Rudi Dutschke – revolutionær marxist fra 1968

Den tyske studenterleder Rudi Dutschke blev personificeringen af studenteroprøret i Tyskland, men også af dets teoretiske uafklarethed

Den 11. April 1968 blev Rudi Dutschke skudt ned på åben gade i Vestberlin af en nazisympatisør. På dette tidspunkt var Rudi Dutschke personificeringen af det tyske studenteroprør og den antiautoritære marxisme. Dutschke døde ikke af skuddene, men blev så skadet og skræmt, at han måtte flygte med sin familie. Først til England, hvorfra han blev udvist og siden til Danmark, hvor han døde i 1979.

Gretchen Dutschkes bog Et skønt, barbarisk liv – Rudi Dutschke – en biografi, som udkom sidste efterår på forlaget Modtryk er fremragende. Dels er skildringen af tiden fra begyndelsen af 60erne og frem til og med 1968 meget politisk og indsigtsfuld. Den skildrer udviklingen fra akademiske diskussionsklubber til massekamp mod systemet fra første parket.

Kompromisløst skildres den politiske Rudi Dutschkes udvikling fra flygtning fra DDR til Vestberlin frem mod en legendarisk ledelsesfigur blandt de oprørske studenter fra 1968. Selvom Gretchen Dutschke laver sin mand Rudi til et ikon og kritikløst fremmaner hans holdninger som rigtige, så er dette styrken og troværdigheden. I stedet for en kvalmende biografi med skolekammerater og udklip fra aviserne, er det en politisk biografi, der skildrer udviklingen af en revolutionær marxistisk studenterleder, hvis skæbne er snævert forbundet med studenteroprørets skæbne i Vesttyskland.

De første sædekorn til oprøret i 1968 blev sået allerede i begyndelsen af 60erne. Her var små grupper af studerende organiseret om diskussioner. En af dem, Subversiv Aktion, der bygedde på samfundskritik og eksistentialisme, fik tilslutning af Rudi Dutschke i 1964. Der var kun ganske få medlemmer, men de fornemmede, at tiden var moden til mere end blot akademiske diskussioner. Den vestberlinske afdeling af Subversiv Aktion, hvor Dutschke var ledende, begyndte at fremføre den klassiske marxisme garneret med aktioner. Dette gav dem hurtigt en politisk position i en større gruppe studerendes bevidsthed.

"Gør flere mennesker revolutionære – kun derved kunne samfundet ændres. Derfor var Rudi og Bernd Rahbel trådt ind i SDS" skriver Gretchen om 1964. Netop forståelsen for nødvendigheden af at forbinde sig med de politiske vækstcentre, hvor de mange studerende søgte til, skiller Dutschke fra de andre. Socialistiche Deutsche Studenten (SDS) var en studenterorganisation, der var blevet ekskluderet af det socialdemokratiske SPD i 1961. De havde ca. 400 medlemmer på landsplan i 1964 og var et politisk sammensurium af stalinister og reformister. Alligevel valgte Dutschke at tilslutte sig, fordi han så, det ville blive som et honningbo, hvorom de oprørske studenter ville summe. Han fik ret. Allerede få år efter var SDS stedet, hvor de nye revolutionære, mange af dem marxister, kæmpede mod reformister og stalinister.

Igennem 1965-66 skærpes Dutschkes forståelse af såvel organiseringen som kampens rolle. Han er inspireret af den antiimperialistiske kamp, som han i lighed med så mange andre tillagde en særlig revolutionær opgave. Men i modsætning til guerillafans a la Che Guevara, fastholdt Dutschke arbejderklassens rolle, også i den tredje verden. I Tyskland, så han studenterne, som den gruppe, der kunne vække arbejderklassen til kamp. Især hvis studenterne kunne konfrontere staten i politisk kamp. Dutschke havde fingeren på pulsen og forstod bedre end så mange af andre, hvordan sammenhængen mellem politisk bevidsthed og handling er. Han kunne binde studenternes frustrationer over manglen på demokrati, ytringsfrihed og studiepladser sammen med politiske krav og tanker:

"Vi måtte leve med spændingen mellem den abstrakt moralske protest og det umulige i at afslutte krigen (Vietnam) via denne protest. Som følge af magtesløsheden over vores uduelighed og ineffektivitet opstod vreden. Denne vrede mod den amerikanske imperialisme og forræderiet mod vores idealer, som engang var de borgerliges idealer, var endnu ikke en målbevidst stræben".

Det skriver Dutschke i 1965 samtidig med at 10.000 studenter demonstrerer mod manglen på studiepladser. Allerede året efter opstår der en situation på Berlins Frie Universitet, hvor en 3000 mand stor protest mod manglen på demokrati udvikler sig til en sit-in, hvor de studerende i selve situationen udvikler stadig mere radikale demokratikrav. Aktionen ender med, at politiet pudses på de studerende og efterfølgende udelukkes nogle stykker, herunder Dutschke.

Udviklingen fra små intellektuelle grupper til at være ledende i massen af studerende, får de revolutionære studenter til at udfordre den vesttyske herskende klasse. I denne periode søger Dutschke utålmodigt forklaringer på, hvorfor dele af den tyske arbejderklasse ikke søger at solidarisere sig med studenterne. Han finder ikke et svar i praksis, men formulerer sin egen strategi.

"'Al magt til sovjetterne' betyder under de nutidige forhold kun en bevidst tilkæmpelse af magten, gennemførelse af en revolution ved flertallet. Indtil det punkt, hvor flertallet er parat til at overtage kontrollen med samfundets processer, lærer menneskene sig selvstændighed ved 'den lange march gennem institutionerne'. Det er svaret på, hvordan 'et lille radikalt mindretal' kan blive til et flertal. Ikke ved at grundlægge et parti, der forsøger at opnå 51 % af stemmerne, men ved at gå ind i partiet og parlamenter og forandre dem."

Dutschke har fat i den lange ende, hvad angår revolutionens karakter. Men han får ikke fat i kernen i selve vejen til revolutionen. Forklaringen ligger i fraværet af den tyske arbejderklasses kamp, som netop kunne have materialiseret behovet for et parti, der kunne forene studenternes radikalitet, arbejderklassens organisering og magt med en revolutionær marxistisk teori. På den måde bliver Dutschke ikke blot personificeringen af de tyske studenters vej til oprør og nederlaget, men også personificeringen af dens teoretiske uafklarethed. Og de tyske studenters manglende opbakning i arbejderklassen fører nogle af dem ud i terror i RAF og andre ind i reformistisk politik eller dens beslægtede enkeltsags-bevægelser, som fx. miljøbevægelser.

Jakob Nerup

Gretchen Dutschke
Et skønt, barbarisk liv – Rudi Dutschke – en biografi
Forlaget Modtryk – 541 s.

Toppen af siden

Sidst opdateret 9.9.01