socialister.dk: Socialistisk Revy nr. 2

Løgne og fortielser om såvel regimet i Irak som om den vestlige våbenteknologi skal vinde de vestlige befolkninger for en ny morderisk krig i Golfen. Frank Antonsen går i denne artikel bag om myterne

Politikere og medier har længe været i gang med den ideologiske oprustning til en ny krig i den Persiske Golf, en ny krig mod Saddam Hussein. Af frygt for den hjemlige opposition er regeringerne nødt til at gentage løgnen om, at højteknologiske bomber er i stand til at ramme deres militære mål med kirurgisk præcision, så næsten ingen menneskeliv vil gå tabt.

Dengang slap censuren kun billeder af disse såkaldte "smarte" bomber ud til offentligheden. Men det amerikanske militær har senere indrømmet, at kun 6-7 pct. af alle de mange bomber, der blev kastet over Irak, var af den såkaldte "smarte" type. Resten af bomberne i den største bomberegn i historien var helt almindelige, og op mod 80 pct. ramte vilkårligt.

Nogle af de andre bomber, der blev anvendt, var napalmbomber og granater, som spredte radioaktivt støv, hvilket medførte, at antallet af irakiske børn med leukæmi er steget drastisk siden den sidste golfkrig.

[ Kuwait ]

Makabre detaljer offentliggjort efter Golfkrigens afslutning viste, at virkeligheden lå langt fra den vestlige propaganda om en ublodig højteknologisk krig

I virkeligheden var USA og deres allierede ligeglade med, om bombardementerne gik ud over civile. Et eksempel var, da et civilt beskyttelsesrum i Bagdad blev bombet og 300 kvinder og børn dræbt. Et af de andre eksempler, der slap gennem militærets censur, var optagelser af massive bombninger af flygtningekonvojer. Et tredje eksempel var bombningen af en fabrik, som det amerikanske militær påstod, var et testcenter for kemiske og biologiske kampstoffer. CNN's korrespondent i Bagdad Peter Arnett, der havde fri adgang til ruinerne, kunne imidlertid berette, at fabrikken i virkeligheden producerede modermælkserstatning.

Netop kemiske og biologiske våben er et nøgletema i oprustningen til den nye golfkrig. Den officielle begrundelse for oprustningen er, at Irak ifølge en FN resolution er forpligtet til at destruere alle såkaldte masseødelæggelsesvåben. Og det er, fordi Irak nægter at opfylde FN's resolutioner, at Vesten vil gribe ind og straffe Saddam Hussein.

Det bliver sjældent nævnt i den sammenhæng, at det land i Mellemøsten, der besidder flest masseødelæggelsesvåben, er Israel, der bl.a. har atomvåben. Israels besættelser af jordanske og syriske områder og bombninger af Libanon og massakrer i flygtningelejre, der har kostet titusinder af menneskeliv, er også imod FN's resolutioner. Det samme er Indonesiens besættelse af Østtimor. Men her er der ikke tale om at straffe nogen.

Derimod var der ingen FN resolutioner mod USA's invasion af Vietnam, Panama eller Grenada, eller Storbritanniens besættelse af Nordirland og Gibraltar. Til gengæld blev store FN-styrker sendt afsted til Albanien i 1996 for at nedkæmpe et oprør nedefra og for at "beskytte" nødhjælpskonvojer, der ikke var spor i knibe.

FN har altid været et skalkeskjul for de store imperialistiske lande, der alle har vetoret i sikkerhedsrådet. Derfor griber FN kun ind, hvis det tjener de store imperialistiske landes interesser, og vender det blinde øje til nok så store massakrer, hvis det ikke truer især vestlige økonomiske eller politiske interesser. Denne gang er USA dog parat til angribe Irak, selvom FN ikke står bag.

Hvad der også sjældent nævnes er, at det var USA selv, der for blot ti år siden solgte kampstoffet anthrax, som FN's våbeninspektører nu er på jagt efter, til Irak. Og både USA og Storbritannien har store lagre af kemiske, biologiske og atomare våben. Ingen forlanger, at de engelske eller amerikanske lagre destrueres under FN-overvågning.

I det hele taget blev Saddam Hussein støttet lige fra starten af de selvsamme vestlige lande, der nu vil gå i krig mod Irak endnu en gang. Vesten har selv skabt monsteret.

Før første verdenskrig var hele Mellemøsten en del af det ottomanske dvs. tyrkiske imperium. Men Tyrkiet stod på Tysklands side i krigen og tabte derfor sit gamle imperium til England og Frankrig, der delte det mellem sig. De nuværende grænser blev lagt efter en aftale mellem de store imperialistiske stater i 1928.

England indsatte et monarki i Irak, og lige op til den anden verdenskrig måtte britiske tropper igen og igen indsættes for at knuse folkelige oprør. I 1958 væltede et militærkup ledet af oberst Abdul-Karim Qasim monarkiet. Efter store folkelige protester, fx 1959 hvor 500.000 folk gik på gaderne i Bagdad med krav om, at det irakiske kommunistparti kom med i regeringen, tog en skræmt højrefløj magten ved et kup i 1963.

Kuppet blev ledet af Saddams parti Ba'ath. Det nye styre sad ikke særligt længe, men nåede at udføre en massakre på kommunisterne.

Qasim kom atter til magten, men blev til sidst selv væltet af højreorienterede officerer sammen med Saddam Husseins parti ti år senere. Inden da havde Saddam allerede vundet Vestens opmærksomhed ved et attentatforsøg på Qasim.

Ba'ath partiet, der har styret Irak lige siden, er et antikommunistisk parti, som har stået bag massakrer i 1963 og igen sidst i 70erne på det indtil da temmelig store og velorganiserede irakiske kommunistparti. Ligesom Stalin fastholdt Saddam magten ved systematiske udrensninger. Få år efter kuppet var kun to af de oprindelige kupmagere tilbage. Den ene af dem var Saddam selv.

Fra starten har Vesten støttet Saddams regime. Derfor var medierne og FN tavse, da irakiske styrker brugte giftgas mod kurdere i Nordirak i 1988. Og derfor strømmede pengene og våbnene til Bagdad, da Irak invaderede Iran i den første golfkrig 1980-88. Vesten så angrebet på Iran som en mulighed for at vælte præstestyret og genoprette den enorme indflydelse, de vestlige regeringer og firmaer havde under shahens styre. Især USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland solgte militært isenkram til Saddam. I 1987 greb USA sågar direkte ind i krigen mellem Irak og Iran på Saddam Husseins side.

En ny golfkrig var næsten uundgåelig. Ikke så meget fordi FN-tropperne ikke væltede Saddam Hussein i den sidste golfkrig. Næsten en hvilken som helst hersker, ville have været mere eller mindre tvunget til at føre en politik der ligner Saddams regimes.

Vestens ukritiske støtte til Israel på bekostning af palæstinenserne, de multinationale firmaers store indflydelse i området samt den fuldstændige vilkårlige grænsedragning, de tidligere kolonimagter har foretaget, er alt sammen med til at nære en antivestlig holdning i de arabiske befolkninger. På den anden side er den eneste måde, en hersker i et arabisk land kan skaffe sig vestlig støtte og derved valuta på, at tillade vestlig dominans over olieproduktionen og forhindre nationalisering, der ellers ville komme den fattige befolkning til gavn. Det betyder, at enhver arabisk hersker er under dobbelt pres dels fra de vestlige regeringer og multinationale firmaer og dels nedefra.

Derfor er der ikke demokrati i noget arabisk land. I Kuwait har kun en meget lille procentdel af befolkningen stemmeret, og reelt styres landet fuldstændig af Al-Sabah familien. Også Saudi-Arabien styres af en enkelt familie. De fleste andre lande er styret af militæret som fx Algeriet og Syrien eller i det mindste stærkt domineret af militæret som fx Tyrkiet og Ægypten.

Det er også baggrunden for den islamiske fundamentalisme. De forskellige islamiske grupper driver folkekøkkener og skoler og står derfor for et betydeligt socialt arbejde. Eftersom den socialistiske opposition enten er meget svag eller domineret af stalinistiske ideer, der får dem til at støtte nationalistiske regeringer, er de muslimske fundamentalister de eneste, der kan samle utilfredsheden op.

Dette pres nedefra gør regimerne endnu mere afhængige af vestlig støtte, og derfor kan de kun holde utilfredsheden på afstand ved hjælp af stærk nationalistisk retorik og hensynsløs slagtning af enhver opposition. Den eneste måde hvorpå en arabisk hersker kunne sikre sig reel opbakning i befolkningen, er ved at gøre noget ved den kolossale fattigdom. Men det ville betyde et indhug i de vestlige firmaers profitter. Ægyptens daværende leder Nasser forsøgte sig i 50erne med nogle spæde tiltag i den retning og blev straks udnævnt som det store fjendebillede. Det samme gælder de regimer, der kom til magten i Nordafrika efter befrielsen fra kolonimagterne. Derfor havde USA ingen egentlig interesse i at vælte Saddam – alternativet kunne jo være meget værre.

USA's krig i Golfen forstærkede denne modsætning mellem regimerne og befolkningen. Og det er derfor, det ikke er lykkedes USA at få opbakning fra de andre arabiske lande. Knapt nok fra Kuwait, som blev besat af Irak i 1990.

Det irakiske regime har ikke haft mulighed for at forbedre vilkårene for almindelige mennesker. Tværtimod har de været udsat for internationale sanktioner, der har betydet, at mindst en halv million børn ifølge FN er døde af sygdom og fejlernæring. Landet har stor gæld allerede fra den første golfkrig mod Iran, og på grund af FN-sanktioner er det begrænset, hvor meget olie de må sælge.

Den store elendighed kan faktisk være med til at gøre Saddam mere populær, fordi han kan gøre Vesten eneansvarlig for nøden, selvom han ikke ville have rørt en finger for at forbedre vilkårene for de almindelige irakere, hvis han havde haft chancen. På den måde kan Saddam stive sit vaklende styre af ved at optræde som samlingspunkt for antiimperialistiske, antivestlige følelser.

En ny krig i Golfen kan kun forværre situationen og føre til endnu større nød for det irakiske folk.

Socialistisk Revy nr. 2
mar 1998

Temasider

Nr. 2

Hovedmenu

Socialistisk Revy nr. 2 – Side 14 – Marts 1998