[ Socialistisk Revy nr. 1 ]
Socialistisk Revy nr. 1
feb 1998

Socialistisk Revy hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 1

Udskriv artikel

 

Nr. 1

Side 1
· Dansk imperialisme

Side 3
· Besat af danske imperialister

Side 4
· Mere tid til børnene, tak
· Ingen kan vide sig sikker

Side 5
· Massakre for land og olie

Side 6
· Færøsagen - røveri ved højlys dag

Side 8
· Kan krisen kureres?

Side 10
· Den herskende klasse på hævntogt

Side 11
· Fra ide til handling

Side 13
· Skal vi frygte højredrejningen?

Side 15
· Det Kommunistiske Manifest. En verden at vinde

Side 19
· LO 100 år - Hvad skal vi fejre?

Side 21
· Che Guevara - den revolutionære helgen

Side 24
· Tyske studenter kan vælte kansler Kohl

Side 26
· Månedens bog: Skraldemandsmodel og arbejderstyre

Side 27
· Klassekamp eller kærlighed?
· Økonomernes fallit

Side 28
· Royale glansbilleder
· Håndbog i samfundsændring

Side 29
· Politisk klimaforandring

Side 30
· Er sandheden diktatorisk?

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Socialistisk Revy nr. 1 – Side 19 – Februar 1998

Udskriv

LO 100 år – Hvad skal vi fejre?

LO fejrede sit 100-års jubilæum i januar.
Når man hører disse selvtilfredse pampere rose sig selv for alle resultaterne, uden at de peger på de næste skridt på vej mod arbejderklassens forbedrede vilkår, kan man med god grund spørge, om LO har undergravet sin egen berettigelse som en organisation for arbejderklassen. Ole Mølholm ser på LO's historie.

LO's ledere taler her 100 år efter lige så meget om "ansvarlig lønpolitik" som arbejdsgiverne. Der er en større ansvarlighed overfor den danske industris profitmuligheder, end vilje til at slås for vilkår for arbejderklassen, som truer virksomhedsejernes indtjening.

Samtidig er der blandt lederne i LO en selvtilfreds opfattelse af at have gjort, hvad der kan gøres for arbejderne. Den seneste "sejr" for LO-toppen er, at de for 150 millioner kontingentkroner vil bygge en kæmpe kontorbygning på Holmen i Københavns havn.

På trods af LO´s politik er organisationsgraden i arbejderklassen vokset støt fra 34,8 pct. i 1950 til 67,4 pct i 1980 og til 76 pct. i 1994.

At det er nødvendigt at være organiseret, er en dyrt købt erfaring i arbejderklassen. Uden organisationerne ville prisen på arbejdskraft alene blive sat, som arbejdsgiverne ønskede det.

Karl Marx skrev for 150 år siden i Det Kommunistiske Manifest om, hvordan arbejderklassens organisering følger som en naturlig forlængelse af klassekampen under kapitalismen: "Men med industriens udvikling vokser proletariatet ikke blot i tal; det trænges sammen i større masser, dets kraft øges, og det føler denne kraft mere ... Arbejderne begynder at danne sammenslutninger mod bourgeois´erne; de finder sammen for at forsvare arbejdslønnen. De stifter selv varige sammenslutninger for at have proviant under lejlighedsvise rebellioner."

Men fagforeningerne var aldrig organisationer, som skulle omstyrte det kapitalistiske system. De er arbejderklassens våben indenfor kapitalismens rammer. Det sætter fagforeningernes forhandlere i en dobbeltrolle, hvor de både skal skaffe resultater for arbejderne og sikre arbejdsroen for kapitalisterne.

LO som dengang for 100 år siden blev stiftet som De samvirkende Fagforbund (DsF) blev født ud af en hård og langvarig kamp mellem arbejdere og borgerskab. En kamp, hvis hovedindhold var arbejderklassens ret til at organisere sig i fagforeninger. Fagforeningerne og forbundene var efter opstart i 1840'erne for alvor i vækst fra 1870'erne og frem mod århundredeskiftet. Datidens fagforeninger var præget af stor militans og havde alle kampen for socialisme som en central del af deres formålsparagraffer. En meget brugt og effektiv strejkeform var omgangsskruen, hvor arbejdere inden for samme område på skift strejkede på deres fabrikker uden varsel. Arbejdsgiverne vidste aldrig, hvor den næste strejke brød ud. Ved at anvende omgangsskruen fik arbejderne flere gange deres krav gennemført.

Selvom LO blev dannet på baggrund af arbejdernes kamp for retten til organisering, blev LO ikke dannet som en kamporganisation. I 1888 var kræfterne bag dannelsen af LO det fremvoksende lag af professionelle forhandlere i fagbevægelsen. Et lag af fagforeningsfolk, der i højere grad fungerede som aftalepartnere med arbejdsgiverne, end som militante fagforeningsfolk på arbejdspladserne. Deres hverdag var på mange måder adskilt fra almindelige arbejderes, da de ikke længere arbejdede på fabrikkerne, men fungerede som fuldtids professionelle forhandlere. Den fælles betegnelse for dette lag er fagbureaukratiet.

Fagbureaukratiets egentlige mål var fagforeningernes lovliggørelse og arbejdsgivernes anerkendelse af deres formelle forhandlingsret. En af hurdlerne på vej mod dette mål var at få arbejderne til at respektere de beslutninger, de faglige ledere traf ved forhandlingsbordene.

Den store strejke og siden lockout i 1899 var en sejr for fagbureaukraterne på dette spørgsmål. Selve arbejdskampen begyndte netop med, at snedkerne i 7 provinsbyer nægtede at acceptere en aftale, som deres forbundsledelse havde indgået. Den betød nemlig, at snedkerne i provinsen fik en lavere tarif end snedkerne i hovedstaden.

DsF fik overtalt snedkerne til at gå i arbejde igen, så DsF kunne repræsentere dem ved forhandlingsbordet, men arbejdsgivernes næste skridt viste, hvor meget forhandlingslinien var værd. De erklærede forliget for bortfaldet og lockoutede hele snedkerfaget. Da DsF ikke ville acceptere de krav, som arbejdsgiverne stillede, lockoutede arbejdsgiverne endnu 13 byggefag. Samlet ramte lockouten ca. 40.00 arbejdere.

Det var et massivt angreb på arbejdernes sammenhold og på fagforeningerne. I denne kamp appellerede LO kraftigt til solidaritet og økonomisk støtte. Det gav pote i form af over 2 millioner indsamlede støttekroner til de lockoutede arbejdere. Efter fire måneders kamp indgik DsF Septemberforliget, – senere døbt "arbejdsmarkedets grundlov". Heri anerkendte arbejdsgiverne LO som forhandlingspart, og LO anerkendte til gengæld arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Samtidig blev der vedtaget en række varslingsregler i forhold til strejker, så omgangsskruen ikke længere var accepteret af hverken LO eller arbejdsgiverne.

Resultatet var først og fremmest en sejr for LO, dvs forhandlerlaget i fagbevægelsen. Nu var deres forhandlingsret anerkendt, og dermed deres position som bureaukrati sikret. LO var altså ikke en kamporganisation, men først og fremmest en forhandlingsorganisation, der også forpligtede sig til at gå mod de arbejdere, der sloges for bedre forhold og et bedre samfund uden om de snærende bånd i septemberforliget. Kendetegnende for LO var derfor også fra starten, at kun arbejdskampe, der blev anerkendt af LO's repræsentantskab kunne få økonomisk støtte.

Allerede her blev der grundlagt en modsætning mellem militante arbejdere, der vil strejke mod overgreb og for bedre forhold, og så LO, der forpligtigede sig til at stoppe overenskomststridige strejker. En modsætning der har eksisteret lige siden.

LO's historie er præget af en lang række angreb på arbejdere, der ønskede en mere aktiv faglig linje. Den første større udfordring fik LO i 10'erne og 20'erne, hvor den syndikalistiske bevægelse var i fremvækst i Danmark. Syndikalisterne gik ind for direkte aktion mod arbejdsgiverne. Det vil sige strejke, når arbejdsgiverne ikke indfriede krav og løfter. De vendte sig imod LO og de socialdemokratiske lederes forhandlings- og kompromislinje. LO opfattede syndikalisterne som en trussel mod det forhandlingssystem, der var blevet etableret ved Septemberforliget i 1899 og bekæmpede syndikalisterne.

LO-formand Knud Christensen sammen med Poul Schlüter

LO er stolt af samarbejdet med den borgerlige regering – den konservative statsminister Poul Schlüter og formand for LO Knud Christensen.

Men LO's kamp mod syndikalisterne var langt fra enkeltstående. Helt frem til i dag har LO angrebet arbejdere der vil aktionere eller strejke. I 50'erne kørte LO med på anti-kommunismen, og beskyldte strejkende arbejdere for at støtte Sovjetunionen. Da der i slutningen af 60'erne og starten af 70'erne begyndte at vokse en ny opposition frem i fagbevægelsen, var LO også straks ude med riven. Små fagoppositionelle grupper voksede frem så som "den faglige gruppe" på Fyn, der blev dannet i 1969 af en lille gruppe arbejdere. LO kørte straks hele skytset i stilling, og kaldte dem "faglige snigløbere på Fyn" i Aktuelt den 11. oktober 69. Mistænkeliggørelsen af fagligt aktive fortsatte op gennem 70'erne. De strejkende kvinder fra den Kongelige Porcelainsfabrik fik en hilsen fra LO, da de strejkede mod lønnedgang i 1972. LO's daværende formand, Thomas Nielsen, betegnede de strejkende kvinders kamp som "tåbelig, stædig og stupid".

Senere i 70'erne blev strejkende arbejdere hetzet for at være "kinesere eller studenter". Den samme mistænkeliggørelse ramte her i 90'erne de strejkende Ri-Bus chauffører i Esbjerg og de strejkende skraldemænd fra Århus.

LO har aldrig støttet strejkende arbejdere, der på trods af det fagretlige juristeri har forsøgt at bekæmpe overgreb eller kæmpe for bedre forhold. Men LO har heller ikke støttet overenskomstmæssige strejker i særligt omfang. Da hundrede tusinder af arbejdere i den offentlige og private sektor i 1985 forsøgte at bekæmpe daværende statsminister Poul Schlüters indgreb i overenskomstforhandlingerne, tog daværende LO-formand, Knud Christensen, sammen med en række øvrige prominente topfolk fra fagbevægelsen på ferie ved Middelhavet.

LO's historie taget i betragtning kan det ikke undre, at LO ikke har en tydelig berettigelse for unge arbejdere i dag. Det man hører og ser til LO er en flok glade pampere, der mener, de har gjort nok, og kun begiver sig ud i faglige kampe, hvis de er ekstremt hårdt presset af medlemmerne.

Selvom der ikke er brug for dette oppustede bureaukratiske lag i fagbevægelsen, så er der stadig brug for en aktiv, demokratisk fagbevægelse, der kæmper for arbejderklassens interesser, støtter arbejdere i kamp, kæmper for at de arbejdsløse og bistandmodtagerne får bedre forhold og organiserer modstanden mod de nedskæringer og overgreb, den til hver tid siddende regering forsøger at køre af på arbejderklassen.

 

 

www.socialister.dk – 6. december 2022 kl. 04:10