Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 258 – 16. august 2006 – side 8

Israel: Grundlagt på etnisk udrensning

Ilan Pappe

Den anerkendte anti-zionistiske historiker Ilan Pappe skriver om Israel og historien om landets ødelæggende rolle i Mellemøsten

I 1948 blev 804.767 palæstinensiske kvinder, mænd og børn tvunget til at flygte fra deres hjem

I 1948 blev 804.767 palæstinensiske kvinder, mænd og børn tvunget til at flygte fra deres hjem

Den aktuelle, dystre virkelighed, som den udfolder sig i Mellemøsten, har klare historiske rødder, og en rejse tilbage i tiden kan måske hjælpe til med at kaste lys over, hvad der ligger bag Israels destruktive politik i både Palæstina og Libanon.

Zionismen kom til Palæstina i slutningen af det 19. århundrede som en kolonialistisk bevægelse drevet af nationale ideer.

Koloniseringen af Palæstina passede fint sammen med det britiske imperiums interesser og politik umiddelbart inden 1. verdenskrig.

Med opbakning fra Storbritannien ekspanderede koloniseringsprojektet og fik en solid tilstedeværelse i landet efter krigen og med etableringen af det britiske mandat i Palæstina (som varede fra 1918 til 1948).

Mens denne konsolidering fandt sted, undergik det oprindelige samfund – ligesom andre samfund i resten af den arabiske verden – en stadig proces, der betød skabelsen af en national identitet.

Kolonialisering af Palæstina

Men med én forskel. Mens resten af den arabiske verden formede sin politiske identitet gennem kampen mod europæisk kolonialisme, betød nationalisme i Palæstina, at man måtte forsvare sin kollektive identitet mod både en udbyttende britisk kolonialisme og mod en ekspansionistisk zionisme.

Konflikten med zionismen var på denne måde en ekstra byrde. Det britiske mandatstyres pro-zionistiske politik skabte naturligt nok et anstrengt forhold mellem Storbritannien og det lokale palæstinensiske samfund.

Dette nåede et højdepunkt med et oprør i 1936 rettet mod både London og det omsiggribende zionistiske koloniseringsprojekt.

Oprøret, der varede i tre år, formåede ikke at tvinge det britiske mandatstyre væk fra en politik, som det allerede havde besluttet sig for i 1917. Den britiske udenrigsminister, Lord Balfour, havde lovet de zionistiske ledere, at Storbritannien ville hjælpe bevægelsen med at oprette et hjemland for det jødiske folk i Palæstina.

Antallet af jøder, der kom ind i landet, steg dag for dag – selvom jøder selv på det tidspunkt, i 30’erne, kun udgjorde en fjerdedel af befolkningen og ejede fire procent af jorden.
Efterhånden som modstanden mod kolonialismen blev stærkere, blev den zionistiske ledelse overbevist om, at kun gennem en fuldstændig fordrivelse af palæstinenserne ville de være i stand til at skabe deres egen stat.

Fra sin tidlige begyndelse og frem til 30’erne havde zionistiske ledere fremhævet behovet for at etnisk udrense den oprindelige befolkning fra Palæstina, hvis drømmen om en jødiske stat skulle blive til virkelighed.

Forberedelserne til at virkeliggøre disse to mål om en selvstændig stat og etnisk overlegenhed tog fart efter anden verdenskrig.

For briterne mistede landet sin strate-giske betydning, så snart de blev smidt ud af Indien.

Det var et sted præget af spændinger, og det krævede en tilstedeværelse af britiske tropper svarende til det antal, imperiet havde i det indiske subkontinent – men uden åbenlyse imperiale fordele.

Mens den zionistiske ledelse færdiggjorde en plan for overtagelsen af landet og fordrivelsen af folket mellem 1946 og 1948, håbede palæstinensernes ledelse, at det britiske imperium ville overgive dem deres land, hvor de stadig udgjorde det store flertal og den oprindelige befolkning.

FN‘s pro-zionisme

Men Storbritannien besluttede at overgive spørgsmålet til FN i februar 1947. Palæstina var den første konflikt, hvor FN blev bedt om at mægle på en afgørende måde.

FN tilbød en pro-zionistisk løsning, og oven i købet en meget uretfærdig og besværlig én.
Den første forhindring var, at eftersom palæstinenserne forlangte at blive behandlet som enhver anden arabisk national bevægelse, forventede de, at det internationale samfund uden betingelser ville anerkendte deres naturlige ret til landet.

De forventede ikke, at denne ret skulle forhandles med en kolonialistisk bevægelse. Derfor boykottede de processen.

FN ignorerede dette, og den særlige komité, der blev udpeget til at tage sig af spørgsmålet, Unscop (United Nations Special Committee for Palestine), forhandlede kun med den zionistiske ledelse. Den udtænkte en løsning, der udelukkende tog sig af denne ene sides behov og forhåbninger.

Under alle omstændigheder var det svært for palæstinenserne at præsentere det moralske aspekt af deres krav på grund af Holocaust.

Det vestlige internationale samfund var kun alt for tilfreds med at undgå enhver form for diskussion om konsekvenserne af folkedrabet i Europa og videresende problemet til Palæstina.
Det uundgåelige resultat af denne tilgang var en nærmest betingelsesløs accept af de zionistiske krav om en stat i Palæstina.

Hen mod slutningen af november 1947 tilbød FN at dele Palæstina i to stater, der i territorial udstrækning var næsten lige store.

Den kategoriske palæstinensiske afvisning – støttet af Den arabiske Liga – af at gå med til denne aftale gjorde det muligt for den zionistiske ledelse at planlægge næste skridt nøje. Mellem februar 1947 og marts 1948 blev en endelig plan for etnisk udrensning forberedt.

Uretfærdig fordeling

Den zionistiske ledelse definerede 80% af Palæstina (Israel i dag uden Vestbredden) som det, der skulle udgøre den fremtidige stat.

Dette var et område, hvor én million palæstinensere levede side om side med 600.000 jøder.

Ideen var at få fjernet så mange palæstinensere som muligt. Fra marts 1948 indtil årets udgang blev planen ført ud i livet på trods af nogle arabiske staters fejlslagne forsøg på at gå imod det.

Omkring 750.000 palæstinensere blev fordrevet, 531 landsbyer blev ødelagt og 11 bykvarterer blev revet ned.

Halvdelen af Palæstinas befolkning blev revet op med rode og halvdelen af dens landsbyer ødelagt. Staten Israel blev etableret i mere end 80% af Palæstina, og palæstinensiske landsbyer blev forvandlet til jødiske bosættelser og fritidsområder, men et lille antal palæstinensere fik lov til at forblive borgere i staten.

Krigen i juni 1967 gjorde det muligt for Israel at tage de sidste 20% af Palæstina.

Denne erobring ødelagde på en måde den zionistiske bevægelses etniske ideologi. Israel omfattede 100% af Palæstina, men staten indlemmede et stort antal palæstinensere – det folk som zionististerne havde gjort sig så store anstrengelser for at fordrive i 1948.

At Israel havde fået let spil i 1948 og ikke blev fordømt for den etniske udrensning, der blev begået, opmuntrede staten til at udrense yderligere 300.000 palæstinensere fra Vestbredden og Gaza-striben.

Men krigen i juni 1967 var for kort – seks dage – og det internationale samfund mere opmærksomt. Det palæstinensiske samfund var mere erfarent. Israel blev således efterladt med et stort antal palæstinensere under sin kontrol og var ude af stand til at gøre ‘arbejdet’ færdigt.

Den palæstinensiske nationale bevægelse rejste sig igen i form af Palæstinas Befrielsesorganisation (PLO), og selvom den ikke befriede en kvadratcentimeter af Palæstina, fik den placeret det palæstinensiske spørgsmål og ‘Al-Nakhba’ (‘Katastrofen’) i 1948 i centrum af verdensoffentlighedens opmærksomhed.

Etnisk udrensning

Den etniske udrensningsoperation blev også stoppet af udholdenheden og ukueligheden hos de palæstinensere, der havde fået lov at blive i Israel.

De kom til at udgøre en fjerdedel af befolkningen.

Demografi kom på denne måde til at udgøre det centrale spørgsmål på Israels nationale sikkerhedsdagsorden. Det overskygger alt andet, om det så er social lighed, demokrati eller menneskerettigheder.

Uddannelsessystemet, medierne og politikerne understreger alle den ‘fare’, palæstinenserne udgør for statens eksistens og for de jødiske borgeres velbefindende.

I denne situation ønsker den israelske ‘venstrefløj’, at territoriet bliver indskrænket, mens højrefløjen ønsker, at antallet af palæstinensere bliver indskrænket.

Men den moralske og ideologiske afstand mellem de to poler i det politiske system må siges at være meget lille.

Efter to opstande i de besatte områder og en fejlslagen international diplomatisk indsats, der fuldstændig ignorerede konfliktens rødder som beskrevet ovenfor, er vi nu tilbage ved det egentlige grundlag for konflikten.

I de sidste seks år har skiftende israelske regeringer, med fuld støtte fra deres jødiske vælgere, prøvet med magt at gennemføre det, der for dem er den ideelle løsning.

Dette består i at indespærre et stort antal palæstinensere i enklaver på Vestbredden og i Gaza-striben, at kontrollere det palæstinensiske mindretal i Israel gennem et apartheid-system, og kategorisk at nægte enhver repatriering af de palæstinensiske flygtninge.

Denne plan bakkes fuldt ud op af USA.

Bush’s ny-konservative lederskab forfølger sin egen unilateralisme og prøver med militær magt og trusler at pålægge resten af verden sine økonomiske og strategiske værdier.

Modstand

Kun to bevægelser i området gør modstand mod Israel og USA.

Desværre for folk på venstrefløjen – som mig selv – er de ikke fra ‘vores skole’, men vi bør respektere deres vedholdenhed og vilje til at gøre modstand mod besættelse og kolonialisme. De er Hamas og Hizbollah.

Israel føler, at der nu har åbnet sig en mulighed for at eliminere disse kræfter i Gaza og i Libanon – og videre i Syrien og Iran.

Den regionale krig, der er ved at udvikle sig, kan på kort sigt underminere disse to kræfter, men i det lange løb kan det betyde en israelsk konfrontation ikke bare med den arabiske verden, men med hele den muslimske verden.

Hvis det sker, vil USA muligvis opgive Israel, og den jødiske stat vil ende på samme måde som korsfarernes kongerige i Middelalderen.

En katastrofe lurer således på os alle – jøder og arabere – og det er kun Europa, der kan forhindre det, hvis det ville stoppe med at lade sine og vores interesser være slaver for USA og zionismen.

-----------------

Ilan Pappe er israelsk født professor på Haifa Universitet. Hans seneste bøger er The Modern Middle East (Routledge, 2005) og A History of Modern Palestine: One Land, Two Peoples (Cambridge University Press, 2004), hvor han dokumenterer fordrivelsen af palæstinenserne som en organiseret forbrydelse i form af en etnisk udrensning, der vendte jøder og arabere, som tidligere havde levet fredeligt sammen, mod hinanden. Hans tidligere bøger omfatter bl.a. The Making of the Arab-Israeli Conflict, 1948-1951 (New York, 1992) og The Israel/Palestine Question (London, 1999). Alle kan købes via Bookmarks – se www.bookmarks.uk.com

Se også:
SAA 258: Det mener vi: Kan FN skabe fred?
SAA 258: Libanon: Støt Hizbollahs forsvar af Libanon
SAA 258: Libanon: Støtte til ikke-socialistiske kræfter?
SAA 258: George Galloway: “Det er rigtigt af Hizbollah at bekæmpe zionistisk terror“
SAA 258: Israel: 10 argumenter imod zionisme
SAA 258: Demonstration i København: Våbenhvile nu
SAA 258: Forfatteren til „Sofies Verden“ Jostein Gaarder:: “Vi anerkender ikke længere staten Israel“

Flere artikler fra nr. 258

Flere numre fra 2006

Se flere artikler om emnet:
Israel
Zionisme

Se flere artikler af forfatter:
Ilan Pappe

Siden er vist 7502 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside