Socialistisk Arbejderavis
Nr. 349 – 17. november 2015 (Kun online)
Vores opgave er at besejre imperialismen, ikke ISIS
Alex Callinicos
Det helt klart dummeste, der er sagt om angrebene i Paris, kom fra den franske præsident, François Hollande, da han fordømte dem som en “krigshandling”. Selvfølgelig var de det, men krigen startede ikke fredag i sidste uge.
Allersenest begyndte det med Golfkrigen i 1990-1991, den første i den nuværende cyklus af imperialistiske interventioner i Mellemøsten.
Det gør ikke skyderierne og bomberne i Paris til en del af en legitim anti-imperialistisk kamp.
Vilkårlige drab på civile er forkert, uanset om det udføres af ISIS og dets sympatisører eller af USA og dets allierede.
Men det er en fejl at se konflikten som en symmetrisk konflikt mellem to lige store onder, som mange på venstrefløjen gør.
ISIS er en reaktionær og kontrarevolutionær bevægelse. Men den er et produkt af den ødelæggelse, der blev anrettet i Irak efter invasionen i 2003 og den efterfølgende besættelse, og af nederlaget for det arabiske forår.
Det endelige ansvar for dens fremvækst ligger derfor hos de vestlige imperialistiske magter og deres lokale allierede.
Labours skygge-justitsminister Lord Falconer – der som en af Tony Blairs ministre var tilhænger af invasionen i 2003 – talte meget om “besejre ISIS” på sidste søndags Andrew Marr Show.
Denne sætning er blevet taget op selv af Stop the War Coalition, som mobiliserede så stærkt mod denne invasion.
Men at “besejre ISIS” er tom snak i betragtning af den nuværende situation i Syrien og Irak, hvor de har deres højborge.
Patrick Cockburn skrev for nylig i London Review of Books: “For et par år siden i Bagdad fortalte en irakisk politiker mig, at ‘problemet i Irak er, at alle parter både er for stærke og for svage: for stærke til at blive besejret, men for svage til at vinde.’”
“Det samme gælder i dag i Syrien. Selv hvis én kombattant lider et midlertidigt nederlag, vil deres udenlandske støtter holde dem oppe: Den skrantende ikke-ISIS del af den syriske opposition blev reddet af Saudi-Arabien, Qatar og Tyrkiet i 2014, og i år bliver Assad reddet af Rusland, Iran og Hizbollah.”
Nederlag
Det samme gælder selv for de imperialistiske magter – USA og Rusland – der nu blander sig i Syrien. Efter deres nederlag i henholdsvis Irak og Afghanistan ønsker ingen af dem at indsætte landtropper i betydeligt omfang. Så de kaster bare bomber og missiler ind i Syrien. Det nytteløse i disse foranstaltninger blev opsummeret samme dag som angrebene i Paris.
David Cameron holdt et særligt pressemøde uden for Downing Street nr. 10 for at blære sig med Storbritanniens rolle i det påståede drone-drab på Mohammed Emwazi.
Inden for få timer havde vi konkret bevis på, at sådanne “selvforsvars-handlinger” ikke giver borgere i Vesten nogen som helst beskyttelse.
ISIS har opbygget en formidabel kamp-maskine baseret på en blanding af organiseret plyndring og ideologisk ildhu. De formidler på en forvrænget måde den vrede og det had, som vestlig intervention har udløst.
Lydia Wilson skrev i The Nation Magazine om sine interviews med fangne ISIS-krigere i Kirkuk i Irak. Hun beskrev dem som “børn af besættelsen”.
“De er ikke drevet af tanken om et islamisk kalifat uden grænser; snarere er ISIS den første gruppe siden det knuste al-Qaeda til at tilbyde disse ydmygede og rasende unge mænd en måde at forsvare deres værdighed, familie og stamme.”
Kun en genoplivning af de arabiske revolutioner kan skabe en social kraft, der er stærk nok til at bekæmpe ISIS – først og fremmest ved at tilbyde en bedre måde at bekæmpe imperialistisk dominans og omstyrte de lokale herskende klasser.
Cameron gjorde forbindelserne krystalklare, da han stod uden for Downing Street ca. en uge før drabene i Paris for at hilse på præsident Abdul Fatah al-Sisi, slagteren af den egyptiske revolution.
At love at reagere på angrebene i Paris med “ubarmhjertig krig” – som Hollande gjorde – betyder blot, at den onde cirkel af intervention og grusomhed vil fortsætte, med optrapning af dødsfald og lidelse i både Mellemøsten og de imperialistiske centre.
Her i Vesten kan vi ikke “besejre ISIS”. Men vi kan hjælpe med til at bryde den onde cirkel ved at bygge massebevægelser, der sætter en stopper for vore herskeres imperialistiske tyrannisering.
Oversat fra Socialist Worker (UK) nr. 2480, 17. november 2015.
Se også:
SAA 349: Jeres krige – Vores døde: Imperialistiske kriges grusomhed resulterer i terrorismens grusomhed
SAA 349: Franske aktivister reagerer på angrebet i Paris: “Jeres krige – Vores døde”
SAA 349: Socialist Workers Party (UK) efter Paris: Nej til racisme og imperialistiske krige, der skaber rædslerne
SAA 349: Mange imperialistiske magter støder sammen i Syrien
SAA 349: Socialister og Syrien-krigen
SAA 349: Syrien: Ingen illusioner i Assad
SAA 349: Mali: Danmark skal igen i krig, venstrefløjen splittet
SAA 349: Droner dræber
SAA 349: Palæstina: “I kan ikke gøre livet til et helvede og forvente, at vi accepterer det”
SAA 349: Interview med Palæstina-fredsvagt: “En legitim desperat hungren efter frihed og fred”
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed