Socialistisk Arbejderavis
Nr. 287 – 19. marts 2009 – side 9
Klima
Hvem kan stoppe den globale opvarmning?
Jørn Andersen
Hvis man læser rapporten fra FN’s klimapanel eller en af de mange bøger, der det seneste år er udkommet om klimatruslen, så er det ikke svært at indse, at der skal handles – og at det skal ske nu.
Det er heller ikke svært at se, at CO2-udledningen skal ned på det niveau, som naturen selv kan optage, og at det skal ske ved at afbrændingen af kul, olie og gas bringes ned på ... meget lidt.
Teknisk set er det ikke et uoverstigeligt problem – hvis der investeres massivt, og det gøres nu.
Det behøver ikke true vore levestandard. Selv om det er store investeringer her og nu, så er det på bare lidt længere sigt ikke dyrere at bruge vedvarende energi end fossile brændstoffer.
Kapitalisme
Men når det kommer til, hvordan det kan gennemføres i praksis, starter forvirringen.
Nogle tror på, at “verdens ledere“ vil indse fornuften i at foretage den nødvendige omstilling.
Det er ret naivt. Dels er der meget store kapital-interesser bundet i fortsat afbrænding af kul, olie og gas – ja, det er noget man går i krig for. Dels er de fleste politikeres hjerner inficeret af ideologien nyliberalisme, som siger, at man ikke skal udfordre disse kapital-interesser.
Selv om det er naivt, bruger mange store miljø-organisationer de fleste af deres kræfter på at overbevise politikere om, hvor fornuftigt det vil være at omstille.
Do it yourself
En anden opfattelse er, at det handler om at omstille sit eget liv. Det er en opfattelse, der findes i både en borgerlig og en anti-kapitalistisk version.
Den borgerlige version finder man i mange af de TV-udsendelser, blade og bøger, der skriver om klima. Her får vi at vide, at vi skal “ændre livsstil“, cykle i stedet for at tage bilen, skifte til el-sparepærer, flyve mindre osv.
Problemet er bare, at det batter utroligt lidt. Og at det for de fleste af os kun er muligt at gøre i begrænset omfang.
Bor man langt fra sit arbejde og har børn er kollektiv trafik et mareridt. Bor man i lejlighed er det begrænset, hvor meget man kan ændre indretning og energiforsyning. Eller også er det økonomisk urealistisk at “ændre livsstil“ i større omfang.
I det nuværende samfund har de fleste af os meget lidt kontrol over vores individuelle liv. Det er et privilegium for den højstlønnede tiendedel af befolkningen.
Resten af os er nødt til at ændre vores vilkår kollektivt – ved at kæmpe for bedre kollektiv trafik eller for at kraftværkerne skifter til vedvarende energi.
Do it yourself 2
Den anti-kapitalistiske version af gør-det-selv finder man bl.a. hos nogle autonome, der snakker om frirum og “klima-autonomi“.
Her erkender man, at vi ikke kontrollere vores liv inden for kapitalismens rammer. I stedet er ideen, at man skaber sit eget kollektive frirum og lever efter andre og bedre normer – med vedvarende energi, økologisk mad osv.
Problemet er, at strategien ignorer fordelene ved at leve i store samfund: At man kan have en mere udviklet produktion og mere avanceret arbejdsdeling.
Sådanne frirum vil næsten pr. definition være ret små og derfor materielt underlegne i forhold til det omgivne samfund.
De er derfor mere et tilbud om at forandre ens eget liv end om at forandre samfundet. Og derfor vil de næppe være tiltrækkende for andet end et mindretal.
Kollektiv kamp
For de fleste arbejdere, studerende, pensionister osv. er det realistiske alternativ at forandre samfundet kollektivt – også på klima-området. Skal kraftværker, boliger eller transport omstilles til at blive CO2-neutrale, så kan vi kun gøre det kollektivt.
Det betyder, at magthaverne skal tvinges, ikke overbevises. Det betyder, at der skal opbygges en social bevægelse, som er stærk nok til at tvinge klima-løsninger igennem – også selv om det rammer virksomhedernes profit og antaster nyliberalistiske politikker.
Bevægelser af et sådant omfang kan næsten kun tage afsæt i store kollektiver som arbejdspladser og til dels uddannelsessteder. Velfærds-bevægelsen og de store strejkebevægelser i fx Frankrig og Grækenland viser mulighederne i en kollektiv massekamp, hvis vi vil.
Socialisme
Det ville selvfølgelig være langt lettere at gennemføre de nødvendige klima-løsninger – og især at sikre, at de er socialt og globalt retfærdige – hvis vi straks afskaffede kapitalismen, markedet og de multinationales magt. Så kunne vi bare demokratisk beslutte, at det var det vi ville.
Om det bliver nødvendigt med en socialistisk revolution for at undgå klimakatastrofen, eller om vi kan “nøjes“ med en bevægelse som den, der en generation eller to tilbage kæmpede for velfærdsstaten, kan vi ikke sige på forhånd.
Det afgørende er, at vi starter med at opbygge en massebevægelse for klimaløsninger og velfærd. Så må vi diskutere undervejs, hvor langt vi skal gå.
Se også:
SAA 287: Klimatopmødet
SAA 287: Klima: James Hansen i København
SAA 287: Klima: Hvem kan stoppe den globale opvarmning?
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed