Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 252 – 23. februar 2006 – side 9

Salma Yaqoob på “Marxism 2005”

Muslimer og socialister – stå sammen

Salma Yaqoob

Anti-krigsbevægelsen i Storbritannien har involveret muslimske aktivister i stort tal i kampen mod krig og racisme. Erfaringerne herfra rummer nogle centrale indsigter, som venstrefløjen i Danmark kan bruge i opbygningen af både anti-krigsbevægelsen og en stærkere anti-racistisk bevægelse og stemme herhjemme.

Salma Yaqoob har været med til at danne Respect – en ny venstreorienteret valgalliance i Storbritannien med rod i anti-krigsbevægelsen – og hun er en ledende muslimsk anti-krigsaktivist i Storbritannien. Hun stillede op som parlamentskandidat for Respect i Birmingham og blev nummer to med 27% af stemmerne. Her taler hun til Socialist Workers Partys (ISUs søsterparti) seminar Marxism 2005 på mødet om muslimer og venstrefløjen – få dage efter bomberne i London den 7. juli 2005, hvad der naturligt dominerede politik på det tidspunkt.

”Det er virkelig mærkeligt for mig at være til dette møde. Jeg troede vi skulle fejre alle de fantastiske ting, anti-krigsbevægelsen og Respect har opnået i løbet af det seneste år. Men det har bomberne i London selvfølgelig ændret på.

Mens jeg så begivenhederne udvikle sig i fjernsynet, huskede jeg på, hvordan jeg havde følt den 11. september 2001, hvor jeg så tilsvarende ting udfolde sig. Og idet jeg sammenlignede de to situationer, indså jeg, hvor meget jeg har forandret mig – en forandring i mig, der ikke kan adskilles fra jeres indflydelse på mig.

Efter den 11. september vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med min frygt. Jeg følte en dyb pessimisme i forhold til fremtiden. Blandt mine venner begyndte vi at diskutere, hvorvidt det fortsat ville være sikkert for os at blive i Storbritannien. Og hvor vi skulle tage hen, hvilket andet land kunne vi tage til? Selvom jeg anså mig selv for at være en relativt velintegreret person, idet jeg er psykolog, har gået på universitetet og har en række ikke-muslimske venner, begyndte jeg at stille spørgsmålstegn ved, hvor mange ikke-muslimer, der virkeligt forstår os, stoler på os, vil forsvare os? Mens alle sørgede over ofrene for 11. september, var min sorg som muslim ikke så meget værd som den sorg, en ikke-muslim følte. Jeg vidste, at jeg ville blive tvunget til at fordømme bombningerne igen og igen på en måde, som mine medborgere ikke ville blive.

Efter bombningerne den 7. juli var der mange paralleller til den måde, det muslimske samfund blev dæmoniseret på efter 11. september, men der var en vigtig forskel. Denne gang følte jeg mig ikke alene. Denne gang følte jeg ikke den samme knusende pessimisme. Denne gang vidste jeg, at der ville være titusinder af mennesker, der ville forstå, at hvis vores regering sprænger bomber i andre folks lande, så øger vi risikoen for at nogen som gengældelse sprænger bomber i vores gader. Det faktum, at The Guardians meningsmåling viste, at to tredjedele af dem, der bor i London, så en direkte forbindelse mellem London-bomberne og invasionen af Irak, på trods af Blairs desperate afvisninger, er et vidnesbyrd om det arbejde, anti-krigsaktivister har udført for at forme og informere den politiske kultur her i landet. Det faktum, at den racistiske bølge i kølvandet på bomberne, ikke har været så slem som den kunne have været, er et vidnesbyrd om anti-krigsbevægelsens arbejde for at styrke de anti-racistiske barrierer her i landet. Alt det og mere til er vidnesbyrd om almindelige anti-krigsaktivisters arbejde i alle dele af landet. På grund af samarbejdet mellem venstrefløjen og det muslimske samfund i anti-krigsbevægelsen, har I givet mig håb igen, og det takker jeg jer for.

Jeg har mange gange talt om den lettelse, jeg følte, da jeg stødte på socialister, der førte kampagne mod krigen. Det markerede begyndelsen på en rejse for mig. Men den rejse har ikke været foruden sine op- og nedture.

Helt fra starten, da Stop the War Coalition (anti-krigsbevægelsens paraplyorganisation i Storbritannien, ovs. anm.) blev dannet, blev jeg konfronteret af socialister, der var imod, at muslimer skulle deltage i anti-krigsbevæglsen. De ville sige, at “vi kan ikke have Salma Yaqoob til at lede et møde, for hun bærer tørklæde”; at den blotte tilstedeværelse af identificerbare muslimer i fremtrædende positioner i ‘Stop the War Coalition’ på en eller anden måde underminerede dens inkluderende og sekulære karakter; at erfaringerne fra Den iranske Revolution beviste, at muslimer og venstrefløjen hverken kunne eller skulle samarbejde nogensinde. Jeg kunne ikke forstå deres reaktion. Jeg tænkte, hvad har Iran med mig at gøre? Hvorfor går de så meget op i et stykke tøj på mit hoved? Hvorfor kan de kun se muslimer som én reaktionær, sammentømret blok?

Vi kom ud over disse holdninger, men de havde stadig forårsaget skade. Mange af de muslimer, der kom til de første anti-krigsmøder gik igen, når de så folk stille sig op og sige, at de ikke ønskede at arbejde sammen med muslimer. De sagde, at hvis I ikke vil arbejde sammen med os, så vil vi heller ikke arbejde sammen med jer. Det var et alvorligt tilbageslag, og de forestillinger om, hvad det vil sige at samarbejde med venstrefløjen eksisterer stadig i de muslimske samfund.

Jeg blev mindet om den oplevelse så sent som sidste uge, da jeg tilfældigvis stødte ind i Tariq Ramadan. Han begyndte at fortælle mig om, hvad der er ved at ske med muslimer og venstrefløjen i Frankrig – og jeg kunne virkelig ikke tro på det. De ideologiske argumenter, der bliver fremført af folk, der ikke er på sidelinien, men i høj grad i centrum af vores globale bevægelse. Folk som Bernard Cassen, der er redaktør af Le Monde Diplomatique og ærespræsident i ATTAC. Han har rent faktisk rettet et angreb mod SWP og mod Respect, idet han siger, at venstrefløjen kompromitterer sine mest fundamentale principper ved at arbejde sammen muslimer på den måde, vi har gjort det her i Storbritannien. Grundlæggende siger han, at vi ikke ønsker at inficere den europæiske del af vores bevægelse med de britiske erfaringer.

Jeg vil gerne kommentere på dette, fordi jeg mener, det er ekstremt vigtigt, at vi er opmærksomme på de debatter, der foregår over hele Europa. Denne ensidige fremstilling af muslimer som en reaktionær, sammentømret blok skal udfordres. Som ethvert andet samfund, er det muslimske samfund en mosaik af forskellige samfund, oplevelser, politiske synspunkter. F.eks. da jeg stillede op for Respect i Birmingham i forbindelse med det seneste parlamentsvalg, var de fleste af mine politiske modstandere muslimer. Der var en muslimsk kandidat fra De Liberale Demokrater, en uafhængig muslimsk kandidat og en konservativ muslimsk kandidat, som alle stillede op imod mig. Det var også mig, der blev udsat for de fleste angreb fra muslimske ekstremister, der uddelte løbesedler i moskeen, og som fra højttalere på lastvogne proklamerede, at jeg ikke længere var muslim, fordi jeg samarbejdede med ateister, og det er ‘haram’ (forbudt iflg. islam, ovs. anm.).

På den anden side blev jeg udsat for angreb fra en anden gruppe af meget bekymrede muslimer, der, fordi de følte sig skræmte og udsatte (forståeligt nok, fordi det er den virkelighed, vi lever i), er desperate efter at blive accepterede af ’mainstream’. De ønsker at dække sig ind under en stor paraply som Labour-partiet, og de siger, at folk som mig øger truslen mod det muslimske samfund ved at udtale os offensivt, sådan som jeg gør det.

F.eks. sad jeg i panel til et debatmøde på Oxford Universitet den samme dag jeg mødte Tariq. Det var primært muslimske paneldeltagere, og jeg blev bagvasket af de andre paneldeltagere – ikke af publikum, som viste sig at være meget positivt, men af prominente paneldeltagere fra Labour og De Liberale Demokrater, alle muslimer, som sagde, at jeg førte muslimer ind i en blindgyde. De sagde, at det ikke var tiden for muslimer at samarbejde med disse ekstremister – altså venstrefløjen. Vi har nok problemer som det er. Så vi bør ikke alliere os med andre marginaliserede folk. Jeg sagde, at ja, jeg ved, at vi er marginaliserede, og at de er marginaliserede i forhold til det etablerede politiske system, men vores værdier er ikke marginaliserede. Vores værdier om fred og social retfærdighed deles af det store flertal, og det er om disse værdier, vi kan forenes. Og under alle omstændigheder, så starter alle principielle politiske standpunkter uværgeligt med at være marginale, med at være udenfor, før de vinder bredere accept. Modstanden mod Bushs krig mod terror startede med hans planer om at angribe Afghanistan, og vi var marginaliserede i vores opposition. Det var ikke en særlig populær holdning at indtage! Men fra denne politisk principfaste modstand lagde vi grunden til en enorm, global anti-krigsbevægelse.

Udfordringen i at opbygge stærkere sociale bevægelser og politiske alternativer ligger i, at vi aldrig taber det, der forener os, af syne, og jeg mener, at folk som Cassen og andre på den franske venstrefløj er blevet blinde for denne elementære pointe. Vores bevægelse i hele Europa vil blive styrket, ikke svækket, jo mere venstrefløjen dropper nogle forudfattede idéer om muslimer og udvikler det politiske klarsyn og mod til at engagere sig med muslimer. Jeg mener, at vi i den forbindelse har taget nogle vigtige skridt i Storbritannien, som andre kunne lære af. Jeg mener, at det tragisk nok var den franske venstrefløjs manglende evne til at gøre det samme som os, der gjorde, at anti-krigsbevægelsen dér ikke nåede samme omfang som i Storbritannien, Italien, Spanien eller Grækenland. Jeg køber ikke argumentet om, at det, at Frankrig ikke sendte tropper, var en modvirkende faktor i opbygningen af en stor anti-krigsbevægelse, for det samme kunne siges om Grækenland, og alligevel var bevægelsen der blandt de mest imponerende i Europa. Et af de centrale spørgsmål var manglen på politisk klarhed omkring, hvordan man kunne opbygge principfaste alliancer med muslimer.

Når jeg taler til muslimer, er jeg meget bevidst om, at jeg er nødt til at få folk til at følge mig. For at kunne gøre det effektivt, er det selvfølgelig nødvendigt at relatere til folk der, hvor de selv er. Og det betyder at være i stand til at tale ud fra et paradigme, som de kan relatere til, og som jeg kan relatere til. Det betyder at gå dybt ned i kilderne i Koranen, om Profetens liv, om solidaritet, om retfærdighed, for de er der alle sammen. På samme måde som i enhver anden idelogi eller religion, så har du forskellige skismaer og fortolkninger – og som jeg forstår det, er det det samme på venstrefløjen!

At kunne se kampen for retfærdighed som noget centralt i min tro, var afgørende for at jeg blev involveret i bredere politiske kampe. Jo mere jeg læste Koranen, des mere overbevist blev jeg om, at dette ikke blot var noget, jeg ønskede at gøre politisk, men også noget jeg som muslim var nødt til at gøre. At det at samarbejde med ikke-muslimer på denne måde, ikke var at gå på kompromis med mine principper, men at føre dem ud i livet. At den vigtigste skillelinie går mellem dem, der går imod undertrykkelse og dem, der støtter den, om det så er i vores familie, vores fællesskab eller i samfundet som helhed. Man er enten på den ene side af den linie eller på den anden.

Det ironiske er, at de folk, der anser sig selv for at være så rene muslimer, at de ikke kan arbejde sammen med ateister, rent faktisk har langt mere til fælles med dem på venstrefløjen, der anser sig selv for at være så rene sekularister, at de ikke vil have, at vi troende skal tilsmudse dem. Så det at være dogmatisk, er ikke privilegium, der kun nydes af religiøse mennesker.

Det farlige er, hvis vi opstiller disse barrierer inde i vores hoveder, hvis vi bliver sådan nogle puritanske ideologer, fanger vi ikke pointen. For lige nu står angrebet på muslimer og den islamofobi, der retfærdiggør det, centralt på den nyliberale dagsorden, og det er en af de ting, der gør den i stand til at fortsætte sin fremmarch.

Vi kan ikke ignorere den virkelighed. Så hvis venstrefløjen falder i den fælde og bliver fanget ind i argumentet om, hvorvidt vi kan samarbejde med ikke-sekulære mennesker – når det i realiteten er dem, der er mest undertrykt lige nu – så vil den fejle. Hvis vi ønsker, at vores bevægelse skal være stærk, hvis vi ønsker at skabe den stærkest mulige modmagt til den virkelige fjende lige nu – så må vi have et samlet grundlag for det. Det betyder, at religiøse og ikke-troende mennesker må handle sammen på en klar politisk platform – jeg taler ikke om en blød ’lad-os-holde-hinanden-i-hånden’ tilgang.

Så nu finder jeg mig selv i den pudsige situation, at jeg har mere til fælles med ateistiske, socialistiske aktivister end med nogle af mine egne muslimske brødre og søstre. Men for mig er det ikke at gå på kompromis, for mig er det i høj grad et udtryk for det, jeg forstår som værende islamiske forestillinger om retfærdighed. Hvis I vil kalde det socialistiske internationalisme, og jeg kalder det islamiske forestillinger om broderskab og søsterskab, betyder det ikke noget for mig – så længe det betyder, at vi arbejder i solidaritet med dem, der er undertrykt over hele verden.

Og når jeg står her og siger, at jeg mener, at en anden verden er mulig, taler jeg ikke kun om himlen, jeg taler om den, der er nu og her.

Jeg er stolt over at sige, at jeg har været med til at danne Respect – og det er et interessant eksperiment. Jeg vidste ikke selv, hvor det ville bevæge sig hen – jeg følte bare, at vi var nødt til at gøre noget i den retning. Jeg vidste, at jeg havde mere til fælles med fagforeningsfolk, med dem, der slås for miljøet, med dem, der kæmper for arbejderes rettigheder, med dem, der ustoppeligt opbygger bevægelsen mod krigen, end med dem, der påstår at tale i mit navn i Det konservative Parti eller i Labour-regeringen eller de vage folk i De Liberale Demokrater. Det er det, Respect har handlet om. Det er for et alternativ til imperialismens og nyliberalismens politik. Det har stået klart, at det er dét, vi har til fælles, og det vi lægger til side, lægger vi til side på en meget bevidst måde.

Jeg føler, at dette eksperiment har båret frugt. Nogle gange indebærer det at bevæge sig ud i det ukendte, og det vi er i færd med at skabe er en smule ukendt. Jeg kan ikke fortælle jer, hvordan det alt sammen vil spænde af. Men det, vi ikke skal gøre, er at sige, at den ideelle socialistiske stat ser sådan og sådan ud, og den ideelle islamiske stat ser sådan og sådan ud, og derfor kan disse to aldrig begynde at fungere sammen, derfor arbejder muslimer og socialister ikke sammen her. Jeg mener ikke, at det er den rigtige tilgang. Og jeg tror, at ved at gå ind i det ukendte med et klart og principielt udgangspunkt, ved at understrege vores fælles grundlag, kan vi begynde at opbygge virkelige relationer og bevæge os fremad mod at skabe et virkeligt politisk alternativ til en politik bestående af krig og privatisering. Det er det grundlag, vi opererer på i Respect, og jeg mener, vi har skabt en vigtig model for politisk engagement.

Jeg vil slutte med et citat fra Koranen: det siger, ”kæmp for retfærdigheden, selv hvis det betyder at gå imod dig selv, din familie, om de er rige eller fattige.”

Det, jeg læser i det vers, er, at det er let at være retfærdig overfor de mennesker, der er ligesom én selv. Den virkelige prøve er at forsvare folk, der er anderledes end én selv, og som ikke nødvendigvis tror på det, man selv tror på. Og jeg hører et ekko af den samme overbevisning, når jeg læser det, Lenin skrev i 1902, da han sagde, at når folk kæmper for lønforhøjelse, er de gode fagforeningsfolk, men når de forsvarer jøder mod angreb, er de sande socialister.“

“Vores solidaritet er vores styrke.
Tusind tak.”

Se også:
SAA 252: Muhammed-tegningerne: Venstrefløjen og muslimer kan snart blive en magtfaktor mod islamofobien
SAA 252: Det mener vi: Respekt og dialog blandt de undertrykte
SAA 252: Muhammed-tegningerne: Det handler om racisme
SAA 252: Teori for bevægelsen: Ideologien bag den manglende dialog og respekt
SAA 252: Interview: Palæstina og islamofobi: Europas islamofobi afspejles i JPs tegninger
SAA 252: JPs tegninger: Ytringsfrihed – et spørgsmål om klasse
SAA 252: Interview: Amerikansk Irak-veteran taler ud

Flere artikler fra nr. 252

Flere numre fra 2006

Se flere artikler om emnet:
Islam

Se flere artikler af forfatter:
Salma Yaqoob

Siden er vist 2508 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside