Det blodige århundrede

Det 20. århundrede har været imperialismens århundrede. Alex Callinicos forklarer, hvordan politisk rivalisering mellem stater uundgåeligt fører til militær aggression

Et omfangsrigt luftangreb på Irak blev afværget i elvte time, da FN's generalsekretær Kofi Annan indgik en aftale om våbeninspektion med det irakiske regime. På overfladen kan motiverne bag USA's aggressive holdning til Irak virke uklare, men Golfens enorme oliereserver er en vigtig detalje. I det mindste bringer denne detalje os tættere på sagens kerne - sammenhængen mellem økonomisk og politisk magt i verden i dag.

Det er en almindelig udbredt floskel at sige, at vi lever i "globaliseringens" tidsalder. Det hedder sig, at kapitalen har brudt med sin nationale forankring og nu kan flyde frit over hele verden i jagten på profit. Nationalstaten er blevet utidssvarende i en æra, hvor den vigtigste strøm af magt og penge går på tværs af grænserne, ikke indenfor.

En tydelig mangel ved denne analyse er, at den ser bort fra, at de formodentlige forældede nationalstater i dramatisk grad har øget deres evne til at slå ihjel. De større stater har udviklet konventionelle våben med en frygtindgydende destruktiv kapacitet. For to år siden påstod Joseph Nye, rådgiver for Det Hvide Hus, sammen med admiral William Owens i en artikel i "Foreign Affairs", at USA "dominerer vigtige kommunikations- og informationsteknologier - satellit overvågning, telekommunikation, super-hurtige computere - og har en uovertruffen evne til at integrere komplekse informationssystemer."

Nye og Owen argumenterer for, at dette "informationsforspring" udgør en enorm militær fordel for USA og giver en "præcisionskraft...en generel evne til at bruge dødbringende magt med større hastighed, rækkevidde og præcision...De, der overvejer et militært sammenstød med USA, må se i øjnene, at USA vil være i stand til at stoppe eller vende enhver fjendtlig handling med minimal risiko for USA's egne tropper." De konkluderer, at "Den alt for tidlige afslutning på... det amerikanske århundrede er blevet proklameret flere gange af tilbageskridtets disciple. I virkeligheden vil det 21. århundrede, ikke det 20., vise sig at være tidsalderen for Amerikas største overlegenhed."

Denne analyse må tages med et gran salt. "Præcisionskraft" kan ikke ændre bestemte militære opgavers natur. At invadere og besætte et land vil fortsat kræve et stort antal tropper, hvoraf mange vil blive dræbt. Det er en af grundene til, at den USA-ledede koalition ikke marcherede ind i Bagdad og væltede Saddam, efter de havde slået hans tropper i det sydlige Irak i februar 1991. Det er også forklaringen på, hvorfor NATO-tropper først blev sat ind i Bosnien, da USA-støttede kroatiske tropper havde slået serberne. Men alligevel er det et faktum, at USA er fast besluttet på at fastholde sin position som verdens vigtigste magt ved at bevare sit militære forspring over for andre stater.

For at forstå den rolle militær magt spiller i verden i dag, må vi se på den marxistiske teori om imperialisme. Denne teori blev først rigtigt formuleret af V.I. Lenin og Nikolai Bukharin under den Første Verdenskrig. De forsøgte at forklare opløsningen af den langvarige victorianske fred, der blev til blodbadet 1914-18. De byggede på andre marxistiske teoretikere som Rosa Luxemburg og Rudolf Hilferding, såvel som på den radikale liberalistiske økonom J.A. Hobson.

Imperialismeteorien bliver ofte fejlagtigt fremstillet som at dreje sig om de rige landes herredømme over det, vi nu kalder den tredje verden. Faktisk er det en meget bredere teori, der forsøger at spore kilden til den militære og politiske rivalisering mellem stater til bestemte fundamentale ændringer i kapitalismens struktur som økonomisk system. Imperialisme er en bestemt fase i kapitalismens udvikling - hvad Lenin kaldte "kapitalismens højeste stadie."

I Kapitalen argumenterer Marx for kapitalens tendens til koncentration og centralisering. Konkurrencen mellem forskellige firmaer tvinger dem til at investere ressourcer i at udvidde for at kunne producere billigere. Det betyder at gennemsnitsstørrelsen af den individuelle kapital vil have en tendens til at øges. Samtidig går svagere firmaer fallit under økonomiske kriser, og deres aktiver overtages af rivalerne. Med tiden bliver forskellige sektorer, ja sågar hele økonomier, domineret af et relativt lille antal kæmpefirmaer. Denne tendens ledsages af omfattende strukturændringer i kapitalismen, der bliver, som Hilferding formulerer det, stadigt mere "organiseret" nationalt med stigende samarbejde inden for storkapitalen. Han pegede på tendensen i Tyskland og USA for fremkomsten af "finanskapital" - udviklingen af tætte bånd mellem industrien og de store investerende banker. Endnu mere betydningsfuld var, som Bukharin påpegede det, den stigende tendens til en sammensmeltning mellem privatkapitalen og nationalstaten, hvor staten påtog sig at støtte, koordinere, regulere og sommetider ligefrem at erstatte de store private firmaer.

Jo mere verdensøkonomien blev domineret af, hvad Bukharin kaldte "statskapitalistiske sammenslutninger", desto mere ændrede selve konkurrencens form sig. For det første blev den stadig mere global, med de store økonomiers indbyrdes kamp om adgang til markeder, investeringsområder og råmaterialer over hele verden. De europæiske koloniimperiers hurtige udbredelse i det 19. århundredes sidste halvdel var et resultat af denne kamp. For det andet tog konkurrencen mellem kapitaler nu form af militær-politiske rivaliseringer stater imellem såvel som, og nogen gange i stedet for, private firmaers kamp om markeder.

[ Soldat ]
USA bruger sin politisk-militære magt til at fastholde amerikanske kapitalinteresser

Det er på den baggrund man må forstå, hvad historikeren Arno Mayer har kaldt "det 20. århundredes trediveårskrig og -krise " - de to verdenskrige 1914-18 og 1939-45 samt 1930ernes depression i mellem dem. Rivaliserende imperialistiske magter kæmpede, som Lenin formulerede det, for at genopdele kloden. Deres kamp styrkede tendensen mod den militariserede statskapitalisme. Behovet for at organisere krigsøkonomien gjorde det nødvendigt med statsstyring af de nationale økonomiske ressourcer. Krisen i 1930erne ansporede ligeledes staten til at gribe ind, hvor markedet tydeligvis havde spillet fallit.

Den pris menneskeheden betalte for disse kampe mellem imperialistmagterne var frygtelig - mindst 55 millioner blev dræbt under Anden Verdenskrig, deriblandt næsten seks millioner jøder, som nazisterne henrettede, samt katastrofer som hungersnøden i det britisk styrede Bengalen i 1942-43, hvor mellem 2 og 3 millioner mennesker døde.

Efterkrigstiden ledte ikke til imperialismens ophør. De svækkede europæiske magter måtte give afkald på deres kolonier, skønt dette var til fordel for de amerikanske multinationale kompagnier, der var ivrige efter at underlægge sig hele verden.

Konflikter mellem imperialistiske magter fortsatte i form af den lange Kolde Krig mellem de to supermagtsblokke med USA og Sovjet i spidsen. Militærudgifterne nåede hidtil usete højder i fredstid, mens de to blokke indlod sig på et konstant rustningskapløb, hvor de samlede gigantiske atomvåbenlagre.

I virkeligheden var kampen så afgjort ulige. Den ene blok omfattede ikke blot USA men også flertallet af de andre store økonomier i verden. I ly af den atomparaply som Washington stillede til rådighed, kunne Japan og Vesteuropa koncentrere deres investeringer i deres civile produktion og derfor øge deres vækstrater og eksport drastisk. Og det var problemet. Ved slutningen af 1960erne var den amerikanske konkurrenceevne blevet dramatisk undergravet på grund af dets allieredes økonomiske succes. Voksende økonomisk ustabilitet - afspejlet i dollarens faldende værdi i forhold til D-mark og yen - var med til at fremskynde en ny tidsalder med økonomisk krise.

En af hovedårsagerne til, at Vestens herskende klasser har haft svært ved at håndtere denne situation, er den forøgede globale integration af kapitalen. Den lange efterkrigstid med politisk samarbejde og økonomisk konkurrence inden for den vestlige blok gjorde det muligt for multinationale firmaer at organisere deres produktion på en global skala. Den internationale handel med forarbejdede varer kom til at udgøre en voksende andel af den nationale indtægt. Og finansverdenen øgede sin evne til hurtigt at flytte penge over statsgrænserne, og antastede således de nationale regeringers magt til at kontrollere deres egen økonomi. Intet af dette retfærdiggør dog de mere forsimplede påstande, der er knyttet til ideen om "globalisering". Adskillige undersøgelser har vist, at multinationale selskaber som regel har en meget stærk national base, idet de koncentrerer produktion, investering og salg på deres hjemmemarked. Enhver større økonomisk krise har betydet afgørende indgriben fra statens side - først og fremmest den amerikanske stat - for at stabilisere markedet. Det amerikanske finansministerium og nationalbank var hovedaktører i både børskrakket i oktober 1987, den mexicanske redningsaktion 1994-95 og bestræbelserne på at inddæmme børskrakkene i Østasien sidste år. Den nationalt organiserede, statsstyrede kapitalisme er langt fra død.

Men det er slående, hvordan den amerikanske herskende klasse konstant har forsøgt at bruge sin stat - og først og fremmest dens overvældende militære styrke - til at gennemtvinge dens politiske lederskab over den vestlige kapitalisme. Det var allerede tydeligt i begyndelsen af 1980erne, da Reagan-regeringen forsøgte at eskalere hvad der nogle gange kaldes den Anden Kolde Krig, for at afholde de europæiske og japanske allierede fra at forfølge en mere selvstændig udenrigspolitik og knytte for tætte økonomiske bånd til Østblokken. Men denne tendens er blevet endnu mere udtalt, efter Sovjetunionens kollaps under vægten af de militærudgifter, som det forstærkede våbenkapløb i 1980erne havde påtvunget landet.

Den Kolde Krigs afslutning åbnede for langt mere flydende relationer mellem de større magter. Revolutionerne i Østeuropa satte en stopper for efterkrigstidens opdeling af Europa. Et genforenet Tyskland gjorde sig selv synlig som verdensmagt ved at presse på for en styrket europæisk union og ved at sabotere Washingtons forsøg på at holde Jugoslavien sammen. I Japan i 1980erne var udvidelsen af eksport og fremmede investeringer tilsyneladende ikke til at bremse.

I 1990erne har vi set en stribe initiativer, hvor Washington har brugt sin politisk-militære magt til at tvinge den europæiske og japanske kapitalisme tilbage i geled. Golfkrigen i 1991 drejede sig om genetableringen af Vestens kontrol over Golfens oliereserver. Men den var også et signal til Tyskland og Japan, der ikke deltog i koalitionen, om at det er USA's militære magt, der garanterer sikkerheden for den olieimport, som disse landes økonomier er afhængige af. Stillet overfor Jugoslaviens opløsning vaklede Clinton-regeringen til at begynde med. Men snart besluttede den at lade EU lave fuldstændigt kludder i krigen i Bosnien, mens den selv sendte massive våbentransporter til kroaterne og muslimerne. En kombination af NATOs beherskelse af luftrummet og kroatiske tropper på landjorden tvang serberne til at godtage en amerikansk dikteret "freds"-aftale i Dayton.

NATO's udvidelse mod øst er et andet eksempel på den samme strategi. Udvidelsen tjener to formål. For det første er den beregnet på at inddæmme Rusland ved at flytte den amerikansk styrede alliance op til den russiske grænse. Det er et potentielt meget farligt træk, for det kan betyde, at en grænsestridighed mellem Polen og et genoplivet Rusland kan trække USA ind i en krig med et land, der stadig er verdens næststørste atommagt. For det andet er denne politik en måde at slå USA's lederskab i Europa fast igen i en periode, hvor det kunne se ud til, at Frankrig og Tyskland kan udfordre det.

På den baggrund bliver konfrontationen i Golfen meget nemmere at forstå. Som Martin Woollacott fornylig påpegede i avisen The Guardian, "det amerikanske pres er lige så meget på Rusland, Frankrig, Kina og de store arabiske lande som på Irak selv."

USA's position i Mellemøsten er blevet betydeligt svagere siden 1991. Den vigtigste grund til dette er fredsprocessens fallit samt Clintons fortsatte støtte til en israelsk regering, der, under Benjamin Netanyahus ledelse, åbenlyst blæser på Osloaftalens forpligtelser og fortsætter med at bygge nye jødiske bosættelser på palæstinensisk jord.

Der er også andre faktorer i spil. Den militære pagt mellem Tyrkiet og Israel, som USA stod bag, har skræmt de arabiske ledere, især Syriens præsident Hafez al-Assad. Assad og Saddam tilhører bittert stridende fløje i det arabiske nationalistparti Ba´ath. Syriske tropper kæmpede på USA's side i 1991. Alligevel er Assad blevet så skræmt af truslen om militær omringning af Tyrkiet og Israel, at han formodes at have afholdt et hemmeligt møde med sin gamle fjende Saddam for at drøfte den tyrkisk-israelske pagt.

Udfaldet af hele denne udvikling har været en situation, hvor intet arabisk regime var villig til at støtte amerikanske trusler om et angreb på Irak, og nogle vestlige ledere har udtrykt kritik over for denne politik.

Som andre arabiske ledere frygtede Mubarak, at hvis det lykkedes Vesten at vælte Saddam, ville Irak gå i opløsning. Landet, som blev skabt af britisk imperialisme lige efter Første Verdenskrig, er et etnisk og religiøst kludetæppe, med kurdere nordpå, sunni-muslimske arabere i midten og shia-muslimske arabere sydpå. Iraks kollaps "vil føre til fortsat vold og fortsat krig," advarede Mubarak. Det var et sådant scenario, der fik Saudi-Arabiens ledere til at presse USA til at lade Saddam beholde magten til sidst i Golfkrigen 1991.

Paradoksalt nok har en militær operation, der var beregnet på at bevise USA's magt, i virkeligheden tydeligt afsløret dets begrænsninger. Det 20. århundrede har været imperialismens århundrede. Men det har ikke blot været vidne til stormagternes forbrydelser, men også nederlagene, de har været udsat for takket været folkelig modstand. Storbritannien i Irland, USA i Vietnam, Rusland i Afghanistan, alle opdagede, at nationalistiske guerillahære med aktiv opbakning i befolkningen kan ydmyge selv de stærkeste imperialistiske stater.

Lenin indså under Første Verdenskrig, at nationalistiske opstande mod imperialisme kunne svække selve det kapitalistiske system, og derved hjælpe med til at skabe forudsætningerne for en socialistisk revolution. Denne sandhed er stadig gyldig, nu hvor dette blodige århundrede nærmer sig sin afslutning under endnu mere blodbad. Kun når vi slipper af med kapitalismen, kilden til stormagternes endeløse kamp for dominans, kan vi håbe på at se en ende på blodbadet.

Toppen af siden

Sidst opdateret 9.9.01