Socialistisk Arbejderavis

Nr. 294 – 14. januar 2010 – side 2

Hvad skete der egentlig på klima-topmødet?

Jørn Andersen

Det er vist gået op for de fleste, at der ikke kom nogen aftale ud af klimatopmødet i København. Til gengæld er der vild forvirring om, hvad der egentlig skete.

Nogle tror faktisk, at der er en aftale – som bare ikke er særligt god. Det er ikke rigtigt.

Sagen er, at der blev lavet en såkaldt “Københavns-erklæring”. Den blev ikke vedtaget – selv om Lars Løkke forsøgte alt for at få den presset igennem – den blev “taget til efterretning”.

“Københavns-erklæringen” er et papir, som blev aftalt mellem USA og Kina sammen med Brasilien, Indien og Sydafrika.

Papiret er meget kort, og det siger helt enkelt: Der er ingen krav om CO2-reduktioner (man kan fortælle FN, hvis man frivilligt vil reducere ...). Og de 5 er enige om, at der først kan forhandles igen i 2015 – altså om 5-6 år. Desuden gives der lidt håndører til nogle af hårdest ramte lande – men den slags løfter plejer aldrig at blive indfriet.

Sabotage

Der er altså ikke tale om en aftale, ikke engang en dårlig aftale.

Der er tale om, at disse 5 lande har saboteret, at der kommer nogen som helst form for aftale inden 2015. De andre rige og mellem-rige lande, fx. EU og Danmark, har accepteret, at sådan er det bare. De fattigste – og mest ramte – lande fik ikke noget valg.

Konsekvenserne af dette er katastrofale. At stoppe den globale opvarmning kan ikke bare vente. Allerede i 2008 gjorde klimarelaterede katastrofer 20 millioner hjemløse iflg. en FN-rapport. Det tal vil stige de næste 5 år.

Millioner flere vil dø pga. tørke eller oversvømmelser. “Delay kills” – udsættelse dræber – som Oxfam så rammende har sagt.

Kynisme

Af de 5 lande er Kina, USA og Indien de tre største kul-producenter i verden. Sydafrika er den femtestørste. Brasilien har store oliereserver og ødelægger Amazonskoven.

Disse kul-lande ville skulle skære ned i deres produktion, hvis der kom bare en moderat aftale. Med en økonomisk verdenskrise, som ingen ved hvornår vender, så har de kul-producerende lande behov for at producere endnu mere kul. De olie-producerende lande for at producere olie. Og de kul-, olie- og gas-forbrugende lande (som fx EU) har ikke lyst til at investere i omstilling til vedvarende energi.

Derfor saboterede de 5. Og derfor accepterede de andre rige og mellem-rige lande.

Skræmmende

Det skræmmende er ikke kun, at der ikke kom en aftale.

Det skræmmende er, at der ikke kom en aftale, fordi kapitalistiske magt- og konkurrence-hensyn gjorde det umuligt for magthaverne at indgå en aftale, hvor de selv skulle yde.

For det betyder, at der absolut ingen udsigter er til, at der sker nogen form for klima-omstilling af betydning. Hverken i 2010, 2012 eller 2015. Og hverken gennem en aftale eller i praksis i de enkelte lande.

De rige og mellem-rige lande vil stadig skulle tjene penge på at producere eller forbruge kul, olie og gas. Og kapitalistisk konkurrence er indbygget i systemet, så længe kapitalismen styrer verden.

Men ...

Ingen aftale er bedre end en dårlig aftale

Det ville være endnu værre, hvis der var kommet et stykke papir, der så ud, som om vi var på rette vej uden at være det.

For så ville vi alle sammen blot sidde og vente på det næste topmøde.

Nu er billedet i det mindste klart: Vi kan ikke overlade det til markedet og magthaverne at løse klimakrisen – for det sker ikke.

Vi må være mange, der kræver reelle reduktioner her og nu – uanset markeds- og magthensyn. Og uanset om andre lande gør det samme.

Hvis kapitalistiske markedshensyn er en hindring, så er det bedre, at kapitalismen dør, end at klimaet gør det.

Hvad med Kina?

I vestlige medier hedder det, at hvis bare Kina havde været mere imødekommende, så var der nok kommet en aftale.

Det er for det første en fuldstændig fejlfortolkning af, hvad der faktisk skete.

Det er en forklaring, som indebærer, at hvis ikke det havde været for Kina, så var alle andre mere eller mindre tæt på en aftale.

Men ifølge aftalen for forhandlingerne er det kun de rige lande (kaldet Annex 1-lande), der traktatmæssigt er forpligtet til at reducere – og til at hjælpe alle andre økonomisk og teknologisk – og her er Kina ikke med.

Det har især USA, Canada og Australien længe været utilfredse med. Derfor har de med alle midler forsøgt at pålægge Kina forpligtelser.

Selvfølgelig ville det være godt, hvis også Kina reducerede deres stigende CO2-udslip.

Men når kravet kommer fra netop de 3 største CO2-udledere pr. indbygger blandt større lande, ja, så er det rent hykleri.

Kinas udledning er ganske vist steget fra 2,1 tons pr. person i 1990 til 4,6 tons i 2006 (lidt over det globale gennemsnit og halvt så meget som Danmark). Men i hele denne periode har USA’s ligget konstant på ca. 19 tons og Canadas og Australiens på 16-18 tons.

Klimaretfærdighed

Helt galt er det, når Lars Løkke som USA’s stik-i-rend-dreng tog til Indien i efteråret for også at få dem til at reducere. Indien udledte ca. 1,3 tons pr. person i 2006 – under en tredjedel af det globale gennemsnit.

Kina og Indien kan med rette pege på, at de store CO2-udledere som fx USA og EU gennem årtier har opbygget deres økonomiske magt netop ved at udlede masser af CO2.

Topmødet i København viste, at det ikke er retfærdigheds- og fornufts-hensyn, der styrer klima-politikken. Og Kina og Indien er også stormagter med hver sine herskende klasser, der varetager egne magtinteresser.

Men klima-aktivister i Europa, Nordamerika og Australien skal ikke acceptere vore egne magthaveres medie-spin.

En retfærdig klimapolitik betyder, at de største og rigeste udledere skal reducere først – og hjælpe resten af verden.

Det sker ikke, medmindre der kommer et massivt folkeligt pres i de enkelte lande.

Se også:
SAA 294: Efter klimatopmødet: En global bevægelse er født
SAA 294: Kloden først – mennesker først
SAA 294: Klimaforum: Vi må skabe vores eget rum, dagsorden og løsninger
SAA 294: Censur af civilsamfundets organisationer ved COP15: De uønskede
SAA 294: Climate Justice Action: Direkte aktioner er en god start
SAA 294: Et åbent brev om Danmarks friheds- og retstilstand
SAA 293: København: Forræderiet