Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 355 – 18. november 2016 – side 4

USA

Trump vandt i Rustbæltet

John Molyneux

Det, der ændrede sig og gjorde forskellen mellem 2008/12 og 2016 var, at Trump vandt en række centrale ‘sving-stater’ – Florida, North Carolina, Ohio og som det afgørende: Wisconsin, Michigan og Pennsylvania.

Trump

Foto: IoSonoUnaFotoCamera / flickr.com.

Dette er den trykte artikel, som er en kraftigt forkortet udgave af en opsamling på valget. Læs hele opsamlingen: At forstå Trump og hvordan han kan bekæmpes.

De sidste tre blev vundet af Obama, har “normalt” stemt demokratisk, og blev af Clinton-kampagnen betragtet som deres “garanti” mod enhver form for Trump-bølge.

Den “garanti” blev brudt, og det var afgørende. Hvis Clinton havde beholdt dem, ville hun nu være på vej til Det Hvide Hus.

Hvorfor skete det?

Disse stater, med undtagelse af Florida og North Carolina er en del af det, der er kendt som “Rustbæltet”. Det henviser til deres dramatiske økonomiske tilbagegang og bymæssige forfald på grund af sammenbruddet i industriproduktionen – tænk på bilproduktion i Detroit eller stål i Pittsburg – siden 1980’erne.

Disse områder er blevet økonomiske og sociale ødemarker, og de mennesker, der bor i dem, især de hvide i arbejderklassen, føler sig aldeles forladt og bittert vrede, og mange af dem – på ingen måde alle, men nok – stemte for Trump.

Ud fra hvem, der kunne forholde sig til disse mennesker, var Hillary Clinton noget nær den værste kandidat, Demokraterne kunne have stillet op.

De følte sig i forvejen svært svigtet af Obama, hvis ‘håb’ aldrig materialiserede sig, og her var der så Clinton, den rige og magtfulde karrierepolitiker par excellence, støttet af Wall Street og Washington, som i alt væsentligt blot tilbød mere af det samme.

Trump så sin chance og målrettede den behændigt, med fokus på at bringe arbejdspladser tilbage og “gøre USA stort igen”, som for mange af disse vælgere netop betød igen at gøre det til et økonomisk kraftcenter og skaffe arbejdspladser tilbage.

I New York Times’ exit poll (meningsmåling ved valgstederne) var én af de tydeligste sammenhænge, at de, der mente, at økonomien havde det fremragende eller godt, stemte for Clinton (86 pct. og 76 pct.), og de, der mente, at den havde det dårligt, stemte for Trump (79 pct.).

Bernie Sanders med sine angreb på Wall Street, på ulighed og på de 1 pct., og hans opfordring til en “politisk revolution” ville have haft en chance hos disse mennesker. Clinton havde det ikke, og mange af dem, der ikke stemte Trump, ville simpelthen ikke stemme for hende.

Clinton samlede 10 millioner færre stemmer end Obama i 2008 og 6 millioner mindre end ham i 2012. Naturligvis var ledelsen i det demokratiske parti ligeglade med dette. De ønskede en “sikker”, dvs. helt pro-kapitalistisk Hillary Clinton i stedet for en “farlig” socialist, Sanders, for enhver pris.

Racisme og kvindehad

Hvordan passer Trumps åbenlyse racisme og kvindehad ind i dette, og hvordan forholder det sig til racismen og kvindehadet i arbejderklassen? Spørgsmålet er kompliceret, men vigtigt.

Det første, der skal siges, er, at socialister bekæmper racisme og sexisme indædt og som et principielt spørgsmål. Ikke kun fordi denne intolerance, snæversyn og undertrykkelse skader farvede mennesker og kvinder, men også fordi de er mekanismer, der skal få folk i arbejderklassen til at støtte modbydelige reaktionære som Donald Trump, der er fuldstændig imod deres egne virkelige interesser.

Ved dette valg stemte sorte, der i Trump så en åben racist, (de, der faktisk stemte) overvældende for Clinton med 88 mod 8 pct., og spansktalende stemte for Clinton med 65 mod 29 pct. (Der er en forskel her, på grund af at ex-cubanere stemte republikansk.) Og dette forklarer forresten, hvorfor de fleste af dem med en indtægt under 30.000 dollars stemte på Clinton, fordi de fattige i uforholdsmæssig høj grad er sorte og spansktalende.

Men det er ubestrideligt, at der blandt den hvide arbejderklasse i disse forfaldende områder var en sårbarhed i forhold til at blive påvirket af racisme og sexisme kombineret med (falsk) økonomisk populisme og (falsk) anti-establishment retorik, som var nøjagtigt, hvad Trump tilbød.

Psykologien i dette er ikke svært at regne ud. På den ene side vil nogle arbejdere, der er bitre og vrede sige til sig selv: Det er rigtigt, at denne Trump er racistisk og sexistisk, men pyt, i det mindste vil han måske gøre noget for os, som er mere end nogen anden vil.

På den anden side vil nogen – igen, ikke alle – falde for argumentet om, at årsagen til, at vi er forarmede, er på grund af indvandrerne/de sorte/udlændingene osv., og at det, vi har brug for, er en rigtig ‘stærk mand’ til at stå op imod dem, og disse ‘liberale eliter’.

Det er sådan, racisme og sexisme fungerer i arbejderklassen, og det er uhyre mere magtfuldt, når der ikke er nogen seriøs udfordring mod fattigdom og udbytning fra venstre – som det var tilfældet ved dette valg.

Men dette fænomen er naturligvis på ingen måde begrænset til USA. Tilsvarende processer spillede klart en rolle i den britiske afstemning om Brexit og spiller en rolle i store dele af Europa.

Racisme og klasse

Racisme og sexisme er ikke mindre udbredt i overklassen og middelklassen end i arbejderklassen – tværtimod – men der er forskel på, hvordan det fungerer.

For det første udtrykkes det ofte mere “høfligt” i højere cirkler (i hvert fald i offentligheden), mens arbejderklassens tale er “grovere”.

For det andet får racisme og sexisme ikke overklassen til at stemme eller handle imod deres egne klasseinteresser, som det sker med arbejderklassen. De bruger det snarere til at fremme deres interesser.

For det tredje, er der en del af den liberale intelligentsia med et relativt komfortabelt liv, for hvem racisme og sexisme og homofobi osv. omtales som absolutte principper for den højeste orden, jeg understreger omtales som, men som er ret uinteresseret i spørgsmål om udbytning eller klasse-ulighed.

Denne foragt var tydelig i Clintons “fortalelse”, hvor hun beskrev Trump-vælgere som “jammerlige”. Og den samme holdning var der i Storbritannien, da dele af venstrefløjen ikke fattede den den folkelige vrede, i områder svarende til Rustbæltet, der lå bag Brexit-stemmerne.

Folk i arbejderklassen kan ikke se verden på denne måde. For dem er økonomiske spørgsmål en dag-til-dag nødvendighed.

I det omfang de bliver trukket ind i kamp og kommer i kontakt med og bliver påvirket af socialistiske ideer, kan og vil folk i arbejderklassen komme til at se, at de har brug for sammenhold – mellem sorte og hvide, mænd og kvinder, folk med forskellig seksualitet osv. – og at fordomme kun tjener til at splitte dem.

Men i fraværet af kollektive kampe og socialistiske ideer – og i USA har disse ting stort set været fraværende i mange arbejder-samfund – er faren for populistisk snæversyn meget reel, og enhver tilbøjelighed til at ignorere eller ‘irettesætte’ den ‘hvide’ arbejderklasse må således afvises, fordi det overlader banen til den yderste højrefløj.

Dette er grunden til, at Sanders’ nederlag og hans egen opbakning til Clinton var så ødelæggende, og til at spørgsmålet om politik, om en venstre-udfordring til systemet, er så afgørende.

John Molyneux er ledende medlem af det irske Socialist Workers Party.

Se også:
SAA 355: Det mener vi: 1930’erne i slow-motion
SAA 355: USA: Clinton tabte mere end Trump vandt
SAA 355: USA: Modstand mod Trump
SAA 355: Østrig: Protester mod racisme og fascistisk præsidentkandidat
SAA 355: Er Dansk Folkeparti vores største problem?
SAA 355: Revolutionær uden for Enhedslisten – og hva’ så?
SAA 355: International antiracistisk konference i Grækenland

Flere artikler fra nr. 355

Flere numre fra 2016

Se flere artikler af forfatter:
John Molyneux

Siden er vist 2620 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside