Socialistisk Arbejderavis
Nr. 44 – November 1988 – side 2
Modstand vokser
Der er gang i verden. Ikke kun i Østeuropa, men også i Burma, Sydkorea, Algeriet, Gaza og Vestbredden og en del andre steder har der i det sidste halve år været oprør og massekampe.
Udviklingen i Sovjet og Østeuropa i det sidste år viser tydeligt dynamikken i, hvordan strejker og demonstrationsbølger mod undertrykkerne har udvidet sig i lyntempo.
Prisen for den økonomiske omstrukturering i Sovjet har været glasnost, og netop det friere diskussionsmiljø, der er en del af glasnost, har betydet, at den herskende klasse er blevet udfordret, ikke bare på det økonomiske spørgsmål, men tørst og fremmest på spørgsmålet om de nationale mindretal.
Fra demonstrationerne i Armenien først på året til i dag har republik efter republik rejst spørgsmålet om national selvbestemmelsesret. I de tre baltiske stater, Estland, Letland og Lithauen, er der nu dannet folkefronter, der tager kampen op mod den imperialistiske udbytning og undertrykkelse, de har været underlagt.
Når vi som revolutionære altid støtter kravet om national selvstændighed, skyldes det to ting. Det første er, at det svækker imperialismen, ved at svække imperialismens greb om arbejderklassen.
Det andet er, at hvis den danske arbejderklasse for eksempel støtter de sorte arbejdere i Sydafrika, så er det med til at fjerne de nationale og racemæssige forskelle mellem arbejdere i forskellige lande og dermed bryde med den chauvinistiske opsplitning af arbejderklassen. Og det stiller klassespørgsmålet centralt i stedet for at følge borgerlige og reformister i deres snak om nationer.
Fornyet selvtillid
I Vesteuropa har den økonomiske fremgang, som Danmark, som stort det eneste land, ikke har oplevet, givet forøget selvtillid i arbejderklassen.
I England snakker de revolutionære om en ny stemning, om en hidtil uhørt vrede mod Thatchers nedskæringer, og der har været flere strejker og ikke mindst politiske kampagner, for eksempel mod stramninger i abort-lovene og angreb på bøsser og lesbiskes rettigheder.
I Frankrig strejkede 5 millioner offentligt ansatte i slutningen af oktober. Sygeplejerskerne startede, og kravet var at få indhentet det lønefterslæb på 10 procent, som de offentlige arbejdere har i forhold til lønudviklingen i det private.
Og det er lykkedes sygeplejerskerne at presse den socialistiske regering. Med premierminister Rocards ord: “En strejke kan ikke altid vinde. Men i sygeplejerskernes tilfælde er det klart, at der er reel utilfredshed og massiv folkelig støtte, så derfor vil vi give jer noget.”
For revolutionære er det utroligt vigtigt at kigge på, hvad der sker rundt omkring i verden. For hvis en revolution skal lykkes, er den nødt til at blive spredt til alle lande i verden. Og vi ved, at oprør mod den herskende klasse i ét land kan være med til at give inspiration til arbejderklassen i andre lande. Og ikke mindst får arbejderklassen i andre lande en lang række erfaringer med at kæmpe mod en modstander, som i bund grund ikke er så forskellig fra den, vi har herhjemme.
Dem kan vi bruge, når der atter kommer mere gang i klassekampen herhjemme. Og selv om man skulle tro, at det var løgn, så kan et opsving komme langt hurtigere, end de fleste forestiller sig.
Se også:
SAA 44: IS årsmøde: Borgerskabet udfordres
SAA 44: Støt oprørene i øst
SAA 44: Pinochet på røven
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed