Socialistisk Arbejderavis
Nr. 293 – 8. december 2009 – side 7
Tør vi lægge vores fremtid i hænderne på FN?
Mikkel Birk Jespersen
Der er intet, der tyder på, at den forsamling mennesker, der har sat hinanden stævne i Bella Centret, vil løse klimakrisen; selv om de hævder det. For i virkeligheden fremmer de for få og forkerte løsninger.
Hvad er det for en forsamling, der mødes i København? Hvorfra får de deres legitimitet – hvis de da overhovedet har en sådan? Og er der nogen rimelighed i, at det er dem, der sidder med magten til at afgøre menneskehedens fremtid?
Det lidt kryptiske navn “COP15“ står for den femtende “Conference of the Parties“, der er det øverste organ i FNs Klimakonvention (UNFCCC) fra 1992.
Det er altså FN, der er rammen om mødet. Hos mange giver det et indtryk af, at det er ‚hele verden‘ – os alle sammen – der mødes for i fællesskab at drøfte problemer og løsninger. Det er desværre ikke tilfældet. Hverken FN eller COP15 er specielt demokratiske institutioner.
FN har ingen reel magt
I modsætning til den almindelige opfattelse er FN ikke blevet oprettet for at redde verden – men for at skabe nogle institutionelle rammer om de magtfulde staters ofte konfliktfyldte indbyrdes forhold.
FN danner selvfølgelig også rammen om mange fornuftige, humanistiske aktiviteter. Men FN har i sig selv ingen reel magt, og når det handler om ting, der virkelig er af betydning for verdens magthavere, så bliver der trådt på bremsen. For eksempel klimatruslen.
FN er derfor en modsætningsfuld størrelse – og netop klimakrisen viser disse modsætninger: på den ene side har FNs klimapanel af videnskabsfolk været med til at slå fast, at menneskeskabte klimaforandringer er et alvorligt problem. På den anden side bremser de stater i FN, der reelt har magt, for at de mål, som forskerne har sat op, kan nås.
Hverken FN eller COP15 er mere end de stater, der er repræsenteret, og disse stater bliver ikke mere humanistiske eller ligger deres kortsigtede profit- og magtinteresser til side, blot fordi de sætter sig sammen om et bord.
I FN sidder der en lang række af diktaturstater, og ved siden af dem sidder de mest magtfulde imperialistiske stater i verden. Det er ikke dem, vi kan regne med, vil redde verden.
FN er altså ikke en form for “verdensparlament“. Både FN og COP15 er netop forsamlinger af verdens ledere – ikke af reelle repræsentanter for verdens befolkninger.
Ingen aftale mod stormagternes interesser
Samtidig afspejler magtforholdene til COP15, og i FN generelt, de ulige magtforhold, der er mellem stater i en imperialistisk verden.
Der vil aldrig i et sådant forum kunne vedtages en aftale, der går imod stormagternes interesser. Og det er uafhængigt af, hvad flertallet af verdens lande og befolkninger måtte mene.
Både de afrikanske lande og flere små østater, hvis eksistens er truet af stigende vandstand i havene, har forsøgt at lægge pres på de rige industrilande for at få dem til at forpligte sig til seriøse reduktioner i drivhusgasudledninger. Blandt andet forlod halvtreds afrikanske lande i et døgn forhandlingerne i Barcelona i november.
Men på trods af det, er det alligevel ikke dem, der i sidste ende sætter dagsordenen. Det er i stedet de rigeste, mest magtfulde og mest drivhusgasudledende stater i verden. Samtidig med at det netop er de fattigste lande, de små østater og andre lavtliggende lande, der lider mest under den globale opvarmning.
Hvor ligger løsningen begravet?
Magthaverne taler meget om nødvendigheden af en klimaaftale. Og efter topmødet vil de formentlig også forsøge at tale et dårligt resultat op som en sejr.
Der er dog én afgørende grund til, at verdens ledere ikke ønsker at tabe ansigt i København: at de bliver pressede af verdens befolkninger.
Men at magthaverne forsøger at tale befolkninger og bevægelser efter munden gør ikke COP15 til et demokratisk forum.
De personer, der mødes i Bella Centret, kan ikke redde verden. Deres forsamling er heller ikke demokratisk. Og årsagen til de to ting er den samme; de både tænker og handler indenfor rammerne af et kapitalistisk system – og det udelukker såvel en reel repræsentation af verdens befolkninger såvel som reelle løsninger på klimakrisen.
Løsningen ligger i stedet hos de befolkninger og bevægelser i hele verden, der ikke sidder med omkring bordet i Bella Centret. Det er dem, der kan og skal gennemtvinge de nødvendige, kollektive og solidariske løsninger – imod politikerne og de profitinteresser, de varetager.
Se også:
SAA 293: København: Forræderiet
SAA 293: København: Den nye globale bevægelse
SAA 293: Klimakamp efter topmødet
SAA 293: Fra “The Battle of Seattle“ til klimatopmøde
SAA 293: Klimatopmøde uden resultater: Vi må selv kæmpe for CO2-reduktioner
SAA 293: Det mener vi: De falske løsningers tid er forbi
SAA 293: Klimatopmøde for folket – en guide for klima-aktivister
SAA 293: Reclaim Power – Pushing for Climate Justice
SAA 293: Hvorfor kan klimakrisen ikke løses på markedets præmisser?
SAA 293: Verdens ledere redder ikke klimaet: Vores magt kan redde kloden
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed