Socialistisk Arbejderavis
Nr. 342 – 19. december 2014 – side 11
Venstrereformismen
Christine Kyndi + Jørn Andersen
De socialdemokratiske partier i Europa er i krise. Kan partier som SYRIZA, Podemos og Enhedslisten levere de forbedringer, som socialdemokraterne ikke kan?
Når de socialdemokratiske partier ikke leverer forbedringer, men i stedet har stået bag angreb efter angreb på velfærd og arbejdsforhold, efterlader det et politisk tomrum.
Tomrummet fyldes nogle steder ud af partier på den yderste højrefløj. Men i mange lande i Europa udfyldes det i lige så høj grad af venstrereformistiske partier – mest massivt i Grækenland og Spanien.
I Grækenland fik det socialdemokratiske PASOK fra 1981 til 2009 mellem 38 og 48 procent af stemmerne. I dag står de til under 7 pct. i meningsmålingerne.
Til gengæld står det venstre-reformistiske SYRIZA (30 pct. i målingerne) til at kunne stå i spidsen for en ny regering efter valget i 2015.
I Spanien blev Podemos dannet i januar 2014. I maj vandt de 5 pladser i EU-parlamentet. Siden september har partiet i meningsmålingerne været større end socialdemokratiet og de liberale. Det har allerede omkring 1000 lokalafdelinger.
Venstrereformisterne vokser, fordi arbejderklassen ønsker forandring og har mistet tiltroen til de “traditionelle” arbejderpartier. Men når man samtidig ikke tror på, at man selv kan tilkæmpe sig forbedringer, så søger man efter et parlamentarisk alternativ.
Magt eller kun ord?
Problemet er, at venstrereformisternes strategi i bund og grund er den samme som de kriseramte socialdemokratiers: De har ingen magt, kun “ord” at sætte bag løftet om forandringer.
Når arbejderklassen ikke slås, så kan de partier, der repræsenterer den, kun operere på grundlag af de eksisterende styrkeforhold mellem klasserne. I øjeblikket vil det sige på en kriseramt kapitalismes betingelser.
Erkendelsen af dette gør, at venstrereformistiske partier oftest bevæger sig længere hen mod “ansvarlighed” i takt med, at de kommer tættere på den parlamentariske magt. Ansvarlighed over for kapitalen og konkurrenceevnen – ikke over for de folk, der har stemt på dem.
Reformistiske partier ender derfor oftest med at skuffe deres vælgeres forhåbninger. I Danmark har vi bl.a. set det med Nyrup i 90’erne og senest med Søvndals SF.
Vil det også ske for SYRIZA, Podemos og Enhedslisten?
Reformisme med reformer
I perioden efter 2. verdenskrig blev der i mange europæiske lande indført store reformer – forbedringer i velfærd, levestandard og nationaliseringer.
Men de mange reformer var kun mulige, fordi økonomien var i opsving. Kapitalisterne var villige til at acceptere reformer. Hellere det end risikoen for, at strejker og social uro lammede produktionen. Og reformerne blev i fx Italien gennemført af borgerlige partier.
Det var ikke den parlamentariske reformisme, der skaffede os reformerne, men kombinationen af en stærk arbejderklasse og en økonomi, der var i fremgang.
Reformisme uden reformer
I 70’erne stoppede det økonomiske opsving. Og så begyndte magthaverne – og socialdemokratiske partier – i hele Europa at angribe de forbedringer, vi havde tilkæmpet os.
Reformistiske partiers mulighed for at forhandle reformer igennem afhænger af to ting: Den økonomiske situation (som de i det store og hele ingen indflydelse har på). Og om arbejderklassen er villig til at slås.
Kapitalisterne vil ikke tillade reformer under den dybeste krise siden 30’erne, medmindre arbejderklassen kæmper – og kæmper godt.
Derfor har socialdemokratiske partier siden 70’erne stået for “reformisme uden reformer”.
Venstrereformismens begrænsninger
Den herskende klasse kan – og vil – bruge sin økonomiske og politiske magt i statsapparatet til at sabotere en venstreregerings reformpolitik.
Problemet er, at venstre-reformisterne opererer under de samme betingelser – medmindre de er villige til at mobilisere arbejderklassen til kamp.
Men venstre-reformismens tiltrækning er jo netop, at den lover forbedringer uden kamp og mobilisering.
De tror på, at de kan “overtage” staten indefra og lave reformer til gavn for arbejderne. Derfor bliver ideen om at vinde regeringsmagten (“venstreregeringen”) så vigtig for dem.
Uden en massiv mobilisering i arbejderklassen er dette en illusion.
Uden en mobiliseret arbejderklasse, der kan matche kapitalens udenoms-parlamentariske magt, bliver det ikke “venstreregeringen”, der forandrer staten, men snarere staten, der forandrer venstreregeringen.
Fra håb til skuffelse
SYRIZAs historie er ikke kun historien om et parti fra den yderste venstrefløj, som har været i stand til at skaffe sig enorm opbakning og måske kommer til at stå i spidsen for den mest venstreorienterede regering i Europa meget længe.
SYRIZAs historie viser også svagheden i den reformistiske strategi.
Et af de vigtigste politiske spørgsmål i Grækenland er statsgælden. SYRIZA startede med at sige, at hele den græske statsgæld var illegitim – så var det kun dele af gælden der var illegitim. Dernæst ville man genforhandle betingelserne for tilbagebetalingen af gælden med Trojkaen (EU-kommissionen, EU-banken og IMF), som dog ikke var villige til forhandling.
Nu er der forlydender om, at SYRIZA undersøger mulighederne for at låne pengene til tilbagebetalingen i Kina til en billigere rente.
Samtidig har SYRIZA været med til at stoppe strejker – og i oktober besøgte SYRIZAs leder det græske forsvarsministerium for at forsikre om, at han ville respektere militæret og Grækenlands nuværende forsvarspolitik.
Alt dette er foregået, inden SYRIZA evt. kommer i regering. Det er et skræmmende forvarsel om, hvad der vil ske, hvis SYRIZA faktisk vinder valget.
Revolutionære og venstrereformismen
Det er vigtigt, at revolutionære socialister forstår, at venstrereformismens vækst udtrykker et ønske om forandring, som vi skal hilse velkommen.
Men det er lige så vigtigt, at vi forstår, at der er et grundlæggende skel mellem venstre-reformistisk og revolutionær strategi. Derfor er det nødvendigt, at revolutionære ikke "begraver" sig i organisationer som SYRIZA, Podemos eller Enhedslisten, men fastholder fokus på at opbygge selvstændige revolutionære organisationer.
Historisk har mere eller mindre venstreorienterede reformistiske organisationer ført til nederlag og skuffelse – fra SF i Danmark til Allende i Chile. Det vil ske igen.
At fastholde en selvstændig revolutionær opbygning er på den ene side et praktisk spørgsmål: Når venstrereformistiske partier bliver "ansvarlige" over for kapitalen, vil der opstå et nyt tomrum. Og hvis ikke der er et synligt revolutionært alternativ, vil folk kun have alternativer til højre.
Men for at kunne være et alternativ, er det på den anden side nødvendigt med teoretisk klarhed – fx om at kapitalen og staten er vores fjende – hvis ikke vi skal gentage de venstre-reformistiske fejl.
Revolutionæres fokus må være at tiltrække tilhængere af venstre-reformistiske partier til at slås sammen med os uden for den parlamentariske scene. For at det kan ske, må kampen bygges på et enheds-grundlag, der kan samle reformister og revolutionære.
Men for at det kan ske, er det en forudsætning, at vi forinden har opbygget en tilstrækkelig styrke til, at vores svar bliver synlige for flere end en lille minoritet.
Internationale Socialister/ISU: Landsmøde 2015
Internationale Socialister/ISU har landsmøde i januar. Her tager vi temperaturen på klassekampen, venstrefløjen og vores egen opbygning. Side 11, 12 og 13 handler om de vigtigste af landsmødets temaer.
Afsæt weekenden 17.-18. januar til at diskutere perspektivet for IS/U i det kommende år. Se mere side 14.
Se også:
SAA 342: IS/U Landsmøde 2015: Klassekamp uden modstand
SAA 342: IS/U Landsmøde 2015: EL har stemt ja til 3 ud af 4 af Corydons finanslove
SAA 342: IS/U Landsmøde 2015: Byg op til det næste opsving
SAA 342: Kommentar: IS skal ud af Enhedslisten
SAA 342: Landsmøde i IS/U 17.-18. januar
SAA 342: Fra SAP til SAP
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed