Når det nærmeste, man plejer at komme på livet i Grønland i det danske mediebillede, er 'kongehusets møde med det grønlandske folk,' så er det en anderledes stor oplevelse at se den første grønlandske spillefilm, Lysets hjerte. Handlingen i filmen udspilles omkring faren, Rasmus Lynge (Rasmus Lyberth), som slås med sig selv, sin manglende selvrespekt og druk. Et andet tema er den dobbelte identitet – det at være delt mellem at være grønlænder og dansk, at leve i et samfund hvor fangerkulturen og moderne storbyliv støder sammen.

Efter at Rasmus' ene søn går amok og skyder vildt omkring sig på et diskotek (en scene som refererer til en virkelig episode, hvor en ung grønlænder for 10 år siden gik amok en nytårsaften), kaster Rasmus sig ud i den grønlandske sne og råber sine lidelser ud for alle boligkvarterets beboere.

Denne og mange andre scener virker autentisk og udtrykker en helt anden kraft over spillet end den forfinede hollywoodske pænhed, som vi så i Julia Ormonds spil i Frøken Smillas fornemmelse for sne.

Rasmus tager ud på indlandsisen på jagt efter håb og mening med sit liv og for at komme ud af sin krise og sine drukproblemer. Her møder han en Qivitoq, åndemaner og vildmand, som dels driller, dels hjælper Rasmus igennem sin kamp. Det mytiske element i filmen kan til tider tippe over, men myten er også god til at beskrive absurditeten. For det er et absurd liv, Rasmus lever – hans samfund er deprimerende, han er arbejdsløs, der er druk og sladder omkring han.

Filmen beskriver de enorme omvæltninger, som Grønland har været igennem i løbet af tre generationer. Den er dejligt fri for at romantisere den grønlandske natur og fangerkulturen. Den overvældende majoritet i nutidens Grønland bor og arbejder i byerne, kun nogle få tusinde lever af at være fangere. Bingohallerne, værtshusene og diskotekerne ligner til forveksling de danske pendanter. Den hårde virkelighed er en verden, hvor bajere og bingo udtrykker storbyens tomhed og kapitalismens forkvakling af menneskenes sjæle.

Selvom Lysets hjerte gør en del ud af at beskrive, hvordan dansk kolonialisme har forvansket det oprindelige grønlandske samfund og dets kultur, så er det ikke nogen sentimental film. Filmens budskab er ikke nostalgi eller at opføre sig "etnisk korrekt" til ære for turister, men at løsningen på grønlændernes problemer ligger hos grønlænderne selv ved at finde en ny identitet i det moderne Grønland.

Ågot Berger

Toppen af siden

www.socialister.dk – 22. november 2024 kl. 19:27

Socialistisk Revy nr. 2 mar 1998

Temasider

Nr. 2

Hovedmenu

Socialistisk Revy nr. 2 – Side 27-28 – Marts 1998

Anmeldelser

Film

Storbyernes Grønland

Socialistisk Revy nr. 2
mar 1998