Løfter om fremtiden

Folketingsvalget 11. marts var et godt valg. Udsigten til en sort Uffe Ellemann-Jensen-regering støttet af Dansk Folkeparti viste sig heldigvis kun at være en ond drøm. At højrefløjens nederlag tilmed har kastet Venstre og Konservative ud i intern krise med Uffe Ellemann-Jensens afgang – og formentlig følger Per Stig Møller efter – er kun en behagelig sidegevinst.

I stedet blev det en regering, som i løbet af valgkampen kom til at love, at der ikke skal skæres mere ned på velfærdsstaten. At de rige ikke skal have flere skattelettelser. At ældreforsorgen og sygehusene skal have flere penge. At huslejerne ikke skal have lov til at stige yderligere, og at der skal gøres noget mere for miljøet. Det viser, at de fleste mennesker mener, at disse ting er vigtigere end højrefløjens egoisme og racisme.

Men man skal ikke tro, at regeringen vil indfri sine løfter. Nyrup-regeringen har allerede opbygget et langt synderegister bestående af gaver til de rige og opstramninger for de fattige. Afskaffelsen af formueskatten i 1995 og nedsættelsen af lejeværdien for folk med millionvillaer, mens arbejdsløse sendes i tvangsarbejde, og dagpengeperioden er skåret ned. Forskellen mellem rige og fattige er blevet større siden den første Nyrup-regering kom til magten.

Regeringen vandt altså valget på den stik modsatte politik af den, som den i virkeligheden har ført – og som den har tænkt sig at fortsætte. Mindre end en uge efter valget kræver de radikale en førtidspensionsreform - på trods af, at det klare budskab fra valgets slutfase var, at efterlønnen ikke skal røres de næste 15-20 år!

Ledende økonomer advarer i øjeblikket mod overophedning af økonomien. Det er et kodeord, der betyder begrænsning af forbruget – men næppe de riges. "Strukturændringer på arbejdsmarkedet" betyder mere tvangsaktivering og en endnu kortere dagpengeperiode.

Som Blair i England lytter Nyrup & Co. mere til erhvervslivet og de rige end til valgets klare signal om solidaritet og styrkelse af velfærdsstaten. Så der er grund til at frygte, at Nyrup vil føre den politik, som de borgerlige tabte valget på.

Men samtidig har valgresultatet givet regeringen et alvorligt problem: Hvordan kan den både sikre arbejdsgiverne en billig overenskomst, sikre et ja til Amsterdam-traktaten, stramme forbruget og vilkårene for de arbejdsløse uden samtidig at miste troværdighed over for dem, der har set den som bolværk mod de riges grådighed og egoisme?

I England er Blair, trods en jordskredssejr for kun 11 måneder siden, nu voldsomt upopulær for sine angreb på arbejdsløse, handicappede og andre svage grupper. Rundt omkring i Europa har den samme politik fået folk til at gå til modstand. Det har vist sig, at regeringerne kun kan fastholdes på deres valgløfter, når der bliver opbygget et pres uden for de parlamentariske forsamlinger.

Mange har afskrevet muligheden for, at det her i halvfemserne er muligt at opbygge et sådant pres. Men også i Danmark har den sidste tid vist tegn på, at i det mindste ideen om organisering og kamp er ved at vende tilbage.

Tidligere undervisningsminister Ole Vig Jensens planer om opstramninger i gymnasiet blev mødt med en rasende protest fra tusinder af gymnasieelever. I forbindelse med overenskomstforhandlingerne har undersøgelser vist, at de fleste arbejdere er parate til at strejke for deres krav – til stor overraskelse for arbejdsmarkedsforskerne, der mente at påskestrejkerne i 1985 blev den sidste store arbejdskamp. 49 pct. er parat til strejke, mens 43 pct. er imod - trods tillukkede forhandlinger og uklare meldinger fra de faglige ledere.

Over hele Europa har modsætningen mellem folks forventninger og håb og regeringernes politik ført til masser af aktiviteter.

Tegnene på, at sådanne aktiviteter også i Danmark kan lægge pres på regeringen fra neden, betyder nye muligheder for socialistiske ideer.

Toppen af siden

Sidst opdateret 9.9.01