Socialistisk Arbejderavis
Nr. 294 – 14. januar 2010 – side 3
Censur af civilsamfundets organisationer ved COP15
De uønskede
Carlos García-Robles
Marioliva González, en mexikansk repræsentant fra Friends of the Earth, ventede ude foran Bella Center, hvor den danske vinterkulde var lige så hård ved hende som ved de andre deltagere i COP15.
Omkring kl. 8.00 blev hun stoppet af sikkerhedsvagterne, selvom hun havde sit UNFCCC pas med. På en computerskærm ved check-in kunne hun se sit pasbillede med et stort rødt kryds over, hvilket bestød, at hun nu ikke længere var velkommen i Bella Center. Hun blev chokeret; hvad var der dog sket? Forvirret og irriteret var hun fast besluttet på at komme indenfor. Hvorfor ville UNFCCC dog ikke høre folkets mening?
Andre fik blot bekræftet deres langvarige mistanke til UNFCCC om ikke at byde alle synspunkter velkomne. Især synspunkter med en meget klar afstandstagen til markedsbaserede løsninger. Løsninger, hvor de historisk stærkeste magter gennemtrumfer deres egne ideer for at fastholde verden i neokolonialisme, med atmosfæren som virksomhedernes privatiseringsområde for det 21. århundrede.
Dette gælder for Friends of the Earth (FoE), som sammen med Avaaz og andre organisationer, der blev udvist af COP15 – samme dag som demonstrationen “Reclaim Power“ skulle finde sted om morgenen, d. 16. december. UNFCCCs forklaring på udvisningen var, at FoE havde begået en ulovlig handling, da de støttede op bag de afrikanske lande, da de udvandrede fra mødet i protest to dage før (observerende organisationer kan ikke deltage i UNFCCCs beslutningsprosesser, derfor må de heller ikke lave aktioner). Det virker som om, UNFCCC forbød FoE indgang uden varsel samme dag som Reclaim Power-aktionen (der var planlagt som en fredelig aktion), hvor nogle FoE-medlemmer havde udtrykt interesse i at deltage i aktionen. Dette var dog helt tydeligt en måde, hvorpå man skulle lukke munden på de, som ville have en retfærdig, juridisk bindende aftale uden markedsbaserede mekanismer.
Denne censur kom ikke kun fra UNFCCC. Man mærkede den også fra den danske regering, der agerede USAs politiske Pinocchio i EU (lige fra da Fogh blev NATO-chef til Løkkes værtsrolle for COP15, hvor han forvirrede de delegerede med f.eks. “det danske notat“, som det blev kendt som i udlandet, og senere et lignende dokument, som USA pressede ned over den danske regering). Censuren kunne også føles med Lømmelpakken, hvormed Danmark ændrede sig fra at være et af de mere progressive demokratier i verden til en udemokratisk USA-efterlignende politistat, altsammen for at efterleve USA’s ønske. Danmark har solgt sit demokrati for ingenting, så det danske civilsamfund har en lang, sej kamp foran sig for at få det tilbage.
Men for at den kamp kan foregå i en forenet, koordineret form, er det danske civilsamfund nødt til at hele de sår, vi fik i COP15-processen. Selvom civilsamfundets bevægelser blev styrket under COP15, er der nogle oversete detaljer, som gjorde tilværelsen for nogle danske grupper lidt hårdere.
Som jeg ser det, har der manglet en sammenhæng hvori de miljøorganisationer, som har arbejdet med klima i lang tid, og andre bevægelser, som først nu er begyndt at have klima på dagsordenen, kunne mødes, diskutere holdninger og i fællesskab blive klar over, hvorfor de er involveret i kampen mod global opvarmning og om topmødet.
Det har haft den konsekvens, at danske miljø-organisationer ikke var med i sociale bevægelser, som fx Climate Justice Action. Der er ingen grund til, at lede efter skyldnere og pege fingre. Miljøaktivister har længe været alene i klimakampen, men i de seneste år er klimakampen nu blevet en del af de sociale bevægelsers dagsorden, hvor der diskuteres, hvordan kapitalisme og klimaproblemer hænger sammen.
Men de fleste danske miljøorganisationer har ikke været en del af denne debat (de fleste miljøfolk går mere op i videnskab, oplysningskampagner og UNFCCC-politik end i en debat med socialt, anti-kapitalistisk fokus). Og samtidig har de sociale grupperinger i Danmark stort set ingen kontakt haft med de grønne grupperinger. Dette gjorde det hele meget svært, da man så endelig skulle lave en fælles mobilisering til COP15, hvor man gerne ville have alle under samme fane. Dette skal være en erfaring at tage med til fremtidige mobiliseringer og i dialoger med organisationer – især op til COP16 i Mexico City.
Disse åbne sår må ikke blive en forhindring for at se fremad og samarbejde om at få de rettigheder tilbage, der blev taget fra os med lømmelpakken; rettigheder der er fundamentale i ethvert reelt demokrati. Uden retten til at udtrykke sine politiske holdninger offentligt har Danmark og dets bevægelser tabt flere årtiers socialt og demokratisk fremskridt. At vinde det tilbage vil tage lang tid, men det vil kun kunne lade sig gøre i fællesskab.
Carlos García-Robles er aktiv i FoE/NOAH
Se også:
SAA 294: Et åbent brev om Danmarks friheds- og retstilstand
SAA 294: Hvad skete der egentlig på klima-topmødet?
SAA 294: Efter klimatopmødet: En global bevægelse er født
SAA 294: Kloden først – mennesker først
SAA 294: Klimaforum: Vi må skabe vores eget rum, dagsorden og løsninger
SAA 294: Climate Justice Action: Direkte aktioner er en god start
SAA 294: Kræv 100.000 klimajobs
SAA 294: ALBA-folkemøde
SAA 294: ’Go Veggie’ – men det vil ikke redde planeten
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed