Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 329 – 24. maj 2013 – side 12

Lærernes kamp og løgnen om den danske model

Hans Erik Madsen

Den netop afsluttede lærerlockout er et tydeligt udtryk for, at et nyt kapitel i klassekampen er i fuld gang. KL og regeringen erklærede med lockouten og et tæt makkerskab lærerne krig og klassekamp. De vandt og kørte både lærerne og den danske model over.

Lockouten er et udtryk for at KL og regeringen er på vej til at opsige klassesamarbejdet ved at angribe fagforeningernes ret til kollektive aftaler, og hermed fagbevægelsens grundide om at ‘samlet er vi stærke – splittede er vi svage’.

Mange fagforeningsmedlemmer stiller spørgsmålene: Hvorfor svarede fagtoppen ikke igen med samme mønt som KL – med klassekamp og generalstrejke? Hvorfor klamrede de faglige ledere sig til den danske model?

Et svar på disse spørgsmål må starte med et historisk tilbageblik.

Septemberforliget 1899

Den danske model blev født med septemberforliget i 1899. Efter omfattende arbejdskampe og lockouter i årene op til indgik fagforenings-toppene og arbejdsgivernes organisationer en fredsaftale, som slog tre ting fast: at arbejdsgiverne havde retten til at lede og fordele arbejdet og at vilde overenskomststridige strejker ikke måtte finde sted i overenskomstperioder – dvs. at der var fredspligt.

Til ‘gengæld’(!) fik fagbevægelsen som sølle modydelse, at arbejdsgiverne anerkendte arbejdernes ret til at organisere sig i fagforeninger, dvs. de faglige ledere fik deres anerkendelse som forhandlingspartnere.

I forlængelse af denne treenighed blev der så opbygget et finmasket aftalesystem, som etablerede institutioner, som kunne håndtere overenskomstfornyelser (fx forligsinstitutionen), og brud på fredspligt og overenskomster (arbejdsret og faglig voldgift).

Sejr, nederlag, remis?

I arbejderbevægelsens historie er det flittigt blevet diskuteret, om udfaldet af septemberforliget kan tolkes som en sejr, et nederlag eller et remis. Og akkurat på samme måde med de efterfølgende spilleregler og institutioners rolle.

Uenigheden om tolkningen følger den klassiske skillelinje mellem reformister og revolutionære, mellem den del af arbejderbevægelsen som tror på, at klassesamarbejde og reformer er vejen frem for arbejderklassen eller den del af arbejderbevægelsen, som står på en klassekampslinje og kæmper for revolution og socialisme.

Faktatjek af den danske model

Kigger vi den danske model efter i sømmene og prøver at veje fordele og ulemper op for hhv. arbejderklassen og arbejdsgiverne – offentlige/stat som private – så hævdes det fra såvel arbejdsgivere som fagbevægelsens top:

At Det kollektive aftalesystem er et enestående demokratisk og afbalanceret system, som baserer sig på to ligeværdige parter, der i tilfælde af uenighed, kan bruge strejken og lockouten til at lægge pres på modparten, men dog stadigvæk indenfor gensidig respekt for aftaler og et fortsat (klasse)samarbejde.

Men hvor meget hold er der i den beskrivelse? Demokratiet er det så som så med på arbejderside. Gymnasielærernes nye overenskomst er blot det seneste eksempel herpå. Over 80% af gymnasielærerne stemte nej, men på grund af sammenkædningsregler med det øvrige Akademikernes Centraorganisation-område er deres overenskomst den, de stemte nej til.

Mange forbund lægger ikke afstemningerne ud til deres medlemmer. Beslutningen tages af de faglige ledere. Ikke ligefrem demokratisk!

Ligeværdige parter er det også så som så med. De statslige og private arbejdsgivere sidder på den økonomiske magt – deres pengetanke bugner. Ja de offentlige arbejdsgivere tjener ligefrem penge under konflikter. Og kan arbejdsgiverne ikke knække arbejderne under strejker/lockouter (såkaldt 'lovlige' strejker) står statsmagten/regeringen parat med et regeringsindgreb, som altid har favoriseret arbejdsgiversiden.

Det næste argument for den danske model er, at det fagretslige system sikrer, at aftalesystemet ikke undergraves – hverken af arbejdsgiverne eller arbejderklassen. Dvs. at arbejdsretten og faglig voldgift som tager sig af hhv. brud og fortolkninger af gældende overenskomster (underbetalingssager, tillidsmandsfyringer etc.) sikrer retfærdigheden 'for såvel den lille mand som den store virksomhed' på arbejdsmarkedet.

Heller ikke denne påstand er der meget hold i. Hovedparten af de sager, der behandles i arbejdsretten og faglig voldgift tabes af arbejdersiden (ifølge opgørelser frem til 1983 tabte arbejdsgiverne kun 1% af sagerne. Da det udløste kritik, blev de statistiske opgørelser ikke længere offentliggjort).

Alene af den grund at hver gang en arbejdergrupper protesterer mod en uretfærdighed (løn, fyring, arbejdsforhold mv.) så bryder de septemberforligets fredspligt – og så mister de ikke alene løn, men idømmes også en bod pr. time. En helt enestående regel sammenlignet med andre landes regler.

Og meget skræmmende, men også illustrativt er det, at rækken af tillidsmandsfyringer både stiger og stiger (ifølge Ugebrevet A-4 fra april 2013 blev der i 2012 alene indenfor det sociale og pædagogiske område fyret 300 tillidsfolk – selvom der er tillidsmandsbeskyttelse, men også, at selvom arbejdsgiverne taber – ja, så får de fleste tillidsmænd ikke jobbet og titlen igen, fordi arbejdsgiverne kan henvise til – i kraft af at de har ledelsesretten – at samarbejdet har lidt så megen skade, at de får medhold i at tillidsmanden skal fyres. Tillidsmanden får til ‘gengæld’ en lille erstatning – fx et halvt års løn og måske lidt oveni. Og på CV'et kan hun så skrive: ‘Fyret som tillidsmand’.  En rigtig god anbefaling!

Det tredje argument er, at 'Flexicurity-modellen' er endnu en positiv grundpille i den danske model.  Modellen handler om at sikre en så fleksibel arbejdskraft som muligt – begrundet ud fra at dansk industri er enormt afhængig af skiftende muligheder på eksportmarkedet. Dvs. at det skal være nemt at fyre arbejdere, og omstille dem til de brancher hvor, der er gang i hjulene. Den pris som fagbevægelsen tog for korte opsigelsesvarsler var lange dagpengeperioder og en ordentlig dagpengesats. Så balancen var i orden – noget for noget!!

Heller ikke den påstand er der meget hold i i dag! Da verdenskrisen viste sit grimme fjæs midt i 70'erne var dagpengeperioden 7 år – i dag er den nede på 2 år. Og siden 70'erne er dagpengesatsen raslet ned, og optjeningsperioden for nye dagpenge forhøjet.  I dag halter det danske dagpengesystem både tids- og satsmæssigt bagefter de øvrige nordiske lande. Udviklingen fra ‘Wellfare’ til ‘Workfare’ er gået meget stærkt i Danmark – ikke på trods af men mere præcist på grund af den danske model og dens klassesamarbejdsfilosofi.

Fagbureaukratiet

I en forståelse af den danske model og hermed udfaldet af den netop afsluttede lockout af lærerne er det helt centralt at fokusere på de faglige lederes rolle! Vi bruger begrebet fagbureaukratiet om de faglige ledere fordi, de er et selvstændigt socialt lag mellem arbejderklassen og magthaverne.

Deres rolle er at forhandle og forvalte arbejderklassens løn- og arbejdsforhold indenfor de spilleregler, som findes på arbejdsmarkedet. De faglige ledere er typisk set – historisk som aktuelt – blevet fagforenings- og forbundsledere fordi, de har stået for en aktiv og militant linje blandt fagbevægelsens græsrødder på arbejdspladser såvel indenfor det offentlige som private.

Men som faglige ledere har de typisk nogle løn- og arbejdsforhold, som er anderledes og langt bedre end deres medlemmer. De færdes meget på de bonede gulve og for en dels vedkommende næsten aldrig blandt deres medlemmer. I folkemunde kaldes de ved rette navn: pampere.

Deres berettigelse som arbejderklassens repræsentanter overfor arbejdsgiverne er, at de kan forhandle sig frem til forbedringer for deres medlemmer, eller i det mindste undgå store forringelser. Kan de ikke det – og findes der samtidig mange utilfredse medlemmer – risikerer de at blive skiftet ud med nye fagforeningsledere.

Deres berettigelse overfor arbejdsgiverne er på den anden side, at de skal og kan sikre roen på arbejdspladserne – at de aktivt medvirker til at deres medlemmer overholder spillereglerne. Den rolle fører oftest til, at de faglige ledere sjældent bruger deres medlemmers styrke til at presse arbejdsgiverne. De er ganske enkelt bange for, at de udløser så stor en aktivitet og nytænkning – så stor en kritisk masse blandt medlemmerne, at de selv risikerer at miste deres egne positioner i de faglige organisationer.

Ja, faktisk ser vi ofte, at de faglige ledere direkte tager skridt, som svækker og angriber deres egne medlemmers interesser i konfliktsituationer (senest under lærerlockouten hvor Anders Bondo og ledelsen i Danmarks Lærerforening ikke ville tage imod andre forbunds tilbud om sympatikonflikter).

Den tabte lærerkonflikt

Hvad betyder den danske model og ovenstående for en forståelse for den netop afsluttede lockout, som lærerne stod midt i?

Lærernes formand, Anders Bondo Christensen, har sikkert for en del meget overraskende sagt: “Hvis KL ikke vil genoptage forhandlingerne, så kan regeringen ligeså godt gribe ind nu. Så er det meningsløst at KL får lov til at fortsætte lockouten.”

Lærerformandens udtalelse er et meget præcist udtryk for, at han og fagforeningsledelsen ikke tror på, at de kan vinde gennem kamp – og det vil sige ved at bruge medlemmernes aktiviteter til at lægge et pres på KL og regeringen.

Under forhandlingerne med KL tog toppen i lærernes fagforening ingen initiativer til at mobilisere lærerne og opbygge samarbejde og støtte blandt forældrene og andre faggrupper. Men under lockouten voksede medlemsaktiviteten meget. Lærerne rundt omkring i landet lavede et hav af gode aktiviteter i gadebilledet, i medierne, overfor forældrene, andre offentlige ansatte osv. Det lykkedes faktisk at flytte den folkelige opinion over på lærernes side.

Men hvorfor ville fagforeningsledelsen ikke bruge denne styrke og mangfoldighed til reelt at opfordre de andre forbund – især de offentligt ansatte til at gå i sympatistrejke? Hvorfor opbyggede de ikke tætte alliancer med forældrene og eleverne i de største klasser og deres elevorganisation om, hvordan de i fællesskab kunne tvinge KL til forhandlingsbordet og til at trække deres forringelser af bordet?

Når selv en aktiv fagforeningsformand som Anders Bondo og lærernes fagforeningstop ikke tog sådanne skridt, hænger det sammen med, at de intet perspektiv har udover et forhandlingsperspektiv, hvor de på vegne af medlemmerne kan sidde pænt til bords sammen med KL og ‘give og tage lidt’.

Og det er helt præcist hvad den danske model har af indhold – et forhandlingsperspektiv med en mulighed for strejke og lockout og sympatistrejker. (Men de skal dog have, at de modsat gymnasielærernes ledelse ikke blot gav og så gav op og sagde ja.) Fanden er så løs for lærerformanden og Co. når KL opsiger det gode forhandlingsklima – når KL ikke længere vil klassesamarbejde, men kun klassekamp.

Når så Anders Bondo og andre fagbureaukrater ikke tør give KL og andre arbejdsgivere tilbage af samme skuffe – ved at tage imod tilkendegivelser fra andre fagforbund om sympatistrejker, ikke systematisk forsøger at vinde opbakning fra forældrene, eleverne og andre faggrupper osv. så udstiller de deres egne svagheder og motiver: at de, når det kommer til stykket, måske er ligeså bange for deres egne medlemmer og deres aktiviteter – for medlemmernes klassekamp som for KLs klassekonfrontation, fordi de måske risikerer, at deres egne medlemmer tager det bogstaveligt, og faktisk begynder at organisere endnu flere aktiviteter, som fagforeningstoppen ikke kan kontrollere.

Og det kunne jo ende med at Anders Bondo og toppen i lærerfagforeningen bliver skiftet ud af medlemmerne, og mister deres bløde fagforeningstaburetter. Og det er til syvende og sidst endnu værre end at blive kørt over af et krigerisk KL.

Spørg den tænkende arbejder

Som socialister vil vi til enhver tid forsvare den danske model imod det frontal angreb, som KL og regeringen har indledt. Men samtidig er det vigtigt at understrege, at hverken under lærernes kamp, eller i klassekampen siden septemberforliget i 1899 har arbejderklassen kunnet sætte sin lid til, at den danske model var garant for gode løn- og arbejdsvilkår.

Historien viser tværtimod, at det er i de perioder hvor 'uro' niveauet har været størst, at de største reformer/mindste forringelser er kommet igennem, nemlig ved at arbejdere i tusindtal har demonstreret og strejket.

Er du i tvivl om ovenstående argumentation, så tag denne artikel med til arbejdere, der har prøvet at strejke. De har på deres egen krop og pengepung mærket den danske model med det arbejderfjendske og udemokratiske overenskomst-, arbejdsretlige- og dagpengesystem.

Se også:
SAA 329: Efter lærer-konflikten: Hvordan bekæmper vi regeringen?
SAA 329: Var sympati-aktioner en mulighed?
SAA 329: Det mener vi: De demokratiske socialister
SAA 329: Kunne lærerne havde vundet?

Flere artikler fra nr. 329

Flere numre fra 2013

Se flere artikler om emnet:
Overenskomst 2013
Faglig kamp (DK): Lærere

Se flere artikler af forfatter:
Hans Erik Madsen

Siden er vist 1847 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside