"Det er os, der tjener pengene hjem"

Dorte Lange har talt med Jan Bisp, som er postbud på Vesterbro Postkontor, om, hvordan strejkerne er med til at udvikle bevidstheden om, hvordan man på gulvplan kan opbygge en faglig solidaritet, som kan tvinge reelle indrømmelser ud af arbejdsgiverne

Landets posthuse har det sidste halvandet år været præget af stigende udskiftning af arbejdskraft og ledelsens opstramning af mange arbejdsrutiner. Mange postbude er brudt sammen på grund af stress og tvungent overarbejde. Men utilfredsheden begynder også at vise sin positive side ved, at postbude mange steder har strejket for at presse postledelsen til aftaler om ordentlige arbejdsforhold.

Jan Bisp: Der er en meget utilfreds stemning blandt kollegerne i øjeblikket. Og det har der været i lang tid. På Vesterbro Postkontor blev en arbejdsnedlæggelse torsdag 5. februar i protest mod en sminket tillidsmandsfyring i Lyngby startskuddet til, at postbudene fortsatte dagen efter, men nu på et andet og mere generelt grundlag. Da morgenmødet d. 5. var slut, blev flere af os som så ofte før hængende for at diskutere arbejdsnedlæggelsen. Det førte til, at vi diskuterede, at man burde fortsætte for at få ændret de utålelige forhold, vi arbejder under. Fredag morgen var der flertal for at fortsætte. Der blev nedsat en forhandlingsgruppe, som skulle gøre kravene til ledelsen klar.

Vi ville have overenskomstens arbejdstidsbestemmelser på 6-8 timers arbejde om dagen overholdt. Det vil sige, at vi krævede, at få lov at stoppe vores arbejdsdag efter 8 timer, uanset om der er post tilbage eller ej.

Sidst vi strejkede, havde vi gjort en vigtig erfaring. Det var i september 1997. Dengang gik folk blot hjem og mødtes så hver dag for at stemme om, strejken skulle fortsætte. Denne gang ville vi organisere strejken bedre.

Derfor nedsatte vi en pressegruppe. Vi syntes, det var vigtigt at slå nogle ting fast overfor offentligheden. For det første ville vi gøre klart, at vi nu strejkede på et andet grundlag end dagen før for på den måde at få vores dårlige arbejdsforhold frem i lyset.

For det andet ville vi sige, at strejken intet havde at gøre med striden mellem vores to fagforeninger. Det er en strid, som direktøren for Post Danmark, Helge Israelsen, hele tiden hiver frem som årsag til vores problemer.

- Er konflikten mellem Dansk Postforbund og SID om hvem, der har ret til at forhandle med ledelsen i Post Danmark, noget I mærker på gulvplan blandt postbudene?

Overhovedet ikke. Det er noget, der kører på fagforeningsplan og som så selvfølgelig bliver modtaget med kyshånd af ledelsen.

- Går de faglige lederes indbyrdes konflikt ud over deres effektivitet med hensyn til at kæmpe for jeres rettigheder?

Man kan godt frygte det en gang imellem. Den tillidsrepræsentant i Lyngby, som vi nedlagde arbejdet til støtte for, var tjenestemandsansat, og som sådan medlem af Dansk Postforbund. SIDs ledelse prøvede at få arbejdsnedlæggelsen til at se ud som om, det kun var tjenestemænd, der deltog, og de forsøgte at udsprede det rygte, at det "bare var noget, Dansk Postforbund gjorde for at se ud til at være de bedste til at forsvare medlemmerne." Vores formand i SID, Per Fixen, sagde i et interview i Fagbladet, at det var "misforstået solidaritet, hvis nogle SID-organiserede ville strejke til støtte for tjenestemændene."

Da vi skulle tage stilling til arbejdsnedlæggelsen 5. februar, kom vi SID-organiserede kun med, fordi vi pressede på hos vores tillidsmand, for at han skulle indkalde os. I første omgang var det kun tjenestemændene i Dansk Postforbund, der var indkaldt til mødet.

Vores tillidsmand i SID havde fået et brev fra forbundet om, at vi skulle lade være med at strejke. Det helt latterlige var, at han havde fået besked på at sige, at vi skulle foretage en selvstændig afstemning blandt de SID-organiserede. Men da han forsøgte at trække SID-erne ud af det fælles møde, var der ingen, der fulgte ham. Ingen gik med."

- I strejkede, fordi I ville sætte focus på jeres dårlige arbejdsforhold. Har jeres nye arbejdstidsaftale fra 1996 noget af skylden for dem?

Den nye aftale er i sig selv god. Problemet er, at Post Danmark ikke overholder den. Tidligere havde vi en fyraftensakkord. Vi kunne gå hjem, når vi var færdige. Det betød hårdt slid på kroppen at løbe op og især ned af trapperne. Nu er vores arbejdstid fast 7,24 timer om dagen.

Men der er hele tiden overarbejde, og det gennemsnitlige overarbejde er steget. Ledelsen har ikke ændret distrikterne, efter at vi har kunnet sætte tempoet ned. De er mindst lige så store som før. Og postmængden er stigende.

De tre tasker vi har på cyklen, vejer tilsammen 50 kg. De skal ofte fyldes to gange på en dag. Det giver en postmængde på 100 kg pr. brevbærer pr. dag. Der er ingen forsikring, der dækker, hvis vi har mere end 24 kg. på cyklen, men folk tager chancen for at slippe for endnu mere overarbejde.

- Post Danmark har flere gange antydet, at overarbejdet kommer, fordi postbudene er for langsomme?

Derfor er vi også meget interesserede i, at de håndscannere, som registrerer, hvornår vi er hvor på ruten, kan påvise overarbejdet. I begyndelsen følte vi, at scannerne var unødig kontrol af os, men nu tror jeg ikke, at ledelsen er reelt interesseret i, at de kommer til at virke.

[ Scanner ]
Post Danmark investerede over 100 millioner kroner i scannere til at registrere postbudenes arbejdsdag, men formår ikke at undgå overarbejde i stor skala

Lokalt på Vesterbro Postkontor siger ledelsen, at de vil have en måneds korrekte scanninger at lave statistik over arbejdstiden ud fra. Og det er umuligt. Hvis det regner, eller hvis solen skinner direkte på de små scanningsmærker, så virker de ikke. De kan også være svære at finde for fx afløsere, som der er mange af i løbet af en måned. Ledelsen gør ikke noget for at vise os, hvordan fejlene kan undgås.

Som én af mine kolleger sagde: "Hvis de virkelig troede, at vi dovnede, så ville de sende én ud i hælene på os. De véd, at vi knokler."

- Tror du, at Post Danmarks nedskæringer hænger sammen med, at de vil sælge aktier til private?

Ja, men i øjeblikket er aktiesalget sat i bero. De synes, der er for meget uro med brevbærerne. I øvrigt synes jeg, at det er hamrende ulogisk at skære ned på os, som er det eneste led, der ikke koster, men som henter penge til virksomheden.

Og når de skærer så meget ned, at det kun med nød og næppe kan lade sig gøre at få posten ud, så er det nødvendigt at ansætte folk til at kontrollere og forsøge at styre produktionen.

Men de, der tjekker os, tjener jo ingen penge til firmaet. Før var der én vagtmester pr. 100 brevbærere. Nu er der otte såkaldte distributionsledere pr. 100 brevbærere.

Der er ansat tre-fire stykker til at analysere scanningsresultaterne på Vesterbro Postkontor, hvor vi er cirka 100 ansatte. Jeg véd godt nok ikke, hvad de gør med resultaterne. Dem ser vi aldrig.

- Hvad opnåede I ved strejken?

Vi opnåede ikke at kunne forhandle om de virkeligt store problemer med arbejdstid osv., men vi fik en oprydningsaftale på otte timer, og ledelsen har erklæret sig villig til at forbedre omgangstonen især mellem nogle af mellemlederne og brevbærerne.

- Tror du, den næste strejke kan komme på grund af én af disse mellemledere?

Nej, sandsynligvis vil folk se tiden an med hensyn til at give ledelsen mulighed for at tjekke vores arbejdstid og se, om nogle af distrikterne skal ændres. Ledelsens begrundelse for eventuelle ændringer er, at "der muligvis er nogle, der er for nemme, så andre har meget overarbejde". Men når folk opdager, at overarbejdet ikke forsvinder, så bliver der strejke igen. Inde hos os hedder det ikke hvis vi strejker igen, men hvornår vi gør det.

- Står I stærkere nu efter den seneste strejke?

Vi er nået meget langt. Der er blevet flere aktive. Vi har fx forlangt, at tillidsrepræsentanten begynder at føre statistik med overarbejdet. SID har trukket Post Danmark i Arbejdsretten til juni for at kalkulere med systematisk overarbejde, derfor mener vi, det er nødvendigt, at vi har vores egen statistik at præsentere.

- Er der andre tegn på mere faglig aktivitet?

Ja, for det første sørger vi for, at klubbens generalforsamling bliver holdt, og nogle af os arbejder med en idé om et ugentligt møde, hvor vi kan tale om de problemer, vi oplever. Det kan give mere snak på tværs af grupperne, og det giver en følelse af, at vores problemer ikke er individuelle, men fælles. Vi er også mellem syv og tolv stykker, som vil prøve at starte en studiekreds blandt kollegerne, hvor vi vil diskutere faglige ting og også fx EU.

Vi håber at kunne lave fælles klub mellem medlemmer af Dansk Postforbund og SID, så det bliver det stillingen som brevbærer, der er afgørende, og ikke hvilken fagforening man står i.

- Forbereder I jer på nye konflikter?

Under sidste strejke var vi godt i gang med at forberede at samle støtte fra andre arbejdspladser og at få andre kontorer med. Vi vidste, det var nødvendigt, for hvis vores krav skulle igennem, skulle vi kunne klare en langvarig konflikt.

Der var et lille flertal for at gå i arbejde igen på morgenmødet tirsdag 10. februar. Men hvis vi havde fortsat tirsdag med, så havde vi kunnet gå ud med løbesedler til de andre kontorer. De lå klar.

Vores odds for at vinde var gode. Vi blev modtaget godt i pressen. Helge Israelsen sagde: "Vesterbro skal ikke forvente særbehandling i forhold til resten af landet". Det var jo dumt sagt af ham, alle vidste, at vi kun forlangte overenskomsten overholdt.

- Hvordan vil du beskrive stemningen blandt dine kolleger?

Utilfredsheden er stor. Der er en stor bevidsthed om, at det er os, der tjener pengene hjem, og at det er tåbeligt, at det er vores arbejde, der bliver skåret ned på. Det er det samme paradoks andre store europæiske firmaer står i. De skal skære ned for at være konkurrencedygtige og opfylde EU´s krav. Det slås arbejdere mod i Tyskland og Frankrig. Og vi gør i Danmark.

Toppen af siden

Sidst opdateret 9.9.01