socialister.dk: Socialistisk Revy nr. 1

Tyske studenter aktionerer for bedre studieforhold, men også for bredere ændringer i samfundet. Frank Antonsen skriver om baggrunden for aktionerne.

Siden starten af november sidste år har de tyske studenter været i aktion. På mindst 130 universiteter og andre højere læreanstalter har de studerende strejket. Flere universiteter er blevet besat. Der har været gigantiske demonstrationer i alle større byer.

Tallene er imponerende: 50.000 har demonstreret i Bonn, 30.000 i Berlin, 15.000 i Wurzburg; stormøder blandt studenterne har omfattet 5000 i Frankfurt, 1500 på den Pædagogiske Højskole i Køln, 900 jurastuderende i Frankfurt osv. Det er de største studenterdemonstrationer nogen sinde i Tyskland, de overgår selv 1968.

Aktionerne skyldes de studerendes elendige forhold. Siden 1970erne er antallet af studerende steget med 90 pct., hvorimod antallet af lærerstillinger kun er steget med 10 pct. Det betyder, der er alt for mange studerende i hver klasse, og at lærerne ikke har tid nok til at vejlede de studerende.

Studenterdemonstration i Darmstadt

Studenternes demonstrationer var de største nogensinde, større end selv 1968. Her: Darmstadt 24.11.

Der er næsten dobbelt så mange studerende som der er plads til. Bibliotekerne har ikke bøger nok og har slet ikke råd til at købe tilstrækkelig mange nye bøger.

Kohls regering ønsker også, at de enkelte universiteter skal begynde at konkurrere indbyrdes om de nye studerende, så der oprettes egentlige elite-universiteter for de få, og anden rangs universiteter for de mange.

Den konservative regering har igen og igen skåret ned på universiteternes budgetter. Den har også forsøgt at indføre studiegebyrer, så de studerende skulle betale for at få lov til at studere. Hvor de studerende skulle få de penge fra, er ikke nemt at få øje på. I følge ministeriets egne tal kan en studerende leve for 4.700 kroner om måneden, mens den allerhøjeste SU kun er på 3.825 kroner. Og det er endda de færreste, der kan få denne højeste SU.

I alt er den tyske stats udgifter til SU på 3 mia. DM om året (ca. 12 mia. kroner), og regeringen har planer om at halvere dette beløb. De studerende skal så låne sig til resten af de penge, de skal bruge for at kunne overleve.

Det vil betyde, at kun studerende fra velstillede familier, der kan få økonomisk hjælp hjemmefra, vil være i stand til at studere. Børn fra arbejderklassen vil reelt være udelukket. På den måde vil forskellen mellem rig og fattig øges yderligere. Sådan er det hver gang markedet styrer: de rige bliver rigere, de fattige fattigere.

Det er ikke underligt, at nogle af de mest populære slogans er "Ud med Kohl!" og "Uddannelserne bliver tyndere og tyndere, Kohl bliver federe og federe."

Regeringen påstår, der ikke er råd til at sikre et højt niveau på landets universiteter. Alligevel havde de råd til at bevilge 23 mia. DM, ca. 90 mia. kroner, til et krigsfly-projekt kaldet Eurofighter.

Ligesom vores egen Nyrup har Kohl også fjernet formueskatten. Det kostede staten 8,4 mia. DM eller omkring 33 mia. kroner. Til sammenligning skønner de studerende, at der skal 8 mia. DM til, for at rette op på de sidste mange års nedskæringer, det ville altså være nok bare at genindføre formueskatten.

Meget hurtigt er studenteraktionerne blevet vendt mod Kohls konservative regering og mod dens nedskæringspolitik, der altid kun rammer de dårligst stillede mens de rige bliver forgyldt.

Et slogan på den allerførste aktion var således "Penge til lærere og ikke til Eurofighteren." Senere er slogans som "Beskat de rige" kommet til.

Startskuddet kom den 29.10 da studerende på Giessen Universitet besluttede at gå i strejke. Det skete efter at 600 studenter var dukket op til et kursus, der kun var beregnet til 40. Snart spredte aktionerne sig til resten af landet, hvor alle studerende kendte til lignende situationer på deres egen krop.

For eksempel stemte 900 jurastuderende i Frankfurt for at skride til direkte handling. Blandt andet at oprette vejspærringer og besætte hovedbiblioteket.

Den foreløbige kulmination blev nået lige før jul. Den 18.12 demonstrerede 30.000 studerende foran regeringsbygningen i Bonn. De blev mødt af politi på hesteryg, der angreb med tåregas og knipler. Det var det mest voldsomme angreb på en studenterdemonstration i mere end ti år.

En sådan aktion kan radikalisere studenterne mere og måske også trække andre grupper med ind i aktionerne. Allerede inden den 18. december, var skole- og gymnasieelever begyndt at slutte sig til de universitetsstuderende. I modsætning til 1968 er arbejdere nu også begyndt at slutte sig sammen med studenterne.

Journalister fra avisen Frankfurter Rundschau deltog fx i studenterdemonstrationen i Frankfurt i starten af december. Og i Berlin sluttede de studerendes demonstration sig sammen med en demonstration af arbejdere mod privatiseringer. I Duisburg besatte studenterne en motorvejsbro, hvor de fik tilslutning fra repræsentanter fra det nærliggende Krupp-Hösch stålværk.

Det tyske LO har indkaldt til en sympatidemonstration, og der bliver afholdt en konference i løbet af januar for at koordinere den videre kamp.

Utilfredsheden har ligget og ulmet længe blandt de studerende. Og som studenterne har fået mere selvtillid er aktivitetsniveauet steget og protesterne blevet mere og mere radikale.

Det er noget, der ofte sker ved masseaktioner. Når store folkemasser kommer i bevægelse, begynder flere og flere at søge efter nye svar, og der stilles spørgsmål ved mere og mere, der før blev taget for givet. I sådanne situationer kan den politiske udvikling gå meget stærk.

Demonstranter, der er blevet angrebet af politiet, vil ikke fremover være så tilbøjelige til at stole på autoriteterne. Og når de bagefter har svært ved at genkende deres egen situation i pressens beskrivelser, så vil de heller ikke længere stole på medierne.

Som protestaktionerne vokser, sker der oftest to ting. For det første forsøger de øverste lag i studenterorganisationerne at lægge en dæmper på gemytterne. For det andet begynder de menige aktivister at se sig om efter allierede og de begynder at generalisere deres egne erfaringer og forsøger at lære af andres.

Det så man meget tydeligt ved den store demonstration den 18.12. Studenterorganisationernes ledere havde længe forsøgt at forbyde revolutionære socialister at deltage og at holde de mest militante studenter i ro. De forsøgte sågar at mindske antallet af demonstranter.

Politiet havde oprettet en zone omkring regeringsbygningen, hvor det var forbudt at demonstrere. Men studenterne brød gennem politiets grænser, selvom organisatorerne forsøgte at holde dem tilbage. Studenterne var inspireret af en minearbejderaktion tidligere på året, der netop også havde set stort på politiets forbud.

Medierne forsøgte at fremstille politiets vold som et udslag af nogle få anarkistiske studenters handlinger. Men billederne af demonstranter med skilte som "beskat de rige", der blev gennembanket af politiet viste noget andet, og sympatien blandt befolkningen for de studerende er støt stigende.

Eftersom de studerendes aktioner mere og mere retter sig imod nedskæringer generelt, vil også flere og flere slutte sig til demonstrationerne. Arbejdsløsheden i Tyskland er rekord stor, 4,5 millioner er uden arbejde. Privatiseringer er på regeringens dagsorden ligesom i resten af Europa, med øget arbejdsløshed og social nød til følge.

Samtidig skraber aktionærerne flere og flere penge ind. Den rigeste tiendedel af Tysklands befolkning besidder halvdelen af al værdi. Siden Kohl kom til magten i 1982, er de private formuer steget med 18.000 milliarder kroner!

For at sikre Tysklands deltagelse i den økonomisk-monetære union, ØMU, og for at forsvare kapitalisternes profitter nu, hvor krisen i Sydøstasien truer med at brede sig, er regeringen tvunget til at gennemføre endnu flere nedskæringer.

Året 1997 har i forvejen været et år med høj faglig aktivitet i Tyskland. Derfor er det meget sandsynligt, at 1998 vil se endnu flere og endnu større aktioner, hvor studenter og arbejdere går sammen. Og hvor kampen for bedre studievilkår kædes sammen med kampen mod privatiseringer og sociale nedskæringer i det hele taget.

Det vil sætte kravet om Kohls afgang på dagsordenen. En meningsmåling for nylig viste, at 62 pct. af befolkningen forventede, Kohl ville vinde valget og fortsætte som kansler. Men samtidig viste undersøgelsen også, at 68 pct. tilsluttede sig parolen "Kohl må væk". Utilfredsheden er stor, men meningsmålingen viser en manglende selvtillid blandt Tysklands arbejdere og studenter. En sådan selvtillid kan kun komme ved at få flere og flere positive erfaringer med kamp.

Den udvikling er allerede i gang. For eksempel fik studenterne i Bremen efter 3 dages aktioner afskaffet deres studieafgifter, mens jurastudenterne i Frankfurt fik tilsagn om 100.000 DM ekstra efter en besættelsesaktion.

Der er ikke i øjeblikket nogen landsdækkende studenteraktiviteter, derimod diskuteres det kommende semesters aktiviteter livligt. Selv om der stadig er lokale aktiviteter, er det det kommende valg, der præger debatten i Tyskland.

Valget kommer meget ubelejligt for Kohl-regeringen. Regeringspartierne strides indbyrdes, og også internt i partierne er der uro.

De sidste par år har der reelt ingen vækst været i den tyske økonomi – og for 1998 spår en top-bankchef en vækst på 0,3-0,5%. Dønningerne fra krisen i Sydøstasien har fået det økonomiske magasin Wirtschaftswoche til at tale om "Panik for det økonomiske system".

Nye afsløringer af nazistiske gruppers voldelige hærgen inden for den tyske hær har ikke gjort kritikken af Kohl mindre.

De seneste par års strejker, demonstrationer og besættelser har skabt en meget politisk-kritisk stemning i den tyske befolkning. Den manglende økonomiske vækst gør det svært at forestille sig, at aktiviteterne ikke skulle fortsætte i 1998.

Bliver resultatet, at Kohl vælter, kan socialdemokraterne få svært ved at få deres planer om at fortsætte nedskæringspolitikken til at glide ned.

Socialistisk Revy nr. 1
feb 1998

Temasider

Nr. 1

Hovedmenu

Socialistisk Revy nr. 1 – Side 24 – Februar 1998