En af de mest udbredte bekymringer om fremtiden er spørgsmålet om "overbefolkning." Det er en så almindelig antagelse, at jorden allerede er eller er på vej til at blive befolket af flere mennesker, end jorden kan bære i form af fødevarer og miljø.

Antagelsen er så udbredt, at den også bliver brugt som selve forklaringen på fattigdom og sult i store dele af den tredje verden. Og selv i den tredje verden støtter regeringer ideen, det har i Indien været baggrunden for en omfattende tvangssterilisations-kampagne. I Kina har det ført til den såkaldte "en familie-et barn"-politik.

Det er bemærkelsesværdigt, at ideen om overbefolkning er så udbredt, idet dens påstande ikke kan dokumenteres med facts. For eksempel kan man ikke sige, at de lande, som har været hårdest ramt af sultkatastrofer – Sudan og Etiopien – er overbefolkede. Med befolkningstal på 26 og 54 millioner er de på størrelse med Spanien og England – men befolkningstætheden i Sudan og Etiopien er på henholdsvis 10 og 50 pr. kvadratkilometer, mens den i Spanien er 80 og i England over 230. Andre vesteuropæiske lande som Tyskland og Holland har befolkningstætheder på omkring 240 og 410 pr. kvadratkilometer. I den sammenligning kan man ikke tale om, at Sudan og Etiopien er "overbefolkede," snarere tværtimod.

Heller ikke når man ser på befolkningsgiganter som Indien og Kina, kan man utvetydigt tale om overbefolkning. De to landes befolkningstæthed er på henholdsvis 280 og 125 pr. kvadratkilometer. Ikke ligefrem overbefolket, når man sammenligner med Vesteuropa.

Ovenikøbet synes den store frygt for en "befolkningseksplosion" at være overdrevet. For nogle år siden skrev det amerikanske Agency for International Development, at "hvis al den opdyrkelige jord på vores planet blev kultiveret lige så effektivt som i det hollandske landbrug, så kunne planeten brødføde 67 milliarder mennesker – 17 gange så mange, som findes i dag." Dertil kommer, at i verden som helhed er befolkningstilvæksten faldet fra 1,8 procent i tresserne til 1,4 procent i dag. Faldet skyldes blandt andet, at tilvæksten i såvel Indien som Kina er faldet – og det samme gælder i øvrigt de fleste andre lande i den tredje verden.

Kort sagt kan man ikke ud fra tallene bevise nogen sammenhæng mellem en stor befolkning eller høj befolkningstæthed og så fattigdom. Det burde egentlig ikke overraske, for rent logisk så betyder hver nyfødt ikke bare en ekstra mund at mætte – det er også et ekstra sæt hænder, der kan arbejde og skabe værdier. Og det er netop i denne dobbelthed af mennesket som både forbruger og arbejder, at man kan finde en forklaring på, hvorfor ideen om overbefolkning kan manifestere sig på trods af fakta.

Ideen om overbefolkning stammer oprindelig fra den engelske præst Thomas Malthus, som i sin berømte Essay on Population fra 1798 fremsatte sin ide om, at befolkningen med naturens nødvendighed ville vokse hurtigere end produktionen af fødevarer. Malthus' løsning var, at kun sygdom og hungersnød kunne bringe balance i regnskabet igen og mente derfor, at fattighjælp og lønstigninger, der bragte de fattigste over sultegrænsen, var af det onde og et indgreb mod naturens orden.

Malthus' ideer har levet videre, selvom de meget hurtigt viste sig at være forkerte. I 1800-tallets England opstod der ikke sultkatastrofer, for selvom befolkningen blev firedoblet, så voksede den samlede produktion fjorten gange.

Det, der har holdt Malthus' ideer i live – ofte i "opdaterede" versioner som "grænser for vækst," er, at de påstår at bygge på naturlove. For Malthus var det uundgåeligt, at befolkningen ville vokse geometrisk – følge rækken 1-2-4-8 ... – mens produktionen kun ville vokse aritmetisk – 1-2-3-4 ... Men som allerede Karl Marx bemærkede i sin kritik af Malthus, så er hverken befolkningsvæksten, væksten i produktionen eller forholdet mellem de to givet ved en naturlov. Alle disse faktorer bygger på sociale forhold og vil derfor ændre sig i takt med, at samfundet ændrer sig.

Overbefolkning er en funktion af den måde, samfundet producerer på. I de oprindelige jægersamfund eller i det antikke Athen kunne selv små forøgelser af befolkningens størrelse føre til relativ overbefolkning. Men som Marx pointerede, så skyldtes overbefolkningen ikke, at jorden ikke kunne brødføde dem, men at den givne måde at producere på ikke var tilstrækkelig.

I det kapitalistiske samfund opstår overbefolkning af helt nye grunde. Den "overskydende" befolkning skyldes ikke længere, at samfundet totalt set ikke kan brødføde folk, men at kapitalismen ikke har brug for at brødføde mere end et vist antal mennesker. Marx skrev:

"De konservative interesser, som Malthus understøttede, gjorde det umuligt for ham at indse, at en ubegrænset udvidelse af arbejdsdagens længde kombineret med en hidtil uset udvikling af maskinkraften og af udbytningen af kvinders og børns arbejde – dette ville uundgåeligt gøre en stor del af arbejderklassen "overflødig" ... Det var naturligvis meget mere bekvemt og meget mere i overensstemmmelse med den herskende klasses interesser, som Malthus tilbad som en ægte præst, at forklare denne "overbefolkning" med evige naturlove, i stedet for at forklare det ud fra den kapitalistiske produktions historiske love."

Når en stigende befolkning i dag bliver betragtet som en byrde i stedet for en mulighed for at forøge eller forbedre produktionen, så skyldes det, at som enkeltindivider eller som mulige arbejdere har det store flertal ingen indflydelse på, hvordan eller hvad der skal produceres. Derfor er vi kommet i den absurde situation, at mennesker kan betragte sig selv og sine efterkommere som det egentlige problem i stedet for at se sig selv som løsningen på problemerne. I det lys er ideen om overbefolkning udtryk for menneskehedens ultimative fremmedgørelse over for sig selv.

Martin Johansen

Toppen af siden

www.socialister.dk – 1. maj 2024 kl. 23:50

Socialistisk Revy nr. 2 mar 1998

Temasider

Nr. 2

Hovedmenu

Socialistisk Revy nr. 2 – Side 30 – Marts 1998

Marxisme i hverdagen

Er der for mange mennesker?

Socialistisk Revy nr. 2
mar 1998