Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 286 – 12. februar 2009 – side 8

Fra krise til oprør?

Jørn Andersen

Chefen for IMF, Den internationale Valutafond, Dominique Strauss-Kahn, forudsagde i midten af januar, at den økonomiske krise vil betyde mere uro.

“Det vil kunne ske overalt, helt sikkert i Europa, men også andre steder,“ sagde han. “Det kan være i mit eget land, Frankrig, Storbritannien, det kan være Østeuropa“.

“Situationen er rigtig, rigtig alvorlig.“

14 dage senere gik op mod 2,5 millioner i strejke i netop Frankrig. I Storbritannien er tusinder gået i strejke mod fyringer. I Letland og Lithauen har demonstranter mod regeringens krisepolitik kastet bl.a. æg mod parlamentet.

I Island er regeringen væltet efter flere ugers militante demonstrationer.

Dette er blot nogle få eksempler på, at folk ikke uden videre accepterer at betale for krisen. Læs om nogle af dem på disse sider.

Alvorlig?

Det IMF-bossen er bange for er ikke krisen som sådan, men at krisen skal udvikle sig til et større socialt oprør. For ham er protester og strejker et langt større problem end om folk bliver fyret i tusindvis eller må gå fra hus og hjem.

IMF-bossen bekymrer sig for, om den elite, han er en ledende del af, fortsat kan opretholde det kapitalistiske system, der giver dem et privilegeret liv. Han bekymrer sig langt mindre for de mange, mange millioner mennesker, som den selv samme elite har udset til at betale for krisen.

For socialister er det omvendt: Protest og modstand er det eneste håb for at det ikke er os, der kommer til at betale for krisen. Og hvis det kræver et andet system end det kapitalistiske, så har vi nogle ganske gode ideer parat.

Oprør?

Men har IMF-bossen og hans venner grund til at være bange? Kan vi forvente et oprør som følge af krisen?

Desværre gives der ikke nogle enkle svar.

Men ja, IMF-bossen har grund til at være bange. Dybe kriser som den nuværende kan føre til oprør i et omfang, vi ikke har set i mange år.

Krisen i 30erne udløste massekampe, hvor millioner krævede forandring. Det såkaldte “68-oprør“ blev bl.a. udløst af, at efterkrigstidens opsving stoppede op.

Når systemet er i en dyb krise, og især når den magthavende elite samtidig forsøger at forgylde sig selv og tage pengene fra os andre, så er det ikke længere kun et spørgsmål om justeringer eller “reformer“. Så begynder millioner at spørge, om systemet egentlig er så fantastisk, som vi hele tiden får at vide.

I det omfang sådanne spørgsmål omsætter sig i millioner af menneskers organiserede modstand, så kan det give mulighed for at sætte en stopper for kapitalismens vanvid.

Afmagt og apati

Desværre er der også mindst to andre muligheder.

Den ene er, at folk bliver bange – for deres job, bolig og fremtiden i det hele taget. Så bange, at de dukker nakken og håber på det bedste.

Ugebrevet A4 skrev 9. februar om, hvordan fyringer giver stress, både for de fyrede og dem der bliver tilbage: “I forvejen var vi stressede – nu er vi også angste. Økonomisk krise og massefyringer truer os på vores livsgrundlag ...“

“Lettest er det faktisk for dem, der bliver fyret. Deres situation er afklaret, og de har nu et nyt grundlag at handle på. Værre med dem, der er tilbage. De må knokle videre med uvisheden og angsten for at ryge ud i en næste bølge.“

Det gælder ikke kun for os som individer, det gælder også for vore kollektive muligheder for at handle. Op gennem 1980-90erne, hvor regeringer verden over gennemførte brutale nyliberalistiske angreb, var utilfredsheden måske stor – men modstanden var faktisk meget lille.

Problemet er, at for at handle, så skal man tro på, at det nytter. Hvis alle andre ser ud til at acceptere forringelser, så er det svært at tro på, at man kan kæmpe imod.

Dog skal det siges, at i en krise som denne, der kommer ret pludseligt efter flere år med lav arbejdsløshed, så er der helt sikkert nogle, som vil kæmpe imod. Og hvis de har succes, så vil mange flere følge efter.

Men der er også en anden mulighed.

Syndebukke

Der er ingen garanti for, at vreden rettes direkte mod systemet. Den kan også rettes mod andre arbejdere, fx indvandrere, som “tager vores jobs“.

Det sker, når folk på den ene side ønsker at gøre modstand, men på den anden side køber mange af de politiske ideer, som magthaverne bruger til at splitte os med.

Vi skal også huske, at krisen i 30erne ikke kun førte til oprør i mange lande. I fx Tyskland førte det til en nazistisk massebevægelse, som ganske vist ikke havde den store opbakning i arbejderklassen, men som tiltrak mange arbejdsløse og “pjalteproletarer“ og ikke mindst fra middelklassen.

Ved at gøre etniske, religiøse og seksuelle mindretal til syndebukke kunne de fremstille sig med et radikalt svar på krisen. De brugte deres magt til at smadre den tyske arbejderklasses organisationer, starte en erobringskrig og udrydde millioner af “folkefjender“.

I Danmark betød krisen gennemslag i 1973 også fremvæksten af Glistrups Fremskridtsparti. Og når Dansk Folkeparti i dag kan samle en del arbejderstemmer, så er det også udtryk for, at det nogle gange er nemmere at sparke nedad end at sparke opad.

Udfordring

Om det går den ene eller den anden vej, mod oprør eller reaktion, afhænger i høj grad af venstrefløjen. Organiserede socialister kan gøre en stor forskel.

Det gælder helt nede fra gulvplan på fabrikken eller kontoret i de daglige diskussioner: Er det cheferne og systemet, vi skal blive vrede på? Eller skal vi finde syndebukke? Og hvis det er cheferne og systemet, hvordan kan vi så kæmpe imod?

Socialister, der forstår hvor dyb krisen er, kan ofte gøre forskellen mellem til hvilken side svarene falder. Forudsat, at de både er i stand til at give radikale svar og samtidig finde måder at organisere modstand – nogle gange små protester, andre gange strejker og besættelser.

Men det gælder også på det større plan. Hvis organiserede socialister er i stand til at organisere modstand og levere et radikalt politisk alternativ, som reelt angriber magthaverne og systemet, så er muligheden: At krise bliver til oprør.

Men der er er ingen automatik i at det bliver til oprør – og slet ikke i, at oprøret vinder.

Krisen og modstanden mod den kaster en masse spørgsmål op i luften. Det er op til organiserede socialister at give svar – og at omsætte utilfredsheden til aktiv og solidarisk modstand.

Se også:
SAA 286: Protester vælter Islands regering
SAA 286: Frankrig: Millioner i strejke mod Sarkozy
SAA 286: “Britiske jobs til britiske arbejdere“
SAA 286: Bliv medlem af IS/U

Flere artikler fra nr. 286

Flere numre fra 2009

Se flere artikler om emnet:
Økonomisk krise
Krise og modstand (internat.)

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 2730 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside