Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 266 – 14. marts 2007 – side 6

Kampen om Ungeren

Jesper Juul Mikkelsen + Alexander Lassithiotakis

Politikerne løb fra deres ansvar. Medierne løj og fordrejede sandheden. Ungdomshuset blev ryddet og jævnet med jorden.

Bevægelsen tabte det foreløbige slag – men samtidig har tusindvis af aktivister været på gaden for at forsvare Ungdomshuset.

Nørrebro 1. marts

Frustrationerne fik frit løb den 1. marts da Ungeren blev ryddet. (Foto: Svend Espensen)

 

I medierne viste de billeder af stenkast, bål og brand. Politikere, der igen havde “mistet den sidste sympati“ for stedet, vaskede hænder og nægtede at “forhandle med en pistol for panden“. Politimestre, der havde styr på situationen og var professionelle.

Politiet opfordrede alle til at holde sig fra gaderne. Justitsminister Lene Espersen kaldte forældre uansvarlige, hvis de lod deres børn deltage i protesterne.

Medierne tordnede løs mod billedet af “en hård kerne“ af voldspsykopater, der hærgede for voldens egen skyld – mens de store fredelige demonstrationer, og politiets angreb på dem, blev fortiet.

Har man været på gaden i dagene efter rydningen, er det svært at genkende mediernes billede.

Hvem gav hvem en “pistol for panden“?

I 2001 solgte Københavns kommune Ungdomshuset til Faderhuset, en racistisk kristen vækkelses-sekt. Man havde bare “glemt“ at de unge havde brugsretten over huset.

Der blev “forhandlet“, og politikerne lod forstå, det var de unge, der nægtede at finde en løsning. Men det første tilbud fra politikerne blev skudt ned, ikke af Ungdomshuset, men af Helge Sander, da det var Københavns Universitet, der ejede Brandstationen (som universitet dog ikke havde nogen planer om at bruge).

De unge sagde ja til forslaget om Stevnsgade, men holdt principielt fast i kommunens løfte og ville kun betale et symbolsk beløb på en krone. Politikerne nægtede – selv om det kunne have løst problemet.

Demo for Ungeren 3. marts København

5.000 demonstrerede den 3. marts mod rydningen af Ungdomshuset. (Foto: Svend Espensen)

De unge bøjede sig og gik med til at Fonden Jagtvej 69 kunne betale for Stevnsgade. Det skulle politikerne så tænke over. Det slap de for, da politiet gik i aktion torsdag den 1. marts.

Ansvaret for volden

Mange er skræmte over de voldelige konfrontationer, men hvem har ansvaret?

Pointen er ikke, om der har været en lille gruppe blandt demonstranterne, der ønskede konfrontation og barrikadebygning som bevidst strategi. Men der er en grund til at netop denne gruppe fik lov til at præge udtrykket.

Politiets voldelige fremfærd ved Ungdomshus-demonstrationer er ikke noget nyt. I flere år har politiet vidst, at det var omkostningsfrit at angribe dem: Ungdomshuset ville få skylden for konfrontation.

Politikernes manglende vilje til dialog og til at finde en løsning var – og blev opfattet som – en besked om, at “Døren er lukket“. Først da voldelige sammenstød blev til gode billeder på TV2News, kunne politikerne finde tid til at bekymre sig om lukningen af en stor del af den københavnske ungdoms samlingssted.

Men det handler ikke kun snævert om Ungdomshuset. Den handler også om en bredere social virkelighed i København. Drengene fra Blågårds Plads og “almindelige“ unge fra arbejdspladser og skoler i København var på gaden sammen.

Nogle var på gaden for at tage et opgør med den daglige racisme fra politiet i København og det øvrige samfund. Andre fordi de var frustrerede over den retning, København og samfundet som helhed tager.

Det er en virkelighed hvor der bliver mindre og mindre plads til sociale fællesskaber, mens begreber som individ, konkurrence og ensretning fylder i hverdagen.

Når det borgerlige hylekor af politikere, medier og politi snakker om demonstranters vold, så er det den “lille“ og overskuelige vold. Der var trods alt meget få mennesker, som kom til skade – i øvrigt næsten alle demonstranter.

Desuden gik demonstranternes vrede næsten udelukkende ud over døde ting – skraldecontainere, gamle møbler, cykler og nogle biler. Brostenene blev kastet på afstand for at skræmme politiet, mens politiets vold målrettet gik ud på med knipler og tåregas at skade mennesker.

Alligevel gavner det ikke Ungdomshuset, når folk i frustration har smadret naboers biler og cykler.
Men den “store“ vold kommer fra de samme politikere, medier og politibosser, som fra trygge stillinger smadrer tusinder af unges og gamles liv. Forhindrer dem i at udfolde sig og leve et liv med mening og indhold. Og banker dem, hvis de har overskud til selv at finde et frirum – i Ungdomshuset, på Christiania osv.

Også i den konkrete sag må hovedansvaret placeres hos borgmester Bjerregård & Co., der nægtede at forhandle og finde en løsning på forhånd.

Det var Bjerregård, der sendte 2000 politifolk til København for at ordne et politisk problem, hun gjorde til en politisag. Det var Lene Espersen, der hånede frustrerede mennesker, der i forvejen lå ned, og gav politiet carte blanche til at anholde og bruge vold, når de ønskede det.

Politiledelsen sikrede i praksis, at det hele gik amok ved at anholde flere hundrede fredelige aktivister, ved at gasse og opløse fredelige demonstrationer og angribe ytringsfriheden og forsamlingsfriheden ved at skræmme folk væk fra gaderne.

Alt dette var med til at bægeret flød over. Hvis Ritt & Co. havde levet op til deres løfter og ansvar, ville situationen aldrig være blevet optrappet som den gjorde.

Hvordan vinder vi?

Når ansvaret er placeret, hvordan kan vi som bevægelse komme fremad og bl.a. vinde et nyt Ungdomshus?

En del af problemet er, at Ungdomshuset ikke formåede at mobilisere en bred folkelig sympati og bevægelse, der kunne have presset politikerne til at forhindre en rydning. I stedet ventede man på konfrontationen.

Mange fra Ungdomshuset havde svært ved at tro på, at der kunne mobiliseres ud over en begrænset kreds af mennesker. Men hvis der kunne mobiliseres 5.000 unge og ældre til demonstration under vanskelige vilkår lørdag 3. marts – hvor mange kunne der så ikke være mobiliseret i november, december og januar?

Det ville have lagt et reelt pres på politikerne. I stedet fik politikerne lov at løbe fra ansvaret, mens medierne kun snakkede om konfrontation.

Problemet med at vinde en konfrontation med politiet er, at man for det første skal være rigtigt mange. For det andet skal folk være villige til at tage konfrontationen, og for det tredje skal der være en organisering af demonstrationen, som er forberedt på kollektivt selvforsvar.

Sådan er situationen ikke. Der er mange, der gerne vil protestere – også med risiko for at få bank, tåregas osv. Men når politiet angreb, var det svært blot at organisere et symbolsk forsvar for demonstrationen og genopbygge den derfra.

En demonstration, der ikke engang kan forsvare sig selv, kan langt mindre gøre sig håb om at slå politiet tilbage. Og et mindretals stenkast kan ikke erstatte et kollektivt organiseret selvforsvar. Det splitter tværtimod. Og man kun mister sympati ved at smadre folks biler og cykler.

I stedet skal vi kigge på den brede opbakning der faktisk er til kravet om fristeder – ikke kun Ungdomshuset og Christiania, men mange ungdomshuse landet over, fristeder for unge, gamle, hjemløse osv.

Rigtigt mange hader Bush, Fogh og det system de står for. Hader deres krige, hader deres stræber-idealer. Hader deres evige angreb på folk, der ikke lige passer ind i systemet – hvad enten det er unge, indvandrere, muslimer eller venstreorienterede. Eller bare folk, der synes at der må være plads til at leve et liv med indhold i et samfund, hvor der hele tiden er penge nok til de få, der i forvejen har.

Der er langt mere end 5.000 som kan mobiliseres til en bevægelse mod normalisering, for retten til forskellighed og et mere menneskeligt og solidarisk samfund. En sådan bevægelse vil have opbakning fra et flertal af befolkningen og kan via sit antal presse politikerne til at føre en anden politik.

Kun ad den vej kan vi skabe et samfund med plads til forskellighed, fristeder og ungdomshuse, og uden politivold og racisme, uden nedskæringer og krig.

Tjek løbende www.modkraft.dk, www.jagtvej69.dk og www.ungeren.dk for information om hvad og hvornår der sker noget. Her kan du også se øjenvidneberetninger m.m.

Over 17.000 har allerede skrevet under for at få et nyt ungdomshus. Gå ind om giv din underskrift på: http://mangfoldighed.underskrifter.dk/

Meld dig ind i Borgergruppen for Ungdomshuset på www.proungdomshuset.dk og modtag løbende information om hvad der sker af arrangementer.

Se også:
SAA 266: Det mener vi: En bevægelse større end Jagtvej 69
SAA 266: Ungdomshuset: Kampen dag for dag
SAA 266: Socialister og voldelig kamp
SAA 266: Interview med anholdt: “Vi forlænger bare anholdelsen, så du kommer til at sidde her i 3 dage ... hahaha”
SAA 266: Interview med Lau Malling: “Jeg blev hånet og svinet til”
SAA 266: Interview med Benny Gundersen: “Det var utroligt krænkende”
SAA 266: Tegneserie: Überdanmark
SAA 266: Læserbrev: Jeg ønsker at brænde, bare ikke biler!

Flere artikler fra nr. 266

Flere numre fra 2007

Se flere artikler om emnet:
Ungdomshuset (Kbh.)

Se flere artikler af forfatter:
Jesper Juul Mikkelsen
Alexander Lassithiotakis

Siden er vist 6539 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside