Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 293 – 24. december 2009 (Kun online)

København: Forræderiet

Jonathan Neale

En stor uret er blevet begået i København, og en ny global bevægelse er blevet født.

Denne artikel handler om uretten. Min ledsagende artikel handler om bevægelsen.

Vi havde ingen anelse

Den aftale, der er kommet ud af FN's klimaforhandlinger, er værre, end hvad nogen af de 35.000 aktivister og eksperter der tog til København havde forventet.

Ingen af os så dette komme. Kynikere som jeg forventede en fiasko og en udsættelse til næste års forhandlinger. Vi havde ingen anelse om hvad der kom til at ske.

Hvad der skete, var dette: Barack Obama fløj ind den sidste dag – om fredagen. Han holdt en kort grov tale, der intet lovede. Så mødtes han med premierminister Wen fra Kina i 55 minutter. Så mødtes de to med Lula fra Brasilien, Singh fra Indien og Zuma fra Sydafrika.

Disse fem mænd enedes om ‘Københavns-aftalen’. Det Hvide Hus sendte den ud til pressen, uden yderligere samtykke fra nogen. Derefter fløj Obama hjem.

FN's Klimakonference sluttede klokken tre næste morgen. Dirigenten sagde, at de “har noteret sig” aftalen og slog hammeren i bordet.

Københavns-aftalen

Aftalen er to og en halv side lang. Tidligere var der i Kyoto-aftalen aftalt reduktionsmål for de rige lande. I Københavns-aftalen kan hvert land vælge sine egne mål, hvad de nu har lyst til, og fortælle det til FN den 31. januar.

Vi havde forventet yderligere forhandlinger i Mexico City til næste december. De fleste lande forventer stadig dette. Men aftalen siger, at den første gennemgang af målene skal ske i 2015.

Der er ingen håndhævelse eller juridisk bindende mål i aftalen. Der er ingen ‘politisk’ bindende mål. Intet.

Vi forventede, at de ikke ville nå til enighed og fortsætte forhandlingerne. Dette er ikke en fiasko. Dette er en hurtig, koordineret, brutal ødelæggelse af enhver mulighed for en international aftale om at reducere udledningerne. Det er en succes for dem, der ønsker at forhindre handling.

Morderne

Al snakken i medierne, og blandt de fleste aktivister, havde gået på, at mødet i København vil være en konkurrence mellem de rige lande og det globale syd: Asien, Afrika og Latinamerika. Mange havde håbet, selv da det så sortest ud, at Obama ville være redningsmanden på den sidste dag.

Faktisk var lederne af ødelæggelsen magthaverne i USA, Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika. Lula, lederen af de store strejker under diktaturet i Brasilien. Zuma, frihedskæmper, venstrefløjens og fagforeningerne i Sydafrikas favorit. Og Obama.

Som lørdag skred frem, talte jeg med den ene miljø-ekspert efter den anden. De vidste det alle. Den tidligere leder af en britisk miljø-NGO, en moderat mand, viste mig aftalen og sagde med tårer i øjnene: “Hvorfor gad de? To år, titusindvis af mennesker, altsammen for dette, dette, dette,” – papiret ryster i hans hænder – “dette stykke lort?”

Hvorfor?

Hvordan skete det?

Trods alt startede regeringerne for to år siden med at se sig om efter en fejlbehæftet, svag aftale. Vi ville kritisere dem, og de ville føle sig tilfredse.

Det der har ændret sig i de to år er omfanget af den globale økonomiske krise. Kapitalismen er konkurrence. Men den økonomiske krise betyder, at hver enkelt del i stigende grad er inde i en fortvivlet konkurrence med de andre dele. Nationale alliancer af selskaber – amerikansk kapital, indiske kapital, tysk kapital, kinesisk kapital, japansk kapital – konkurrerer nu med hinanden, med en meget lille chance for succes. Kapitalisterne, og deres politikere, mener ikke de har råd til udgifterne for deres del af kapitalen til at gøre noget ved klimaforandringerne.

For to år siden troede de, de kunne tage små skridt. Det gør de ikke længere.

Så i løbet af det sidste år har alle de store regeringer i Nordamerika, Europa og det globale Syd bevæget sig væk fra at gøre noget.

De fem

Kig på de fem lande, der skrev og underskrev aftalen helt alene: USA, Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika. Tilsammen har de lidt under halvdelen af verdens befolkning, lidt under halvdelen af verdens CO2-udledning, lidt over en tredjedel af verdensøkonomien målt i dollars, og over halvdelen af verdens industriarbejdere.

De er kulproducenter. Kul er det værste fossile brændsel, fordi det er næsten rent kulstof. Kina, USA og Indien er de tre største kul-producenter i verden. Sydafrika er den femtestørste.
Brasilien har store oliereserver og ødelægger Amazonskoven.

Alle disse lande vil finde det sværere og dyrere at reducere udledningerne end industrimagterne i EU. Derfor saboterede håbet. København er en triumf for Big Coal (de store kulproducenter).

Men de europæiske ledere var ikke indstillet på at bekæmpe dem. Storbritanniens Brown og Milliband kryber til Washington per refleks. For Merkel i Tyskland og Sarkozy i Frankrig er det anderledes. Deres regeringer har stået op mod USA før. Her gjorde de det ikke.

Ingen angreb Obama offentligt. Ingen nægtede offentligt at underskrive aftalen. Ingen udvandrede fra konferencen og blev ude.

Nogle gange er det, fordi deres ledere var personligt købt eller truet af de rige lande. Men det er også fordi selskaberne og bankerne i Frankrig og Tyskland er bange for omkostningerne ved at gøre noget ved klimaforandringerne.

Konsekvenserne

Jeg deltog i mange af de workshops og møder i det alternativ KlimaForum i København. Rapporter fra videnskabsfolk, og fra aktivister i land efter land, gjorde det klart, at konsekvenserne af klimaændringerne er her, nu.

Forskere fra de store universiteter i verden kom, sammen, for at fortælle os, at udsigterne var langt værre end FN‘s klimarapport havde forudsagt tilbage i 2007.

En delegeret fra Ghana talte på et møde, og jeg stillede et spørgsmål om virkningerne af klimaforandringerne i det nordlige Ghana. Jeg vidste, at regnen var udeblevet her i de sidste fire år.

“Vil du gerne vide noget om virkningerne af klimaforandringerne i nord, vil du?” sagde han. Han var vred. “Vil du gerne vide, hvor mange mennesker der døde i år af klimaforandringer det sidste sted, jeg besøgte i nord? 261. De tog mig og viste mig, hvor de foretog operationer på hospitalet, og mens de udførte dem, forsvandt elektriciteten. De viste mig, hvordan de efter fødslen ikke havde noget vand til at vaske barnet eller moderen.”

“De forlader de nordlige områder.” Han blev vred på mig, på det pludrende ineffektive møde, på det manglende raseri i København. “Vi har ikke noget til dem i Syd. De kommer til jer.”

Verdens magthavere har forrådt dem, der lider nu – folk i Bangladesh, Sudan, Kenya, Tchad, Ghana, Afghanistan, Louisiana, Mississippi, Tuvalu, Maldiverne, og mange flere. De har forrådt fremtiden for Afrika, Asien og de store kystbyer som New York, Amsterdam, London, Shanghai, Calcutta – og København. De har forrådt dig og mig. Og mine børn. De har forrådt ikke kun isbjørnene og frøerne, men fremtiden for alt levende på jorden.

Den ledsagende artikel handler om den nye globale bevægelse for at stoppe dem.

23. dec. 2009

Se også:
SAA 293: København: Den nye globale bevægelse
SAA 293: Klimakamp efter topmødet
SAA 293: Fra “The Battle of Seattle“ til klimatopmøde
SAA 293: Klimatopmøde uden resultater: Vi må selv kæmpe for CO2-reduktioner
SAA 293: Tør vi lægge vores fremtid i hænderne på FN?
SAA 293: Hvorfor kan klimakrisen ikke løses på markedets præmisser?
SAA 293: Klimatopmøde for folket – en guide for klima-aktivister
SAA 293: Reclaim Power – Pushing for Climate Justice
SAA 293: Det mener vi: De falske løsningers tid er forbi
SAA 293: Verdens ledere redder ikke klimaet: Vores magt kan redde kloden

Flere artikler fra nr. 293

Flere numre fra 2009

Se flere artikler om emnet:
COP-15

Se flere artikler af forfatter:
Jonathan Neale

Siden er vist 4401 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside