Socialistisk Arbejderavis
Nr. 293 – 8. december 2009 – side 16
Klimakamp efter topmødet
Jørn Andersen
Hvis man tror, at klimatopmødet ikke vil forandre noget, så tager man fejl. Topmødet vil ganske vist ikke gøre noget mod klimatruslen. Men topmødet vil for tusindvis af mennesker fjerne illusionen om, at det var herfra løsningerne ville komme.
Det stiller den anti-kapitalistiske venstrefløj over for en stor udfordring: Hvordan trækker vi de mange med i diskussion og aktivitet, som endnu ikke er anti-kapitalister, men er bekymrede for klimaet og har troet – eller bare håbet – på resultater af topmødet?
For hvis konklusionen er, at topmødet ikke løste noget, så er den logiske følge, at der må opbygges en bevægelse af “almindelige mennesker“, der kan presse eller tvinge magthaverne.
Uden en bevægelse, som er bredere end os selv, risikerer vi to ting: Dels at de manges skuffelse over topmødet blot fører til frustration og passivitet. Dels at magthaverne får alt for let ved at definere, hvad klimaløsninger handler om.
Magthaverne vil ikke sidde passivt og vente. De er godt klar over, at der er et pres for at finde løsninger. De vil markedsføre falske løsninger og halve aftaler. Uden en bredere bevægelse til at gå op imod dem, vil de vinde argumenterne hos flertallet.
Men hvad kan en sådan bevægelse samles om? Og hvilke aktiviteter kan give den dynamik?
OOA og Ingen krig mod Irak
Tidligere brede kampagne-bevægelser er fx OOA, Organisationen til Oplysning om Atomkraft, især 1974-85, og Ingen Krig mod Irak (det senere Nej til Krig) især fra 2002-4.
Begge havde meget enkle krav. OOA’s mål var at forhindre indførelse af atomkraft i Danmark. Ingen krig mod Iraks at forhindre en krig, der var på vej.
I begge var der åben debat om alternativer. Det gjorde det muligt for mange at være med.
Et rimeligt klart mål kombineret med åbenhed for forskellighed ser ud til at være afgørende for at skabe en større folkelig bevægelse.
Uden de to elementer kunne hverken OOA eller Ingen Krig mod Irak have opbygget lokalgrupper over hele landet, der førte kampagne for det fælles mål.
Klimaretfærdighed
Men er klimakampen helt så enkel? Både ja og nej.
Den er enkel, fordi den handler om at sænke udledning af drivhusgasser så meget og så hurtigt som muligt.
Men en bredere klimabevægelse vil konstant komme til at diskutere alternativer – fordi seriøse klimaløsninger kræver strukturelle forandringer. Og fordi kapitalistiske klimaløsninger kan blive (næsten?) lige så skræmmende som en fortsat klimakatastrofe.
Derfor bliver begrebet “klima-retfærdighed“ et nøgle-begreb i en hvilken som helst bevægelse mod fortsat global opvarmning. Vi skal opbygge en bevægelse for klima-retfærdighed, fordi truslen ikke kun er den globale opvarmning, men den måde den rammer, globalt og socialt.
Det burde ikke forhindre opbygningen af en bred bevægelse. Fx indeholder grundlaget for 12dec09-demonstrationen de 3 vigtige elementer: 1) nødvendigheden af hurtig og omfattende handling, 2) global retfærdighed, 3) social retfærdighed.
Det kunne og burde være de vigtigste elementer for en ny og stærkere klimabevægelse.
Anti-kapitalisme
Men en bred bevægelse er det kun det halve svar. Af to grunde:
Dels fordi en aktiv venstrefløj i en bevægelse ofte er en betingelse for succes. Det gjaldt både OOA og Ingen Krig mod Irak.
Dels fordi klimakampens krav om strukturelle forandringer gør, at en bred klimabevægelse bliver stillet over for enten tilpasning eller opposition til systemet.
Derfor skal der også opbygges en stærk anti-kapitalistisk venstrefløj – både som en del af en bredere bevægelse, men også med sit eget udtryk og egne aktiviteter.
Der er flere organisationer og netværk, der kan betegnes som anti-kapitalistiske. De vigtigste er: Den socialistiske venstrefløj (især omkring Enhedslisten), de fleste i NOAH/Friends of the Earth og ikke mindst Climate Justice Action, som i dag er den ledende kraft på den anti-kapitalistiske klimascene.
Disse miljøer har i lang tid arbejdet hver for sig. Et vigtigt skridt vil være, at den øgede dialog mellem dele af disse miljøer, der er foregået i forberedelserne til klimatopmødet, bliver til et egentligt samarbejde. Vi skal kigge ud over egne græsgange og finde de ting, der kan samle os til fælles aktivitet.
Men den egentlige udfordring for den anti-kapitalistiske venstrefløj er ikke kun at diskutere, hvad vi selv skal gøre, men hvad vi kan få mange andre til at gøre.
Aktivitet
Vi skal altså finde nogle forslag til handling, som giver mening for de mange – og samtidig gør en forskel for klimaet. Vi snakker altså ikke om “plant et træ“ og den slags.
Det kunne være en kampagne om “Stop for indenrigsflyvning“. Den vil være populær – både fordi de fleste faktisk synes det er vanvittigt, og fordi det overvejende er business-folk, der flyver. Den vil gøre en forskel for klimaet. Den vil have en chance for at kunne vindes.
Andre er ikke så lette: Det giver god mening at kræve fx “Bilfri city“ i de større byer. Men det kræver, at vi samtidig kræver den kollektive trafik udvidet, hvis vi skal have folk med.
Begge forslag hjælper. De kan mobilisere. Og de kan muligvis vindes. Men de store knaster er nogle andre: Omstilling fra fossil brændsel til vedvarende energi. Omstilling af landbruget til noget der ligner økologisk drift. Opgør med spild-produktionen osv.
Det kræver en langt større og stærkere bevægelse at komme dertil. Og det kræver svar på, hvordan den omstilling kan ske, så folk ikke er truet på deres jobs.
Derfor skal fagbevægelsen med i diskussionen. Ikke kun på grund af jobsikkerheden, men især fordi den, trods fagbureaukrati og andet, er den største folkelige bevægelse. Vi kan ikke udfordre klimatruslen uden en strategisk alliance med arbejderklassens organisationer.
National ramme – globalt perspektiv
Alle de nævnte eksempler er danske. Det er med vilje.
Når magthaverne ikke vil løse klimatruslen ved internationale møder, må vi tage den én for én på hjemmebane. Efter topmøde-euforien kommer en stor del af klimakampen til at foregå i en national ramme.
Vi kan ikke skabe en global bevægelse uden at den har en stærk national forankring. Det er det, vi skal ud at bygge.
Forhåbentlig kan klimatopmødets fiasko og mobiliseringen op til det blive et spring fremad for en klimabevægelse der gør en forskel.
Se også:
SAA 293: København: Forræderiet
SAA 293: København: Den nye globale bevægelse
SAA 293: Fra “The Battle of Seattle“ til klimatopmøde
SAA 293: Klimatopmøde uden resultater: Vi må selv kæmpe for CO2-reduktioner
SAA 293: Tør vi lægge vores fremtid i hænderne på FN?
SAA 293: Hvorfor kan klimakrisen ikke løses på markedets præmisser?
SAA 293: Klimatopmøde for folket – en guide for klima-aktivister
SAA 293: Reclaim Power – Pushing for Climate Justice
SAA 293: Det mener vi: De falske løsningers tid er forbi
SAA 293: Verdens ledere redder ikke klimaet: Vores magt kan redde kloden
SAA 292: Hvorfor vi ikke har atomkraft i Danmark: Historien om OOA
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed