Socialistisk Arbejderavis

Nr. 206 – September 2002 – side 9

USA ønsker krig mod Irak

Imperialismen kan knækkes

Jørn Andersen

Indtil USA startede sin krig mod Afghanistan havde den anti-kapitalistiske bevægelse først og fremmest handlet om at bekæmpe økonomisk uretfærdighed. Pludselig blev den tvunget til at forholde sig til den militære side af globaliseringen.

Med få undtagelser, som f.eks. ledelsen af Attac i Frankrig, blev den anti-kapitalistiske bevægelse en central del af en massiv anti-krigsbevægelse. Dens protester viste at krigen var magthavernes og ikke folkenes.

Imperiet

Det har igen fået mange til at snakke om “imperialisme” eller “imperiet”. Men nogle gange er det usikkert, hvilken retning argumenterne fører os hen. Et eksempel er “The logic of empire” af George Monbiot i Guardian 6. aug. i år.

Artiklen tilbageviser glimrende alle Bush’s argumenter for krig og påviser, at “den nye begrundelse for krig er den blotte eksistens af Saddam Hussein”.

Monbiot forsøger at finde de reelle grunde til, at USA ønsker krig: Bush er under pres på hjemmefronten, og så kan en krig jo være nyttig. USA har et militær-industrielt kompleks, som skal have retfærdiggjort sin eksistens. Han konkluderer, at, bortset fra olie, så har USA intet strategisk formål med at føre krig mod Irak.

Konklusionen bliver så nemt, at krigen er irrationel og Bush bare er en no-brain, der ikke har fattet noget som helst. Hvis det var sandt, så kunne man bare appellere til ham og hans rådgivere om at tænke sig om en ekstra gang. Det er desværre også næsten der, Monbiot lander. Hans appel går dog til hans egen, britiske regering.

Hvorfor krig?

Desværre er det ikke så let: USA har en strategisk grund til at gå i krig.

Det er rigtigt, at det militær-industrielle kompleks er for krig. Og at indenrigspolitisk pres kan afgøre, om Bush i sidste ende vælger at gå i krig eller ej. Men det kan ikke forklare, hvorfor hele USA’s establishment har snakket så meget om krig i flere måneder.

Det er rigtigt, at Irak ikke er en trussel mod USA – dens befolkning møder dagligt langt større trusler på hjemmefronten. Men Irak står i vejen for at USA kan få en mere solid kontrol over Mellemøsten og dens olie. Og kontrollen over Mellemøsten er en vigtig nøgle til kontrollen over resten af verden.

De kortsigtede gevinster er bl.a. at mere kontrol over Mellemøsten vil sikre olieprofitterne. Men USA er ikke direkte afhængig af Mellemøstens olie, så kontrol over olien skal også bruges til at lægge pres på langt større magter end Irak. F.eks. er EU og Japan enormt afhængige af olien i Mellemøsten.

For magthaverne i USA handler det om at sikre det system, der giver dem den magt og de privilegier, der definerer hele deres verden. Det er det strategiske formål.

Er USA almægtig?

Det er en udbredt myte at USA er almægtig. USA er uden tvivl den suverænt stærkeste militærmagt i verdenshistorien. F.eks. er USA’s militærbudget for 2003 større end de 14 næststørste landes tilsammen – heriblandt Japan, Vesteuropa, Rusland og Kina.

Men USA kan ikke bare gøre alt, hvad der passer dem. Den gamle krigsforbryder Henry Kissinger udtrykte det for ti år siden således:

“USA er mere overlegen end for 10 år siden, men ironisk nok er magten blevet mere diffus. USA’s evne til at anvende den til at forme resten af verden er faktisk blevet mindre.”

De er stadig afhængige af allierede i Mellemøsten og blandt de andre stormagter for at kunne gennemføre en krig. I Afghanistan var det Nordalliancen, i Colombia lokalt militær. Selv deres allierede danser ikke altid efter USA’s pibe: De handler med Cuba, de køber olie af Iran og Irak osv.

Som Chris Harman skrev i Socialist Review i april 2002:

“De [andre stormagter] har ikke noget imod at verdens største tyv spiller politimand. Men de ønsker ikke, at han skal røve fra dem selv.”

Billedet af imperialismen i dag er altså ikke én almægtig stat, USA, og en lang række lydige undersåtter. Snarere er det et hierarki af indbyrdes rivaliserende magter, der slås om retten til at udbytte klodens 6 milliarder mennesker og dens ressourcer.

USA kan udfordres

At der ikke er tale om et almægtigt hegemoni betyder to ting: På den ene side at det er et livsfarligt system. Faren for at USA eller et andet land vil anvende atomvåben inden for de nærmeste få år er steget betragteligt.

Men på den anden side betyder det også at USA’s magt kan udfordres. F.eks. har palæstinensernes modstand været afgørende for at USA endnu ikke har turdet starte krig mod Irak. USA’s manglende evne til at samle en alliance mod Irak har betydet, at opbakningen til krig i USA selv nu begynder at falde.

Demonstration mod Vietnamkrigen, London 1968

Modstanden mod USA's krig i Vietnamkrig var en af de vigtigste årsager til, at USA i sidste ende trak sig ud af krigen – uden at have vundet. Billedet er fra en demonstration i London i 1968.

Men det er ikke ligegyldigt, hvor modstanden mod USA’s dominans kommer fra: Fra rivaliserende stormagter. Eller fra mindre stater, der “tilfældigvis“ kommer i vejen for USA’s planer. Eller fra masseprotester blandt de 6 milliarder mennesker, som de imperialistiske magter slås om at udbytte.

Den sidste mulighed er dybest set det eneste håb for verden. De andre former for modstand mod USA handler i bund og grund om indbyrdes krig mellem vore undertrykkere.

Men også her er der forskel. Når mindre lande har haft held til ikke at underordne sig, har det skabt problemer for USA, som har gavnet modstanden fra neden.

Vietnam

Det klassiske eksempel er Vietnam, som det ikke lykkedes USA at knække. Det gav inspiration til oprør i bl.a. Chile, Iran og Nicaragua samt en mangeårig oprørs- og protestbølge verden over, kendt som 68-oprøret.

USA’s nederlag i Iran i 1979 udløste modstand bredt i Mellemøsten og skabte de problemer for USA, som krigen mod Irak skulle rette op på.

Inspirationen fra undertrykte landes modstand kommer ikke fra hvilken type styre de har: Hverken Vietnam eller Iran er specielt demokratiske, men har i mange år undertrykt deres egen befolkning.

Inspirationen kom fra at de gav problemer for USA. Derfor ønsker socialister i en sådan konflikt, at USA lider nederlag og de undertrykte nationer vinder. Hermed skabes de bedste muligheder for modstanden fra neden: Verdens 6 milliarder arbejdere, bønder og andre undertrykte.

Det gælder også i en krig mellem USA og Irak. Uanset at Saddam Hussein er USA’s tidligere allierede og at han står i spidsen for et råt, undertrykkende styre, så vil et evt. nederlag for USA i Irak efterlade et svækket USA. Et svækket USA vil være en enorm inspiration for de undertrykte i Colombia og det øvrige Latinamerika, for palæstinenserne og det øvrige Mellemøsten og for arbejdere, socialister og anti-kapitalister verden over.

Et svækket USA vil også være en enorm opmuntring for de undertrykte i Irak selv. Selv om Saddam Hussein i første omgang vil fremtræde som sejrherre i Irak, så vil en sejr også udløse krav om forandring, om demokrati og bedre levevilkår.

Det var hvad der skete i Serbien i 2000. Vest-magterne kunne ikke vælte Milosevic. Han fremstod trods massebombninger som national leder, men i oktober 2000 blev han væltet af oprør nedefra.

Det samme kan ske for Saddam Hussein. Hans bedste garanti for overlevelse har hidtil været, at USA holder de arabiske masser nede.

EU som alternativ?

Derimod er det en enormt farlig blindgyde, som SF’s Holger K Nielsen bevæger sig ind på i sine 16 teser “Fremtiden ligger til venstre”:

“det er vigtigt at skabe alternativer til den ensidige amerikanske globale dominans. ... Med alle EU’s fejl og mangler udgør Europa trods alt et socialt, demokratisk og miljømæssigt alternativ til den amerikanske model.”

Men det er absurd at lancere én ny-liberalistisk, imperialistisk blok som alternativ til en anden. Mod eget ønske gør Holger sig hermed til part i en imperialistisk rivalisering, hvis logiske slutpunkt er en altødelæggende atomkrig mellem USA og EU.

Der er vi selvfølgelig langtfra i øjeblikket. EU-landene støtter oftest USA militært. Men der er hårde økonomiske konflikter. EU er ved at opbygge egne militære strukturer. Og når EU-lederne ønsker EU som den stærkeste økonomi i verden, så er det ikke noget USA ser med tilfredshed på.

Socialister bør ikke tage stilling i konflikter mellem rivaliserende imperialistiske magter. Uanset hvem der vinder, så risikerer de at have smadret det meste af kloden. I begge tilfælde sker det på bekostning af modstanden nedefra. I stedet skal vi bekæmpe vore egne magthavere og deres allieredes krigslyst.

Alternativ til imperialismen

For at opsummere:

Imperialismen er et verdenssystem, der former et hierarki af indbyrdes rivaliserende magter. Imperialismen er en sammenvævning af militære og økonomiske interesser.

Imperialismen er irrationel (uden fornuftsmæssig sammenhæng) for 99 pct. af verdens befolkning. Men systemet har sin egen vanvittige logik, hvor krig, sult, fattigdom er acceptable redskaber, når det handler om at sikre magthavernes privilegier og magt.

Alternativet til dette vanvittige system er ikke en mere human kapitalisme. Det er når kapitalismens indre logik udfolder sig på verdensplan, at vi kalder det imperialisme. Det er to sider af samme sag. I stedet for kun at bekæmpe imperialismen værste udskud, må det handle om at bekæmpe systemet som helhed.

Denne kamp starter med at bekæmpe magthavernes helt konkrete dagsorden med ny-liberalisme og krig. Her skal vi udnytte splittelserne blandt magthaverne til at bygge så stærk en bevægelse som muligt.

“Særligt siden 1981, hvor Reagan lancerede doktrinen om om at føre krig mod den internationale terrorisme har USA været en af verdens førende terroriststater.”

-Noam Chomsky, Politiken d. 24.august 2002

Noam Chomsky’s bog, ‘9-11’, udkommer i starten af september på dansk. Forlag: Bindslev.

Den engelske udgave kan købes på IS-Forlaget: 86 19 30 24

Se også:
SAA 206: Socialistisk Arbejderavis mener: Ingen krig mod Irak
SAA 206: Ingen krig mod Irak
SAA 206: Opbyg krigsmodstanden: Bredde og aktivitet
SAA 206: Hvad handler krigen om?

Flere artikler fra nr. 206

Flere numre fra 2002

Se flere artikler om emnet:
Imperialisme

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 9504 gange.

Redirect = 0