Nekrolog over postmodernismen

"Kejseren har ikke noget tøj på." Sådan erklærer forfatterne til en ny bog, Impostures Intellectuelles, ifølge The Guardian. Bogen, der angriber postmodernismen, har skabt tumult i Frankrigs akademiske kredse.

De hævder, at indholdet i postmodernismens største værker med fuldt overlæg er en gang uklart, overdrevent knudret, pseudo-videnskabeligt effektjageri. Folk tror måske, at de postmodernistiske idéer er "svære at forstå, fordi de er så dybe", "men hvis de synes uforståelige, er det af den simple grund, at der ikke er noget at forstå."

Uanset hvad disse forfattere - en belgisk og en amerikansk videnskabsmand - i øvrigt skriver, er deres anklagende tone fuldt ud berettiget. Postmodernismen er det modefænomen, der har forgiftet en stigende del af det akademiske, intellektuelle liv i de sidste to årtier. Postmodernismens vigtigste argument er, at vi må opgive ethvert forsøg på at opnå en virkelig forståelse af verden. Alt, vi kan gøre, er at fortolke tingene i forhold til vores egen situation - eller "diskurser". At prøve at vinde folk til vores udgave af "sandheden" er bare at prøve på at underkaste dem vores magt. Og at søge efter en total forståelse af verden er at træde ud på glidebanen mod "totalitarismen".

I forbindelse med sociologi eller historie, fastholder postmodernismen, at der er mange forskellige forklaringer på enhver form for menneskelig handling eller enhver situation, og de er alle sammen lige gyldige. Overført til litteratur eller film betyder postmodernismen, at man opgiver ethvert forsøg på at placere karaktererne i den materielle eller sociale verden. I stedet opløses både karaktererne og deres verden i fragmenter af forskellige billeder, der ikke er kædet sammen af noget overordnet mønster. Typisk er den centrale figur den selvransagende forfatter, mens det er meningen, at værkets fascinationen skal ligge i hentydninger til andre værker, som man selvfølgelig kender…

Forsvarerne for postmodernismen hævder, at den udfordrer etablerede antagelser af verden, og derfor er "samfundsfjendtlig".

Det er sandt, at visse grene indenfor postmodernismen udspringer fra forsøg på at udfordre borgerskabets ortodoksi - på den ene side i de store modernistiske værker inden for litteratur og kunst, der brugte fragmenterede billeder i et forsøg på at skræmme folk til at se, hvor fragmenteret og umenneskelig deres verden var, på den anden side den marxistiske tradition, der søgte at skære ned under overfladen til virkelighedens fremmedgørelse.

Nogle af de mest kendte navne inden for den franske postmodernisme udspringer af disse traditioner. Men ordet "post" betyder lige præcis et brud med begge traditioner. Begge stræbte på hver deres måde efter en fuldstændig beskrivelse af virkeligheden. For postmodernismen kan der ikke eksistere nogen fuldstændig beskrivelse. Derfor angriber den marxismen for at være "reduktionistisk" og "essentialistisk".

Nogle postmodernister lægger ganske vist stor vægt på særlige former for undertrykkelse baseret på køn, hudfarve og sexualitet. De ser disse som et resultat af "virkelighedens sociale konstruktion". Men de har ikke noget svar på, hvor den "sociale konstruktion" selv kommer fra, bortset fra at pege på kulturelle traditioner eller endog brugen af ord. Svaret på undertrykkelse bliver således at fremhæve én definition af identitet på bekostning af en anden. Når det kommer til stykket, bliver postmodernismen nødt til at benægte, at en social kraft kan afgøre hvilken "diskurs", der vinder.

Men ikke nok med det. Når undertrykkelse bliver et spørgsmål om ord, bliver det ligegyldigt, om man støtter eller går imod. Fornægtelsen af en underliggende realitet, af et sammenhængende mønster af udnyttelse og undertrykkelse, forhindrer naturligvis de konsekvente postmodernister i at se én antagelse af verden som bedre end en anden. De er bare forskellige lige værdige "diskurser".

Men det udelukker muligheden for at sige, at én udlæggelse af virkeligheden eller én påstået identitet er bedre end nogen anden. Nazisterne og anti-nazisterne, den hvide racist og den sorte raceforkæmper, feministen og mandschauvinisten, alle skulle, logisk set, være lige værdige verdensanskuelser.

Resultatet er, at uanset hvor radikale nogle postmodernister engang har været, og uanset hvor knudret de skriver, er deres prædiken skræddersyet til dem, der for længst har opgivet kampen mod et fremmedgjort og umenneskeligt samfund. Overfladiskhed forklædt som dybde er ammunition til dem, der insisterer på, ofte selv med en tone grænsende til det totalitære, at der ikke findes nogle virkelige problemer og ingen virkelige løsninger.

Som med de fleste andre modefænomener er der ikke noget nyt ved den postmodernistiske fornægtelse af virkeligheden. De er omtrent lige så nye og radikale som New Labour. Lignende trends er opstået i historien, når arvingerne til det, der engang var radikale intellektuelle traditioner, har opgivet at kæmpe mod de siddende magter.

Det bedst kendte eksempel var i Rusland efter den fejlslagne revolution i 1905. Alle mulige mystiske og religiøse idéer blev populære efterhånden som de intellektuelle mistede deres tro på forandring og genomvendte sig til zarismen. Selv tidligere bolsjevikledere flirtede med den opfattelse, at en virkelig forståelse af verden udenfor var umulig, hvilket tvang Lenin til at vie flere måneder til at tilbagevise modefænomenet i hans filosofiske smædeskrift, Materialisme og Empiriokriticisme.

Den bølge gik i sig selv igen stillet over for en barbarisk verdenskrig og den fornyede revolutionære opblussen. Sammenstødet mellem de virkelige sociale kræfter var så kraftfuldt, at selv de mest selvtilfredse intellektuelle kredse ikke længere kunne lade som om, sådanne kræfter ikke eksisterede.

I dag er der tegn på, at den postmodernistiske aura ligeledes er ved at falme efterhånden som Frankrig, hvor den også blev født, bliver trukket i modsatrettede retninger. Både af den genopståede arbejderbevægelse og af Le Pens voksende naziflok.

Sådan en polarisering lader ikke meget spillerum tilbage til dem, der ville behandle fornægtelsen af Holocaust som en "diskurs", man ikke kan argumentere imod.

For nogle år siden var der meget få, der turde sige postmodernismen imod. De dage ser heldigvis ud til at være talte.

Chris Harman

Toppen af siden

Sidst opdateret 9.9.01