Castros vej til magten

Da Fidel Castros guerillahær erobrede magten i Cuba i 1958, ville ingen have spået, at Cuba 40 år senere ville blive kaldt "kommunismens sidste bastion." Jørn Andersen gennemgår baggrunden for Castros magtovertagelse.

Det er de færreste, der i dag vil fremhæve Cuba som et socialistisk mønstersamfund. Stigende afhængighed af udenlandske investeringer og af rige turisters valuta, en heraf følgende synlig vækst i prostitution samt stigende arbejdsløshed og forskelle mellem rig og fattig symboliserer det modsatte af socialisme.

Alligevel står Cuba for mange som et "anderledes" samfund. Ikke mindst efter Berlin-murens fald, står Cuba og Fidel Castro for mange som "den sidste bastion". Ved FN's sociale topmøde i marts 1995 i København var der udsolgt lang tid i forvejen til mødet med Nelson Mandela og Fidel Castro. En del unge på venstrefløjen tager stadig til Cuba for at støtte regimet.

Forestillingen om Cubas socialisme har omfattet langt bredere dele af venstrefløjen end blot moskvatro kommunister. Over for Stalins, Bresjnevs, Honeckers og Ceausescus beton-systemer virkede Castros Cuba som et mere menneskeligt og troværdigt forbillede. Men det er en myte. Hvis vi med socialisme forstår et samfund, som er styret af menneskets behov frem for af økonomisk tvang, og som er under arbejdernes demokratiske kontrol, så er Cuba alt andet end socialistisk.

Myten om Castros socialisme er først og fremmest skabt af højrefløjen i USA og dets allierede. Siden 1920'erne er enhver modstand mod USA's dominans blevet stemplet som kommunistisk, selv om der i langt de fleste tilfælde snarere var tale om nationalistiske bevægelser for uafhængighed. Og kigger man på, hvordan Castros politiske udvikling startede, ville ingen, og slet ikke Castro selv, have troet, at han senere skulle fremstå som et symbol på socialisme.

Verden hørte første gang om Fidel Castro i 1952, hvor han stillede op til valget som kandidat for det radikalt-nationalistiske Ortodoxos-parti. Men hvorfor tilhørte Castro ikke allerede på dette tidspunkt Cubas kommunistparti? Svaret findes i Cubas historiske udvikling.

Cuba blev selvstændigt i 1898 som den sidste spanske koloni på den vestlige halvkugle. Men landet var knapt blevet selvstændigt, før USA overtog kontrollen. Under det sædvanlige påskud, at amerikanske statsborgere var i fare, rykkede "the marines" til Cuba for at forsvare amerikanske investeringer, først og fremmest i sukkerindustrien. I 1902 kontrollerede USA nationalbanken, toldvæsenet, politiet, præsidentembedet og havde fået indsat en klausul i den cubanske forfatning, der tillod USA at intervenere direkte i Cubas forhold, når som helst amerikanske interesser var truet.

Konsekvensen var, at Cuba aldrig oplevede en periode med politisk uafhængighed eller en selvstændig økonomisk udvikling. Cuba var fastlåst i rollen som sukkerproducent, og Cubas økonomi var fuldstændig integreret i den amerikanske. I 1926 var 63 procent af sukkerproduktionen ejet af USA. 75 procent af importen kom fra USA. Beslutninger, som normalt ville være en regerings suveræne område, blev for Cubas vedkommende taget i det amerikanske udenrigsministerium og i amerikanske banker, ikke i Havana.

Hovedparten af Cubas indbyggere var enten småbønder eller arbejdede i sukkerindustrien. Sukkerarbejderne kunne kun regne med at have arbejde fire måneder om året, resten af tiden levede de i den yderste fattigdom. De mange, der efterhånden søgte ind til byerne, levede af at betjene en korrupt overklasse af administratorer inden for stat og handel.

Krakket på Wall Street i 1929 ramte Cuba hårdt Værdien af eksporten faldt fra 200 mill. dollars i 1929 til 42 millioner i 1932. Dette udløste en bølge af folkelig modstand - dels fra studenter, dels fra arbejdere, hvor de fleste arbejdere i sukkerindustrien nu var arbejdsløse.

Der var to strømninger, der gik til kamp mod den amerikansk indsatte diktator Machado. Den ene var studenterne, som var domineret af nationalistiske ideer. Nationalisternes radikale fløj var organiseret i den politiske organisation Directorio, som gik efter direkte konfrontation med statsmagten. Den anden var arbejderne, hvor det lille kommunistparti fik stigende indflydelse gennem deres arbejde for at organisere fagforeninger.

Kampene kulminerede i 1933, hvor arbejdere besatte sukkerfabrikkerne og forsvarede dem med våben. Nogle steder oprettede de i en kort periode egentlige arbejderråd, der overtog kontrollen med fabrikker og lokalområder og styrede dem demokratisk. I Havana var buschaufførerne i strejke, og sammen med studenternes demonstrationer og protester førte det 23. august til diktatoren Machados fald.

De næste uger blev Cuba i realiteten styret fra neden. Directorio udsendte et manifest, som krævede national uafhængighed, økonomisk udvikling og social revolution. Ti dage senere overtog en gruppe sergenter under ledelse af en vis Batista kontrollen over hæren under radikale paroler.

Den 9. september blev en moderat nationalist, Grau, valgt til præsident - i realiteten udpeget af en forsamling af revolutionære studenter - med Directorios leder Guiteras som medlem af regeringen.

Men efter 4 måneder trådte regeringen tilbage, og Batista kom til magten. Directorio blev opløst pga. uenighed om hvilken vej, de skulle gå.

[ Castro, 1959 ]
Castro hyldes af tilhængere efter sejren i januar 1959

Men hvor var kommunistpartiet i disse revolutionære begivenheder? Partiet var vokset hurtigt, men dets politik var mere påvirket af Stalin end af erfaringerne fra den russiske revolution i 1917.

Stalins magtovertagelse havde betydet en omorientering og reorganisering af kommunistpartierne verden over, så de i højere grad fungerede til forsvar for Stalins Rusland, hvis interesser mere lå i at skaffe sig økonomiske og militære alliancepartnere blandt kapitalistiske stater end i udbredelse af den socialistiske revolution. Det betød i Cuba, at kommunistpartiet opfordrede arbejderne til at stoppe strejkerne - på et tidspunkt, hvor kampen havde udviklet sig til væbnet oprør. De fordømte Graus regering og Directorio og afstod fra at deltage i kampen.

Uden en politisk retning gik muligheden for en radikal forandring af det cubanske samfund hurtigt i opløsning. Batista gik i gang med at smadre enhver form for oprør og dræbte bl.a. Guiteras - som kommunistpartiet havde fordømt, da han advarede mod Batista.

Batista opløste fagforeningerne, men genopbyggede dem nogle år senere fra staten - med kommunistpartiets hjælp! Stalin havde nu skiftet politik og instruerede kommunistpartierne om at støtte den bredest mulige alliance af "demokratiske kræfter" - på Cuba altså Batista!

Resultatet var ikke kun, at muligheden for revolution led nederlag. Men efter nederlaget var det de radikale nationalister, der stod med æren i behold. De havde kæmpet aktivt og fået myrdet deres ledere, mens kommunistpartiet havde holdt sig uden for kampene og senere havde samarbejdet aktivt med Batista.

Det kan ikke overraske, at de folk, der i 1950erne søgte efter revolutionære strømninger, tilsluttede sig den radikale nationalisme frem for radikal socialisme. I stribevis af kolonilande drev kommunistpartiernes forræderi oprørske unge direkte over i nationalismens arme.

Det gjaldt også for Castro (og Che Guevara). I 1947 var nationalisterne blevet reorganiseret i det Ortodoxos-parti, som Castro i 1952 opstillede for. Men Batista gennemførte atter et kup og aflyste valget. Castro og hans ligesindede konkluderede, at Batista ikke kunne væltes med parlamentariske metoder.

I tråd med den radikale nationalistiske tradition så de den væbnede kamp som nøglen til at vælte Batista. Deres første aktion var en eklatant fiasko. Den 26. juli 1953 angreb 165 dårligt bevæbnede oprørere Moncada-kassernen, halvdelen blev dræbt (de fleste efter tilfangetagelse), og Castro blev fængslet.

Castros forsvarstale ved den efterfølgende retssag, Historien vil frikende mig, er et blændende kampskrift for demokratiske rettigheder, Cubas uafhængighed, omfordeling af jorden etc. Men det er langt fra et socialistisk program. Det taler om patriotisme, ikke om international solidaritet. Det er et program for en retfærdig kapitalisme i stedet for Batistas korrupte regime - ikke for social revolution, men for frihedsrettigheder og økonomisk udvikling a la USA og Europa.

Castro blev løsladt ved en generel amnesti i 1955 og tog til Mexico for at organisere en guerillagruppe. I slutningen af 1956 landede 80 oprørere fra motorbåden Granma på den cubanske kyst. De blev straks angrebet af Batistas tropper, og kun 12 af dem overlevede.

Disse få mænd var kernen i den 26. Juli-bevægelse, der godt to år senere marcherede sejrende ind i Havana. Havde de brugt tiden til at organisere bondeoprør, arbejderopstande og generalstrejker, som jo var en vigtig del af Cubas historie? Langt fra. Strategien var guerillakrig, dvs. små væbnede gruppers angreb på regimets symboler, kombineret med allianceaftaler med alle mulige kræfter, som måtte være imod Batista.

26. Juli-bevægelsen nød uden tvivl bred støtte blandt arbejdere og bønder på landet, men der er forskel på passiv og aktiv støtte. Og støtten til Castros bevægelse var grundlæggende set passiv. I midten af 1958, et halvt år før sejren, udgjorde guerillaen kun 180 mand. Få måneder før sejren udgjorde guerillaen stadig kun 800 mand.

Guerillaen fik ikke sine rekrutter fra bønder og arbejdere, men hovedsagelig fra middelklassen. Det var studenter og unge intellektuelle, der ikke kunne se en fremtid for sig under Batistas regime, og som tog ud i bjergene for at tilslutte sig guerillaen. Selv om det er blevet kaldt en bondehær, så var der ikke tale om en hær af jordløse fattigbønder. Che Guevara forklarede: "Soldaterne, som udgjorde vores første guerillahær af folk fra landet, kom fra den del af den sociale klasse, som mest aggressivt viser sin kærlighed til jordbesiddelse, som klarest udtrykker den ånd, der karakteriseres som småborgerlig."

26. Juli-bevægelsen forsøgte også at bygge op i byerne. Aktiviteterne var dels byguerilla og dels støtteindsamlinger til guerillaen i bjergene, som blev set som den vigtigste kraft. Arbejdere gik godt nok i aktion mod regimets mord i 1957 på lederen af 26. Juli-bevægelsen, Pais. Men det var en protest, der organisatorisk og politisk var knyttet til den liberale og nationalistiske opposition, og som ikke satte arbejderne i bevægelse for deres egne krav. En ny generalstrejke et år senere var fuldstændig styret fra bjergene og efterlod ingen plads til, at arbejderne kunne organisere sig for egne krav. Den blev da også en fiasko.

Men det var ikke kun bønder og arbejdere som var utilfredse med Batistas regime. En del lokale kapitalister, selvstændige og intellektuelle opfattede regimet som udelukkende en byrde og som en bremse på Cubas økonomiske udvikling. Mens de betalte til Batistas korrupte regime, til hans hær og politi, så fik de ingenting igen. Reelt var der kun nogle få tusinde, som ville forsvare Batista - først og fremmest blandt højere officerer, embedsmænd og indehavere af Havanas mange bordeller og spillekasinoer.

I Washington var man i 1952 ganske godt tilfreds med Batistas kup, men fra 1957 indså man, at støtten til Batista var i gang med at smuldre, og at hans tjenester efterhånden ikke var meget værd. Der måtte findes nye folk til at stabilisere Cuba. Det lykkedes for USA at indgå en aftale med nogle af de samme kræfter, som Castro havde aftaler med. USA's mål var at få udskiftet Batista, men samtidig isolere radikale elementer.

I 1958 blev der udskrevet valg og givet indrømmelser i form af begrænsede demokratiske reformer, men det kunne ikke stabilisere regimet. Tværtimod var valget med til at gøre regimets terror kendt for langt flere. Efter den mislykkede generalstrejke i april forsøgte Batista en modoffensiv, der skulle udrydde guerillaen, men den blev en lige så stor fiasko.

Regimet havde nu kun meget lille støtte tilbage. Soldater begyndte at desertere, nogle tilsluttede sig guerillaen. Guerillaen kunne indtage provinsby efter provinsby uden nævneværdig modstand, og i Havana bredte panikken sig.

Da det blev klart, at USA ikke ville intervenere militært for at forsvare Batista, var det sidste tæppe trukket væk under ham. I slutningen af december begyndte de rige at sende deres familier til USA sammen med de rigdomme, de kunne samle med sig. Og da guerillaen lige før nytår stod i Havanas forstæder var der ingen tilbage til at forsvare regimet. I kaosagtige scener, der er udødeliggjort i en af Godfather-filmene, flygtede de sidste rester af det korrupte regime nytårsaften.

Den 1. januar 1959 marcherede Castro ind i Havana. Det var et magt-tomrum, han marcherede ind i. Ingen ville forsvare Batista, og ingen andre gjorde krav på magten. Men hvad skulle magten bruges til?

Castro havde undervejs gjort det helt klart, at målet var en hurtig udvikling af økonomien på markedskapitalistisk grundlag.

I en artikel fra februar 1958, erklærer Castro, at han ingen planer havde om ekspropriation eller nationalisering af fremmede investeringer: "Jeg personligt er kommet til den opfattelse, at nationalisering i bedste fald er et uhåndterligt instrument. Det synes ikke at gøre staten stærkere overhovedet, til gengæld svækker det det private erhvervsliv. Og endnu mere vigtigt er det, at ethvert forsøg på omfattende nationalisering helt klart vil hæmme vores økonomiske programs afgørende punkt: industrialisering i det hurtigst mulige tempo. Til det formål er fremmede investeringer altid velkomne og sikre her."

I maj 1958 forsikrer hans levnedsbeskriver Dubois: "26. Juli-Bevægelsen har aldrig talt om socialisering eller nationalisering af industrien. Det er simpelthen stupid frygt for vores revolution."

Så sent som den 2. maj 1959 erklærede Castro: "Vi er ikke imod privat investering ... Vi tror på de private investorers brugbarhed, deres erfaringer og deres entusiasme ... Selskaber med internationale investeringer vil få de samme garantier og de samme rettigheder som de hjemlige firmaer."

Når Castro alligevel få år senere gennemførte nationaliseringer, så skyldtes det først og fremmest, at amerikansk kapital saboterede produktionen og ikke ville indgå i Castros plan for "industrialisering i det hurtigst mulige tempo", men i stedet ønskede sig tilbage til tiden under Batista.

Hvor Castro havde forudset samarbejde med USA og fortsat eksport, blev han mødt med en økonomisk blokade, der kastede ham direkte i armene på USSR. Det var på den baggrund, at Castro i 1961 pludselig fandt ud af, at revolutionen var socialistisk, og at marxismen-leninismen i Moskva-udgaven i virkeligheden var den ideologi, der havde fået revolutionen til at sejre.

På linie med Kinas Mao, Ghanas Nkrumah, Ægyptens Nasser Kampucheas Pol Pot, og en lang række andre havde Castro et projekt, der handlede om økonomisk udvikling af deres respektive lande. Det var en plan for folket, men ikke en plan, hvor folket selv skulle spille den aktive rolle. Det var en plan om reform fra oven - ikke om revolution fra neden.

Som i andre lande betød det i Cuba, at man i opgangstider som i 1960erne kunne have en vis succes. Men med verdenkrisens gennemslag i 70erne - og specielt da USSR i 80erne mistede interessen for Cuba - var den lille ø overladt til at sejle alene på et fjendtlig hav.

Fremtiden for Cubas arbejdere og bønder ser nu meget usikker ud. USA's fortsatte økonomiske blokade er en hæmsko på udviklingen. Udenlandske investeringer betyder, at verdensmarkedets pres på lønninger og social sikkerhed er under konstant pres som i den øvrige verden.

Castros regime er ikke noget bolværk mod denne udvikling, men tværtimod dem, der aktivt gennemfører den. Hverken paven eller USA's snak om demokrati og menneskerettigheder har noget at tilbyde de cubanske arbejdere.

De er nødt til at slås selv - sammen med arbejdere fra resten af Mellem- og Latinamerika i samme situation. Illusioner om at Cuba er socialistisk kan kun hæmme denne kamp.

Toppen af siden

Sidst opdateret 9.9.01