Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 315 – 9. december 2011 – side 2

Hvorhen Enhedslisten?

Jesper Juul Mikkelsen + Christine Kyndi

Sammenligner man EL med de andre parlamentariske partier har EL skam gjort det helt pænt. EL kan tage ansvaret for de ”røde” fingeraftryk, mens SRSF står med ansvaret for nedskæringerne.

Og mange er jo blevet nøjsomme efter 10 år med VKO. Så det er næppe EL, der bliver straffet i meningsmålingerne.

Men er EL bare et parlamentarisk parti? Eller er det et parti for forandring uden for det parlamentariske cirkus?

På enhedslisten.dk hedder det i ”Enhedslistens hovedresultater under finanslovsforhandlingerne” igen og igen: ”det lykkedes Enhedslisten at få”, ”Enhedslisten har også fået”, ”Enhedslisten sikrede også” osv. osv.

I et medie-(reklame) perspektiv er det smart at sælge finansloven som en sejr for Enhedslisten. Men i et klassekamps-opbygnings perspektiv var et ja til finansloven et stort svigt.

Det var et svigt for alle dem, som argumenterer for, at det gør en forskel, hvad man stemmer. Det var et svigt for alle dem, som argumenterer for, at der er et alternativ til nedskæringer, og at vi ikke behøver at lægge under for logikken om, at vi skal konkurrere med arbejdere i andre lande for at sikre vores kapitalisters konkurrenceevne.

Enhedslisten er rykket et skridt tættere ind mod den sump, som den nye regering allerede er havnet i.

Det stærkeste ord er NEJ

Nogle siger, at et nej til finansloven ville betyde, at regeringen ville vælte. Det er muligt, men spørgsmålet er, om det er frygten for nyvalg, som skal styre vores politik?

Om man stemmer for eller imod en finanslov, må handle om indholdet – ikke om truslen om nyvalg.
Denne trussel om at regeringen ville falde kan bruges igen og igen til at få Enhedslisten til at acceptere hvad som helst. Enhedslisten burde have meldt klart ud og sagt, at hvis regeringen falder pga. finansloven så har den væltet sig selv.

I øvrigt har Venstre og Socialdemokraterne stemt for hinandens finanslove siden 1990 så derfor er det ikke sikkert, at regeringen ville vælte, hvis Enhedslisten havde stemt nej.

Noget er dog sikkert; nemlig at et nej fra Enhedslisten ville have skabt debat mange steder i samfundet.

I København har 1/3 af byen stemt på Enhedslisten, og her ville et nej havde fået en heftig debat til at blusse op. Medlemmer og sympatisører ville med mere rank ryg kunne havde sagt til deres kolleger, at der er et alternativ til endnu en omgang nedskæringer.

Et nej ville havde betydet, at Enhedslisten skulle diske op med nogle svar som ville handle om, at kampen og alternativet ligger uden for folketinget, at det er, når almindelige mennesker går i kamp, at vi kan rykke ved noget, at vi bliver nødt til at forsvare efterlønnen og dagpengene ved at starte politiske strejker.

Et nej ville stille krav om helt andre svar og et helt andet sprog fra Enhedslisten. Desværre er det sprog, som handler om strejker og folks egen aktivitet svagt i Enhedslisten parlamentets-logik overfor kamp-logikken i denne omgang. Spørgsmålet er, om det bliver anderledes i fremtiden?

Valgkamp eller klassekamp?

Meget tyder på, at mange i Enhedslistens ledelse ønsker at fortsætte vejen hen imod at blive et ansvarligt, valgkampsparti. Ja’et til krigen i Libyen og accepten af de snævre økonomiske rammer, som er sat op om det politiske spil, er signaler i den forkerte retning.

Enhedslisten er dog stadig et vigtigt netværk af gode socialister, men spørgsmålet er, om vores fundament er ved at ændre sig.

Mødes man i afdelingerne for at tale om opbygning af bevægelser og demonstrationer? Eller for at være baggrundsgruppe til parlamentarikerne? Og i faglige sammenhænge udgør man så en opposition til de fagbosser som taler om, at intet kan lade sig gøre, eller er man allieret med fagtoppen?

Der er stadig en kamp om Enhedslistens sjæl, men på det seneste er det gået den forkerte vej.

Se også:
SAA 315: Enhedslisten og finansloven
SAA 315: Folketinget som talerstol
SAA 315: Blå regeringspolitik skyldes ikke kun De Radikale
SAA 315: Chile 1970-73: Socialisme i parlamentet?

Flere artikler fra nr. 315

Flere numre fra 2011

Se flere artikler af forfatter:
Jesper Juul Mikkelsen
Christine Kyndi

Siden er vist 2335 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside