Socialistisk Revy

Nr. 3 - april 1998

Socialistisk Revy
hjemmeside


Indhold nr. 3


Forsiden
 
Aktuelt
3 Leder
4 Kort nyt
8 PET
14 Interview - postbud
16 Ulandsbistand
18 Keynes og Marx
24 Finland 1918
 
Teori/historie
11 Blodigt århundrede
20 Grønland
26 Castros vej
 
Andet
10 Postmodernisme
23 USA på vrangen
29 Månedens bog
31 Anmeldelser
30 Marxisme
34 Mød IS


   

Socialistisk Revy nr. 3 - Side 23 - April 1998


USA på vrangen

Bistandsslaveri

Jobtilbud slår ihjel. Som eksempel blev den halvtredsårige Marsha Montipersad sidste år slået ihjel af New Yorks jobtilbudsordning.

Montipersad havde arbejdet i 17 år som sekretær for et børnehjælpskontor i New York, indtil to hjerteanfald tvang hende til at opgive sit job i 1994. Derefter ansøgte hun om invalidepension, men fik afslag fra myndighederne. Derfor havnede hun på bistandshjælp, og i 1996 blev hun sammen med titusindvis af andre bistandsmodtagere tvunget ind i New Yorks jobtilbudsordning, det såkaldte 'Work Experience Programme' (WEP).

Hun blev tvunget til at gennemgå en helbredstest på den private klinik Health Services System (HS Systems), et profitforetagende som afgør, hvilke bistandsmodtagere, der er fysisk i stand til at arbejde for deres bistand. HS Systems kategoriserede Montipersad som 'beskæftigelsesegnet' på trods af hendes kendte hjerteproblemer. Hun blev sendt ud i et WEP-job, der bestod i at udfylde nogle blanketter på et kontor i byens parkafdeling på Coney Island. Hun var nødt til at stå op klokken halv fem hver morgen og tage tre forskellige busser for at møde frem på jobbet på et utæt og fugtigt kontor i kælderen under en offentlig toiletbygning. Sidste år fik hun det tredje hjerteanfald, mens hun var på arbejde. Denne gang var det dødeligt.

Marsha Montipersads historie er kun blevet kendt, fordi hendes familie har anlagt sag mod New Yorks bystyre for at have forårsaget hendes død. Men hendes tilfælde er almindeligt og ligner de erfaringer, som er gjort af hundredtusinder af bistandsmodtagere over hele USA, som bliver tvunget til at arbejde i beskidte, farlige og nedværdigende jobs til en betaling under mindstelønnen - og tit erstatter regulære overenskomstdækkede ansættelser. Mennesker, som lider af problemer med helbredet efter et langt liv i fattigdom, behandles som bistandssvindlere af firmaer som HS Systems, der modtager 6 millioner dollars om året af New York.

Mere end 80.000 bistandsmodtagere om året bliver tvunget gennem HS Systems' helbredsundersøgelser, der foretages af blot 15 læger. De fleste bliver vurderet som beskæftigelsesegnede. Sagsbehandlerne placerer derefter klienterne i et job, som udvælges af en computer, også selvom det i mange tilfælde er åbenlyst, at klienterne ikke er fysisk i stand til at udfylde jobbet. "Vi får papirer, hvor der står, at disse mennesker er egnede til beskæftigelse, men bare ved at se på dem, kan vi se, at det er en dårlig vittighed. De har fysiske skader, men kan alligevel risikere at blive sendt ud i alle mulige slags arbejde," udtaler en sagsbehandler.

Nogle dage passerer mere end 700 mennesker gennem HS Systems undersøgelser. Mange må stå op og vente i timevis i et overfyldt venteværelse, før de bliver kaldt ind - ved et nummer, ikke ved navn. Nogle af dem bruger stok eller gangstativ, men de må ikke medbringe en sygeplejerske eller et familiemedlem til at hjælpe sig, selvom klinikken ikke har handicapfaciliteter. Andre står udenfor uden overtøj og venter på en test, der som regel ikke varer mere end to minutter. Spansktalende bliver ofte tiltalt på engelsk.

Gloria Jimenez, 51 år, har arbejdet 22 år på fabrik, men blev arbejdsløs, da fabrikken lukkede. I dag lider hun af svær gigt i hænderne. Efter en hurtig helbredstest, foretaget på engelsk - som hun ikke taler - besluttede HS Systems, at hun var i stand til at arbejde som gadefejer. "Jeg har arbejdet hele mit liv, og så bliver jeg tvunget til et arbejde, jeg ikke kan klare. Lægen kiggede ikke engang på mine hænder," sagde hun bagefter. Jimenez mistede dette job, da gigten blev for voldsom - og fik frataget al offentlig bistand.

Ydermere har WEP-arbejdere (ansatte i beskæftigelsesprogrammerne) i New York konstateret, at deres jobtilbud sjældent fører til varig beskæftigelse. De fleste bistandsmodtagere erfarer, at når deres seks måneders jobtilbud udløber, er de stadig lige langt fra et regulært job. Linda Bailey, mor til tre, arbejdede som WEP-arbejder i byens transportafdeling i seks måneder. Da jobtilbuddet udløb, blev hun vraget som ansøger til et permanent job. I dag er hun tilbage på bistand og leder stadig efter arbejde.

I mange delstater kan bistandsmodtagere risikere at miste deres bistandshjælp eller madkuponer for små forseelser, som fx at udeblive fra en enkelt samtale eller for at afvise jobtilbud med arbejde på nathold. I Mississippi viste en undersøgelse for nylig, at antallet af familier, som fik frataget understøttelsen på grund af overtrædelser af de mange regler, var næsten dobbelt så stort som det antal personer, der blev sat i arbejde. Meningen med jobtilbuddene er ganske enkelt ikke, at bistandsmodtagere skal hjælpes tilbage på arbejdsmarkedet. Selv med den rekordlave arbejdsløshed i USA i 1997 er arbejdsløsheden for sorte kvinder uden high school eksamen stadig 21 procent. I Midtvesten er der i gennemsnit 22 ansøgere til jobs på mindstelønnen og 97 ansøgere til jobs med en mere anstændig løn.

For at føje spot til skade bliver New Yorks WEP-arbejdere opregnet som "praktikanter" og er dermed undtaget fra at nyde samme rettigheder som andre arbejdere. De bliver også nægtet retten til at organisere sig i fagforeninger. WEP-arbejdere i kontorjobs bliver ofte sat til at rense toiletter. Andre er blevet beordret til at arbejde med farlige kemikalier uden beskyttelsesudstyr eller mangler adgang til rent drikkevand og sanitære forhold. "Det er ligesom straffearbejde," udtalte Wayne Gargrove, tidligere laborant, men indsamler i dag affald som WEP-arbejder.

Beskæftigelsesprogrammerne udgør en åbenlys trussel mod de fagligt organiserede arbejdere. "Politikerne forsøger at undergrave kravene til løn og arbejdsforhold for alle arbejdere. Hvis de fortsætter med at bruge de fattigste som billig arbejdskraft, risikerer vi, at andre grupper af arbejdere bliver lige så fattige," siger Paul Booth, som er faglig sekretær i en fagforening for offentligt ansatte, American Federation of State, County and Municipal Employees (AFSCME).

Men arbejdsgivernes planer giver bagslag. Titusinder af WEP-arbejdere i New York har tilsluttet sig kampen for retten til faglig organisering - 28.000 har direkte organiseret sig gennem AFSCME eller andre organisationer. Bystyret har afvist at anerkende nogen af WEP-arbejdernes fagforeninger, men det har kun medført, at WEP-arbejderne står endnu hårdere fast på deres krav. Demonstrationer af grupper af WEP-ansatte mod det, de kalder "Worker Exploitation Programme," er blevet et almindeligt syn på beskæftigelsesprojekter over hele New York.

Sharon Smith

 

 

Sidst opdateret 9.9.01