Socialistisk Arbejderavis
Nr. 298 – 2. juni 2010 – side 8
Krisepakken
Klassetæsk eller klassekamp?
Christine Kyndi
Hvis ikke man er indstillet på at betale for kapitalismens krise, enten ved at arbejde en time mere om ugen – som S og SF foreslår, eller ved at acceptere store forringelser af velfærden – som VKO foreslår, er der ikke meget håb at finde i Folketinget.
Enhedslisten er det eneste parti i Folketinget der med sit forslag om at lade de rige betale, ikke sender regningen for krisen til arbejderklassen. Desværre er der ikke – selv efter et valg – nogen sandsynlighed for at Enhedslistens kriseplan vil blive vedtaget.
Hvis angrebene på arbejderklassen skal rulles tilbage må vi selv tage kæmpen. Den økonomiske krise har fået den herskende klasse til at komme i offensiven. Regeringen har droppet “fløjlsrevolutionen“, der lige så stille og roligt – med Claus Hjorts ord – skulle skabe et “andet Danmark“ med en stærkt mindsket offentlig sektor.
I stedet er idéen om de langsomme angreb på arbejderklassen og dens velfærd erstattet med hårde angreb på store dele af arbejderklassen. Disse angreb sker under dække af løgne og trusler.
Det er ikke en nødvendighed eller udtryk for økonomisk ansvarlighed at sikre overskud i statskassen – hvis stater skærer ned på det offentlige forbrug under en krise, kan det gøre krisen endnu dybere, og regeringens spareplan vil ifølge Arbejdernes Erhvervsråd koste 27.000 job.
I 1970‘erne blev der ført en krisepolitik med økonomisk underskud for at skabe arbejdspladser og dermed mildne krisen.
Samtidig med at den prædiker “økonomisk ansvarlighed“ over for arbejderklassen, har regeringen dog ingen problemer med at give milliarder væk til bankerne, krig, asociale skattelettelser og store multinationale firmaer, der ikke betaler skat.
Her kunne nemt findes 24 mia.. Der er i høj grad tale om klassetæsk fra den herskende klasses side. Og med mindre vi ønsker at komme til at betale dyrt for at redde de rige og magtfuldes røv, så de fortsat kan være rige og magtfulde, må vi komme i gang med at organisere modstand.
Alternativet til VKO’s og S-SF’s spareplaner ligger ikke i Folketinget, men i arbejderklassen. Fagforeningerne har taget det første vigtige skridt ved at indkalde til stort tillidsmandsmøde om regeringens nedskæringer den 20. maj og til demonstration den 8. juni. Men i sig selv er demonstrationer utilstrækkelige til at stoppe nedskæringerne.
Om demonstrationen den 8. juni siger LO’s formand Harald Børsting: “Vi har desværre ikke nogen magt til at forhindre, at regeringen og deres beskidte flertal trumfer dette igennem, men vi både kan og vil protestere“.
Men han tager fejl! Vi har magten til at stoppe nedskæringerne. Med strejker kan arbejderklassen lamme produktionen og fratage virksomhederne deres profitter. Regeringen er afhængig af at virksomhederne klarer sig godt, og det er virksomhedernes profitter, der er regeringens vigtigste prioritet.
Derfor vil strejker modsat en demonstration kunne stoppe nedskæringerne. Det er ikke nok at 17 taxachauffører i Svendborg strejker, selvom de fortsætter 10 uger mere. Hvis vi skal vælte regeringen kræver det store strejker.
For at få startet strejker må der opbygges netværk af venstreorienterede på arbejdspladserne og i fagforeningerne. Hver enkelt i disse netværk vil kunne tage diskussionen på sin arbejdsplads, og især hvis nogle arbejdergrupper starter strejker mod regeringen, vil netværk være afgørende for at udbrede dem, så de kan vinde.
Strejker og massiv modstand fra neden er vores bedste chance for at vende den herskende klasses klassetæsk til klassekamp og sende Løkke og Pia ud på røv og albuer.
Se også:
SAA 298: Krisepakken: Begrænsning i børnecheck er racistisk
SAA 298: Krisepakken: Dårligere løn- og arbejdsforhold
SAA 298: Krisepakken: Tag pengene fra de rige – det er dem der har dem!
SAA 298: EU legitimerer nedskæringer
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe