Danmark som kolonimagt

Det officielle billede af Danmarks kolonitid er præget af mange vrangforestillinger. Margit Johansen fortæller her, hvad 300 års dansk overherredømme har betydet for den grønlandske befolkning

Gennem den nye film Lysets Hjerte er et kritisk billede af dansk indflydelse på det grønlandske samfund blevet aktualiseret. Det er godt, for kendskabet til dette kapitel i Danmarkshistorien er almindeligvis minimal og ikke videre kritisk. Den almindelige forestilling er, at dansk kolonipolitik på Grønland var af en særlig godartet karakter, byggende på viljen til at beskytte en befolkning og dets levevis. Fortjeneste og magtinteresser betød mindre.

Forestillingen om dansk selvgodhed præger stadig de dansk-grønlandske relationer. Skraber man nysneen væk, ses det gamle mønster. Den hurtige overdragelse af ansvarsområder til Hjemmestyret i løbet af 80'erne skete ikke fordi Schlüters regering ville give grønlænderne størst mulig indflydelse hurtigst muligt. Næh, for en dansk økonomi i krise, præget af nedskæringer, var bloktilskud fastsat for 3 år af gangen besparende, fremfor den hidtidige refusionsordning. Desuden blev nogle af de store områder som f.eks. skole- og hospitalsområdet overdraget, lige inden det blev nødvendigt med omfattende renovering af bygninger og materiel. Det er blandt andet kravet om ekstra bloktilskud til dækning af disse udgifter, som flere grønlandske politikere har sat som betingelse for at støtte en regeringsdannelse efter valget d.11 marts.

De fleste danskere vil mene, at der kun har været tale om dansk kulturel dominans, men den danske dominans gjorde sig gældende på alle områder. Administrative og samfundsmæssige strukturer blev overført direkte fra Danmark eller etableret så de tjente danske interesser. Grønlændernes reelle indflydelse på udviklingen var stærkt begrænset helt op til Hjemmestyret i 1979, hvor de overtog et dansk Grønland. Det er først i 90'erne at grønlænderne har kunnet tage fat på at grønlandisere Grønland.

[ Grønlandsk modstand ]
Fra 70'erne og frem voksede den grønlandske modstand mod det danske overherredømme, især blandt arbejderne i byerne

Det er ikke kun gennem de seneste årtier, at grønlænderne er blevet konfronteret med den ødelæggende rationalitet, som det kapitalistiske system udgør. Det har de konstant mødt gennem dansk kolonipolitik, der har udstødt de svageste og fremmedgjort endnu flere overfor deres eget liv, med bl.a. alkoholisme, selvmord og ensomhed til følge. Denne udvikling rammer ikke kun indfødte folk, men ses også i Danmark og verden i øvrigt. Stadig flere oplever at menneskers velbefindende under kapitalismen sættes langt lavere end regnskabernes fremvisning af store overskud. I mindre samfund som det grønlandske bliver konsekvenserne af denne rationalitet særlig synlige.

Skal vi forstå situationen på Grønland i dag, er det nødvendigt at se nærmere på den danske kolonipolitik, der for små 300 år siden trak Grønland ind i den fremvoksende kapitalistiske verdensorden. En kolonipolitik, som indtil 2. Verdenskrig lukkede Grønland af for alle udefrakommende, med mindre de havde de danske myndigheders tilladelse.

En voksende tekstilindustri var i 1600-tallet drivkraften for kapitalismens udvikling mange steder, ikke mindst i Storbritannien. Animalske olier som tran blev brugt i bomuldsproduktionen samt som smørremiddel til spinde- og garvemaskinerne. Desuden var industriens- og handlens hurtigt voksende byer i Europa blevet oplyste og brugte gadebelysning i form af tranlamper. Hvaltran var derfor en vigtig råvare, og i Storbritannien og Nederlandene blev der investeret i hvalfangstindustrien. Med tranbrænderier ombord kunne fangsten foregå fjernt fra land og farvande omkring Grønland blev vigtige fangstområder.

Med hvalfangst fulgte handel på land og eskimoerne blev introduceret til alle de ting, som kendetegnede europæisk kolonisering. Hvilket udover epidemiske kønssygdomme var et ulige bytte med store fortjenester til europæerne samt en voksende afhængighed af europæiske varer blandt lokalbefolkningen. En afhængighed, som ændrede levevis og sociale strukturer blandt Grønlands eskimoer. Deres fangst blev i stigende grad rettet mod det, der kunne byttes for europæiske varer, i stedet for mod opbyggelse af vinterforråd og forsørgelse.

Indtil da havde den sociale norm været, at storfangerne delte byttet med de fattigste, så ingen led nød. Med fangstens nye værdi, som bytteværdi i forhold til europæiske varer, blev den privatiseret og den enkelte fanger beholdt i større omfang fangstudbyttet for sig selv. De bedste fangere kunne bytte sig til bedre fangstredskaber, øge deres fangst yderligere, bytte sig til mere osv. I samme takt blev levevilkårerne forringet for de dårligst stillede. I de forholdsvis egalitære eskimoiske samfund opstod nu sociale skel. Udviklingen blev forstærket af den kolonipolitik, Danmark efterfølgende introducerede.

De danske enevældige konger fulgte tendensen i Europa og førte en merkantilistisk erhvervspolitik. Et led i denne var at forsvare danske handelsinteresser, også på Grønland. Det var desuden, at sikre sig en del af de fortjenester, hvalfangsten gav. Da de tidligste koloniseringsforsøg på Grønland var udgået fra Norge, krævede Christian d.4 som dansk-norsk konge retten til Grønland. Et krav, som blev anerkendt af de andre europæiske lande i forhold til landområderne, mens havene forblev frit område.

I 1721 rejste den norske præst Hans Egede til Grønland, bakket op af et handelskompagni stiftet af 8 købmænd fra Bergen. Hans Egede ville frelse efterkommerne af Erik den Rødes nordboer, som flere hundrede år før havde været de første ikke-eskimoer til at bosætte sig på Grønland. Købmændene ville tjene penge og fik tildelt indenlandsk monopol. Der var ingen efterkommere af nordboerne, så i stedet kastede Hans Egede sig over eskimoerne - nu skulle de gøres kristne. Handelskompagniet kastede sig over byttehandel, men kom i økonomisk krise efter få år. Andre handelskompagnier tog over, etablerede nye handelspladser og fik lukket af for al udenlandsk indblanding. Alligevel havde også de svært ved at gøre Grønlandshandlen rentabel nok, så i 1774 overtog staten driften gennem det nyoprettede Kongelige Grønlandske Handel (KGH), der fik fuldstændigt monopol.

Grundlaget for KGH's virke de næste små to hundrede år var, at handel og andre aktiviteter skulle dække udgifterne i forbindelse med koloniseringen, dvs. lønninger, anlægs- og transportudgifter mv. - og give overskud til statskassen ved siden af.

KGH satsede først på hvalfangst, men kunne ikke konkurrere med den nederlandske hvalfangerindu-stri. I stedet satsede KGH på lokalfangsten. En effektivisering af fangererhvervet blev set som vejen til øget fortjeneste og en bedre måde at udnytte den grønlandske arbejdskraft på.

Der blev oprettet nye udsteder med en KGH-butik, hvor fangerne kunne indhandle spæk, skind o.a. og få europæiske varer i bytte. For at undgå konkurrence og korruption blandt KGH-bestyrerne var der faste priser på varerne, både de indhandlede og de udhandlede. For at styrke produktiviteten i fangerhvervet blev priserne på redskaber o.lign. sat lavt.

Fastholdelse af fangererhvervet var dikteret af KGH's interesser, størst mulig indtjening, og ikke af respekt for grønlændernes levevis. Det fremgik tydeligt ved, at KGH's politik forstærkede den udvikling, som hvalfangerhandlen havde sat i gang: voksende sociale og økonomiske skel grønlænderne imellem.

Andre kolonimagter droppede i løbet af 1800-tallet den merkantilistiske politik, da statens rolle i industrialismen blev omdefineret. I forhold til kolonierne betød det bl.a., at de statsgivne monopoler blev ophævet. Dansk kolonipolitik på Grønland fortsatte dog efter parolen "same procedure as last year" og KGH opretholdt sit monopol. Ved at oprette stadig flere udsteder, fastholdt KGH/staten kontrollen med de grønlandske samfund. KGH's strategi var fortsat fortjeneste gennem øget lokalfangst, ikke mindst fordi den hidtidige rovdrift på hvaler næsten havde tømt havene omkring Grønland for hvaler.

[ Dansk byggeplads på Grønland ]
Fordanskningen af Grønland betød i praksis, at danskerne fik bedre løn- og levevilkår end grønlænderne selv

Presset for at øge indhandlingen betød, at fangstmønstret ændrede sig så meget, at de fleste fangerfamilier blev meget afhængig af importerede produkter både som fødevarer, beklædning og fangstredskaber. Afhængigheden af nærhed til KGH-butikken, betød samtidig større bofasthed.

KGH satte priserne ned på centrale varegrupper, for at sikre fangerne rimelig vilkår, så de ikke søgte over i de nye lønarbejderjobs, der opstod i og omkring koloniadminstration. Tilflytning til de større handelspladser blev et problem for KGH og truede indtjeningen på fangst. Denne tendens blev forsøgt stoppet. I 1820'erne blev der f.eks. givet præmier til familier, der flyttede tilbage til udstederne.

Der kom dog en ny indtjeningsmulighed for staten: råstoffer. I første omgang var det kun kryolit, der blev fundet i mængder, som var værd at bryde. Mod en statsafgift på 12% fik det private selskab 'Kryolith Mine- og Handelsselskab' lov til at bryde KGH's monopol på al aktivitet i Grønland og starte minedrift.

Som følge af de borgerlige, demokratiske reformer, der blev gennemført i Danmark i midten af 1800-tallet, blev der foretaget nogle ændringer i styringen af Grønland. Forstanderskaberne blev oprettet som repræsentative organer i kolonidistrikterne, men reelt var de KGH-administrationens forlængede arm. De skulle gennem uddeling af fattighjælp afbøde den nød, de dårligst stillede fangerfamilier stod i på grund af KGH's favorisering af storfangerne. Forstanderskaberne præmierede de bedste fangere og hjalp med midler til indkøb af redskaber; en understøttelse af den politik, som KGH-embedsmændene i København førte.

Ved udgangen af det 19.årh. stod KGH - og dermed staten - i stadig større problemer. Sælbestanden var for nedadgående, det samme var efterspørgslen og priserne på tran. Kun afgifterne fra det private Kryolitselskab sikrede, at underskuddet på Grønlandsregnskabet ikke blev katastrofalt stort. Samtidig blev kritikken af grønlandspolitikken mere højrøstet. Fastholdelsen af grønlænderne i fangererhvervet blokerede for fremvæksten af andre erhverv som f.eks. fiskeri, fåreavl, rævefarme eller større grad af råstofudvinding, lød det fra finans- og handelsfolk, efterfulgt af krav om ophævelse af KGH's monopol. KGH sagde nej med gammelkendte patriarkalske koloniholdninger, som det blev udtrykt af den daværende KGH-direktør: "skulde Grønland blive en fri Tumleplads for danske og fremmede Fiskere eller entreprenante Forretningsfolk, ville den barnlige grønlandske befolkning gå til grunde."

Men også reformkræfter på Grønland sagde nej, og KGH's monopol fortsatte, dog undtaget råstofområdet. Grønlands kontakt til resten af verden gik fortsat over København, gennem Grønlandsstyrelsen, som nu tog sig af det administrative på Grønland, mens KGH tog sig af handel m.v. Grønlænderne sagde nej, fordi de frygtede, at en åbning af Grønland ville føre til nedlæggelse af udsteder. De mente, at KGH's statslige planøkonomi ville varetage grønlandske interesser bedre. Det holdt ikke, for også KGH skulle have forretningen Grønland til at løbe rundt. Da indtægten ved fangererhvervet ikke gav overskud, fik fiskeriet første prioritet. I løbet af en snes år blev fiskeriet det nye altdominerende erhverv, hvilket har holdt sig til i dag. Investeringer i fiskeriet skete ved rentefrie lån fra statslige kasser, mens Grønlandsstyrelsen investerede i landanlæg.

Fiskeriet gjorde det grønlandske samfund til en gennemført pengeøkonomi, hvor de, der fortsatte som fangere røg bagud af dansen. De økonomiske og sociale skel var nu også mellem fiskere og fangere. Områder med ringe muligheder for fiskeri, f.eks. Nordgrønland, fortsatte med fangst og blev koblet af.

Rentabilitet i fiskeri kom gennem centralisering, hvilket betød tilflytning til de større byer samt lukning af udsteder. I de større byer var der skoler, sundhedsklinikker og let adgang til andre fornødenheder. Det var muligt at få lønarbejde og indhandlingsmuligheder for fisk var bedre der. KGH gjorde sin del over årene ved simpelthen at lukke butikker på mindre udsteder.

Ved reformerne i 1908 blev der oprettet 2 landsråd samt 63 kommuneråd. Rådenes reelle betydning for den overordnede udvikling af Grønland var større end den forstanderskaberne havde haft, men hovedparten af politikken blev stadig fastlagt i København. Hvad der fik betydning var, at skoleområdet blev opprioriteret. Der blev indført 7 års skolepligt, selvom det langt fra var muligt alle steder. Danskundervisningen blev fremmet, ikke mindst ved at de fleste lærere var danske. Landsrådene støttede danskgørelsen, da beherskelse af det danske sprog både gav højere løn og var adgangskort til uddannelse og dermed indflydelse. Dansk var også omvejen til resten af verden, som de ellers var afskåret fra. Fra dansk side var fordanskningen primært en måde at fastholde tilknytningen til Danmark, i en periode hvor Islands tilknytning blev svækket og hvor nabolandet USA begyndte at få indflydelse.

Isolationen fra resten af verden betød meget for udviklingen af Grønland. Som det beskrives i den bog om Grønlands historie, som Hjemmestyret i 80'erne afsatte midler til at få skrevet: "Fra de ældste tider og helt frem til 1900-tallets begyndelse levede grønlænderne deres fangertilværelse i samfund af familier og efter uskrevne love, der ikke gav erfaring i ledelse og styring af et samfund med hele dets indviklede maskineri. Som folk levede de i isolation uden større horisonter. ... manglende kendskab til andre forhold som sammenligningsgrundlag hæmmede direkte udviklingen af konstruktive evner".

Aflukningen af Grønland helt op til 2. Verdenskrig og bevarelsen af KGH's monopol lige så længe, var det særegne ved kolonipolitikken på Grønland og ikke en særlig godhjertet holdning. Om det var til gavn for grønlænderne er, som ovenstående citat antyder, stærkt diskutabelt. Men det var en effektiv måde at bevare Grønland som dansk område under fuld kontrol - og det var det primære, set fra Christiansborg.

Efter 2. Verdenskrig var det umuligt at fortsætte som hidtil. Under krigen havde kontakten til København været helt afbrudt og Grønland havde klaret sig fint endda. Desuden var det politiske klima forrykket; afvikling af kolonierne stod på verdensdagsordenen. Grønlands kolonistatus blev ophævet og landet blev en del af Danmark. Styrelsesmæssigt blev der gennemført reformer og KGH's monopol blev ophævet, dog var privat virksomhed under streng statslig styring.

Grønlandspolitikken blev officielt ført ud fra devisen om at skabe lighed mellem grønlændernes levestandard og danskernes i øvrigt. Det betød at den danske model blev overført til Grønland, med opbygning af samme administrative- og samfundsmæssige strukturer. Et dansk undervisningssystem, et dansk sundhedsvæsen, et dansk retssystem, danske beton boligblokke i byerne osv. Den danske form for lighed betød også at dansk arbejdskraft fik en del mere i løn og bedre ansættelsesvilkår end den grønlandske, der i øvrigt mest var henvist til ufaglærte, lavt lønnede jobs. Hverken den gang - eller i dag - blev det krævet, at danskerne skulle lære grønlandsk. Modstillet de sprogkrav der stilles til indvandrere her i landet, kan det kun ses som udtryk for kolonitankegangen: 'Vi er vel herrer i det her hus'.

En tankegang som prægede grønlandspolitikken mere end den officielle lighedstanke. Grønland havde ingen indflydelse på hverken udenrigs- eller forsvars- og sikkerhedspolitikken, selvom de amerikanske baser på Grønland havde afgørende betydning for NATO under den Kolde Krig. Disse områder er stadig under danske myndighed. Det betyder, at trods Grønlands udmeldelse af EF i 1985, så er de stadig underlagt beslutninger i Bruxelles på disse områder. Det samme gælder valuta- og finanspolitikken. Fundamentale områder at kontrollere, hvis det skal være muligt at opbygge selvstændighed.

Råstofområdet, med et stort potentiale, vil Danmark ikke slippe. Forvaltnings- og koncessionsretten er først fornylig blevet overført til Nuuk. Et overskud ved råstofudvinding skal deles mellem Hjemmestyret og statskassen. Værdierne er stadig ikke grønlændernes. De danske relationer til Grønland er stadig domineret af økonomiske interesser.

Toppen af siden

Sidst opdateret 9.9.01