Socialistisk Arbejderavis

Nr. 289 – 26. juni 2009 – side 6

Iran og Vestens hykleri

Simon Assaf

Der hænger en dyb skygge over alle begivenheder i Mellemøsten. I Iran kalder man det “den sultne ulv“. Imperialismen har været en så ødelæggende og magtfuld kraft, at mange, med rette, mistænker den for at have en finger med i alt hvad der foregår.

Flere uger før opstanden i Iran pumpede USA og Frankrig millioner af dollars ind i Libanon for at forhindre, at Hizbollah og dets allierede vandt valget.

I 2005 organiserede USA’s ambassade sammen med andre vestlige magter åbenlyst pro-vestlige libanesiske grupper til at gå på gaden i den såkaldte cedertræs-revolution.

Et år senere støttede de samme kræfter Israel i dets forsøg på at smadre Hizbollah.

De samme kræfter nægtede at anerkende Hamas’ valgsejr i Palæstina. Og mens imperialismen fordømmer uregelmæssighederne ved valget i Iran, så ignorerede de Hosni Mubaraks åbenlyse valgsvindel i Egypten – en central allieret for USA i regionen.

Imperialismens finger

Det er ikke overraskende, at mange ser imperialismens finger i den folkelige opstand, der er brudt ud i Iran.

I 1953 blev den nationalistiske leder Mohammad Mosadeq væltet ved et kup organiseret af USA og Storbritannien efter at han forsøgte at nationalisere Irans olie-ressourcer.

USA’s allierede frygter Iran og dets voksende indflydelse. USA hader Iran – ikke fordi det har haft en revolution, men fordi det nægter at slutte fred med imperialismen.

For USA kan Iran blive en nøgle til at holde en række modstandsbevægelser i regionen i skak, fx Hizbollah, Hamas og Mehdi-militsen i Irak.

Mange lande i regionen har haft lignende revolutioner som Irans. Egyptens revolution i 1956 ydmygede Frankrig, Storbritannien og Israel. Den er stadig et af højdepunkterne i arabisk historie.

USA ønsker at tæmme Iran, ligesom Egypten blev det. Men hvem kan gøre det? Israel kunne slå de egyptiske og syriske hære i 1967. Men Israels forsøg på at gøre det samme mod Hizbollah i 2006 var en sørgelig fiasko.

USA har brug for Iran

For imperialismen står der meget på spil. Invasionen af Irak i 2003 efterlod USA dybt kompromitteret. USA behøvede Irans hjælp til at standse shia-muslimernes oprør, og USA har stadig brug for Irans velvilje for at kunne afslutte sin strategi med at formindske antallet af tropper i Irak.

USA og Nato har også desperat brug for Irans samarbejde i Afghanistan.

Besættelsen dér er blevet rystet af en hårdnakket modstand, og besættelsesmagterne har desperat brug for en sikker forsyningsrute, der ikke er afhængig af et kompromis med Rusland eller af Pakistan, som bliver mere og mere ustabilt.

Den pris, som USA og Nato kan komme til at betale, anses af nogle for at være for høj. Men Barack Obamas regering er villig til at “tale“ med alle fraktioner i Iran.

Internt i Iran er der også bevægelse i retning af at åbne op mod Vesten. Mousavi og Rafsanjani ønsker en aftale med USA. De anser Ahmadinejad for at være for grov og stædig.

Spiller på flere heste

Men alle fraktioner ønsker at fastholde udviklingen af atomprogrammet. Så Obama spiller på flere heste. Han ved, at han er nødt til at forhandle med vinderen af magtkampen, uanset hvem det bliver.

Nogle i USA ser en chance for at ydmyge det islamiske regime og håber på, at en ny føjelig leder vil dukke frem. De kunne tænke sig en “farve-revolution“ som dem USA har hjulpet med at gennemføre i Ukraine, Libanon og andre lande.

Den slags protester er den letteste måde for lande at blive “USA-venlige“.

Men mange i USA forstår, at reform-politikerne står fast på USA’s nationale interesser.

Det var under den iranske reform-præsident Mohammad Khatamis valgperiode, at Hizbollah voksede i styrke og i 2000 endelig drev Israel ud af Sydlibanon. Khatami er ekstremt populær blandt Libanons shia-muslimer pga. hans støtte til modstanden.

USA vil gerne tegne et billede af Ahmadinejad som “ekstremist“. Men USA nægtede at tale med Khatami, da han foreslog dialog, og med Rafsanjani før ham.