Socialistisk Arbejderavis
Nr. 329 – 24. maj 2013 – side 16
Efter lærer-konflikten
Hvordan bekæmper vi regeringen?
Jørn Andersen
Skuffelsen over SRSF-regeringen bliver ved med at vokse. For første gang står regeringspartierne nu til under 30 pct. i meningsmålingerne. Kernevælgerne blandt offentligt ansatte flygter i titusindvis.
For godt 20 måneder siden stemte folk for en anden politisk kurs. Man havde måske ikke håbet på guld og grønne skove, men i det mindste en krisepolitik, hvor "de bredeste skuldre bar de største læs".
Naiv illusion
Det var fra starten en naiv illusion. Ca. et halvt år før valget skrev vi i Socialistisk Arbejderavis:
“Fra tidligere socialdemokratiske regeringer ved vi, at den politik, de faktisk kommer til at føre, afhænger meget mere af, hvor dyb krisen er for kapitalen, end hvad de har lovet før valget.” – og:
“Socialdemokratiske regeringer har været lige så barske til at føre krisepolitik som de borgerlige – fra Stauning til Anker Jørgensen og Nyrup/Lykketoft.”
Og vi konkluderede: “Skal løn, arbejdsforhold og velfærden sikres, så er der kun én vej: At organisere modstand uden for det parlamentariske cirkus.”
Ingen parlamentariske løsninger
Selv med Enhedslistens fremgang ved valget – og i meningsmålingerne – er der ingen parlamentariske løsninger. Som Bjarne Thyregod sagde i sidste nummer af Socialistisk Arbejderavis:
“Den parlamentariske strategi med at trække regeringen mod venstre har lidt fuldstændig skibbrud.”
Mange kan godt se, at selvom EL febrilsk forsøger at “tælle til 90”, så når de stort set hver gang kun til 12.
Hvad er udenomsparlamentarisk modstand?
Til gengæld er der mere forvirring om, hvad alternativet er. Er det at vælte regeringen, som nogen foreslår?
Nej, det vil kun skifte én “lorte-regering” ud med en anden. Og en borgerlig regering vil være langt mindre påvirkelig over for pres nedefra, end en regering, der fx er nødt til at stille op til buh-råb på 1. maj.
Men hvad værre er: Selv om det kan lyde vældig radikalt at vælte regeringen, så fastholder det debatten inden for den parlamentariske ramme.
Det stiller ikke de “svære spørgsmål” om: Hvordan styrker vi modstanden i fagforeninger og studie-organisationer? Hvad er den politiske venstrefløjs opgaver i at styrke denne modstand?
Én ting, der må stå lysende klart, er: Den socialistiske venstrefløj kan ikke overlade ansvaret for dette til individuelle aktivister. Det må være et kollektivt ansvar.
DKP og VS i 70’erne
Uanset hvad man ellers måtte mene om venstrefløjen i 1970erne og start-80erne, så er det en kendsgerning, at der ikke havde været tillidsmandsringe uden DKP og til dels VS.
Der havde ikke været en landsdækkende organisering i Faglig Ungdom uden kollektiv prioritering fra DKU’s og VS’s unge. Blokaden af Christiansborg, der for alvor startede Påskestrejkerne i 1985, blev organiseret med udgangspunkt i den faglige venstrefløj i DKP og VS.
Det samme gælder i endnu højere grad fredsbevægelsen op gennem 1980’erne. Selv OOA, der forhindrede, at vi fik atomkraft i Danmark, ville ikke have haft den samme styrke uden organiserede VS'ere.
Men ikke kun det: DKP og VS organiserede lokalt netværk, der bandt folk sammen på de enkelte arbejdspladser.
Enhedslistens fravær
Det samme kan man desværre ikke sige i dag. Årsagen er ikke, at der ikke er modstand og protester nedefra.
Velfærds-protesterne i 2006-7 samlede 3 gange på 18 måneder omkring 100.000 i protest mod VKO. Men EL’s faglige ledere havde langt mere travlt med at indgå alliancer med fagtoppen end med at opbygge netværk på gulvplan.
Sidste forår protesterede tusinder af arbejdere mod – og fik stoppet – tyveriet af 2 helligdage. Men den faglige venstrefløjs spidser nægtede at indkalde til et tillidsmandsmøde, der kunne have organiseret netværk mellem disse folk til den fortsatte kamp.
Under lærer-konflikten deltog mange af EL’s medlemmer, men som enkeltpersoner. EL’s faglige venstrefløj nægtede offensivt at argumentere for sympati-konflikt. For selv om lærerne kunne holde stand mod deres egne arbejdsgivere i KL, så kunne de naturligvis ikke slå en samlet regering alene. (Se mere side 2).
Fagbureaukratiet
Det gennemgående træk ved disse eksempler er, at EL’s faglige ledere er bange for at organisere uafhængigt af fagtoppen.
Konsekvensen er, at det alene er op til fagtoppen at organisere den faglige aktivitet – i modsætning til 70’erne, hvor venstrefløjen selv havde mulighed for at tage initiativer og ofte var i stand til at trække menige socialdemokrater og SF’ere med.
Fagbureaukratiet er et særligt socialt lag i fagforeningerne, som lever af at være professionelle kompromismagere. De har kun interesse i at organisere medlemmerne til kamp, når de tror, det styrker deres forhandlings-position – og ikke truer deres muligheder for at indgå (oftest ret rådne) kompromisser med arbejdsgivere og regering.
Derfor må det være et strategisk mål for venstrefløjen at opbygge et lederskab, der kan udfordre fagtoppens dominans i fagforeningerne.
Med andre ord: Venstrefløjen skal være med til at gøre fagforeningerne til kamporganisationer, der bygger netværk mellem de aktive på arbejdspladserne – og ikke bare en teater-hær, som fagtoppen kan kalde ud og sende hjem efter deres behov.
Hvad nu?
Spørgsmålene om dagpenge, arbejdsløshed, fattigdom, marginalisering af syge og fleksjobbere, angreb på faglig organisering er krisens helt centrale spørgsmål.
Regeringen håber med det seneste dagpenge-udspil at de har “lukket” den dagpenge-sag, der har slidt rigtigt meget på regeringen. Det er op til venstrefløjen, at det ikke sker.
Derfor skal vi bakke op om HK’s underskrifts-indsamling “Forlæng dagpenge-retten”. Det er samtidig en glimrende måde at identificere de folk på arbejdspladsen, der vil være med til at slås.
Desuden skal vi arbejde for, at Solidaritet Eller Frit Falds demonstrationen 8. juni i København (se: www.karavanen2013.dk) bliver en kraftig manifestation mod regeringens angreb – og især for kortere genoptjeningsret.
Kommunalvalget til efteråret bliver en vigtig anledning til at rejse spørgsmålet: “Skal vi administrere nedskæringerne – eller skal vi bekæmpe dem?”
Organiserede socialister
Disse ting er store opgaver, som ingen af os kan løse som enkeltpersoner. Derfor er det positivt, at der er tegn på, at folk på Enhedslistens venstrefløj begynder at tage ansvar for mere kollektivt at organisere disse kampe.
At opbygge en venstrefløj, der som i 70’erne tager et udenomsparlamentarisk ansvar, er den enkeltfaktor, der har størst chance for at ændre det generelle politiske billede.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed