fysiske arbejde og kunne i stedet bruge tiden på at udvikle kunst og videnskab og afklare inbyrdes magtopgør. Men adskillelsen betød også, at de blev adskilt fra den primære menneskelige praksis med at skaffe sig midler til overlevelse. På den måde hænger adskillelsen af teori og praksis sammen med klassedelingen i samfundet.

Klassedelingen betød også, at der kunne opstå en modsætning mellem teori og praksis. For i ethvert klassedelt samfund er det nødvendigt for den herskende klasse at kunne forklare, hvorfor åbenlyse uretfærdigheder er rimelige eller i overensstemmelse med “sandheden.” Netop i klassesamfund, hvor mennesker ikke er forenet om en fælles praksis, vil der også opstå forskellige opfattelser af, hvad sandhed er. På den måde har Marx’ idé om, at “tænkningens sandhed må vises i praksis,” også et mere generelt perspektiv: At spørgsmålet om at finde sandheden ikke løses ved at tænke over det, men ved at skabe et klasseløst samfund, hvor der kan skabes overensstemmelse mellem teori og praksis.

Martin Johansen

 

 

www.socialister.dk – 6. december 2022 kl. 04:32