PET: Demokratiets beskytter - eller fjende?

TV-udsendelser har afsløret, at Politiets Efterretningstjeneste har overvåget fuldt lovlig politisk og faglig aktivitet. Poul Erik Kristensen beskriver, hvordan efterretningstjenester kun tjener magthavernes interesser.

Det var ikke kun i DDR og de gamle stalinistiske regimer i Østeuropa, at der blev holdt et vågent øje med landets egne indbyggere.

Senest har TV2 via Fak2er-udsendelsen "Den hemmelige tjeneste" afsløret, hvordan også den danske efterretningstjeneste gennem adskillige år nidkært har overvåget og registreret danske socialister og fagligt aktive.

Fak2er-udsendelserne har blandt andet påvist, hvordan Politiets Efterretningstjeneste, PET, har sendt stikkere ind i lovlige politiske partier og bevægelser. Men PET nøjes ikke med at overvåge.

De har infiltreret, bestjålet og registreret aktivister, der har udført helt lovligt politisk og fagligt arbejde, og i mange tilfælde har politiets agenter deltaget aktivt i demonstrationer og blokader med det formål at skabe tumult og ballade.

[ Stasi ]
I det tidligere DDR havde efterretnings-tjenesten, Stasi, registreret næsten hver anden indbygger - af hensyn til landets sikkerhed

Afsløringerne har også vist, at PET stort set kun har koncentreret sig om at checke arbejderklassen og venstrefløjen. Dermed har landets magtelite også klart tilkendegivet, hvem de anser som deres største fjender, og som den største trussel mod deres fortsatte skalten og valten med mennesker, miljø og penge.

Det er blevet meget klart formuleret af Uffe Ellemann-Jensen: "Hvis man ikke holder øje med dem, kan man jo ikke vide, hvad de er ude på. Så jeg er slet ikke forarget over, at vi infiltrerer de venstreorienterede miljøer."

Og hvis det drejer sig om at beskytte demokratiet, hvorfor har PET så ikke grebet ind over for højreekstremisters vold, som fx. bombningen af Internationale Socialisters (IS) kontor den 16. marts 1992, som det er kommet frem, at PET havde forhåndskendskab til?

I udsendelsen fortalte en tidligere PET-agent, Anders Nørgaard, hvordan han i første halvdel af 1980erne foretog en detaljeret registrering af den århusianske venstrefløj, og hvordan han pumpede Socialistisk Arbejderparti (SAP) for oplysninger, hvor han eksempelvis videregav stillerlister til PETs registre.

Samtidig kan man sige, at hvis det virkelig drejede sig om at forebygge terrorisme, så burde PET da i det mindste vide, at trotskistiske organisationer som SAP og IS er modstandere af terrorisme. Anders Nørgaard har da heller aldrig påstået, at overvågningen af SAP byggede på en mistanke om terroristiske aktiviteter, men at det tværtimod kun gjaldt om at indsamle navne både på folk herhjemme og i udlandet.

Overgrebet mod SAP er langt fra enestående.

I starten af 1970erne blev det afsløret, at PET gennem mere end 15 år havde aflyttet hjemmet hos de kommunistiske folketingsmedlemmer Alfred og Ragnhild Jensen. Og senere kom det frem, at den socialdemokratiske udenrigsminister Kjeld Olesen i 1972 godkendte, at PET brød ind i Danmarks Kommunistiske Partis hovedkvarter i Dronningens Tværgade i København, fordi DKP havde udarbejdet en rapport om konsekvenserne af dansk medlemsskab af EF.

Fak2er-udsendelsen viste også, hvordan PET gennem årene har aflyttet lovlige politiske møder i eksempelvis Sydafrikakomiteen og forskellige dansk-kurdiske arrangementer.

Hvad PET har brugt disse oplysninger til er ikke svært at forestille sig, da det tidligere er blevet afsløret, hvordan de danske efterretningstjenester arbejder tæt sammen med tjenester i andre lande.

I 1990 blev det således afsløret, at PET havde et meget tæt samarbejde med den israelske efterretningstjeneste, Mossad.

Men PET nøjes ikke med at overvåge venstrefløjen. Næsten hver gang arbejdere har været ude i større faglige kampe, har PET været med. Dels på en lytter, dels som aktive provokatører.

TV2 påviste PETs aktive indsats under HT-strejken i 1984 og under Påskestrejkerne året efter.

Men også under Ribus-konflikten i 1995 spillede politiet en aktiv rolle. Her lod Esbjerg Politi endog en stikker deltage i ulovlige aktioner. Og under de århusianske skraldemænds strejke i 1996 mødte der ofte civilklædt politi op ved de daglige blokader foran Århus Renholdningsselskab.

Men der er også eksempler på, at politiet har sendt civilklædte agenter på blokader og demonstrationer alene med det formål at fremprovokere ballade. Balladen skulle bringe de demonstrerende i miskredit og gøre det lettere for politiet at bruge magt.

Det gjorde man for eksempel, da en arbejdsløshedsmarch i 1979 deltog i en aktion foran Steins Laboratorium i København. Politiagenterne forsøgte at fremprovokere ballade, men blev i stedet afsløret og fremstillet i dagspressen.

Den senere tids afsløringer er god at blive klog af, når det gælder om at finde ud af, hvad der foregår bag det borgerlige demokratis facade. De viser nemlig, at det parlamentariske demokrati har nogle endog meget snævre grænser.

Når marxister kalder parlamentarismen for en narresut, er det fordi samfundet ikke regeres fra Christiansborg.

Afsløringerne af PETs arbejde og lukkethed giver næring til marxisters kritik af det parlamentariske demokrati, hvor vigtige elementer er uden for reel demokratisk kontrol.

Således har det kontroludvalg, som Folketinget har nedsat for at checke PET, ingen reel indsigt i efterretningstjenesternes arbejde. Således har socialdemokraten Torben Lund, der indtil Folketingsvalget sad i kontroludvalget, erkendt, at udvalget ikke kan garantere, at PET holder sig inden for loven.

Kontroludvalget har ikke engang indblik i PETs budgetter og regnskaber.

PET er således lige så lukket for demokratisk kontrol som direktionslokalerne i Den Danske Bank og hos A.P. Møller, hvor der også dagligt træffes afgørelser, der bestemmer levevilkårene for masser af mennesker.

Overvågningen af landets indbyggere har aldrig været om rigets sikkerhed, som det ellers så fint hedder.

Det handler alene om de riges sikkerhed, det handler alene om at sikre privilegierne til det lille mindretal, der sidder på magten. Derfor må socialister kræve, at al efterretningsvirksomhed bliver stoppet. Efterretningstjenesterne vil altid udvikle sig til at være en stat i staten, som er uden for demokratisk kontrol.

Og selvom det ofte virker, som om PET og FET (Forsvarets Efterretningstjeneste) mest af alt minder om skæg og blå briller, kan deres arbejde have blodige konsekvenser.

Ikke kun for de kurdiske flygtninge, som antagelig er blevet registreret, og hvis informationer er sendt videre til de tyrkiske myndigheder. Men også for danske aktivister.

De danske efterretningstjenester har nemlig tidligere vist, hvor villige de var til at bruge deres oplysninger til gavn for udenlandske magter. Det kendteste eksempel fra Danmark er politiets aktion mod danske kommunister under anden verdenskrig, hvor det tyske Gestapo krævede DKP gjort illegalt.

Gestapo forventede, at de danske myndigheder ville arrestere et par snese af de mest kendte danske kommunister. Med det danske sikkerhedspoliti havde i årevis nidkært overvåget DKP og var således i stand til på én dag at anholde over 400 kommunister.

De fleste røg senere i tysk koncentrationslejr, og for en del af dem blev mødet med det danske efterretningsvæsen i bogstaveligste forstand dødelig alvor.

Politiet og efterretningstjenesten har allerede i dag vide beføjelser. Alligevel skal beføjelserne styrkes gennem det såkaldte Schengen-samarbejde mellem EU-landene. Ud over Schengen-aftalen får politiet og efterretningstjenesterne inden for de kommende år endnu et redskab i hænderne til at overvåge socialister og fagligt aktive, nemlig EUROPOL.

EUROPOL giver politiet mulighed for at koordinere arbejdet på tværs af landende i EU.

Trods efterretningstjenesternes overvågning og registrering de seneste 45 år er der ingen grund til at lade sig kue af deres aktiviteter. Nok har de utvivlsomt forhindret mange aktive på den politiske venstrefløj i at skabe sig en civil karriere. Og naturligvis skal man tage sig i agt for politispioner og stikkere.

Men der er ingen grund til, at socialister skal være bange for PET.

Politiet og militæret kan kun i begrænset omfang forhindre store sociale opgør. Gennem historien har revolutioner gang på gang fejet de hemmelige efterretningstjenester af banen.

Det skete blandt andet under den iranske revolution i 1978-79. Den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, var indtil 1979 massivt til stede i Iran, hvor de dels understøttede det hemmelige iranske politi, SAVAK, dels spionerede mod Sovjet.

Alligevel kom revolutionen som et chok for CIA. De havde kort tid forinden beskrevet Iran som en stabil ø midt i det urolige Mellemøsten. Men CIA's avancerede teknologi kunne intet stille op over for en arbejderklasse, som var fast besluttet på at gøre op med shah-regimet.

Det skyldes efterretningstjenesternes politiske dagsorden. Rekruttering sker, som i Anders Nørgaards tilfælde, blandt højreorienterede og nationaltsindede folk. Det blev ovenikøbet afsløret i 1976-77, at FET havde arbejdet tæt sammen med højreekstremisten Hans Hetler, der havde et omfattende arkiv over venstreorienterede, og hvis folk FET brugte til at infiltrere socialistiske grupper.

Det seneste eksempel på efterretningstjenesternes magtesløshed er DDR og de stalinistiske regimer i Østeuropa, som faldt som dominobrikker i 1989.

På trods af at næsten hver anden østtysker var registreret, og på trods af et hav af Stasi-agenter, kunne de østtyske magthavere ikke stoppe den voldsomme opstand, som fejede de gamle magthavere til side og brød murene ned.

Toppen af siden

Sidst opdateret 9.9.01