[ Socialistisk Revy nr. 1 ]
Socialistisk Revy nr. 1
feb 1998

Socialistisk Revy hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 1

Udskriv artikel

 

Nr. 1

Side 1
· Dansk imperialisme

Side 3
· Besat af danske imperialister

Side 4
· Mere tid til børnene, tak
· Ingen kan vide sig sikker

Side 5
· Massakre for land og olie

Side 6
· Færøsagen - røveri ved højlys dag

Side 8
· Kan krisen kureres?

Side 10
· Den herskende klasse på hævntogt

Side 11
· Fra ide til handling

Side 13
· Skal vi frygte højredrejningen?

Side 15
· Det Kommunistiske Manifest. En verden at vinde

Side 19
· LO 100 år - Hvad skal vi fejre?

Side 21
· Che Guevara - den revolutionære helgen

Side 24
· Tyske studenter kan vælte kansler Kohl

Side 26
· Månedens bog: Skraldemandsmodel og arbejderstyre

Side 27
· Klassekamp eller kærlighed?
· Økonomernes fallit

Side 28
· Royale glansbilleder
· Håndbog i samfundsændring

Side 29
· Politisk klimaforandring

Side 30
· Er sandheden diktatorisk?

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Socialistisk Revy nr. 1 – Side 21-23 – Februar 1998

Udskriv

Che Guevara – den revolutionære helgen

Che Guevara er stadig et symbol for revolutionær kamp. Mike Gonzalez ser bag om myten og manden, hvis strategi ledte til nederlag trods dens heltemodige karakter

 

Che Guevara blev myrdet den niende oktober 1967 af den bolivianske hær støttet af CIA, der havde en repræsentant med ved henrettelsen. I oktober 1997 blev hans jordiske rester sendt tilbage til byen Santa Clara på Cuba. Der er gået næsten en generation i mellemtiden og de hændelser, der førte til Ches død er sikkert gået mere eller mindre i glemmebogen. Og dog er billedet af Che lige så stærkt i dag som før. Hvert hus i Cuba har hans portræt hængende på væggen, og langs de store veje ses det med opfordring til opofrelse, patriotisme og hårdt arbejde. Hans ansigt er Cubas vigtigste turistvare og ses trykt på T-shirts, plakater, nøgleringe og musikinstrumenter.

Fra sidst i 1970erne og gennem 1980erne begyndte hans billede at tone bort, men i 1990erne er det atter dukket op af glemselen. Den cubanske regering lod billedet af den "heroiske guerillakriger" genopstå, da de østeuropæiske landes kollaps førte til økonomisk og politisk krise, og selvopofrelse blev det vigtigste politiske slogan. Samtidig dukkede det revolutionære helgenbillede op i demonstrationer i Italien og Venezuela, Tupac Amaru guerillaerne bragte det til den besatte ambassade i Lima, og det ses trykt på de røde tørklæder, som Zapatisterne i Chiapas bærer. Genudgivelsen af Guevaras Motor Cycle Diaries i 1996 forsøgte at gendanne ham som en slags omrejsende hippie med en social bevidsthed. Og i 1997 blev John Lee Andersons massive og fascinerende biografi Che Guevara kronen på værket.

I alle disse vidt forskellige sammenhænge symboliserede Che oprør og modstand. Et rygte, den cubanske regering for nyligt har forsøgt at benytte sig af for at skjule dets egne selvmodsigelser og kompromiser. Ved at blive revet bort fra sin egen tid kommer Che til at repræsentere en slags tidløs moralsk egenskab. En følelse, som også forstærkes af de kristus-agtige egenskaber, der er over det sidste billede af ham med det fint tegnede ansigt med dets usædvanlige bleghed.

John Lee Andersons Che Guevara giver alt det nødvendige materiale til at placere Che tilbage i hans rette tid og sted. Alligevel undgår forfatteren konsekvent den historiske forklaring, der burde følge heraf. Hans eneste kommentar er, at Che opmuntrede mange til "nyttesløst oprør" i flere årtier.

Ernesto "Che" Guevara blev født i 1928 af borgerlige forældre, der havde set bedre tider. Han voksede op i Argentina under Peron (1846-1955), et regime, som i begyndelsen var baseret på en mobilisering af uorganiserede omvandrende arbejdere. Peron var hadet lige meget af overklassen som af kommunistpartiet, og de indgik en besynderlig alliance mod ham. Ligesom Fidel Castro voksede Che op med en dyb mistillid til organiseret politik, en korrumperet kommunistisk tradition og enhver form for massebevægelse.

Motor Cycle Diaries er optegnelsen over en rejse foretaget af en varmblodig medicinstuderende på jagt efter eventyr. De udtrykker Ches sociale bevidsthed og instinktive anti-imperialisme, men der er ikke rigtigt nogen tegn på noget kendskab til revolutionære ideer, selvom Anderson i sin biografi ihærdigt forsøger at påvise det. Året 1954 blev et vendepunkt.

Che befandt sig i Guatemala, da en reformistisk regering under Jacobo Arbenz forsøgte at nationalisere de enorme landområder ejet af United Fruit Company. Som de har for vane, organiserede den amerikanske regering (der inkluderede to ledende direktører fra United Fruit) et bevæbnet kup, der væltede Arbenz. Der blev næsten ikke gjort modstand. På den tid var Guevara på sightseeingtur til Maya ruinerne, men han konkluderede, at Arbenz fald skyldtes manglende militær organisering. Faktisk viste denne forklaring en mangel på politisk retning.

Che flyttede til Mexico, hvor han mødte en gruppe cubanske revolutionære ledet af Fidel Castro, som planlagde at vælte diktatoren Batista med magt. I november 1956 sejlede 82 guerillaer afsted til Cuba. Landgangen var en katastrofe – man ventede dem, og blot 22 undslap militærets baghold, deriblandt en såret Guevara. Og dog gik der mindre end to år førend Batista i januar 1959 blev væltet, og befrielsestropperne ledet af Che, Castro og Camilo Cienfuegos holdt deres indtog i Havana.

Ches erfaringer med guerillakrigsførelse er optegnet i to bøger – Guerrilla Warfare og Reminiscences of the Revolutionary War. De var ikke blot dagbøger, men derimod politiske skrifter, der definerede forholdet mellem de revolutionære og deres sociale base. Anderson beskriver konstant Ches "jernvilje" og "disciplin" i denne periode. I de to år han opholdt sig bjergene, henrettede Che adskillige og udmålte strenge straffe til mange andre. Selvom det på overfladen drejede sig om rent militære beslutninger, var Ches største bekymring guerillaernes opførsel. For ham var den altafgørende for revolutionens succes. Denne politiske metode godtager Anderson i sin biografi, hvori Ches handlinger beskrives i flotte detaljer, altimens massebevægelsen, niveauet for den politiske mobilisering og forholdet mellem revolutionen, arbejderne og bønderne stort set ikke nævnes. Det giver det indtryk, at det er de revolutionære, der laver revolutionen ved hjælp af deres viljestyrke alene, og ikke arbejderklassen, som tager magten under konkrete historiske betingelser.

 

Guevara troede fuldt og fast, at selvopofrende individer kunne lave en revolution under alle forhold. Og han var enig med Castro i uenighederne inden for den cubanske modstandsbevægelse; for dem begge var guerillaerne de aktive, medens byproletariatets rolle blot var at støtte dem. Senere insisterede Guevara på, at deres kamp gjaldt en "bonderevolution", i hvilken arbejderne ikke spillede nogen klar rolle. Bjergene var stedet, guerillakrigen metoden og den politiske organisation var bygget op med en militær kommandostruktur. Efter at generalstrejken i 1958 slog fejl, overgik ledelsen af kampen mod Batista definitivt til folkene i bjergene.

Guevaras opgave i revolutionens første måneder var at organisere det statslige sikkerhedsapparat, G-2, og tage sig af henrettelsen af Batistas håndlangere. Han spillede en ledende politisk rolle i opbygningen af den nye stats maskineri. Hans tid som leder af Nationalbanken og som minister for industriel udvikling forløb på samme måde. Andersons påstand, at Guevara var revolutionens marxistiske hjerte er tvivlsom. Men det er sandt, at Che læste marxistiske økonomi i et forsøg på af definere den nye stats vigtigste opgaver.

To beslægtede ideer begyndte at komme til udtryk i Ches taler og skrifter – internationalisme (behovet for at sprede revolutionen til Latinamerika og endnu videre) samt økonomisk udvikling. Han så klart, at uden industrialisering ville Cuba ikke kunne frigøre sig af den spændetrøje, som landets afhængighed af sukkerproduktion (der tegnede sig for 95 pct. af eksporten før revolutionen) udgjorde. Men Cuba var låst fast som en del af verdensøkonomien og havde ikke det, der skulle til for at kunne være uafhængigt – olie, råmaterialer, maskineri eller en industriel basis. I de økonomiske diskussioner, der fandt sted i 1963-64 gik Che imod Sovjets insistering på, at hver produktion skulle kunne betale sig, og at der skulle dannes en ny, bureaukratisk klasse af ledere. Han blev mere og mere bekymret over den manglende industrialisering på den ene side og Cubas isolation på den anden. Men i mellemtiden havde de cubanske kommunister vundet indflydelse på Castro, og Ches vision for den cubanske revolutions fremtid kom til at afvige mere og mere fra Fidels. I februar 1965 gjorde Ches offentlige kritik af den sovjetiske mangel på internationalisme, at der åbnedes en afgrund mellem de to. Han havde allerede da opsagt sine stillinger, selvom hans opsigelsesbrev ikke blev offentliggjort før meget senere.

Samme år argumenterede han i essayet "Man and Socialism in Cuba" for skabelsen af en ny type samfund, der tog afstand fra kapitalistiske værdier og erstattede dem med et begreb om social solidaritet og moralske bevæggrunde (i modsætning til materielle). Essayet var endnu et udtryk for "viljens politik", for at revolutionære kunne bryde de materielle betingelser de levede under ved simpelthen at ville det. Anderson insisterer i biografien på, at Che var marxist, men Che tog ikke notits af Marx' advarsel om at "mennesker skaber historien men ikke under forhold, de selv har valgt."

Nu havde Che vendt sin opmærksomhed mod den internationale arena. Men han holdt sig indenfor de politiske rammer, han havde udstukket med teorien om den politiske avantgarde, fremsat i Guerrilla Warfare. Hans metode var ikke baseret på at opbygge en kamp- og modstandsbevægelse med flere og flere arbejdere for at vælte den eksisterende statsmagt. For Che var revolution en handling udført af en gruppe af revolutionære på vegne af masserne og som gennem deres handlinger opfordrer masserne til at støtte sig. Som Anderson skriver:

"Guerillalivets broderskab, som binder mænd sammen af en fælles sag..., viljen til bevidst at ofre sig selv mens man står overfor enten snarlig død eller endelig sejr, var den smeltedigel i hvilken Ches personlige forvandling fandt sted. Det var de erfaringer, der krystalliserede ham som mand. Det var den erfaring, Che nu udvidede til at gælde resten af verden."

 

I begyndelsen af 1965 forlod Che Cuba. For et stykke tid var det uvist, hvor han befandt sig. For første gang fortælles hele historien om de måneder i Andersons bog. Og det er måske det mest afslørende og tragiske kapitel i Guevaras liv.

Umiddelbart efter den cubanske revolution kom unge sydamerikanske revolutionære til Cuba for at tilegne sig den "guevararistiske" fortolkning af de cubanske hændelser og for en kort tid at træne til deres egne forsøg på "at lave revolution." I næsten hvert eneste tilfælde, blev de hurtigt og grundigt mejet ned af kontra-guerilla tropper i deres hjemland. Alligevel syntes disse erfaringer ikke at gøre noget indtryk på Che.

I april 1965 ankom Che og en lille gruppe cubanere til Congo for at "lede revolutionen." De vidste intet eller kun meget lidt om de politiske og sociale forhold i landet, og de forstod heller ikke magtkampen mellem de omkring 20 grupper, der alle gjorde krav på at lede modstandskampen i Congo. Resultatet var en katastrofe: fire måneders venten, uforståenhed eller nyttesløs træning endte i en uværdig flugt i sidste øjeblik tværs over Lake Tanganyika. Alligevel blev erfaringerne ikke brugt til en kritisk stillingtagen til det arrogante i, at et omrejsende revolutionært lederskab var på evig udkig efter en krig at vinde.

I stedet flyttede Che simpelthen videre og fæstnede sin opmærksomhed på Bolivia – ikke på grund af Bolivias lange og usædvanlige historie med kæmpende arbejdere (der blev ledet af en i sandhed heltemodig minearbejderfagforening), eller fordi Bolivias sociale forhold antydede muligheden af en snarlig revolution. Che havde blikket vendt mod Argentina, hvor en bevægelse omkring arbejderklassen i byen var vokset frem. Men Ches beslutning om at opbygge en guerillagruppe nær grænsen mellem Bolivia og Argentina betød, at han kom til at befinde sig længst muligt væk fra de to centre for den argentinske og den bolivianske arbejderklasses kamp.

Ches liv i Bolivia findes optegnet i Bolivian Diaries. Det er en usædvanligt bevægende tekst, for det er en optegnelse over en fiasko. Et sted noterer Guevara, at en minearbejderstrejke havde stået på i en måned, men at guerillaerne ingen kontakt havde med dem – eller med nogen anden gruppe. Efter at være blevet omringet og taget til fange, blev Guevara myrdet i landsbyen Camiri. Meget få af hans kammerater overlevede.

Der ligger et paradoks her, som Anderson godt nok hentyder til, men ikke forklarer. I 1965 tiltrak en ung fransk studerende, Regis Debray, sig Fidel Castros opmærksomhed. Debray blev opfordret til at skrive et forsvarsskrift for guerillametoden for det europæiske marked. Hvor utroligt det end lyder, så lader det til, at Castro og han diskuterede, hvorvidt Bolivia var et passende sted, og denne uerfarne europæer blev sendt afsted for at vurdere det revolutionære potentiale der. Debrays senere forsøg på at opspore Che i Bolivia har næsten med sikkerhed medvirket til, at han blev opdaget og taget til fange.

 

Debrays udbredelse af guerilla-myten blandt den nye generation af europæiske tredjeverdens revolutionære på udkig efter et alternativ til stalinismen falder sammen med den selvsamme strategis kollaps. Myten om revolutionen i den tredje verden, overalt symboliseret ved Che, nåede sit højdepunkt mens Guevara, syg og i vildrede, vandrede rundt i Bolivias regnskove. Ches opfordring til den Trekontinentale Konference i april 1967 om at skabe "et, to, tre, mange Vietnamer" var et genialt slogan. Hans egen politiske praksis, derimod, var ude af stand til at indfri dette løfte, og Ches død kom til at stå som dets gravskrift. Inden der var gået et år, havde Castro annonceret Cubas indtræden i den sovjetiske lejr og opgivet guerilla strategien uden det store hurlumhej, – kun den venezuelanske revolutionær Douglas Bravo udråbte det til forræderi.

Jean Paul Sartre kaldte Guevara "sin tids største menneske" – og gav derved startskuddet til, at Che-legenden blev slået fast og samtidig afpolitiseret. Selvopofrelse, uselviskhed og hengivenhed er noble egenskaber, men i sidste instans kan de kun dømmes ud fra den sag, de er viet til. Guevara var en revolutionær, opsat på kampen for social forandring; og dog blev hans myte først brugt til at promovere og siden lægge skjul på den katastrofale politiske metode, det har taget venstrefløjen i Sydamerika en hel generation at komme sig over.

Debray afviste senere guerilla metoden og gik siden ind i Francois Mitterands regering. I 1989 viste kollapset i Østeuropa på den mest brutale og direkte måde virkeligheden bag Cubas underkastelse under Sovjetblokken – samt Cubas fortsatte afhængighed deraf. Dets økonomi brød sammen under det samlede tryk af stalinismens død og USA's blokade. For at landet skulle overleve, måtte almindelige cubanere vise usædvanlig offervilje. Ches symbol blev nu brugt til at antyde, at Castro og den cubanske regering kom ud af deres tyve årige involvering med stalinismen med rene hænder. Che var ren, og det var de så også; de to årtier, der var gået i mellemtiden, blev der simpelthen set bort fra. Tricket lykkedes ikke. Den daglige virkelighed er, at Cuba allerede er en del af verdensøkonomien og modtager sine turister, sælger sine kroppe til dem i en jagt efter dollars for at kunne købe selv den mest basale fornødenhed. Selvopofrelsens retorik virker simpelthen ikke denne gang, og den cubanske stats forsøg på på den ene side at organisere udbyttelsen af de cubanske arbejdere under hensyntagen til udenlandske interesser, og samtidigt fremstille sig selv som deres forsvarer vil bryde sammen under vægten af sine egne selvmodsigelser.

I de kommende år må den cubanske arbejderklasse igen lære lektien om organiseret modstand og genopdage den sociale revolutions politik, hvor drivkraften ikke er heltemodige guerillaer eller moralsk retfærdighed, men derimod arbejderklassens egen befrielse. Den vil være nødt til at genopdage arbejdernes internationalisme og betydningen af ægte demokrati, som blomstrer i kamporganerne. Det er fuldt ud muligt, at Guevaras billede atter vil tjene som billede på ønsket om en forandret verden. Men som Andersons grundige biografi bekræfter, må Ches liv og politik også tjene et andet, men meget vigtigt formål – at minde os om at den revolutionære ånd godt kan symboliseres ved en heroisk guerillas ansigt, men at den revolutionære praksis kræver, at det er arbejderklassen, der indtager den historiske scene og udfører sin egen befrielse.

 

Che Guevara
af John Lee Anderson
Bantam Press
814 sider, 250 kr.
(Kan købes hos Internationale Socialisters Forlag)

 

 

www.socialister.dk – 6. december 2022 kl. 04:50