Keynes og Marx

Selv borgerlige økonomer erkender, at deres teorier har problemer. Nogle af dem søger nye svar hos Keynes. Tom Christiansen forklarer, hvorfor også Keynes´ teori kommer til kort.

Mangemilliardæren og finansspekulanten George Soros skrev i en artikel i Berlingske Tidende den 27. december sidste år: "Risikoen for sammenbrud er større, fordi vores teoretiske forståelse af, hvordan finansmarkeder fungerer, har grundlæggende mangler. De gængse økonomiske teorier er fejlagtigt baseret på ligevægtskonceptet."

Det er ikke kun kapitalismen, men også de liberalistiske økonomiske teorier, der er i krise. Ifølge dem skulle økonomien bevæge sig mod ligevægt, hvis markedskræfterne fik lov til at udfolde sig frit. Krisen i Sydøstasien er det seneste eksempel på, at det ikke er tilfældet.

Findes der overhovedet en økonomisk teori, der kan forklare, hvad der sker? Nogle økonomer foreslår, at man genopfrisker den økonomiske teori, som var den gængse fra krisen i 30'erne og frem til 70'erne for alle regeringer, især de socialdemokratiske, nemlig John Maynard Keynes´ General Theory.

Selvom det først og fremmest var arbejderbevægelsen, der tog Keynes´ teorier til sig, var Keynes selv alt andet end venstreorienteret. Han var uddannet på overklasseskolen Eton og levede som rig Cambridge-akademiker med tæt tilknytning til magtens cirkler. I 1930'erne udarbejdede han det teoretiske fundament for en proces, som allerede var i gang – stigende statslig intervention i økonomien for at gribe ind i den økonomiske nedgang. Som for George Soros var hans mål at beskytte kapitalismen mod sig selv.

[ Keynes ]
John Maynard Keynes

Men de første personer, som tog Keynes´ ideer til sig, var de intellektuelle i de socialdemokratiske partier. For dem udgjorde Keynes et alternativ til Karl Marx. Keynes´ ideer gav løfte om, at kapitalismen ikke var dømt til nedgang, men kunne reformeres.

Keynesianismens betydning har altid været mere ideologisk end praktisk politisk. Den opstillede nogle idemæssige rammer, hvori venstrefløjen og fagbevægelsen kunne inddrages i arbejdet med at bringe kapitalismen på ret køl. Dermed understøttede keynesianismen den politiske konsensus i 1950'erne og 1960'erne, hvor borgerlige og socialdemokrater næsten ikke var til at skelne fra hinanden.

Keynes' hovedværk, The General Theory of Employment, Interest and Money, blev udsendt i 1936 og anses for at have revolutioneret de økonomiske teorier. I virkeligheden er det et ret rodet værk, men for datidens borgerlige økonomer var Keynes´ ideer imidlertid chokerende.

Kapitalismen var ude i sin hidtil værste krise, og den dominerende økonomiske opfattelse var, at hvis markedsmekanismerne fik lov til at fungere, så kunne kriser ikke finde sted. Systemet havde, påstod teorien, en indbygget tendens til fuld beskæftigelse.

Så hvis arbejdsløsheden i mange lande var så høj som 15-20 pct. af arbejdsstyrken, så skyldtes det alene, at prisen på arbejdskraft var for høj. Regeringerne skulle sørge for at have balance i de offentlige budgetter og ellers lade økonomien rette sig selv. Dog skulle understøttelsen skæres ned og fagforeningerne holdes i ro, så man dermed kunne opmuntre arbejderne til at acceptere lavere lønninger.

Alt dette kan lyde velkendt, men Keynes afviste det som nonsens.

Ligesom Marx argumenterede han for, at en økonomi, der byggede på penge og på markedets anarki, altid var tilbøjelig til at bryde sammen. Markedsøkonomerne mente, at penge, der ikke blev brugt det ene sted, ville blive brugt et andet sted. Derfor kunne der forekomme overproduktion i enkelte industrigrene, men ikke i alle.

Men Keynes pointerede, at en nedgang i en enkelt branche ville skabe en sneboldeffekt, hvis den ikke øjeblikkeligt blev modvirket af et opsving andre steder. For at bruge et typisk eksempel:

Hvis et stort firma standser investeringerne, skærer ned på arbejdsstyrken og sætter pengene i banken og venter på bedre tider, så forværres økonomien. Arbejdere på understøttelse vil have færre penge at bruge i butikkerne, underleverandører vil også begynde at skære ned, salget af råvarer vil falde, og det vil alt sammen sende rystelser igennem hele økonomien.

Lavere lønninger ville kun gøre tingene værre, sagde Keynes. Det ville sænke efterspørgslen endnu mere, selvom de enkelte firmaer kunne hæve profitten. Og det ville afskrække firmaer med stigende overskud fra at sætte investeringerne i vejret.

Keynes forstod på linje med Marx, at det var svingningerne i investeringsniveauet, som udgjorde nøglen til op- og nedture i økonomien. Men han havde ikke noget klart bud på, hvorfor disse svingninger fandt sted. Han kunne påvise, at når en nedtur først er startet, så spreder den sig og udvikler sig til en nedadgående spiral. Men han havde ikke noget tilfredsstillende svar på det mest grundlæggende spørgsmål: Hvordan opstår skiftet fra opsving til nedgang? Hvorfor holder kapitalisterne op med at investere?

Et enkelt sted skyder Keynes skylden på finansmarkederne, bankerne og spekulanterne for at skubbe renten i vejret. Men som Keynes måtte indrømme, så havde faldende renter i 1930'erne kun en ringe indflydelse på nedgangen. Virksomheder ville ikke låne penge til investeringer, uanset hvor billigt de kunne låne pengene, hvis de stod i en situation med stagnerende afsætning og manglende udsigter til at tjene penge på nyinvesteringer.

Andre steder taler Keynes om bølger af pessimisme og optimisme blandt industrilederne. Men den slags psykologiske forklaringer er ikke meget mere værd end at tale om tilfældigheder eller om Guds vilje. Det passer heller ikke rigtigt med det faktum, at kapitalismens historie har handlet om et periodisk mønster af op- og nedgang.

Keynes kom aldrig til en forståelse af den rolle, som profitraten spiller for kapitalisternes handlinger. Han var ikke i stand til at se, at profitabilitet i sidste ende er afhængig af, hvad der sker i selve produktionen.

Ifølge Marx er det jagten på profit inden for rammerne af konkurrencen, som får kapitalismen til at revolutionere produktionsmetoderne. Hver enkelt kapitalist må investere i det mest moderne og effektive udstyr eller dreje nøglen om.

Denne akkumulationsproces skaber i sig selv opsvinget – men den har samtidig en tendens til at undergrave sig selv. Flere og flere penge føres tilbage i produktionen i form af dyre kapitalinvesteringer. Forholdet mellem udgifterne til kapital og arbejdskraft vokser. Priserne kan ikke følge med de stigende omkostninger til investeringer i maskineri, råvarer og arbejdskraft. For at sammenfatte en kompleks situation, så falder profitraten samtidig med, at opsvinget når sit højdepunkt.

Keynesianere er lige så lidt som andre borgerlige økonomer i stand til at fatte den underliggende dynamik i systemet. De ser ikke, at kriserne faktisk er nødvendige, hvis kapitalismens profitabilitet skal genskabes. Kriserne er nødvendige for at rydde op i systemet – for at udrydde de gamle, svage og ineffektive dele af kapitalismen og dermed frigøre ressourcer til de kapitalister, der overlever; for at presse omkostningerne på råvarer og maskineri ned; og naturligvis for gennem massiv arbejdsløshed at presse prisen på arbejdskraft.

Men hvis alle disse ting er nødvendige for at genskabe profitraten, så vil statslig intervention i økonomien have modsætningsfyldte virkninger.

På den ene side kan interventionen medføre, at systemet holdes i gang og arbejdsløsheden holdes nede. På den anden side betyder indgrebene, at krisen ikke får lov til at udvikle sig og rense ud i systemet.

Keynes' praktiske politik er sådan set ret simpel. Ideen er, at staten skal intervenere for at forøge efterspørgslen. Den skal pumpe penge ud i systemet, ved at regeringerne bruger flere penge, end de får ind gennem skatter. For Keynes var det ligegyldigt, hvad pengene blev brugt til – om det var veje, våben eller pyramider – så længe indgrebet var med til at sætte efterspørgslen i vejret, når økonomien var på vej ned.

Det ekstra forbrug ville ikke blot betyde, at arbejdsløsheden direkte blev skåret ned, men også trække resten af økonomien i gang. Stigningen i efterspørgslen ville starte en bølge af optimisme blandt private virksomheder. De ville begynde at investere mere, ansætte flere arbejdere osv. og komme ind i en positiv opadgående spiral. Økonomien vil igen komme ind i et boom.

Keynes´ kritikere var skeptiske med hensyn til, hvor pengene skulle komme fra, og om det ville skabe inflation. I følge Keynes kunne regeringerne låne pengene i banken eller trykke flere sedler. Så længe der var uudnyttet kapacitet og et stort antal arbejdsløse, ville de ekstra penge betyde en større produktion og ikke voksende priser. I 30'erne, hvor priserne hele tiden faldt, var det absurd at bekymre sig om en smule inflation.

Alt dette så fornuftigt ud, indtil den såkaldte stagflation dukkede op i 1970erne, hvor kronisk inflation og massiv arbejdsløshed fulgtes ad. Først da blev de grundlæggende fejl i den keynesianske teori afsløret i praksis.

Som den dengang mest kendte forfatter af økonomiske lærebøger, Paul Samuelson, manden som i årevis havde lært økonomistudenter, at kriser ikke længere kunne finde sted, sagde:

"Uanset hvad regeringen gør for at håndtere 'flations'-delen af vores stagflation vil det uundgåeligt på kort sigt forværre stagnations-delen af problemet ... Ligeledes, uanset hvad regeringen gør for at afhjælpe 'stag'-delen af stagflationen, vil det uundgåeligt forværre inflations-delen af stagflation."

Grunden til, at keynesianismen slog fejl, skyldes to fundamentale forhold ved kapitalismen. Dels dens afhængighed af profitraten, dels opdelingen af verdensøkonomien i indbyrdes konkurrerende nationer uden en verdensstat til at regulere systemet.

Hvis vi tager problemet med inflation: Øget efterspørgsel fører til inflation, fordi virksomhederne reagerer ved at sætte priserne op snarere end ved at investere i udvidelse af produktionskapaciteten. Tendensen hertil er stærkere i dag end i 1930'erne fordi de fleste brancher er domineret af nogle få monopoler, som ikke forsøger at underbyde hinanden. De er bange for, at en udvidelse af produktionskapaciteten yderligere vil formindske profitraten.

Kapitalismen er et system opbygget på modsætninger. Kortvarigt kan man måske løse et akut problem, men samtidig lægges grunden til nye problemer.

Keynesianismen er ikke nogen vej ud af krisen, fordi den ikke tager højde for de grundlæggende modsætninger i kapitalismen, som Marx fandt frem til. Hans konklusion var, at kapitalismen ikke kunne blive krisefri, men måtte omstyrtes.

Toppen af siden

Sidst opdateret 9.9.01