Nr. 3 - april 1998

Socialistisk Revy
hjemmeside

Indhold nr. 3

Forsiden
 
Aktuelt
3 Leder
4 Kort nyt
8 PET
14 Interview - postbud
16 Ulandsbistand
18 Keynes og Marx
24 Finland 1918
 
Teori/historie
11 Blodigt århundrede
20 Grønland
26 Castros vej
 
Andet
10 Postmodernisme
23 USA på vrangen
29 Månedens bog
31 Anmeldelser
30 Marxisme
34 Mød IS

Socialistisk Revy nr. 3 - Side 4 - April 1998

Kort nyt

Folketingsvalget: Stik mod forventningerne
På vej mod storstrejke?
Kosovo: Ny krig på Balkan?
Schengen eller åbne grænser
Gymnasieelever på barrikaderne

Folketingsvalget:

Stik mod forventningerne

Folketingsvalget 11. marts var en gyser. Ikke blot for politikerne og for de mange mennesker, som frygtede, at Venstre ville komme til magten støttet af Pia Kjærsgaard, men især for valgforskerne. Først og fremmest blev valgforskerne taget på sengen, da den socialdemokratiske fløj vandt valget.

Men der er adskillige andre tendenser, de heller ikke forstår. Især det faktum, at de unge vælgere er rykket til venstre. Ved valget i 1994 var det partiet Venstre, der var den helt store stemmesluger blandt unge vælgere. De fik 40 pct. af de unges stemmer. Det tal blev halveret ved dette valg. 35 pct. stemte i stedet på Socialdemokratiet, 12 pct. på SF og 5 pct. på Enhedslisten. Tilsammen 52 pct.

I det sidste årti er vi blevet tudet ørene fulde af vås om, at ideerne om socialisme og solidaritet var døde og borte for altid. Især unge skulle ifølge eksperterne foretrække individualisme frem for fællesskab. Med den ortodoksi i ryggen er det ikke mærkeligt, at en valgforsker som Ole Tonsgård fra Århus må indrømme, at de ikke har nogen forklaring på, at unge har stemt til venstre.

En af venstres unge superliberalister måtte trække sit folketingskandidatur tilbage, fordi han havde snuden for langt fremme

Valget viste også en venstredrejning på en anden måde - nemlig i partiernes valgløfter. Den borgerlige fløj havde travlt med at afsværge deres tidligere angreb på efterlønnen, understøttelsen og mindstelønnen og deres krav om indførelse af brugerbetaling i den offentlige sektor.

Højrefløjens tidligere påstande om, at pengene fosser ud af statskassen, var glemt. I stedet lovede de bedre forhold for de ældre og skattelettelser til de lavtlønnede. De forsøgte med andre ord at undgå at føre en liberalistisk valgkampagne, vel vidende at liberalismen ikke længere kan tiltrække stemmer.

Også Socialdemokratiet blev i slutspurten tvunget til en skarpere socialdemokratisk profilering, end vi har set længe. Deres pralen med, hvor godt det er gået i Danmark efter regeringens tiltrædelse i 1993, viste sig hurtigt at være for tynd. Alt for få almindelige mennesker har mærket noget til, at det skulle gå så godt. I stedet måtte også Nyrup udstede en række valgløfter. Ingen indgreb på efterlønnen, bedre forhold for de ældre, ingen skattelettelse for de velhavende osv.

En anden tendens, som valgforskerne har svært ved at begribe, er, hvor Dansk Folkeparti henter sine stemmer fra. Tilbage fra før kommunalvalget i november sidste år har de igen og igen påstået, at Dansk Folkeparti især hentede stemmer blandt socialdemokrater, der mente, at der skulle strammes op overfor flygtninge og indvandrere. Påstanden er sågar blevet gentaget efter valget, hvor det jo viste sig, at Socialdemokratiet ikke tabte, men vandt stemmer.

Kikker man fx på de valgkredse i hovedstadsområdet, hvor Dansk Folkeparti gik mest frem, Rødovre, Hvidovre, Husum og Amager, så fik Socialdemokratiet også fremgang, mens Fremskridtspartiet er gået dramatisk tilbage i alle disse kredse. Dansk Folkepartis fremgang er altså først og fremmest en højredrejning indenfor den borgerlige blok selv, der ikke desto mindre er temmelig skræmmende.

Valget var en alligevel en opmuntring, fordi det udstillede de borgerlige partiers tilbagegang. Værst gik det naturligvis ud over Det Konservative Folkeparti, der mistede 40 pct. af sine vælgere. Man må formode, at en del af de frafaldne konservative i stedet stemte Venstre. Og da Venstres fremgang var ret beskeden, så er det klart, at uden Hans Engells og Per Stig Møllers bommerter, så var valget i stedet blevet en lussing til Venstre. Det understreger, at ideologisk er det først og fremmest liberalismen, der er på tilbagetog efter næsten to årtiers hærgen. Partiet Venstre har allerede på nuværende tidspunkt toppet og er på vej tilbage. Det skaber plads til de socialistiske og solidariske idéer. Nye tider er på vej.

Tom Christiansen

Toppen af siden

På vej mod storstrejke

I skrivende stund tyder alt på en storkonflikt i Danmark fra den 20. marts. Transport, byggeri, telekommunikation og industrien lammes. 500.000 arbejdere sendes i strejke og 25.000 virksomheder går i stå.

Fronterne mellem fagforeningerne i CO-Industri og arbejdsgiverne i Dansk Industri er trukket usædvanlig skrapt op. Det er 13 år siden, der sidst var en så omfattende og alvorlig konfrontation mellem arbejderne og arbejdsgiverne.

Arbejdsgiverne vil have en nulløsning og mere fleksibel arbejdstid. Arbejderne ønsker kortere arbejdstid - især på skiftehold, længere ferie og en forhøjelse af lønsatserne.

Der står meget på spil for begge parter. Arbejdsgiverne har ikke til sinds at dele ud af deres gode overskud, de vil tværtimod gøre det endnu større - sådan viser arbejdsgiverne samfundsansvarlighed! De påstår, der ikke er råd på grund af konkurrencekravene fra udlandet. Men i Europa er 35-timers ugen allerede en realitet i Tyskland og Frankrig. Flere lande er på vej.

Topforhandlerne i CO-Industri, Max Bæhring og Willy Strube virker meget uforberedte på denne konfrontation. Til daglig er de mest pot og pande med Dansk Industri - de laver for eksempel fælles kampagne om Europapolitikken. Men nu skal de levere resultater, der modsvarer deres medlemmers forventninger - ellers er deres position og endnu værre fagforeningernes position og omdømme i fare.

For arbejderne står der også meget på spil. Overenskomsten er rammen om deres daglige arbejdsvilkår. Det betyder meget, om arbejdstiden bliver mere fleksibel, og om skiftehold bliver nedsat til 30 timer om ugen. Endelig er det naturligt at forvente en bid af den kage, man selv har bagt - i en situation, hvor alle er enige om, at det går så godt i Danmark.

Efter et par måneders resultatløs forhandling er forligsmand Asbjørn Andersen trådt ind i billedet. Han repræsenterer staten, hvis fornemmeste opgave er at undgå konflikt. Dertil har han en masse beføjelser, for eksempel at kunne udsætte konflikten.

Men arbejdsgivernes krav om nulløsning har gjort det umuligt for forligsmanden at flikke et forlig sammen, som fagforeningerne kunne acceptere.

Arbejdsgiverne har ikke flyttet sig en tomme og har dermed ansvaret for den fastlåste situation. Topforhandlerne i CO-Industri har ellers ikke stillet store krav - faktisk ved man ikke præcist, hvilke krav de har rejst. Selv snakker de mest om højere pension.

Men de kender godt medlemmernes krav. De er formuleret i efteråret 1997. Mere end 7.000 har skrevet under på krav om kortere arbejdstid og længere ferie. Der har været landsdækkende tillidsmandsmøder i Horsens og København. Og senest har der lokalt været holdt tillidsmandsmøder. Aktiviteterne kulminerede foreløbig den 13. marts, hvor der var demonstration foran forligsinstitutionen, og mindst 6.000 arbejdere strejkede i protest mod arbejdsgivernes stejle holdning.

Den sidste overenskomststrejke i 1985 udløste Danmarks største strejkebevægelse, Påskestrejkerne

Under den sidste storkonflikt - i 1985 - greb den konservative statsminister Schlüter ind for at stoppe konflikten. Det udløste Danmarkshistoriens hidtil største strejkebevægelse, Påskestrejkerne, hvor landet i over to uger næsten var sat helt i stå. Denne gang vil Nyrup også gribe ind i storkonflikten, når den har kørt nogle dage.

Dette indgreb vil ikke indeholde kortere arbejdstid, men snarere være en forlængelse af de bestående overenskomster. Altså en nulløsning efter arbejdsgivernes hoveder.

En storkonflikt er nødvendig, hvis arbejdstiden skal være kortere og yderligere skifteholds- og overarbejde skal undgås. Den må fortsætte, selvom Nyrup griber ind. LO's formand, Hans Jensen udtalte til TV-avisen den 16. marts, at der er penge nok i strejkekasserne til 5 ugers konflikt. De penge vil være givet godt ud.

Lene Junker

Toppen af siden

Kosovo:

Ny krig på Balkan?

Stridigheder på Balkan blussede atter op i februar, hvor serbiske tropper angreb landsbyer i Kosovo-provinsen med op mod 80 dræbte albanere til følge. Angiveligt skete angrebene som gengældelse mod "terroristangreb", der havde kostet 4 serbiske politifolk livet.

Kosovo-provinsen er under serbisk styre, selvom 90 pct. af de 2 millioner indbyggere er albanere. Da Balkan blev selvstændigt efter Første Verdenskrig, hvor de østrig-ungarske og tyrkiske imperier smuldrede, var det først og fremmest sejrherren England, der lagde grænserne, og det førte til at den albanske befolkning blev splittet op på fire områder: Albanien, Makedonien, Kosovo og Grækenland.

Serbiens leder Slobodan Milosevic ophævede allerede i 1989 Kosovos selvstyre, lukkede de albanske skoler og universiteter og indsatte serbere i stedet for albanere på centrale poster i det statslige bureaukrati. Og det var ved at bruge det serbiske mindretal i Kosovo, han oppiskede den nationalistiske stemning, der ledte til de etniske udrensninger under krigen i eks-Jugoslavien.

Men Dayton-fredsaftalen, der satte punktum for krigen i det tidligere Jugoslavien, gav ikke Kosovo-albanerne deres selvstyre tilbage. Tværtimod anerkendte Dayton-aftalen Serbiens overherredømme over Kosovo.

Også Danmark anerkender den serbiske dominans. Udlændigestyrelsen har for eksempel midt under de seneste uroligheder indgået en aftale med styret i Beograd om at tilbagesende afviste asylansøgere til Kosovo. På trods af de seneste blodige kampe anser Udlændingestyrelsen Kosovo-provinsen som et "sikkert område," hvor man uden tøven kan sende afviste asylansøgere tilbage til.

Aftalen med Beograd om udvisning af albanske flygtninge vakte en vis opsigt, fordi timingen var elendig. Men der er intet nyt i, at Danmark sender flygtninge tilbage til borgerkrigsramte områder. For at tækkes højrefløjens krav om udvisning af asylansøgere har Udlændigestyrelsen de sidste par år sendt tamiler tilbage til Sri Lanka og somaliere tilbage til det selvudråbte Somaliland. Husk for eksempel på Citra-sagen og "tæppehandelen," hvor Udlændingestyrelsen ved at love bl.a. tæpper til en militsleder fik ham til at tage imod afviste asylansøgere.

Røde Kors har registreret godt 420 beboere fra Kosovo på flygtningelejrene i Danmark. Der er allerede 110 Kosovo-albanere, der står til udvisning. Tyskland har sendt op mod 3000 afviste asylansøgere tilbage i alt.

Det er derfor meget naivt, når lederne af det albanske "skyggeparlament", der har stået for undergrundsskoler og lignende på albansk siden 1989, vender sig mod Vesten og beder "det internationale samfund" om at gribe ind. For eksempel kalder den amerikanske mægler ønsket om selvstændighed for "urealistisk." Der kan højest blive tale om et begrænset selvstyre.

De vestlige regeringer er ikke interesserede i nye grænsedragninger på Balkan. Et selvstændigt Kosovo kunne få det albanske mindretal i Makedonien, hvor 1 ud af 4 er albanere, til at kræve det samme. En opløsning af Makedonien ville føre til en borgerkrig, der kunne trække også Bulgarien og Grækenland med ind, for begge disse to lande gør krav på områder i det nuværende Makedonien. Involveres Grækenland er det næsten uundgåeligt, at også Tyrkiet blander sig; de to NATO-lande ønsker begge to at være regionens dominerende magt. Der er således en reel fare for, at en borgerkrig i Kosovo kan sprede sig til andre dele af Balkan.

Frank Antonsen

Toppen af siden

Schengen eller åbne grænser

Uden særlig meget debat har Danmark tiltrådt Schengen-samarbejdet, der udadtil "sælges" som en åbning af grænserne, lidt i stil med den nordiske pas-union. I virkeligheden drejer Schengen-samarbejdet sig om øget overvågning og kontrol af befolkningen.

Bl.a. oprettes centrale registre, SIS og Sirene, hvor ikke blot oplysninger om kriminelle forhold skal stå, men alt, hvad politiet skønner er nyttigt eller bare engang kan blive nyttigt.

Samtidig er store dele af Schengen-samarbejdet faktisk hemmeligt, og skal omfatte et tættere sammenarbejde mellem de forskellige landes efterretningstjenester, for at kunne "retsforfølge fremtidige lovovertrædelser og forebygge strafbare handlinger, der udgør en trussel for den offentlige orden og statens sikkerhed".

PET-skandalen og tilsvarende sager i andre europæiske lande viser, hvad dette betyder i praksis, nemlig overvågning af lovlige faglige og politiske aktiviteter. Schengen medfører endnu mindre kontrol med efterretningstjenesterne, samtidig med at de får større beføjelser.

At et sådant øget politi-samarbejde kommer nu, er ikke nogen tilfældighed. ØMUens konvergenskriterier betyder nedskæringer og sociale forringelser overalt i Europa, som meget nemt kan føre til øget social uro, sådan som vi har set det i fx Frankrig, Tyskland og Grækenland de sidste par år.

Hvis de herskende klasser ikke ønsker at give afkald på nogle af deres profitter for at sikre bedre vilkår for almindelige mennesker, må de i stedet øge kontrollen og undertrykkelsen. Et europæisk politisamarbejde skal ikke specielt forhindre narkosmugling eller økonomisk kriminalitet, som fx selskabstømning og skattesvig, men i stedet bruges til at kontrollere befolkningen.

Schengen skal desuden bruges til at lukke grænserne af for indvandrere og flygtninge. I forvejen fører EU-landene en stram kurs over for flygtninge. Tysk og dansk politi patruljerer sammen ved grænsen, ligesom det tyske og hollandske politi, for at stoppe "grænseoverløbere" og "menneskesmuglere".

Med kun ca. to "grænseoverløbere" om dagen ved den dansk-tyske grænse (som først og fremmest skyldes, at Tyskland er begyndt at udvise bosniere i stor stil), så kan den opgave kun forstås som oppustet reklame for politisamarbejdet. Ligeledes skal det tjene til "beroligelse" af nationalt sindede vælgere.

Den egentlige baggrund er befolkningskontrol i almindelighed - uanset om man er tilhænger eller modstander af EU er der grund til at være på vagt.

Toppen af siden

Gymnasieelever på barrikaderne

I hele landet har gymnasieelever i stor stil protesteret mod et forslag fra Ole Vig Jensen, der ville nedsætte fraværsgrænsen og fjerne den automatiske oprykning. Ole Vig Jensen havde nok ikke forestillet sig, at hans forslag skulle udløse de største aktioner på gymnasierne i mange år.

Gymnasier over hele landet blev besat, og eleverne organiserede stormøder, hvor de diskuterede forslaget. Rundt om i landet blev der indkaldt til demonstrationer og ret hurtigt besluttede gymnasieleverne at indkalde til storstrejke for alle gymnasier. I alt har mindst 87 gymnasier - over halvdelen - været med i strejken.

Aktionerne har været kendetegnet af stor kampvilje og radikalitet. Flere steder har elever ligefrem lavet vejblokader for at vise deres protest.

Et andet træk ved aktionerne er, at de i høj grad blev organiseret fra neden. I København blev der hurtigt etableret et netværk, Elevinitiativet, som diskuterede bevægelsens udvikling, indkaldte til stormøder og demonstrationer og skabte et kontaktnet af aktive ude på de enkelte gymnasier.

Gymnasieelevernes faglige organisation DGS har støttet aktionerne passivt, men ikke spillet nogen rolle i organiseringen.

Gymnasieelever blokerer trafikken ved Dronning Louises bro i København

Gymnasieelevernes aktioner gør op med billedet af gymnasieelever som passive og upolitiske. Aktionerne handler i høj grad om, at gymnasieeleverne er trætte af, aldrig at blive hørt. Ole Vigs forslag var på mange måder dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Ideen bag Ole Vigs forslag er, at det er de "sløve" gymnasieelever, der forringer uddannelsens kvalitet. Forslaget kommer på baggrund af en undersøgelse blandt gymnasierektorer og -lærere lavet af gymnasielærer Inge Heise. Inge Heise mener, at op mod hver femte gymnasieelev er for ringe til at gå i gymnasiet, og at det trækker niveauet ned.

Men en mere seriøs rapport, som er bestilt af regeringen, retter kritikken mod gymnasiets forældede struktur - ikke mod eleverne.

Gymnasierne har ikke været i stand til at tilpasse sig til dagens virkelighed, hvor gymnasierne er for de mange - ikke bare en lille elite. Eleverne i undersøgelsen efterlyser mulighed for at vælge obligatoriske fag fra og mener, at de mange forskellige fag ikke giver mulighed for fordybning.

Rapporten peger på nogle vigtige problemer i gymnasieuddannelsen. Men der er også andre. Tendensen de sidste mange år har været større pensum og flere skriftlige opgaver til færre undervisningstimer. Det giver så meget hjemmearbejde, at det næsten er umuligt at lave alle lektier samtidig med at opretholde et socialt liv ved siden af gymnasiet.

Og det levner i hvert fald ikke meget tid til at engagere sig aktivt i samfundet og i politisk arbejde. Presset for at nå igennem pensum betyder også, at der ikke er tid til kritisk stillingtagen. Oven i købet har nogle rektorer ligefrem forbudt ophængning af politisk materiale på gymnasiets område!

Gymnasieelevernes aktioner er på den måde også en håndhævelse af deres ret til at forholde sig til samfundet og ikke bare acceptere, at gymnasiet skal være udenadslære og karakterræs.

Nina Holm Jensen

Toppen af siden