Socialistisk Arbejderavis
Nr. 289 – 26. juni 2009 – side 7
Arbejderklassen er nøglen til succes i Iran
Simon Assaf
Forskelligheden i bevægelsen i Iran afspejler de forskellige kræfter, der er blevet trukket ud på gaden.
For Mir Hussein Mousavis støtter, særligt dem fra middelklassen, handler det om at åbne landet op mod Vesten.
For kredsene omkring hans allierede, Hashemi Rafsanjani, er det en del af en magtkamp i toppen. Men for masserne på gaderne handler det om fattigdom, fremmedgørelse og kampen for at klare hverdagen.
For millioner af kvinder handler det om social frihed og en forkastelse af deres status som andenklasses-borgere.
For studenterne handler det om intellektuel frihed. For Irans forskellige etniske grupper handler det om deres rettigheder. Og for millioner af almindelige mennesker er det belvet en kamp for at kræve ånden fra 1979-revolutionen tilbage.
Lægger man det hele sammen, repræsenterer bevægelsen al den indespærrede frustration med et styre, som ønsker at knuse ethvert håb om forandring.
Begivenhederne har vist, at millioner af mennesker i Iran ikke længere er indstillet på at fortsætte på den gamle måde, mens landets magthavere synes ude af stand til at herske på den gamle måde.
Men for at bevægelsen kan fortsætte og have nogen som helst chance for succes, må den omdanne sig yderligere.
Den ene kraft, som endnu mangler fuldt ud at lade sig høre, er arbejderklassens kollektive styrke.
Arbejderne i Iran har tidligere rejst sig. Den strejkebølge, der begyndte i 2004, har genoplivet de græsrodskomiteer, der blev grundlaget for arbejderkontrol i 1979.
De spillede en nøglerolle i omstyrtelsen af den vestligt støttede shah.
Begivenhederne i Iran i dag har endnu ikke nået dette trin. Mange af arbejderlederne er i fængsel, og fagforeningsaktivister bliver chikaneret og truet.
Hvor længe Irans herskere kan holde sig ved magten ved vi ikke. Men vi kender heller ikke graden af arbejdernes beslutsomhed.
Det eneste der er sikkert er, at bevægelsen repræsenterer et vendepunkt. For øjeblikket kan styret håbe på, at det kan banke dets modstandere væk fra gaderne.
Men det har tabt sin legitimitet, og fra nu af kan styret kun gennemtvinge sin vilje med knipler og kugler.
Se også:
SAA 289: Iran og Vestens hykleri
SAA 289: Iran – et regime i krise
SAA 289: Folkemagt ryster Iran
SAA 289: Iran: Løgn, forræderi og bestikkelse er en central del af systemet
SAA 289: Stop the War om krisen i Iran
SAA 289: Iran: Undergrundsavisen „Khiaban“ („Gaden“): “Vi stoler på gaderne“
SAA 289: Irans magthavere er splittede
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed