[ Socialistisk Revy nr. 1 ]
Socialistisk Revy nr. 1
feb 1998

Socialistisk Revy hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 1

Udskriv artikel

 

Nr. 1

Side 1
· Dansk imperialisme

Side 3
· Besat af danske imperialister

Side 4
· Mere tid til børnene, tak
· Ingen kan vide sig sikker

Side 5
· Massakre for land og olie

Side 6
· Færøsagen - røveri ved højlys dag

Side 8
· Kan krisen kureres?

Side 10
· Den herskende klasse på hævntogt

Side 11
· Fra ide til handling

Side 13
· Skal vi frygte højredrejningen?

Side 15
· Det Kommunistiske Manifest. En verden at vinde

Side 19
· LO 100 år - Hvad skal vi fejre?

Side 21
· Che Guevara - den revolutionære helgen

Side 24
· Tyske studenter kan vælte kansler Kohl

Side 26
· Månedens bog: Skraldemandsmodel og arbejderstyre

Side 27
· Klassekamp eller kærlighed?
· Økonomernes fallit

Side 28
· Royale glansbilleder
· Håndbog i samfundsændring

Side 29
· Politisk klimaforandring

Side 30
· Er sandheden diktatorisk?

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Socialistisk Revy nr. 1 – Side 13-14 – Februar 1998

Udskriv

Skal vi frygte højredrejningen?

Efterårets ophedede flygtninge- og indvandrer-debat og ikke mindst Dansk Folkepartis fremgang i meningsmålingerne var skræmmende og har fået mange til at frygte en massiv, politisk højredrejning.
Men Martin Johansen argumenterer i denne artikel for, at der ikke er grund til at være pessimistisk.

Dykker man lidt ned i meningsmålingerne, så viser der sig to ting. For det første at højredrejningen ikke stikker dybere, end at vi kan stoppe den. For det andet, at højredrejningen langt fra er den eneste politiske tendens, der i dag gør sig gældende.

For eksempel tog Venstres Uffe Ellemann-Jensen i en tv-udsendelse i juni sidste år afstand fra udtrykket "velfærds-narkomani" og påstod, at udtrykket aldrig har været brugt af Venstre. Men så sent som i april 1996 skrev Venstre i partiets såkaldte velfærdsudspil: 'Det ulykkelige er, at det er med velfærdsnarkomani som med anden narko: det er vanedannende, og behovene vokser.' Udtalelsen ligger direkte i forlængelse af Venstres traditionelle liberalisme: at enhver må klare sig selv, og at offentlig bistand grundlæggende er skadelig. Men et eller andet har fået Uffe Ellemann-Jensen på andre tanker.

Et andet eksempel kommer fra finansminister Mogens Lykketoft. Han skrev sammen med sin kone, Jytte Hilden, i 1992 en kronik, hvor der blandt andet stod: 'Vi ønsker ikke at lægge urimelige bånd på de stærkes mulighed for at udfolde sig til gavn for sig selv – og for samfundet som helhed.' Den erklæring var led i en opfordring til Socialdemokratiet om at forlade sine traditionelle lighedstanker. I stedet skulle partiet tilslutte sig liberalismens opfattelse af, at hvis de rige får lov til at berige sig, så kommer det i længden også de fattige til gode.

Men da Mogens Lykketoft i december 1997 fremlagde sin seneste Finansredegørelse, lød der andre toner: 'Udviklingen i de seneste 10-15 år har vist, at det kan lade sig gøre at forene en markedsøkonomi, som opererer under stigende international konkurrence, med en mere lige indkomstfordeling ... De hidtidige resultater er ... opnået ved at øge omfordelingen.' I tv og radio understregede Lykketoft påstanden: at regeringens politik mindsker forskellen mellem rig og fattig. Uanset at den påstand ikke passer, så er det bemærkelsesværdigt, at Lykketoft ikke længere lægger vægten på de riges muligheder, men har genoptaget lighedstankerne.

Selvom hverken Mogens Lykketoft eller Uffe Ellemann-Jensen næppe ønsker at stoppe angrebene på velfærdsstaten, så viser de to eksempler, at de politiske partier i høj grad er påvirkelige overfor stemningen blandt deres vælgere, når de skal udtrykke deres holdninger i ord. Det betyder, at selvom vælgere går fra Socialdemokratiet til Venstre, så er det ikke ensbetydende med, at de dermed har overtaget alle Venstres holdninger. Tværtimod går påvirkningen også den anden vej, således at partiet må justere nogle af sine holdninger, hvis det vil holde på sine nye vælgere.

Det blev understreget af en undersøgelse fra 1996, som viste, at Venstres nye vælgere blandt arbejdere og unge ikke delte partiets synspunkter på en række vigtige områder – tværtimod ønskede de at fastholde mindstelønnen, at øge ligheden i samfundet og var desuden afvisende overfor brugerbetaling. Ugebrevet Mandag Morgen, som udarbejdede undersøgelsen skrev, at Venstres arbejdervælgere afveg markant fra partiets øvrige vælgere på disse områder, og pointerede: 'Ofte ligger de endda til venstre for befolkningsgennemsnittet.'

Tilsvarende gjaldt for mange af de unge, som ville stemme Venstre. Mandag Morgen skrev: 'På ét punkt afkræfter tallene dog klart en myte, der har været ret udbredt i offentligheden: Nemlig at Venstres fremgang blandt de unge skyldes reaktion mod en formynderisk velfærdsstat, der angiveligt begrænser den personlige frihed. Det forholder sig modsat.'

Hvis man ser på de spørgsmål, som folk vægter højest ved valg eller overenskomstforhandlinger, så tyder det heller ikke her på, at tendensen går mod højre. Op til kommunalvalget 1997 var det emner som ældreinstitutioner og miljøpolitik, som var de to vigtigste for vælgerne. Først derefter kom skatteprocenten og indvandrerpolitik. I en undersøgelse fra januar 1998 blandt LO-medlemmer blev spørgsmål som arbejdsløshed og skånejobs placeret blandt de fire vigtigste spørgsmål for fagbevægelsen. Disse tilkendegivelser tyder ikke på, at liberalisme og egoisme er i fremgang – tværtimod er der tale om en udbredt bekymring for den fælles velfærd, miljøet og for de nederste lag i samfundet.

Især holdningen til det sidste har ændret sig markant i de seneste måneder. Mens 54 pct. af vælgerne i september 1997 mente, at 'overførselsindkomsterne var ved at vokse os over hovedet', er der i dag kun halvdelen – 27 pct. – der mener det samme.

Heller ikke når det gælder holdningen til indvandrere og flygtninge, er der tale om et så entydigt højreskred, selvom tonen er blevet hårdere.

Først og fremmest viser undersøgelser, at folks generelle holdning til indvandrere svinger op og ned. I januar 1990 var kun 15 pct. "meget bekymrede" over indvandrerspørgsmålet. Frem til december 1992 voksede tallet til 41 pct. – men faldt igen gradvist til 18 pct. frem til juni 1996. I december 1997 var tallet igen steget, denne gang til 43 pct. Det interessante er, at i både efteråret 1993 og efteråret 1997 viser bekymringen en kraftig stigning – begge gange op til kommunalvalg.

Dertil kommer, at når folk siger, at de er "bekymrede," så angiver op mod hver tredje, at det ikke er indvandrerne, som bekymrer dem, men den måde, som danskerne og samfundet modtager indvandrerne på. Yderligere otte pct. peger på integrationsproblemer som grund til bekymringen. Med andre ord kan man ikke sætte lighedstegn mellem "bekymring for indvandrere" og fremmedhad – for en stor gruppe mennesker er bekymringen rettet mod racismen, ikke mod indvandrerne.

Dette underbygges af nogle undersøgelser, som sociologen Lise Togeby har offentliggjort i bogen I syv sind samt i en artikel i tidsskriftet Politica nr. 1, 1997. I undersøgelserne, der dækker perioden 1984-96, har hun bevæget sig væk fra den generelle "bekymring" og i detaljer spurgt folk om deres konkrete holdninger til indvandrere. Resultaterne er interessante på to punkter.

For det første kan hun konkludere: 'Vi er ved at vænne os til, at der i Danmark bor etniske grupper, der ved deres udseende og vaner adskiller sig fra almindelige danskere ... og i de seneste år er der sket en svag stigning i tolerancen.' Den øgede tolerance viser sig fx ved, at hele 85 pct. er enige i, at indvandrere skal have lov til at bevare deres sprog og kultur. Stadig færre – kun 20 pct. i 1996 – beskylder indvandrerne for at skabe arbejdsløshed. Om omvendt mener et stigende antal, at indvandrerne gør vores kultur rigere.

For det andet viser Togebys undersøgelser, at jo tættere folk er på indvandrerne, desto højere er tolerancen. Således var der i Københavns og Frederiksberg kommuner i 1996 hele 57 pct. med "ikke-etnocentriske" holdninger, dvs. holdninger som ikke giver etniske mindretal skylden for sociale problemer, mod 43 pct. på landet. Tilsvarende er der også klar stigning i de ikke-etnocentriske holdninger jo yngre, folk er. Mens tallet kun er 27 pct. for 60-69-årige, så er det på 57 pct. i aldersgruppen 20-39 år, dvs. folk som i deres opvækst og skolegang har haft indvandrere tæt inde på livet.

Det sidste element i spørgsmålet om højredrejningen, Dansk Folkeparti, peger heller ikke så entydigt i retning af et skred til højre og i retning af mindre tolerance. Ved kommunalvalget i 1997 hentede Dansk Folkeparti stort set alle sine stemmer fra Fremskridtspartiet og Venstre – partier som i forvejen har profileret sig på hetz mod indvandrere. Påstandene om, at Dansk Folkeparti hentede sine stemmer hos tidligere socialdemokrater viste sig ikke at holde stik, i alt gik Socialdemokratiet kun 0,5 pct. tilbage ved valget. Eneste undtagelse var i en række storkøbenhavnske forstadskommuner, men her var der tale om kommuner, hvor socialdemokratiske borgmestre som Ishøjs Per Madsen og Brøndbys Kjeld Rasmussen i årevis har ført sig frem med påstande og udfald mod indvandrere, som hverken Pia Kjærsgaard eller Kim Behnke kan overgå.

Hvis man skal sammenfatte alle disse undersøgelser og tal, så vil det være forkert at tale om en entydig højredrejning i befolkningen. Der er snarere tale om to andre forhold: For det første er folks holdninger påvirkelige. Det er trods alt positivt, for det betyder, at der er plads til saglige argumenter og diskussion. For det andet bygger skepsis eller "bekymring" over indvandrere ikke på et entydigt racistisk grundlag, men på grundlag af en dybere bekymring over den sociale og økonomiske udvikling.

Det er især af denne grund, at politikere som Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen har lagt stilen om. De har i årevis talt om, at Danmark har verdens højeste velfærd, at Danmark er et "foregangsland," og at privatisering og markedsøkonomi kan løse alle problemer. Men folk tror ikke på dem. Samfundet er ikke så rosenrødt, som politikerne forsøger at bilde folk ind. Det store problem er, at det har været Dansk Folkeparti og ikke socialister, der har gjort sig til talsmænd for den manglende tro på politikernes løfter.

 

 

www.socialister.dk – 6. december 2022 kl. 05:04